Baggrund
Læsetid: 9 min.

Vil du lave et hit i 2020? Så følg denne opskrift nøje – og tilføj til sidst en lille smule mærkelig lyd

Hvis du vil lave et godt pophit, kan forskningen hjælpe dig. Den viser nemlig, at de mest populære sange i den flimrende opmærksomhedsøkonomi, der er vores samtid, har et genkendeligt hook, et højt tempo, kort eller ingen intro og få bogstaver i titlen. Og at der tit sker noget lidt underligt midt i alt det forudsigelige. Streamingtjenester som Spotify står for en stor del af forklaringen, men også det nye sociale medie TikTok fra Kina, som vokser helt vildt blandt børn og unge
Billie Eilish’ musik er genkendelig, men samtidig overraskende og opsigtvækkende – og det er netop opskriften på et hit i dag, siger forskere.

Billie Eilish’ musik er genkendelig, men samtidig overraskende og opsigtvækkende – og det er netop opskriften på et hit i dag, siger forskere.

Valerie Macon

Kultur
31. januar 2020

Forleden aften fór jeg vild på internettet og endte med at finde mig selv nostalgisk fortabt i en youtubespilleliste med nogle af de største billboardhits fra 1990’erne. Det hele – slog det mig – lød fundamentalt anderledes end nutidens mest populære popsange.

Stemmerne var ikke forvrænget af autotune, tempoet var ikke forhastet, instrumenterne lød mere som … instrumenter. Og så var der de udstrakte instrumentalstykker, introerne og soloerne. Den lange saxofonsolo (»I Will Always Love You«), den lange klaversolo (»It Must Have Been Love«) og selvfølgelig de mange, mange lange guitarsoloer (»Smells Like Teen Spirit«, »Tears in Heaven«, »What’s Up«, »Don’t Speak« …). Åh, Tom Dumonts guitarsolo i »Don’t Speak«.

Det er ikke underligt, at kunsten ændrer sig. 1960’erne lyder anderledes end 1980’erne, og 1980’erne igen anderledes end 2000’erne. Sådan er det på de fleste områder: Teknologi ændrer sig, mode ændrer sig, vores præferencer ændrer sig. Der er også langt fra datidens biler og hollywoodfilm til dem, vi ser i dag.

Men når det gælder musik, har teknologien ændret sig så meget, at det har en enorm effekt – ikke bare på produktet (sangene), men også på den måde, de bliver til på, og den måde, vi lytter til dem på.

Konkurrerer med søvn

Udviklingen af den teknologi, vi bruger til at afspille musik, har altid haft indflydelse på produktionen af musik, fortæller Niels Chr. Hansen, der er postdoc ved University of Western Sydney.

»Når der blev opfundet et nyt klaver for århundreder siden, påvirkede det den måde, datidens komponister komponerede på,« siger han på en skypeforbindelse fra en terrasse i den australske millionby. »Da fonografen kom, og der nu kunne være tre minutters musik på ene side af en plade, gjorde det selvfølgelig, at man komponerede sange, der varede omkring tre minutter.«

I 1980’erne bragte cd’en den væsentlige nyskabelse, at lytteren nu med et enkelt tryk på en knap kunne komme direkte videre til næste sang. Indtil da havde både pladespilleren og kassettebåndoptageren godt nok givet os mulighed for at komme videre fra en sang, vi ikke ville høre til ende, men det var besværligt.

»Og det, der er interessant ved streaming, er, at vi kan vælge mellem millioner af sange,« siger han.

»Vi kan vælge og vrage. Som musiker og komponist er du derfor nødt til at fange lytterens opmærksomhed med det samme. Hvis du ikke gør det inden for de første sekunder, er han eller hun hoppet videre til næste sang.«

Som musiker og producer Remee Jackman sagde i vores interview med ham i sidste uge: »Folk vil have et nummer, der hurtigt svarer på spørgsmålet: Hvad skal det her nummer få mig til at føle?«

Netflixs administrerende direktør, Reed Hastings, har sagt, at film- og tv-streamingtjenestens største konkurrent er søvn. Deres kamp om at fastholde os alle sammen foran skærmene så længe som muligt udkæmper de ikke mod Amazon eller HBO, men mod menneskets natur. Derfor gør Netflix alt for at bevare vores opmærksomhed – og det samme gør Spotify og andre musikstreamingtjenester.

»På Spotify hopper folk videre til den næste sang 21 procent af gangene inden for de første fem sekunder. Det er hurtigt. En tredjedel af sangene bliver der skiftet væk fra inden for de første 20 sekunder. Altså: Du har 20 sekunder til at overbevise lytteren om, at de skal lytte til hele sangen,« siger Niels Chr. Hansen.

