Læsetid: 9 min.

Modtager af Montanas Litteraturpris 2019: »Meget af bogen har jeg skrevet gående, fordi det var for voldsomt at sidde ved et skrivebord og skrive de her ting«

Årets modtager af Montanas Litteraturpris, Hanne Højgaard Viemose, har brugt så meget af sig selv i sin skriveproces, at hun er lettet over aldrig igen at skulle skrive romanen ’HHV, Frshwn’. Men hun vil helst ikke tale om sig selv, for hun er imod branchens svælgen i personlige forfatteranekdoter og pressefotos. Skal man tale om hendes grænseoverskridende værk, kommer man dog ikke uden om at tale lidt om grænserne mellem forfatter og værk
»Jeg synes ikke, det er vigtigt at tale om mig, forfatteren Hanne Højgaard Viemose som person, men jeg vil gerne tale om mine alter egoer Hanne, Anne, Ana, Hannah, Anita etc.,« siger Hanne Højgaard Viemose.

»Jeg synes ikke, det er vigtigt at tale om mig, forfatteren Hanne Højgaard Viemose som person, men jeg vil gerne tale om mine alter egoer Hanne, Anne, Ana, Hannah, Anita etc.,« siger Hanne Højgaard Viemose.

Tobias Nicolai

11. januar 2020

Hanne Højgaard Viemose, der fredag eftermiddag modtog Montanas Litteraturpris 2019 på Testrup Højskole, har svært ved at tale om ting, som er meget vigtige for hende. Det skriver hun til mig i en mail.

Og noget af det vigtigste er alt det med grænser, som hendes bog HHV, Frshwn: Dødsknaldet i Amazonas er bygget op om, og som jeg har skrevet til hende, at jeg gerne vil tale med hende om. Jeg vil også gerne tale med hende om hende selv og om grænserne mellem forfatter og romankarakter.

Hanne Højgaard Viemose

  • Dansk forfatter.
  • Født 1977 i Frederikshavn.
  • Uddannet i antropologi og etnografi fra Aarhus Universitet og har gået på Forfatterskolen.
  • Har udgivet romanerne ’Hannah’ (2011), ’Mado’ (2015) og ’HHV, Frshwn: Dødsknaldet i Amazon’ (2019) samt kortprosabogen ’Helhedsplanen’ (2015).
  • Bor i dag i Island.

Hun ender med at udskyde vores interview. Hanne Højgaard Viemose er ikke en af dem, der tænker, mens hun taler, skriver hun – derimod tænker hun, mens hun går i skoven og/eller skriver, så hun ender med i første omgang at sende en masse tekst til mig. Som enten supplement eller erstatning for interview, tror jeg.

»Jeg synes ikke, det er vigtigt at tale om mig, forfatteren Hanne Højgaard Viemose som person, men jeg vil gerne tale om mine alter egoer Hanne, Anne, Ana, Hannah, Anita etc.,« skriver hun i den tekst, jeg modtager.

»Men hvad der præcis er mig og min biografiske historie, vil jeg gerne insistere på er ligegyldigt. Faktisk er det en af mine aversioner, at der er så meget fokus på forfatteren som person i medierne, alt det hejs med billeder og ens personlige synspunkter og biografiske anekdoter, som medierne gerne vil bringe. Og at det er den vej, man næsten uafvendeligt må gå, hvis man vil gøre sig forhåbning om at sælge nogle bøger. Det kan godt give mig lidt kvalme og mismod.«

Tobias Nicolai

Ved at brække sig over kendiskulturen

Bag de tre bogstaver i romanens titel gemmer sig forfatterens initialer, og det er rimelig let at gennemskue, at Viemose låner en del fra sit eget oplevede liv, når hun skriver litteratur.

Hanne Højgaard Viemose bliver sjældent interviewet og nærmest sjældnere fotograferet. Selv om HHV, Frshwn er hendes tredje roman, der ligesom de to andre har fået gode anmeldelser, har Information aldrig lavet noget større interview med hende. De interview og anmeldelser, jeg har kunnet finde i andre aviser, er som regel illustreret med privatfotos.

