Kommentar
Læsetid: 6 min.

Klimakrisen kan blive Australiens Tjernobyl

Den største brandkatastrofe i Australiens historie bliver kun mødt med ligegyldighed og fornægtelse af de politiske ledere. Den australske forfatter Richard Flanagan skriver fra et land i færd med at begå klimaselvmord
Nancy Allen og Brian Allen. Nowra, New South Wales, Australien. 4. januar 2020.

Nancy Allen og Brian Allen. Nowra, New South Wales, Australien. 4. januar 2020.

Tracey Nearmy

Kultur
9. januar 2020

Australien i dag er ground zero for klimakatastrofen. Vores storslåede koralrev i Great Barrier Reef er ved at dø. Vores regnskove, anerkendt som verdensnaturarv, står i flammer, og i forvejen var de store tangskove i mange af vores farvande forsvundet. Adskillige byer er løbet tør for vand eller gør det snart. Og nu brænder hele vores kontinent i et omfang, der aldrig før er set.

Billederne af de enorme naturbrande er som et miks af mareridtsscener fra film som Mad Max og On the Beach. Tusinder har søgt tilflugt på strandene i en dunkel orange tåge. Vi ser mennesker og dyr stimle sammen i tavse klynger, som var de motiver i middelalderlige malerier fra Bruegel den Ældre eller Hieronymus Bosch.

Belejret af flammer er de overlevendes ansigter skjult bag røgmasker og svømmebriller. Dag bliver til nat, som røgen lukker alt lys ude i de skrækindjagende minutter, før et rødt stråleskær bebuder det forestående inferno. Flammer skyder 50 meter op i luften, ildstorme raser. Skræmte børn ses i gummibåde, på vej væk fra flammehavet som flygtninge i deres eget land.

Bushbrandene har allerede nedbrændt et område på 65.000 kvadratkilometer – et område så stort som West Virginia (og halvanden gang større end Danmark, red.) og over tre gange så stort, som det der blev ødelagt af skovbrande i Californien i 2018 og seks gange større end de områder i Amazonas, der brændte i 2019. Nytårsdag var Canberra verdens mest forurenede hovedstad som følge af et gigantisk hav af røg så bredt som det europæiske kontinent.

Undtagelsestilstand

Forskere anslår, at tæt på en halv milliard vildtlevende dyr er omkommet i flammerne, og frygter, at nogle sjældne dyre- og plantearter kan være totalt udslettet. Overlevende dyr har i vild flugt forladt deres afkom i, hvad der betegnes som en »massesultbegivenhed«. Mindst 25 mennesker er dræbt, men der er alvorlig frygt for, at dødstallet kan være meget højere.

Og endnu står Australien kun ved begyndelsen af naturbrandssæsonen.

Mens jeg skriver dette, er der proklameret undtagelsestilstand i New South Wales og katastrofetilstand i Victoria. Masseevakueringer er i gang. Der frygtes for en humanitær katastrofe, og flere byer langs østkysten er omringet af ild. Alle transportforbindelser og de fleste kommunikationslinjer er afbrudt. Mange af disse lokale indbyggeres skæbne kendes derfor ikke.

En e-mail, som den pensionerede ingeniør Ian Mitchell sendte som nytårshilsen fra sin hjemby Gipsy Point, en lille flække i den nordlige del af staten Victoria, sætter ord på, hvad mange australiere føler i disse katastrofale dage:

»Kære alle. Vi og de fleste huse i Gipsy Point er her endnu. Vi er lige nu 16 mennesker. Vi har ingen strøm, der er ingen mobildækning og ingen chance for, at nogen når frem til os, for alle veje er spærret. Lige nu kan vi kun sende e-mails via satellitforbindelse. Vi har to både og kan måske skaffe forsyninger, herunder benzin, i Coota. Vi har brug for flere mennesker, der kan forsvare vores by, da der ventes meget høje temperaturer fredag (...) Vi er alle trætte, men i god behold. Men vi er her endnu, her i 2020. Mange kærlige hilsner fra os alle.«

Boghandelen i den brandhærgede by Cobargo i New South Wales har sat et nyt skilt i vinduet:

»Postapokalyptisk science fiction er flyttet til hylden med aktuel samfundslitteratur.«

Alligevel har svaret fra Australiens ledere på en national krise så omfattende, at den er uden fortilfælde, ikke været at forsvare deres land, men derimod at forsvare den fossile energiindustri, en stor økonomisk sponsor for de to største partier – som om de var opsat på at føre landet imod dets undergang.

Da naturbrandene i december begyndte at udvikle sig eksplosivt, tog oppositionslederen, Labors Anthony Albanese på en rundtur til flere kulminebyer og udtrykte sin uforbeholdne støtte til  fortsættelse af kuleksporten. Hvad vores premierminister, den konservative Scott Morrison, angår, tog han på ferie i Hawaii.

Bundplacering

Siden 1996 har samtlige på hinanden følgende australske konservative regeringer haft held med at underminere internationalt forpligtende aftaler om klimaforandringer i deres forsvar for landets fossile energiindustrier. I dag er Australien verdens største eksportør af både kul og naturgas. For nylig indtog Australien plads nummer 57 på en rangliste over 57 landes indsats for at modvirke klimaforandringer.

Når Morrison ved sidste års valg kunne hjemtage en marginal sejr, skyldtes det i ikke ringe grad støtten fra kulmineoligarken Clive Palmer, som lod stifte et marionetparti for at holde Labor – der trods alt har forpligtet sig på reelle klimapolitiske skridt – fra regeringsmagten.