Tydelige tendenser

Under et forskningsophold på Ohio State Univesity, hvor Niels Chr. Hansen blandt andet med data fra Spotify undersøgte, om ældre klassiske musikere spiller langsommere end yngre (det gjorde de!), kiggede en af hans kolleger, Hubert Léveillé Gauvin, på Spotifys påvirkning af popmusik.

Han nåede frem til følgende tre konklusioner, fortæller Niels Chr. Hansen:

1: Tempoet er steget. Rationalet er, at jo højere tempo et nummer har, jo mere kan ske i løbet af de første 20 sekunder. Samtidig hæves lytterens arousal-niveau – hendes modtagelighed for sanseindtryk. Høj arousal højner sandsynligheden for, at hun husker, hvad hun hører – og dermed lytter.

2: Sangenes titler er blevet kortere. Der er simpelthen færre ord og bogstaver, og det handler om, at vi har en begrænset hukommelseskapacitet. Og jo længere titlen er, jo mindre er sandsynligheden for, at vi kan huske den.

3: Den tid, der går, før der sker noget ’interessant’, er faldet. Det kan være en menneskelig stemme, navnet på titlen eller et hook. Derfor er de lange instrumentale introer og soloer forsvundet.

Forskeren havde samlet Billboards topti-lister for hvert år i 30 år og undersøgt, hvordan sangene havde udviklet sig over tid målt på forskellige parametre.

»Det hele stemmer jo overens med princippet om, at vi lever i en opmærksomhedsøkonomi,« siger Niels Chr. Hansen og tilføjer, at der er variation, og at der jo fortsat findes langsomme ballader, lange titler og både lange instrumentale soloer og introer.

»Men når du ser på et stort korpus af musik, er der nogle tydelige tendenser.«

Overlevelsesstrategier

Peter Vuust, der er jazzmusiker og leder af grundforskningscentret Center for Music the Brain under Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, genkender studiets konklusioner.

Som forfatter til bogen Musik på hjernen (2017) ved han om nogen, hvad der sker inden i os, når vi lytter til tidens toner.

Til enhver tid, siger han, vil hits have tidens lyd. Hver gang han hører Wham!’s julehit »Last Christmas« katapulteres han tilbage til en helt særlig tid i begyndelsen af 1980’erne på grund af den trommemaskine, der i dag lyder lidt fjollet, men som dengang lød som det eneste rigtige.

»Og sådan er det. Når mine sønner introducerer mig for ny musik, kan jeg synes, den lyder underlig, men når min hjerne gradvist vænner sig til den, gør jeg også.«

Hvad betyder det så for vores hjerner, at musikken bliver hurtigere, mere fragmenteret – og potentielt også mere underlig? Ikke nødvendigvis så meget, eftersom vores hjerner vænner sig til tidens musikalske luner. Det er det, psykologer kalder »the mere-exposure effect:

»Jo mere du har hørt den samme type musik, desto bedre kan du lide den, for hjernen vil gerne kunne forudsige, hvad der sker. Det har at gøre med vores evne til at overleve,« siger hjerneforskeren: »Jo bedre vi kender noget, desto mere trygt og sikkert bliver det for vores overlevelse – og derfor skal et pophit både rumme noget forudsigeligt og noget nyt, der fanger folks opmærksomhed.«

Dengang musikken var live

Hurtigere musik øger vores opmærksomhed, men som Niels Chr. Hansen understreger, findes der jo fortsat også langsomme sange. Han nævner andre studier, der har vist, at i størstedelen af den tid, folk lytter til streamingmusik, laver de noget andet samtidig.

»Musik er ofte – og i stadig højere grad – en slags sekundær stimulus. Det betyder selvfølgelig, at hvis musikken er et baggrundstapet, som kører, mens du taler med andre eller laver lektier, så er det måske ikke en fordel, hvis den overrasker dig eller på dramatisk vis fanger din opmærksomhed. Det taler imod teorien om opmærksomhedsøkonomi, men kan til gengæld forklare, at ikke al musik følger tendensen,« siger han.

Ideen om baggrundsmusik er forholdsvis ny og har at gøre med introduktionen af indspillet musik. For århundreder siden blev al musik spillet live. Kongen havde musikere ansat ved hoffet og kunne sige til dem, at nu ville han høre musik, og så skulle de spille. Det kostede et væld af ressourcer og penge at lytte til musik, så når man gjorde det, rettede man naturligvis sin opmærksomhed mod den.

»I det store billede er 100 år stadig relativt for nylig,« siger Niels Chr. Hansen og griner.

