Essay
Læsetid: 13 min.

Hvis jeg lyder deprimeret over dig, Storbritannien, skyldes det, at jeg stadig er i dyb Brexit-sorg

Din kulturelle kærlighedsaffære med USA, Storbritannien, vil igen flamme op og blive styrket. Europa var bare en flirt. Det transatlantiske forhold derimod er ægte. Måske kan du endda ende som en satellitstat? Hvis Europa er din fortid, vil et nedgangsmærket, paranoidt Amerika være en stor del af din fremtid
Liz Jensen forsøger sig med fremtidsprognoser i et post Brexit Storbritannien. Her mener hun, at Union Jack vil blive det udvalgte samlingssymbol for aggressivt insisterende Leavers. På samme måde vil beskyldninger om ’illoyalitet’ og ’forræderi’ blive taget i brug for at stigmatisere enhver, der vover at tilkendegive sin uenighed offentligt.

Liz Jensen forsøger sig med fremtidsprognoser i et post Brexit Storbritannien. Her mener hun, at Union Jack vil blive det udvalgte samlingssymbol for aggressivt insisterende Leavers. På samme måde vil beskyldninger om ’illoyalitet’ og ’forræderi’ blive taget i brug for at stigmatisere enhver, der vover at tilkendegive sin uenighed offentligt.

Jesse Jacob

Kultur
31. januar 2020

Kære Storbritannien, også kendt som Det Forenede Kongerige, udsteder af mit pas, tidligere imperiemagt, hjemland for Sir David Attenborough, producent af sprøde chips, kongelige skandaler, komedieserier og opfinder af ordet sorry.

fik du altså Brexit klaret. Tillykke med det.

Men betyder det så, at du er stor, Storbritannien? Er du forenet, Forenede Kongerige?

Som en, der er født bag dine kyster, skulle jeg i princippet have tillagt mig stiff upper lip, men efter folkeafstemningen i 2016, hvis resultat min højt elskede 85-årige onkel – en forhærdet Leaver – fejrede med et glas Laphroaig, må jeg indrømme, at jeg kom til at briste i gråd. Imens erklærede han triumferende over for sin familie:

»Jeg har ventet på det her i 40 år.«

Hvordan kan man elske en person, hvis politiske synspunkter, man umuligt kan dele, og hvis forfejlede politiske valg vil skade de opvoksende generationer? Dette spørgsmål må uvilkårligt melde sig for alle briter.

Elske dem bliver man jo ved med, men alle splittelsesspørgsmål må man lægge væk. Kald os bare konfliktsky, men vi alle har måttet lære os selv ikke at diskutere Brexit, hvis der er mindste risiko for, at nogen ender med i affekt at råbe »så fat det dog!« og banke i bordet.

Vores onkel var desuden en ældre herre, så hvad skal det nytte? Altså vender vi den anden kind til og gennemløber endnu engang Brexit-sorgens tre stadier: fornægtelse, vrede og forhandling eller klynger os til et forgæves håb om en ny folkeafstemning, der i sidste øjeblik kunne redde os fra at hoppe ned i historiens wc-kumme og skylle ud.

Vi sætter vores underskrift på online-petitioner, der vil redde os selv fra vores egne værste impulser, lytter til de nøgternt formulerede advarsler fra industriledere, økonomer, bønder, forskere og sundhedseksperter om alle de forestående fortrædeligheder.

Men ganske som i USA er ’ekspert’ blevet et uartigt ord, alt imens falske informationer åbent og skamløst præsenteres, som var de kendsgerninger. For mange er udsigten til drastiske forandringer et livgivende perspektiv. Der er altid noget dramatisk over at tage et omfattende opgør med status quo. Der er altid noget festligt over at smække med dørene. Hvem nyder ikke suset ved at føle sig retsindig, tapper og trodsig? Alt det forstår jeg så udmærket.

En dag forsøgte vi alligevel at gå i rette med vores dørsmækkende onkel. Hvordan kunne han byde sine børnebørn dette?

Han var helt uden anger og fortrydelse.

»Bureaukratiet,« sagde han. »Korruptionen.« Han så det hele i et større perspektiv, hævdede han. »Og alting skal nok ordne sig,« forsikrede han.

Bare ikke for ham.