Det virker paradoksalt, at en forfatter, der har skrevet en så virkelighedsnær grænsende til det selvbiografiske roman, insisterer på, at grænsen mellem de to er ligegyldig. Da jeg får anledning til at tale i telefon med hende, beder jeg hende uddybe kvalmen og mismodet.

Information og Montanas Litteraturpris 2019

Montanas Litteraturpris blev indstiftet af Dagbladet Information og Testrup Højskole i 2006. Prisen er sponseret af Montana og er på 100.000 kroner.

Hvert år gives Montanas Litteraturpris til en dansk forfatter af aktuel litteratur, som inden for sin genre er fornyende, eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde. Prisen kan gives til skønlitterære udgivelser, essaysamlinger, fagbøger og biografier.

De øvrige nominerede var Kristian Bang Foss med romanen Frank vender hjem, Christina Hesselholdt med romanen Virginia is for lovers, Thomas Boberg med rejseromanen Africana, Réne Jean Jensen med digtsamlingen I nat bar jeg Caligula og Kristina Stoltz med romanen Cahun.

En dommerkomité bestående af kritikerne Erik Skyum-Nielsen, Nanna Goul og Tue Andersen Nexø, litteraturprofessor Anne-Marie Mai og forfatteren Niels Frank udpegede vinderen af årets pris.

Vinderen blev offentliggjort fredag den 10. januar i forbindelse med litteraturseminaret Tag og læs! på Testrup Højskole.

Hun bor i Island, men da jeg ringer, er hun i Aarhus. To centrale steder i romanen.

»Dels har jeg privat den ting, at jeg ikke har lyst til, at der skal være fokus på mig,« siger hun i den anden ende.

Hun taler langsomt, dialekten er afdæmpet nordjysk.

»Men det er ikke det vigtigste,« fortsætter hun.

»Det vigtigste er, at det fordummer værkerne og tager fokus fra dem. Et stykke litteratur er ikke afhængigt af forfatteren. Hvis det er god litteratur, er det ligegyldigt for læseren, hvem forfatteren er. Og så er der den praktiske omstændighed, som jeg jævnligt er meget gal over, at vi lever i et meget kapitalistisk samfund, hvor alting skal kunne sælges, og det har vist sig, at man bedst sælger bøger ved at stille sig op og fortælle om sig selv og sit liv. Den her kendiskultur ... Jeg er ved at brække mig over den.« 

Den biografiske læsning mener hun er en »kedelig måde« at læse litteratur på, for til alle tider har forfattere brugt deres egne erfaringer.

»Jeg har aldrig lagt skjul på, at mine romaner ligger tæt op ad mit liv, men det betyder ikke, at det er 1:1. Jeg har ingen ambition om at udlægge mit eget liv. Det er ikke det, det handler om for mig.«

Hovedpine og sammenbrud

Derfor giver det ikke mening at insistere på, at dette interview skal handle om forfatteren Hanne Højgaard Viemose. Det skal handle om bogen HHV, Fshwn: Dødsknaldet i Amazonas og hovedpersonen Hanne Højgaard Viemose, som også har navnene Hannah, Ann Virmosch, Hanne, Anne, Hannah, Anita, Hanuta, Hanella, Hinterbella Hüüfgarden Viemoza, h, Ana Viemoza, Ana Doloroza Honningblomst Viemoza, Hanneh Veehmosch, Anna frá Eyrarbakki.

HHV, Frshwn: Dødsknaldet i Amazonas er en vild og vildt kaotisk og vildt morsom bog. Den veksler mellem noget, der minder om dagbogsnoter, to do-lister, monologer, dialoger, fodnoter og absurd komiske scener, hvor hovedpersonens lille søn for eksempel bliver rasende over, at hans mor ikke har en tissemand.

Det er en rodet affære, som i motivationen til Montanas Litteraturpris kaldes »et grænsebrydende og personligt nærmest halsbrækkende skrift- og identitetseksperiment«.

»Bogen bæres af en helt elementær skriveglæde, som uvilkårligt forplanter sig til den for hver en side om muligt mere forvirrede og endnu mere begejstrede læser,« hedder det.

Hvordan skriver man lige sådan en vellykket rodebunke af en roman – uden at ens redaktør får hovedpine? 

»Jeg tror, min redaktør får pænt meget hovedpine i løbet af sådan en proces,« siger hun og griner.