»Men for 25 år siden måtte du også købe en cd, hvis du ville lytte, og så lyttede du til den cd – eller en anden – hele tiden, igen og igen. Det er selvfølgelig det, der øger konkurrencen og gør, at der skal være et element af overraskelse, der kan vække lytterens arousal

Tip og tricks fra internettet

Ud over den opmærksomhedskrævende streamingtekologi har et andet nybrud ændret sangskrivningen: sociale medier og ønsket om at gå viralt.

En af de første dage i det ny årti fortalte en håndfuld succesfulde sangskrivere og producere i en artikel i The Guardian om, hvordan hittet har udviklet sig det seneste tiår – og hvordan det påvirker deres arbejde.

»I en hvilken som helst æra har der været genveje, der kan hjælpe syv ud af ti sange til at blive hits. Det kan være rytmemønstre, trommelyde og opbygning,« siger Peter Kelleher fra sangskriver- og producerteamet TMS til avisen. »De bedste sange vil klare sig på deres egne præmisser, men for de andre er der helt klart tip og tricks.«

Og de tip og tricks kommer fra internettet. Camille Purcell, der er producer og har skrevet sange for blandt andre Sam Smith og Rihanna og har flere end tre milliarder spotifyafspilninger på samvittigheden, siger, at hun bruger enormt meget tid på at lytte til playlister med tidens hits for at få et overblik over det musikalske landskab.

Og så nævner hun TikTok, den kinesiske videoapp, der siden lanceringen i 2017 på meget kort tid er blevet hyperpopulær blandt børn og unge og i dag har flere månedlige brugere end både Twitter og Snapchat. De mange millioner bruger appen til at scrolle gennem et feed fyldt med mere eller mindre skøre videoer af mere eller mindre ukendte unge mennesker, der for eksempel danser og lipsyncer til musik. Det lyder underligt, og det er også svært at forklare TikTok, men det sociale medie har lært Camille Purcell om det, hun kalder en sangs »underholdningsværdi« – altså hvordan små bidder af en popsang kan gå viralt som et internetside.

»Jeg er begyndt at tænke på at tilføje nogle underlige produktionelle dele, fordi det tit virker på TikTok,« siger hun.

Hun suppleres i artiklen af TMS’ Ben Kohn, der siger, at folk i dag kigger efter »de mest underlige ting«. For ti år siden var der i høj grad en opskrift på et mainstream pophit, men diversiteten i toppen af poplisterne er ifølge ham ret høj i dag – han nævner Lewis Capaldi, Lil Nas X og Billie Eilish. 

»Billie Eilish er et perfekt eksempel,« siger han om den 18-årige sangerinde, der i weekenden blev den første kunstner i 39 år, der modtog alle fire store priser ved årets grammyuddeling. 

Hendes musik låner elementer fra elektropop, EDM (electronic dance music), indiepop og mere mørke genrer. I centrum står hendes karakteristiske vokal, der er blevet beskrevet som en »æterisk hvisken«.

»Hvis noget lyder som fuldstændig straight up pop, sker der ingenting. Der er et større behov for at være eksperimentel – også fordi det skal fungere på sociale medier som TikTok.«

Både TikTok og Billie Eilish bliver også nævnt i et nyt afsnit af The New York Times’ ugentlige podcast om populærkultur, Popcast. Her siger Nick Sylvester, producer og medstifter af pladeselskabet Godmode Music, at den gode popsang i dag skal have genkendelighed på alle parametre – bortset fra ét. Der skal være noget underligt. Hvis tekst, melodi og produktion er genkendelige, skal der måske være en underlig stemme.

»Et hit er 95 procent noget, du har hørt før, og fem procent noget, du ikke har. Det tænker vi konstant på, når vi forsøger at udvikle kunstnere. Hvis de har en underlig stemme, så skal produktionen og melodien være mindre underlig. Det gælder om at gøre lytterne komfortable med det nye. Hvis der er for meget nyt, bliver det for intenst,« siger Nick Sylvester.

Det har altid været sådan, siger han. Også i 1990’erne, hvor billboard-toplisterne ellers kunne forekomme mere mangfoldige. At skabe musik er en evig jagt på det nye, det underlige element, der kan åbne døren for folk. Men:

»TikTok gør det mere åbenlyst.«

Serie

De moderne hjerner og kunsten

Aldrig har vores hjerner modtaget og bearbejdet så meget information som nu. I en ny serie taler vi med hjerneforskere og kunstformidlere, filosoffer og neuroæstetikere, kunstnere og kulturhistorikere for at undersøge, hvordan den digitale verdens flimmer påvirker os. For hvis det er sandt, at internettet forandrer vores hjerner, og hvis det dermed også er sandt, at vores hjerner forandrer kunstoplevelsen – hvordan skal kunsten så reagere? Skal den ile med, eller gå den modsatte vej?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her