Jeg græd ved hans begravelse, men jeg græd endnu mere i december 2019, da et flertal af mine landsmænd valgte den charlatan, som for mig altid bare vil være Johnson og aldrig ’Boris’, som premierminister. (Lad mig i forbifarten tilhviske en advarsel: Det er hans egensindige chefstrateg, Dominic Cummings, der er grund til at være mest på vagt over for. Han er arkitekten bag det regime, som nu sætter sig tungt på magten og vil kunne ændre historiens gang).

Storbritannien du er som en fremmed for mig

Det fjerde stadium i Brexit-sorgen har sat ind. Den depression, vi følte, var af den type, som alle, der har oplevet et sammenbrudt parforhold kender til.

Britain, you made me cry.

Johnson-Cummings-duoen er dog med sikkerhed fuldstændig ligeglade med følelseslivet hos medborgere, de ikke bryder sig om. De har en brutal skilsmisse, de skal have banket på plads, og har ikke tid til fløjlshandsker. Som Joseph Stalin, der aldrig brugte fløjlshandsker, sagde: Man kan ikke lave omelet uden at knuse æg.

Britain, I don’t know you any more. You’ve changed.

Storbritannien, du er ikke længere det inspirerende, mangfoldige, fordomsfrie, multikulturelle, venlige og humoristiske land, vi kender fra dine pulserende byer.

Britain, you’ve become a stranger.

Or was this the real you all along?

Alle dine borgere, Storbritannien, har deres egne relationer til Europa, selv når de er et fravær af relationer eller er en modvilje. Theresa May var muligvis oprindeligt imod EU-udtræden, men da hun erklærede, at »en verdensborger ikke er borger noget sted«, gav hun selv udtryk for den samme provinsialisme, der har givet næringen til Brexit. Denne provinsielle opfattelse af Storbritannien som en fæstning kom til at herske. Storbritannien var ikke del af Europa, der lå ’derovre’: Europa begyndte på den anden side af Kanalen.

Bortset fra, at sådan så de 48 procent, der stemte Remain ikke på det. Eller de 1,5 millioner briter, der bor i EU-lande, heraf over 18.000 i Danmark. Eller mig selv.

Britain, I’m hurting.

Du inddrog mit EU-statsborgerskab imod min vilje.

Piben har fået en anden lyd

Når min egen tilknytning til Europa er så stærk, er det, fordi mine børn og jeg selv ikke ville være uden.

Rygsækrejseromancer begynder sådan her: Dreng fra et land møder pige fra et andet land i et tredje land. Hvis tingene flasker sig, får de børn sammen.

Mine forældre – en engelsk-marokkansk embedskvinde og en dansk violinbygger med forfatterdrømme – mødtes engang i 1950’erne på et ungdomsherberg i den franske by Avignon. I Oxfordshire, hvor vi voksede op, lærte min mor mig at synge »Sur le pont d’Avignon, on y danse«.

Besynderligt nok (eller rettere: ikke spor besynderligt, men snarere som et udslag af en guddommelig familieregel for undfangelse), giftede både min søster og bror sig med udlændinge, som de havde mødt i Frankrig: Hun med en tchader, han med en peruaner. Mit første ægteskab var med en fransk-tjekkisk brite, mit andet med en dansker, jeg mødte i Canada.

Piben har fået en anden lyd.

For 30 år siden, da min ældste søn blev født i Lyon, blev han både fransk og britisk statsborger. Bébé, fabriqué en Europe, skrev vi, da vi meddelte, at han var kommet til verden.

Så stolte vi var, hans far og jeg, over at have fået en europæisk baby. Den baby bor nu i Tyskland med sin spanske kæreste og betragter sig selv som franskmand.

At være barn af Europa betyder noget for os.

Og det gør det stadigvæk.

Tilbage til farthing

En af mine venner overhørte for nylig to ældre Yorkshire-kvinder diskutere Brexit. De havde stemt Leave og glædede sig nu til en lys fremtid. De var rørende enige om, at Storbritannien havde vist Europa »hvor det kunne stikke sine reguleringsagurker op«.

En af dem spurgte med forventningsfuld fryd i stemmen:

»Tror du, de vil genindføre farthingen

En farthing var en mønthed fra den ikkedecimale æra, det vil sige fra dengang, der var guineas, shillings og pence. Den var Storbritanniens mindste, men også mest nuttede mønt med en værdi på en kvart penny og en størrelse som en enøre og blev trukket tilbage i 1961 på et tidspunkt, da Yorkshire-kvinderne må have været teenagere.