»Og jeg har ikke udtænkt det fra begyndelsen. Faktisk ville jeg gerne have skrevet en bog, der kredsede om de problemstillinger, der er i Amazonjunglen, hvor jeg selv har været som antropologistuderende.«

Men sådan blev det så ikke?

»Nej ... jeg kan jo ikke løbe fra, at jeg har skrevet meget tæt op ad det liv, jeg har ført, mens jeg har skrevet romanen. Så det er overvældende at blive mindet om hændelser, samtidig med at man er på randen af et sammenbrud i sin hverdag.«

Hun ler lidt igen.

»Hvis man skal hæve diskussionen til noget mere teoretisk: Min hovedperson bliver meget grænseløs i sin empati, når hun hører historier eller mindes. Flygtningehistorier kan give hende angstanfald og sammenbrud. Sådan har jeg det nok også selv. I bogen er der en veninde, der begår selvmord, og det havde jeg også selv en veninde, der gjorde, og den slags minder kan være meget voldsomme at få op … Det, jeg prøver at sige, er, at mine tekster meget er skrevet i affekt. Meget af bogen har jeg skrevet gående, fordi det var for voldsomt at sidde ved et skrivebord og skrive de her ting. Jeg har haft brug for at være i bevægelse og for at have folk omkring mig. Og for at kunne gå på toilettet at græde. Det har været en meget voldsom proces at lave den bog, og jeg kan stadig glædes over, at jeg aldrig skal skrive den igen.«

Tobias Nicolai

Flyder ud og udspalter

Bogens hovedperson kæmper med at sætte grænser for en psykolog, som hun ender med at knalde med; for en stalker, der bliver ved med at opsøge hende; for en sambo, der ikke betaler husleje; for en psykisk syg eksmand. Og så forsøger hun at time psykiatriske indlæggelser med hentning af ungerne (der i øvrigt hele tiden har lus).

Tidligt i romanen får hun en borderlinediagnose, og man fornemmer, at hverken hun eller psykiatrien tager diagnosen videre alvorligt, men heller ikke forkaster den. Hun flyder ud og udspalter sig hele tiden i nye personaer, kvinder og piger, i nutid, fortid og fremtid, og de er alle sammen hende, Hanne Højgaard Viemose, antropologen, backpackeren, moderen.

»Når jeg skriver, gør jeg som regel sådan, at jeg altid bare skriver en hel masse, fordi jeg har brug for at skrive. Så jeg har hurtigt ret store mængder tekst. Det er nok der, hvis jeg konfronterer min redaktør, at han begynder at få spirende hovedpine.«

»Der var fragmenter fra barndom, ungdom, Peru, Island, Aarhus, København, og ret hurtigt kunne jeg se, at der var noget med grænser. I begyndelsen arbejdede jeg med en serie af overskridelsesagtige scener, jeg kendte til. En af grundene til, at det tog så lang tid at skrive bogen, var, at det var meget svært at få hold på de overgreb, der foregår, når man selv er fuldstændig indvævet i det, fordi man jo i sagens natur ikke kan finde ud af at sætte sine grænser.«

– Hvad er det for eksempel for nogle overgreb?

»Der er et tidspunkt i bogen, hvor hovedpersonen er indviklet i en ulykkelig forelskelse. Det har ikke som sådan karakter af overgreb, men det er et klart asymmetrisk forhold, som er meget uheldigt for hende at være i, og det tager meget lang tid at komme ud af.«

En kristen misforståelse

Det er præcis et år siden, at bogen udkom, men siden er forfatteren kun begyndt at tænke mere over grænser.

»Når vi nu står midt i en klimakrise, som blandt andet bunder i, at mennesket har afgrænset sig så radikalt og bastant fra naturen, kan jeg godt blive lidt skeptisk over for de bastante grænser. Og de konkrete grænser, som flygtninge bliver mødt af. Hele den postkoloniale tid er plaget af katastrofer, fordi de er blevet opdelt i geografiske grænser, der bare er trukket ned gennem Afrika eller Mellemøsten. Det har også skabt et enormt kaos med de grænser.«

Hanne Højgaard Viemose siger, at hendes hovedperson er et menneske, der bevæger sig rundt i verden på kryds og tværs af grænser og indgår forbindelser til ikke bare mennesker, men også fugle og spøgelser, fordi hun ikke har de normale stærke individuelle grænser. Og fordi hun for eksempel bliver liderlig af farven på noget mos i højlandet.

