Læsetid: 10 min.

Madame Nielsen skriver om Beuys-rummet

Der er skrevet millioner af artikler om alle de museer, værker og kunst, vi igennem tiden har set. Madame Nielsen har skrevet om synet af det, hun aldrig fik set
Der er skrevet millioner af artikler om alle de museer, værker og kunst, vi igennem tiden har set. Madame Nielsen har skrevet om synet af det, hun aldrig fik set

Madame Nielsen

24. januar 2020

I

Siden begyndelsen af dette kæntrende århundrede er jeg, hver gang jeg på ny kom til Berlin, vandret direkte til museet Hamburger Bahnhof og ind i Beuys-rummet, og al tid ophørte.

Ingen tid.

Ingen lyd?

Stilhed. Store tavse blokke af talg, massive snavsetgulligt rugende. Og på dem eller på betongulvet ved siden af, men forbundet med dem af ledninger – røde, grønne, grå – mysteriøse elektriske apparater, også disse ligesom tonstunge og tavse, apparater, hvis funktion ikke længere er til at begribe, mytiske og – som Duchamps sneskovl, hans standsede cykelhjul på en trebenet skammel, hans »Why not sneeze Rose Selavy«-sukkerknalder i et gitterbur dækket af klistret støv i et glasskab i Galleria di Arte Moderna i Rom – ældre end Stonehenge.

På en af de fire hvide mure et jakkesæt i grå filt, også det ældre end tiden, for enden af rummet to sorte skoletavler opstillet på staffelier, overgekritzelt med matematiske formler for økonomiske spørgsmål, ligninger, brøker, kvadratroden af Kapitalismen går mod uendeligt: ∞

Hvad mere?

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
Christian Mondrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Malene Nielsen

Hvad er det der berettiger at bruge hele 3 SIDER af min yndlingssektion bogtillæget på den her opmærksomhedsøgende medieperson? Jeg græmmes.

Christian Mondrup

Madam Nielsen er efter min opfattelse en betydningsfuld kulturpersonlighed. Jeg har selv besøgt Joseph Beuys’ installationer i Hamburger Bahnhof og oplever Madam Nielsen tekst som en dybt bevægende, meddigtende refleksion over disse kunstværker.

Bjarne Toft Sørensen

@Malene Nielsen
Madame Nielsens essay om kunst i vores kapitalistiske samfund er utrolig indforstået (anslået for 90% af Informations læsere), men vil alligevel kunne forstås på flere niveauer.

Når det er skrevet, som det er, er det også fordi, Madame Nielsen egentlig er i tvivl om, hvilke spørgsmål det er, hun rejser, og hvad det egentlig er, der er hendes pointer med at rejse dem på denne måde.

"Das Kapital Raum" refererer til en kurateret udstilling på en bestemt kunstinstitution, på baggrund af noget der var en "oprindelig udstilling" med nogle "oprindelige objekter", hvis det i dag overhovedet giver mening at anskue det på den måde.

Det som essayet problematiserer er det nævnte "Das Kapital Raum" i det samfundsmæssige, sociale og kulturelle rum, som vi alle sammen går rundt i til daglig, og som vi kunne kalde for "kapitalismens rum".

Som der bl.a. står:
"Når du nu, kære læser, ved førstkommende lejlighed besøger Louisiana og står foran honningpumpen sammen med din bedste veninde og taler om pumpen, så er I med ét del af Joseph Beuys’ »sociale skulptur«. Ja, nu, i sidste ende, er du også kunst".

Det rejser videre bl.a. en række kunstfilosofiske spørgsmål, her med eksempler:

Hvordan kan kunst, der er underlagt varemarkedets logik, friholdes fra instrumentalisering?

Hvorledes overhovedet afgrænse kunstværket som proces, begivenhed og produkt? Her kan man f.eks. tænke på et værk af Banksy, der destruerede "sig selv" på Sothesbys.

Hvordan afgrænse kunstens institutioner i rum og tid? Her kan man f.eks. tænke på Documenta 14, hvor det kuratoriske princip var selve værket, snarere end de enkelte udstillede genstande.

Her var Franco Berardis værk Auschwitz on the Beach en performance, der aldrig blev "afviklet", som på et meta - niveau alligevel blev det, og som bl.a. kalkuleret involverede en række tyske kulturelle institutioner, medier og i sidste ende den internationale offentlighed.