Så langt tilbage vil de altså gå.

’Put the great back in Great Britain’ var et inspireret slagord. Med det fik Brexit-kampagnemagerne placeret folk lige dér, hvor de gerne ville have dem. I en halvt forestillet fortids nostalgiske drømmeverden. I farthingernes land. På samme måde som med ’Make America Great againvar en dreven brug af nogle få beskedne ord nok til at udløse en stor og berusende følelse.

Back.

Again.

Men tilbage til hvad? Og til hvornår?

Ingen redningsfly

Man kan ikke drage en ø i tvivl. Omgivet af havets blå, såvel som af det sorte rum, der omgiver Jorden, er en øs geografiske grænser uomtvistelige. Det er en verden i miniature. Ikke underligt, at så mange fiktionsfortællinger er henlagt til øer. De er den perfekte ramme for historier om erobring, isolering, eksperimenter, uafhængighed, karantæne, renhed, flugt, exceptionalisme.

Øer kan være alt, hvad man vil have dem til at være.

Og hvad med dig, Storbritannien?

Lige nu kan jeg ikke lade være med at tænke på Andamanøerne, hvis indfødte af frygt for angreb skød med pile efter de redningsfly, der ankom for at hjælpe dem efter tsunamien i 2005.

Men du får ingen redningsfly, Storbritannien. Johnson-Cummings-regimet har skudt dem ned på forhånd. Du har indtil 31. december 2020 til at sikre dig en EU-aftale, og de har erklæret, at de nægter at forlænge forhandlingerne ud over dette.

Kom, Brexit eller kom, syndfloden.

Brexit, do or die.

Åh, ordenes magt. Historiens magt. Siden hin fortid, da du første gang blev befolket af mennesker, har du været et væv af fortællinger bestående af historie, folklore, kultur, geografi, politik, religion og myter.

Du er Storbritannien fra Beowulf og Den Store Britiske Bagedyst, Camelot og Coronation Street. Pomp and circumstance, grævlinger og fjollede hatte; Shakespeares og Harry Potters Storbritannien, Cromwells og Jack the Rippers og dobbeltdækkerbussernes Storbritannien. Fish and chips, Agatha Christies, Imperiets, den industrielle revolutions, Blitzens, Beatles’ Storbritannien. Vi kunne alle nævne tusind ting. Du er en ø, men du er også – som alle forestillinger om nationalitet – en fiktion.

Du er det, nogen ønsker, du skal være og i anden potens.

Fuck Europe-fester, fyrværkeri og fejringer

En af de ting, jeg har elsket mest ved dig, Storbritannien, var, at du altid var rummelig nok til at absorbere og assimilere nye mennesker, ideer og kulturer og gøre dem til dine egne. Og du har altid rummet modstridende identitetsfortællinger. Men hvad der nu foruroliger mig, er, at disse identitetsfortællinger nu er kommet i langt mere ondartet modstrid end, hvad jeg nogensinde tidligere har set i mit liv.

Vil alting virkelig ’ordne sig’, som min onkel forsikrede os?

Det aner jeg ikke. Og ingen ved det. Men eftersom jeg er en forfatter, der skriver spekulativ skønlitteratur og derfor også er en slags amatørfremtidsforsker, vil jeg gerne forsøge mig med nogle gæt om det årti, vi nu står over for.

Johnson-Cummings-regimet vil blive stadig mere skånselsløst og autoritært. Vi vil se en fremadskridende undergravelse af demokratiet og fremkomsten af en hjemmedyrket variant af neofascisme, og vi vil opleve en polarisering, hvis lige vi ikke har kendt i nyere britisk historie.

Dine nye myter vil ihærdigt og hastigt blive søgt udbredt, Storbritannien. Og med det meste af den milliardærejede britiske presse under tory-indflydelse (tory er et synonym for det engelske Konservative Parti, red.), og et BBC, der snart kan blive strategisk tvunget i knæ, vil vejen være åben for, at Johnson-Cummings-regeringen kan presse en massive rebranding-øvelse igennem.

