Kommentar
Læsetid: 4 min.

Vi mindes Elizabeth Wurtzel, der skrev om depression som en universel menneskelig erfaring

I sidste uge døde forfatteren til ’Prozac Nation’, blot 52 år gammel. Hendes selvportræt af en depressionsramt ung kvinde ajourførte en universel menneskelig erfaring til vor tid, og Elizabeth Wurtzel blev en stemme, en generation af unge kunne læne sig op ad
Den 7. januar kom endnu en trist meddelelse: Den amerikanske forfatter Elizabeth ’Lizzie’ Wurtzel er død i en alder af blot 52. Hun var mest kendt for Prozac Nation fra 1994. Forfatteren blev hurtigt en international ’depressionsstjerne’ med sin beretning om at være ung og vanskelig.

Den 7. januar kom endnu en trist meddelelse: Den amerikanske forfatter Elizabeth ’Lizzie’ Wurtzel er død i en alder af blot 52. Hun var mest kendt for Prozac Nation fra 1994. Forfatteren blev hurtigt en international ’depressionsstjerne’ med sin beretning om at være ung og vanskelig.

Sara Houmann Mortensen

Kultur
17. januar 2020

I Norge begyndte det nye årti med en mental lussing: en direkte transmitteret begravelse på landsdækkende stats-tv. En elsket forfatter, kunster og ekssvigersøn til den norske konge havde i juledagene taget sit eget liv.

Sådan blev vi mindet om, at vi nu lever i nervernes århundrede. Det går på mange måder frem for folkesundheden. Blot ikke for vores mentale sundhed.

Der er ikke meget, som kan undergrave ellers normalt velfungerende menneskers trivsel så voldsomt som dårlige nerver, navnlig i forbindelse med angst og depression.

Den 7. januar kom endnu en trist meddelelse: Den amerikanske forfatter Elizabeth ’Lizzie’ Wurtzel er død i en alder af blot 52. Hun var mest kendt for Prozac Nation fra 1994. Forfatteren blev hurtigt en international ’depressionsstjerne’ med sin beretning om at være ung og vanskelig. Bogen vandt ikke bare global udbredelse. For mange fik den også en stor personlig betydning.

Jeg skriver denne tekst for at ære hendes minde. Men jeg fremdrager også Elizabeth Wurtzel her som en eksemplarisk case for, hvordan vi tænker os gode og dårlige nerver. Hun opdaterede så at sige depressionen for en ny generation. Hun ’havde fat i noget’, som man siger.

Hvad er det, vi mangler i dag? Hvad er det, vi behøver i dag?

Åbenhedens etik

Selvsagt behøver vi åbenhed. Vores sind har et vist slægtskab med faldskærme. De virker bedst, når de er åbne. Vi er absolut i færd med at åbne os mere op. Mange, som før led i stilhed, siger nu fra.

Den gode åbenhed handler om dette mod til at overskride sin egen skamfølelse. Det er naturligvis vigtigt for en selv at turde. Men man kan også blive en rollemodel for andre. Den, der har mod til at stå frem, viser vejen for flere.

Men åbenheden må kvalitetssikres. Man skal ikke være læge for at indse, at det, som virker, også kan have bivirkninger. Åbenhed fungerer bedst i trygge rum. Terapien skulle forestille at være et sådant rum. Her er den delte åbenhed selve metoden. Vi er to om det. Men terapi findes kun som meget begrænset ressource.

Sara Houmann Mortensen

Åbenhed kan også være en risiko. Bliver den grænseløs, kan den udvikle sig ondartet. I stedet for at nedbryde skam, kan den producere mere skam. Hensynsløs ærlighed kan også ramme andre.

Åbenheden behøver rammer og en hensigt – og gode former – så den ikke bare handler om at udløse indre spændinger.

De sociale medier byder i så henseende på både det bedste og det værste. At vi sidder bag skærmen kan sænke skamtærsklen, men det kan i høj grad også fremme skamløsheden.

Mødesteder

For at være os selv bekendt er vi nødt til at udvise god respons i mødet med den anden. Vi kan ikke blive os selv ud fra os selv, men kun i mødet med andre. Når vi er oprigtigt interesserede i, hvordan vi har det inde i os selv, bør vi også have et særligt fokus på, hvordan vi har det i forholdet til andre. Kvaliteten af mødesteder som familie, skole, arbejde, lokalsamfundet er afgørende for vores psykiske sundhedstilstand.

Det behøver ikke altid at være fysiske møder. Ikke mindst bliver vi skabt gennem sproget som mødested. Åbenheden kommer i reglen med en hel fortælling. Gode litterære tekster kan sætte form på en psykisk smerte, som kan opleves som formløs og sprogløs hos os. De kan bidrage til genkendelse – og til trøst.

Her kommer vi igen tilbage til Elizabeth Wurtzel. Depression er en universel menneskelig erfaring. Men sindsstemninger tager også form af tiden. Elizabeth Wurtzel brugte i Prozac Nation sin tidsånds billedsprog og referencer.

Bogen er et selvportræt af forfatteren med mørke rande under øjnene, et litterært rock and roll-album om at være ung og plaget. Der var mytestof i hende. Vellykket og vanskelig. Den dygtigste i klassen – og den sygeste. Harvard og akutafdelingen, høj intelligens og selvskade. Sylvia Plaths The Bell Jar havde fået en ajourføring til vor egen tid. Elisabeth Wurtzel gik fra at være en trist og indesluttet pige til at blive en stemme, andre kunne læne sig op ad.

Lizzie Wurtzel og jeg kendte hinanden gennem 20 år, og flere af vores møder blev til interview med hende, også bragt i Information.

Selvportræt

»Jeg ønskede at skrive en bog,« sagde hun til mig under et jubilæum for udgivelsen af Prozac Nation, »som ikke bare forklarede og oversatte depression, men også fremviste depression. Jeg ville lave selvportræt, skildre mig selv, præcis som jeg var, midt i en mental krise: vanskelig, krævende, umulig, umættelig, selvcentreret og grådig. Depression er en utrolig narcissistisk ting, en selvoptagethed, som gør, at man bliver lukket helt ind i sig selv.«

Hun var rigtig god til ord – og det vidste hun. Skriver man godt, kan man lykkes med at få det universelle frem i det specielle. Personlige detaljer og registreringer kan netop bidrage til at løfte det almene frem.

»Jeg har mødt mange, som siger, jeg har skrevet deres historie. Og så har de fortalt deres historier, som på ingen måde var som min historie. Og alligevel fandt en genklang. Jeg troede som teenager, at jeg var helt speciel. Det viste sig, at jeg var helt almindelig. Ungdom og depression ligner hinanden. Vi er mange i samme båd. Man skal ikke være bange for at sige, hvordan man har det, for mange vil kunne genkende sig selv i det.«

Sidste gang, vi mødtes, sagde hun, at hun havde det godt, trods visheden om brystkræft. Jeg har lært mig selv at tåle smerte, sagde hun. Og til forskel fra den kaotiske forfatter, jeg mødte den første gang, kom hun præcis til aftalt tid.

Den dag, Elizabeth Wurtzel blev født i New York, lå »Light My Fire« øverst på hitlisterne i USA. Nummer ét i Storbritannien var »All You Need is Love«. Tak for teksterne.

Sara Houmann Mortensen

© Finn Skårderud og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her