Kommentar
Læsetid: 4 min.

Er lydkunst i kontorlandskabet for 2020, hvad powernaps var for 00’erne?

Lydværket SPEOS, der følger en digter på en rejse ind i en dyb grotte, kræver et åbent sind og ikke det åbne kontormiljø, jeg som del af en kunstoplevelsesudfordring skulle sidde i, mens jeg hørte værket. Men har man det første, opdager man også nye ting om det sidste
Kultur
21. januar 2020

Den ankom til kulturredaktionen i en flamingokasse engang sidste år. En blok af, hvad jeg senere lærte er romersk travertin. En sten. Bagpå er der en volumenknap og fatninger til USB- og jackstik.

Den har stået på redaktionen og været mærkelig i alle disse måneder, uden at nogen af os rigtig har undersøgt den nærmere. Før nu.

Fra min kollega Lone Nikolajsen modtog jeg en kunstoplevelsesudfordring som led i en stafet, vi har sat gang i vores artikelserie om moderne, distraherbare hjerners forhold til kunst. Skal vi gribe vores omgang med kunst og kultur anderledes an for at komme tilbage til fordybelsen?

Lone Nikolajsens udfordring involverede stenen:

»Den hedder SPEOS og indeholder et lydkunstværk af Jakob Schweppenhäuser, Emil Thomsen og Morten Søndergaard,« skrev hun til mig.

»Tanken med at sætte den på vores kontor var vist, at folk kunne sætte sig med hørebøffer og forsvinde ind i lidt lydabstraktion. Men den har mest samlet støv. Så. Sæt dig midt i redaktionen i løbet af din arbejdsdag og lyt til installationen fra start til slut og fortæl os, om lydkunst på arbejdspladsen er for 2020, hvad powernap var for 00’erne.«

Altså skal jeg undersøge, hvordan min moderne hjernes arbejdspladsprogrammering reagerer på sådan et benspænd fra et stykke kunst med stort K.

Værket varer mere end 1,5 time. Det er jeg meget bevidst om, da jeg sætter jackstikket i. Det er en ret stor del af min arbejdsdag, hvor jeg skal sidde og have en kunstoplevelse, mens mine kolleger slider bag skærmene.

Ned i grotten

Jeg skal med forfatter Morten Søndergaard ned i en grotte. Jeg kender kun lidt til Morten Søndergaard, har hørt ham læse op af sine digte og selv læst lidt, og jeg kan godt lide hans meget åbne undersøgelse af det, der omgiver os, og den forbindelse, der er mellem poesi og sansninger af helt konkrete ting.

Min skepsis over for projektet handler altså ikke om digteren, men om formen. Det er lyd i lang tid. Men nu sidder jeg altså her. Mine kolleger sender mig, føler jeg, medfølende blikke.

Morten Søndergaard skal følge to speleologer (grotteforskere) dybt ind i en grotte og finde det, de kalder Stilhedens Kammer, hvor der skulle findes en helt særlig stilhed.

Morten Søndergaard beskriver, hvad han oplever, helt stakåndet og overvældet. Der er også lyde og musik tilsat, lyde, der mimer de lyde, som jeg forestiller mig findes i en grotte. Rytmiske dryp, rungen, lyde der på én gang føles bekendte og fremmede.

Morten Søndergaard er sit poetiske selv, mens han går derinde og taler om tid. Om at det er tid og vand, der har gjort det muligt for ham overhovedet at gå dér i grotten. Det er vand, der har skåret sig vej gennem klippen i millioner af år og skabt gange i bjerget.

Han siger generelt meget om tid, mens jeg sidder i sofaen på kulturredaktionen og heller ikke tænker på andet, bevidst om at jeg skal sidde her en time endnu. Det er en mærkelig forbindelse, der skabes mellem de to oplevelser. Så fundamentalt forskellige.

Pludseligt bliver jeg lidt forlegen over mit forsøg på dybsindighed og kigger rundt i kontoret. Jeg ryger ud af min intuitive oplevelse og finder tilbage til min meget mere vante følelse af fremmedgørelse over for denne type kunst.

Mine kolleger arbejder uanfægtet videre, og jeg bliver meget opmærksom på, at jeg kan følge med i, hvad der sker på deres skærme. For at forhindre det tager jeg mine briller af, så alt bliver sløret.

Jeg er tilbage i grotten, hvor Morten Søndergaard har fundet frem til Stilhedens Kammer. Man kan mærke, at han er begyndt at synes, at det er meget ubehageligt at være der. Han vil ud.

»Man bliver meget bevidst om sin egen væren,« siger han lidt forceret filosofisk.

Jeg studser over, at han siger »man« og ikke »jeg«. At være dybt inde i en mørk grotte, hvor det ellers kun er speleologer, der kommer, tænker jeg ikke, er en universel oplevelse. Men det siger han nok for at distancere sig lidt fra det, måske endda for at søge fællesskabet et sted, hvor han føler sig meget lille, udsat og alene omringet af voldsomme kræfter og det absolutte ingenting.

Moderne kontorer, små hjerner

Det får mig til at tænke på, at hvad der umiddelbart forekom mig at være en dårlig idé – at lytte til et lydværk i et travlt lokale – måske viser sig at være en bedre lydkunstindgang for mig end at skulle sidde derhjemme i mørket alene. I hvert fald føles det mindre farligt.

Og jeg havde nok haft sværere ved at komme ud af grotten igen – at løsrive mig – hvis jeg ikke bare kunne tage hørebøfferne af og brillerne på og tale med en kollega, så snart Morten Søndergaard omsider igen stod ved grottens munding. Men det er så nok også et tegn på, at fordybelsen aldrig helt indfandt sig for mig. Fordybelsen har helt generelt svære vilkår i de meget moderne storrumskontorer, som synes udtænkt af meget små hjerner.

Derfor skal min kollega, Solveig Helles Eriksen, som jeg sender stafetten videre til, heller ikke udsættes for noget i den retning. Nej, hun skal sidde derhjemme og lytte til det amerikanske metalband Tools langspiller, albummet Fear Inoculum.

I disse Spotify-tider går de fleste bands mod kortere og kortere numre, der skal fange lytteren med det samme og hurtigt lade dem komme videre – ellers skifter de bare nummer. Men Tool går en anden vej.

Først sidste år overgav de sig endelig og lagde deres bagkatalog ud på diverse streamingtjenester. Før det var de et udpræget analogt band, og de holder da også demonstrativt fast i albumformatet.

Fear Inoculum varer 86 minutter, men består kun af ti numre. Det er et album tænkt som et album. Hvad siger en ung, moderne zappet hjerne mon til det?

Serie

De moderne hjerner og kunsten

Aldrig har vores hjerner modtaget og bearbejdet så meget information som nu. I en ny serie taler vi med hjerneforskere og kunstformidlere, filosoffer og neuroæstetikere, kunstnere og kulturhistorikere for at undersøge, hvordan den digitale verdens flimmer påvirker os. For hvis det er sandt, at internettet forandrer vores hjerner, og hvis det dermed også er sandt, at vores hjerner forandrer kunstoplevelsen – hvordan skal kunsten så reagere? Skal den ile med, eller gå den modsatte vej?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her