Midlerne vil være ret enkle, for de kan regne med, at de fleste af de folkelige medier frivilligt vil gå ind i opgaven med at modificere briternes hjerter og hjerner. Opildnet af valgsejren vil din regering i de kommende måneder hensynsløst følge Trumps manuskript og afskære ilttilførslen fra de institutioner, som er indrettet på at garantere nationen fairness og retsprincipper og sikre, at ingen magthaver kan være hævet over loven.

Derudover vil den proces, som Margaret Thatcher indledte, da hun udtalte de berygtede ord, at »et samfund som sådan findes ikke«, blive ført til sin logiske konklusion. Den nådesløse afmontering vil begynde i Parlamentet, og siden vil turen komme til retssystemet, de offentligt finansierede public service-medier og det nationale sygehusvæsens integritet. London vil blive et nyt hvidvaskningsknudepunkt for den finansielle verden, en Cayman-ø få kilometer fra Europa.

Når fristen den 31. december løber ud, vil der stadig ikke være indgået en handelsaftale med EU. Men i stedet for at være kilde til skam, vil historien blive spundet på en sådan måde, at den bliver kilde til national stolthed: Du er den stolte, tapre lille østat, der altid har hævdet sig langt over, hvad din vægtklasse tilsagde, og altid har været omgivet af misundelige udlændinge. Dagen vil blive markeret af vilde Fuck Europe-fester, fyrværkeri og fejringer. Du har endelig, definitivt, gennemført et helt rent brud og fået Brexit klaret.

Og fordi denne fortælling er så følelsesladet, vil den også være effektiv. Det vil animere en del af dine indbyggere så effektivt som Anden Verdenskrig og den johnsonske helt, Churchills, storhedstid.

Og eftersom du nu befinder dig i katastrofetilstand, vil denne neochurchillianisme antage sit eget liv. Vi vil ikke bekæmpe »dem« på strandene, men i indkøbscentrene. Hvis italienske tomater bliver for dyre, dyrker vi bare vores egne i vores Victory gardens, ganske som vi gjorde i krigens tid. Og vi vil spise amerikanske klorkyllinger, omsider lykkeligt befriet fra fødevarestandardernes ’tyranni’.

Takket være det svage pund og en omgang udspekuleret Merrie Olde England-branding vil turisterne strømme til. Og hvad vil de se? Først og fremmest den aggressive faldbydning af turistsouvenir-ragelse og det allestedsnærværende ​​Union Jack. Men denne pludselige blomstring af rødt, hvidt og blåt vil ikke være spor hyggelig: ​​Modsat danskerne er dine borgere ikke opdraget til dyb hengivenhed for deres nationale flag, så epidemien vil åbenlyst handle om at signalere troskab over for brexitismen.

Ligesom det engelske flag (Sankt Georgs-korset) er forbundet med det yderste højre, vil Union Jack blive det udvalgte samlingssymbol for aggressivt insisterende Leavers. På samme måde vil beskyldninger om ’illoyalitet’ og ’forræderi’ blive taget i brug for at stigmatisere enhver, der vover at tilkendegive sin uenighed offentligt.

Derudover vil nativismen blive den nye trend. Brexit handlede aldrig kun om Europa. Det var et stort NEJ til indvandrere generelt – selv om nogle af disse indvandrere selv stemte på Leave. Og fordi en del af det store Brexit-svindelnummer gik ud på at forveksle EU-borgere med brune mennesker, bliver den »sande« britiskhed for mørkhudede britiske borgere i stigende grad draget i tvivl. Mere end nogensinde får folk med farvet hud og/eller udenlandske accenter besked på at »tage hjem til dit eget land«. Racistiske overgreb og vold vil fortsætte ukontrolleret. (Og hvis nogen er i tvivl om, hvor dybt den britiske racisme stikker, kan jeg bare pege på Meghan Markle).

I mellemtiden vil det videnskabelige samarbejde med EU tørre ud, og den ’hjerneflugt’, der begyndte i 2016, vil accelerere yderligere, fordi de unge og de veluddannede ønsker sig en anstændig fremtid.

Din kulturelle kærlighedsaffære med USA vil igen flamme op og blive styrket. Europa var bare en flirt. Det transatlantiske forhold derimod er ægte. Måske kan du endda ende som en satellitstat? Også dette kan jeg forestille mig om den version af dig, som det nye regime går efter at overlade til de kommende generationer. For hvis Europa er din fortid, vil et nedgangsmærket, paranoidt Amerika være en stor del af din fremtid.