Palmers reklamebudget under valgkampen var over dobbelt så stort som de største partiers til sammen. Efterfølgende har Palmer bekendtgjort, at han har planer om at anlægge Australiens største kulmine.

Efter at Morrison, en tidligere marketingmand, blev tvunget til at vende tilbage fra sin ferie og offentligt undskylde sit fravær under en national krise, har han valgt at bruge sin tid på at få taget feelgoodbilleder af sig selv, hvor han poserer med cricketspillere eller med sin familie. Langt sjældnere ses han ved brandenes frontlinje, på besøg i ødelagte lokalsamfund og i selskab med overlevende. Scott Morrison har forsøgt at fremstille brandkatastrofen som en normal hændelse, der kan ske fra tid til anden.

Denne tilgang ser ud til at være udtryk for en kold politisk kalkule: Uden effektiv modstand fra et Labor-parti, der stadig slikker sårene efter valgnederlaget og med et mediebillede, der er domineret af Rupert Murdoch – 58 procent af dagbladsoplaget kontrollerer han – og stejlt fastholder sin klimabenægtelse, er det øjensynligt Morrisons håb, at han igen kan sejre, så længe han blot ikke anerkender omfanget af den katastrofen, der omspænder Australien.

Grusomhed

Mr. Morrison skabte sit politiske ry som immigrationsminister og perfektionerede grusomheden i en politik, der internerer flygtninge i djævelske lejre på Stillehavsøer og forekommer indifferent over for menneskelig lidelse. Nu har hans regering taget en foruroligende autoritær drejning og stækket fagforeninger, civilsamfundsorganisationer og kritiske journalister.

I henhold til en ny lovgivning, der er under vedtagelse i Tasmanien, og som forventes kopieret over hele Australien, risikerer miljøaktivister nu at blive idømt op til 21 års fængsel for at demonstrere.

»Australien er en brændende nation, som ledes af kujoner,« skrev den førende tv-journalist Hugh Riminton og talte dermed for mange. Han kunne også have tilføjet ’af idioter’, efter at vicepremierminister Michael McCormack har hævdet, at brandene skyldes eksploderende hestegødning.

Sådan er de politiske ledere, der er parat til at åbne helvedes porte og føre en nation ud i klimaselvmord.

Over en tredjedel af australierne skønnes at være påvirket af brandene. Et stort og stigende flertal af australiere ønsker nu resolut handling imod klimaforandringerne og sætter nu spørgsmålstegn ved den voksende kløft mellem Morrison-regeringens ideologiske fantasier og det udtørrede, hastigt opvarmede og brændende Australiens virkelighed.

Situationen minder i uhyggelig grad om Sovjetunionen i 1980’erne, da herskende apparatjiks endnu var magtfulde, men på vej til at miste deres grundlæggende, moralske legitimitet.

I Australien i dag står et politisk establishment, der er stivnet i sine egne demente fantasier over for en uhyrlig virkelighed, som det hverken har evne eller vilje til at konfrontere.

Morrison har måske nok et massivt propagandaapparat i Murdoch-pressen og ingen effektiv opposition, men hans moralske autoritet er hastigt ved at erodere. Da han i sidste uge trak sig væk fra en gravid kvinde, der bad om hjælp, blev han tvunget til at flygte fra en vredesophidset menneskemængde af beboere fra en udbrændt by. En lokal konservativ politiker beskrev sin egen leders ydmygelse sådan , at »han fik nok den velkomst, han fortjente«.

Som Mikhail Gorbatjov, Sovjetunionens sidste leder, engang bemærkede, begyndte Sovjetunionens sammenbrud med atomkatastrofen i Tjernobyl i 1986. I kølvandet på denne katastrofe, »blev systemet, som vi kendte det, uholdbart«, skrev han i 2006.

Kunne det tænkes, at den enorme tragedie, der stadig er under udfoldelse med de australske storbrande, bliver klimakrisens svar på Tjernobyl?

Richard Flanagan, f. 1961, er en prisbelønnet australsk forfatter. Hans roman Den smalle vej til det dybe nord (dansk udgave, 2015) vandt i 2014 Man Booker-prisen for årets bedste engelsksprogede roman.

© The Wylie Agency og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Curt Sørensen

Nok en af de bedste indlæg i Information nogensinde. Det er som et uhyggeligt spejlbillede holdt op for resten af verden. Snart mødes verdens eliter i Davos. I år har præsident Donald Trump meldt sin ankomst. En anden af verdens magtfulde klimabenægtere , og dertil psykisk ustabil. Det går sandelig godt!

Achim K. Holzmüller, Eva Schwanenflügel, Christian Skoubye, Bjarne Bisgaard Jensen, Dorte Laursen, Estermarie Mandelquist, erik pedersen, Hannibal Knudsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Det må naturligvis være frygteligt, at være borger i Davos, en by der er verdens skamstøtte over de riges dekadence klubben.

Det er ikke kun fra Australien, at de riges dekadence klub i Davos, nu tydeligt ses for hvad det er, det er en meget stor forsamling af verdens mest farlige mennesker.
Muligvis er Australien og borgernes nye forhold til magthaverne ‘Down Under’ en øjenåbner for alle magt misbrugerne i Davos.

Dorte Laursen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
René Arestrup

....men det er den slags apokalyptiske scenarier, der skal til før verden begynder at flytte sig.

Desværre.

Per Torbensen, Carsten Wienholtz og Dorte Laursen anbefalede denne kommentar
Christian Engelbrecht

Bare rolig, det skal penge også nok løse.

Eva Schwanenflügel

Fremragende artikel.

Man skulle tro, klimafornægterne hemmeligt havde sikret sig billetter til en ny Exo-planet.
Hvor har de ellers tænkt sig at bo?