»Hun er ekstremt empatisk, og jeg tænker egentlig ikke, at det er forkert at have empati, når man hører om andre menneskers ulykke. Selv om det kan være ubehageligt. Men der kan være en kynisme i at være god til at trække grænser. Der er en stor politisk kynisme i dag over for flygtninge, fordi de på grund af nationale grænser er blevet udgrænset som nogle, der ikke hører til.«

Så der er en modsætning mellem empati og det at sætte grænser?

»Måske. Jeg har i hvert fald fornemmelsen af, at det udflydende jeg i verden kan noget andet.«

Der bliver lidt stille, og jeg tænker, at samtalen er ved at være slut.

»Det beror nærmest på en kristen misforståelse, at mennesket har hævet sig over naturen,« siger hun så.

»Det er svært ikke at tænke den idéhistoriske dimension ind i den krise, vi står i i dag. Det kunne jo ikke have foregået, hvis man havde set på verden på en anden måde.«

Hvad mener du?

»Min mor er teolog, og vi talte om det her forleden. I skabelsesberetningen står der, at mennesket er skabt i Guds billede og sat til at ’herske’ over naturen. Den oprindelige tekst fra Bibelen kan oversættes på mange måder, og hvis man ser kulturhistorisk på sproget, er ordet ’herske’ anderledes og mere brutalt i dag, end det var. Det, Gud siger, er med nutidigt sprogbrug mere noget i stil med ’varetage med kærlighed’, altså hvor mennesket snarere end en hersker må forstås som en slags hyrde på Jorden, der skal tage sig af naturen og sine medskabninger – ikke som en hersker, der kan regere efter forgodtbefindende.«

– Hvad tænkte du, da du hørte det?

»Det blev emblematisk for mig i forhold til de tanker, jeg går med. Altså. Det er jo her, alle kapitalismens logikker kommer ind. Hele væksttanken og udnyttelsen af Jordens ressourcer ... Det er ikke ligefrem at varetage med kærlighed.«

Tobias Nicolai

Læs også
Seks nye danske bøger er nomineret til Montanas Litteraturpris 2019. Læs her, hvad det er for værker, og hvorfor de fortjener opmærksomhed – og måske en pris
Læs også
Montanas Litteraturpris 2019 går til forfatter Hanne Højgaard Viemose for hendes roman med titlen HHV FRSHWN: Dødsknaldet i Amazonas.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Troels Ken Pedersen
  • Hanne Utoft
  • Niels-Simon Larsen
  • Randi Christiansen
  • Ejvind Larsen
Troels Ken Pedersen, Hanne Utoft, Niels-Simon Larsen, Randi Christiansen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

"Der er en stor politisk kynisme i dag over for flygtninge, fordi de på grund af nationale grænser er blevet udgrænset som nogle, der ikke hører til."

Og så skal alle småborgere få dårlig samvittighed over, at de ikke eroderer eget liv og modtager enhver, der banker på døren. Hvad med i stedet at placere ansvaret - for at nogle mennesker af økonomiske eller andre årsager flygter fra deres hjemland - hvor det hører hjemme, nemlig hos magten. Som er hvor? Følg pengene.

Og godt at ihvertfald nogen teologer, grøn kirke m.v., har forstået at tolke bibelskriften - som vel at mærke blev kraftigt redigeret ved et kirkemøde i nikæa omkring 400 efvt. - anderledes end den fremherskende fortælling.

Torsten Jacobsen

Vilde øjne :)

Men dog er der noget forløjet over hele affæren:

I sin bog 'Oprøreren' gør Albert Camus sig visse betragtninger om det forhold overhovedet at ytre sig:

Ytrer man sig, har man noget på hjerte, og dette noget kan selvsagt ikke adskilles fra den udsigende krop, det udsigende sind..Og det uanset hvor meget man måtte føle trang til at trække huen ned over ørerne, frakken op over næseroden. Hvor meget man end måtte ønske at tale og tie på en og samme tid..