Mens vi venter på dette, vil Johnson-Cummings spin-maskine fortsætte sin utrættelige agitation for, at du takket være det ’særlige forhold’ har udsigt til at opnå funklende nye transatlantiske handelsaftaler. Men inden forventningens glæde løber af med dem, bør de nok læse The Art of the Deal en gang til. For heri skriver Donald J Trump:

»Min forhandlingsstil er meget enkel og ligetil. Jeg sigter meget højt, og så fortsætter jeg bare med at presse og presse, indtil jeg får lige, hvad jeg ønsker mig.«

Hver aftale har en vinder og en taber. Hvor sandsynligt er det, at taberen bliver Trump?

Du kan narre nogle mennesker noget af tiden, men ikke alle mennesker hele tiden. Når flere og flere af dine borgere forstår, at de har købt en kynisk, misantropisk neoliberalisme klædt ud som et forsvar for britisk identitet, vil du se en intensivering af borgerkrigen mellem fortællingerne om, hvilken slags land du er og gerne vil være.

Og de modgående politiske strømme? Jeg ved ikke. Jeg har brændt mig på min egen ønsketænkning de sidste tre og et halvt år. Frem til valget i december behøvede toryerne ikke at gøre andet end aflire mantraet ’Get Brexit Done’, mens Jeremy Corbyns fatalt splittede Labour-parti ikke engang havde noget rigtigt slagord.

Det vigtigste spørgsmål

Iført min amatørfremtidsforsker-hat vil jeg vove en sidste forudsigelse:

Efter Brexit vil det vigtigste spørgsmål af alle tvinge sig vej ind og med forsinkelse kræve al din energi og opmærksomhed: det spørgsmål, der var for stort til at få øje på. Det var der hele tiden, lå truende på lur og gemte sig, selv om det var synligt for enhver. Da vi alle var besat af Brexit, virkede klimakrisen lille og langt væk.

Nu er den enorm, og over os. Og vi kiggede den anden vej.

Under Bill Clintons præsidentkampagne i 1992 sagde han, at han havde et skilt stående på sit skrivebord, der skulle minde ham om det vigtigste emne, som de fleste amerikanere stod over for:

DET ER ØKONOMIEN, DUMME.

I årene fremover ser jeg dig snuble på vej ud ad en sti uden nogen klar vej fremad. Skrevet over dig i himlen og i hele verdens himmel, vil der stå et kæmpetegn som en påmindelse over for dine herskere om det eksistentielle problem, der betyder mest.

DET ER KLIMAET, DUMME.

Fordi der rent faktisk vil komme en syndflod, do or die.

Hvis jeg lyder deprimeret over dig, Storbritannien, skyldes det, at jeg stadig er i dyb Brexit-sorg.

Så er der overhovedet noget positivt at bemærke?

Ja. Jeg kan mærke, at noget er ved at ske.

Det findes i Trumps Amerika, og det manifesterer sig allerede inden for også dine kyster: en ny venlighed og bekymring i luften blandt dem, der er bange for den retning, du tager. Et kammeratskab blandt dissidenter, en følelse af kollektivt ansvar, en kanalisering af Michelle Obamas ord: When they go low, we go high.

Og en beslutsomhed hos dem, der går op i de unge og de kommende generationer. Og som anlægger et meget ’længere perspektiv’ end min onkel og handler derefter.

Så jeg nægter at opgive håbet, Storbritannien, uanset hvor håbløs du får mig til at føle.

Det var herligt at lære dig at kende.

Eller at forestille sig, at det var det, jeg gjorde.

Lad os mødes igen en anden dag, på et mere generøst sted.

© Liz Jensen og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen Mathiasen

Der har allerede været nævnt en lavine af eksempler, som viser, hvorfor Brexit ved midnat i aften ikke er en afsluttet process, men for dem, som måtte være »in denial«, venter der nye eksempler fra de fremtidige forhandlingerne mellem EU og UK.

I UK er bilproduktionen nu er nede på et niveau, man sidst havde i 2010, og man kan roligt gå ud fra, at der vil være andre konsekvenser af udmeldelsen. De vil tage til i omfang, hvis UK vælger at gå i konkurrence med EU om produktionsvilkår. Alternativet er, som Barnier og von der Leyen sagde i EU-parlamentet onsdag, at acceptere EUs regler.

Det er meget muligt, at de mennesker, som har stemt for nedlæggelsen af deres egne arbejdspladser, fortsat vil støtte PM Johnson og ellers være stærkt optaget af den britiske kongefamilies liv. Brexit-processen har gjort det tydeligt, at man relativt nemt kan løbe om hjørner med en betydelig gruppe englændere, og til alt held for Johnson er Labour nu helt uden politisk kraft, men det betyder også, at han endelig kommer til at tage ansvaret for det rod, han laver. Især hos sådanne briter, som kan læse indenad.

Anne Henk Johnson, Lars F. Jensen, Rolf Andersen, Jørgen Tryggestad, Kim Houmøller, Torben Bjerrehuus og Søren Cramer Nielsen anbefalede denne kommentar
Daniel Joelsen

Bilproduktionen kommer til at lide overalt, når vi omstiller til elektriske løsninger og andre alternativer. Der er allerede til at se i flere bilproducerende lande. Derfor ser EU også den anden vej med den betydelige forurening fra dieselbiler, for at give en døende industri endnu en håndsrækning.

jens christian jacobsen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Per Christiansen

Hr Farage hader ikke EU mere end at han gerne modtager pension derfra.
Mon ikke MP Johnson ikke også modtager en pension fra EU

Lars Eriksson

Ja, Storbritannien minder på mange måder om USA. Det er et u-land med en grotesk ulighed, et hysterisk mediebillede, en stor underklasse - samt en lille overklasse af superrige, hvis grådighed er grænseløs. Ikke ligefrem et ideal at stræbe efter.

Vivi Rindom, Rolf Andersen, Per Torbensen, Anne Henk Johnson, Jan Brunchmann, Signe Hansen, Estermarie Mandelquist, Jørgen Tryggestad, Kim Houmøller, Lars F. Jensen, Mogens Holme, Birte Pedersen og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Bent Nørgaard

@David Nielsen. Selv om en løgn bliver gengivet i det absurte, bliver den ikke mere korrekt af det. En euro6 dieselmotor udleder mindre end en tilsvarende benzinmotor. Og så er der lige produktionen af batteriet til elbilen. Elbilen skal kører mere end 150000km før der begynder at kø men balance i enorhold til diesel. Men sådan er der så meget.

Per Christiansen, Per Torbensen, Kim Houmøller og Lars F. Jensen anbefalede denne kommentar
Jacob Nielsen

Et stort tillykke til Storbritanien, og så må tiden vise om det var den rigtige beslutning. Uanset, bør alle landene i EU udskrive en tilsvarende folkeafstemning. Det er nemlig demokrati.

Flemming Olsen, Ture Nilsson, Ole Arne Sejersen, arne tørsleff og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar

Jeg husker en fredag eftermiddag i 1969, hvor jeg havde optjent en eftersidning, fordi jeg havde sneget mig over gaden til slikmutter efter snolder i spisefrikvarteret om mandagen og gårdvagten havde fået samme ide, men vi stod på hver sin side af det tilladte.

Dengang skoletid sluttede for mine klassekammerater den fredag, og de undslap overstadige og fri ud i weekendens befriende evighed, og jeg sad ene tilbage med den stakkels svedervagt og 60 minutters tortur foran mig, da fik jeg en følelse af indestængt vokseværk eller uretfærdig uro i kroppen.

Den selvsamme følelse ramte mig igen her til morgen.

Jeg fik min første niece medens jeg sad der, og fængselsbetjenten holdt kun skansen i 30 minutter. Det trøster mig i dag.

Bent Nørgaard. Det er ikke korrekt. En elbil har efter ca. 50.000 km et neutralt aftryk.
Desuden satses der meget i industrien på at udvikle batterier som har større kapacitet samt mere miljørigtig produktion.
Der kommer 22 nye El bil modeller på markedet i 2020, så der satses stort. Der er ikke mange andre alternativer pt.

Bent Nørgaard

@Bo Rosenkilde. Dine tal forudsætter at elbilen KUN kører på ren grøn strøm. Mine tal, at den kører på alm. strøm fra nettet.