Det sagte forbliver det sagte, og dermed en værdidom: En skelnen, en opdeling af materien i ér eller ér ikke. En sådan dom kan være af flygtig karakter, bestemt, ligesom ordenes forfatter kan vælge at optræde som skygge. Men i sidste ende er intet forandret, dommen udtalt, italesat, et bidrag til en orden.. Den selvsamme orden, måske, som man bilder sig ind at gøre oprør imod.

Før eller siden bliver man præsenteret i Dagbladet Information..

Der er noget patologisk ved tidens leg med skyggebilleder; frygten for i alvor at træde i karakter. Hvis ironien var 90'ernes svøbe, hvad er så dette nye årtusinds insisteren på identitetens ubestemmelighed, højnede viskositet, andet end endnu et i sidste ende uformående skrig?

Afsmagen for kendiskulturen er velkendt af alle, der ikke gør sig slige ambitioner. Men et adelsmærke, ligefrem? "Nu må De stoppe, Herr Nielsen.."

Næh, snarere endnu en flugt, endnu et aftryk i avisernes spalter, nu blot som et negativ..

Der ér ingen udvej, medmindre bøtten en dag helt vendes på hovedet. Indtil den dag kommer - hvis den kommer - er al offentlig tale - selv det mest modvillige fårs brægen blandt andre får - blot endnu en pind til kisten..

Beklager, Hanne Højgaard Viemose!

"Nice try, though!"

Jeg synes nu, hun har helt ret: "Et stykke litteratur er ikke afhængigt af forfatteren. Hvis det er god litteratur, er det ligegyldigt for læseren, hvem forfatteren er". ... "man sælger bedst bøger ved at stille sig op og fortælle om sig selv og sit liv. Den her kendiskultur ... Jeg er ved at brække mig over den". Helt enig. Jeg har det på samme måde!
På den anden side har Torsten Jacobsen og Camus også ret: Ytrer man sig, kan dette ikke adskilles fra den udsigende. Men HHV vil jo også gerne tale om sit værk og personerne i dette værk, men hun beder sig berettiget fritaget fra at udstille private billeder, personlige synspunkter og biografiske anekdoter.

Morten Hjerl-Hansen

Det er ikke et populært standpunkt nutildags at vi psykiatribrugere lider af begrænset udsyn. Men et eller andet er der om snakken. Begrænset menneskeligt udsyn? Ja, noget i den retning. Vi psykiatribrugere skal jo for silen bruge størstedelen af vores tid på bare at have det bare nogenlunde godt. Støve rundt. Loftskamre. Beklumrede grotter af lejligheder. Ensomhed der ind imellem kan føles ubærlig. Men hvad med de robuste menneskers følsomhed og ensomhed? Dem er vi psykiatribrugere i den autofiktive æra alt for tilbøjelige til at glemme eller se bort fra. Er mennesker med sindslidelser i det hele taget særlig gode billeder på menneskelig lidelse i almindelighed? Somme tider, somme tider ikke. Psykiatrisnobberi er helt ude i skoven, fordi der er så meget navlepilleri i at have svære sindslidelser. Vi gakkere ryger let op i hovedet og tænker så det brager og glemmer meget let at være nede i kroppen med rigelig motion og frisk luft. Jeg tror ikke det er entydigt sandt at man trodser sygdommen ved at "tale ud" og dokumentere sit liv. Man trodser den snarere ved at skifte fokus til noget positivt og samtidig opsøge al den professionelle hjælp man kan opdrive. Desværre er der egenbetaling på psykologhjælp i Danmark hvilket er en ynk i forhold til hvor vækstagtigt vi har indrettet vores samfund. Latterligt!

Læs mere...

Torsten Jacobsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Søren Dahl,

Bestemt rigtigt, men hvad gør de 'vilde øjne' så i Dagbladet Informations spalter? Hvorfor er det så svært at opretholde denne sondring mellem forfatter og udsigelse, selv hvis man har det som forsæt?

Nice try, ikke sandt?

Er det måske muligt, at vi her har at gøre med en 'upålidelig fortæller'? Også selv om den tilhvervet kaldte journalist, forventeligt sluger maddingen råt? ;)