Monty Python var komikkens svar på The Beatles. Nu er endnu en af beatlerne død

Brians mor med skærebrænderstemmen. Den mildest talt overvægtige mr. Creosote, der får en lille bitte chokolade og eksploderer i en sky af indvolde og madrester. Den kvindelige restaurantejer, der kun har »spam, spam, spam, spam, spam, spam« på menuen. Chokoladefabriksejeren, der har puttet klamme ting i sine nye produkter, blandt andet crunchy frog.

Terry Jones gjorde et uudsletteligt indtryk som en sjettedel af Monty Python, der om noget kan betegnes som komikkens svar på The Beatles. Nu er han død i en alder af 77 år.

I 2015 fik Jones konstateret en form for demens, der gradvist gjorde det sværere for ham at kommunikere med omverdenen. Hans ven og kollega fra Monty Python-tiden, Michael Palin, besøgte med jævne mellemrum Jones og fortalte verden om, hvordan vennen havde det.

Blandt andet kunne Palin afsløre, at da han under et af sine sidste besøg læste op af en bog, de to havde skrevet sammen, så grinede Jones kun ad de ting, han selv havde skrevet: »Jeg tænkte, ’det er at trodse demensen’.«

De to mødte hinanden første gang i 1960’erne på universitetet i Oxford, hvor de begge skrev og optrådte i The Oxford Revue. I Oxford mødte de også Eric Idle, og i slutningen af årtiet kom de på BBC til at arbejde sammen med to tidligere studerende fra Cambridge, John Cleese og Graham Chapman, og en amerikansk tegner og animator, Terry Gilliam.

De seks kom så godt ud af det med hinanden, at de grundlagde Monty Python, hvis flyvende cirkus første gang blev sendt på britisk stats-tv i 1969.

Og verden blev aldrig den samme igen.

Han er ikke Messias

Monty Pythons skamløse blanding af anarki, inspireret vanvid, samfundssatire og slapstick var inspireret af de komikere, som gruppens medlemmer selv havde set på tv, hørt i radioen og siden mødt og arbejdet sammen med på BBC – Spike Milligan, Peter Sellers, Harry Secombe, Marty Feldman, Peter Cook, Dudley Moore m.fl.

Men den energiske, pågående og på alle måder uhæmmede og til tider surrealistiske stil var i høj grad også deres egen. Terry Jones, Michael Palin, John Cleese, Graham Chapman, Eric Idle og Terry Gilliam inspirerede og skubbede konstant til hinanden – og dermed også seerne – og de havde det princip, at en sketch eller en scene kun kom med i tv-serien – og i de senere film – hvis den fik dem alle seks til at grine.

Jones og Palin skrev som oftest sammen, det samme gjorde Cleese og Chapman, mens Idle skrev alene, ikke mindst mange af gruppens iørefaldende sange, og Gilliam hovedsageligt stod for de tossede, stream of conciousness-animationer, der bandt sketcherne sammen.

Det var begavet og vittigt og føltes også farligt, fordi det ikke altid var til at få hold på eller drage en mening ud af. Jones var en absurditetens mester, har Palin fortalt.

Alle seks spillede de med i serien og filmene, og Jones holdt meget af at spille kvinder – han var også god til det. Mest mindeværdig var han nok som Brians temmelig prosaiske og noget vredladne mor i Life of Brian (1979), der slet ikke forstår al det hysteri, der pludselig omgiver hendes Brian (Chapman) – folk tror, han er Guds søn.

I en meget morsom scene skælder hun hans følgere ud og sender dem væk med ordene: »He is not the Messiah, he’s a very naughty boy!«

Politisk aktiv

Terry Jones instruerede også Life of Brian, der med sin bidske religionssatire vakte en del bestyrtelse i kristne kredse, og det var ikke mindst som instruktør, at han i årene efter Monty Python gjorde sig bemærket.

Sammen med Terry Gilliam havde han instrueret gruppens første film, Monty Python og de skøre riddere, og efter Life of Brian stod han også bag kameraet på den mere sketch-agtige Monty Python’s the Meaning of Life (1983), hvor også mr. Creosote optræder.

Siden blev det blandt andet til Erik the Viking (1989), der var baseret på Jones’ egen bog, og som handler om en ung viking (spillet af Tim Robbins), der ikke rigtig har lyst til at gå bersærk ligesom de øvrige vikinger; en veloplagt filmatisering af Kenneth Grahames Vinden i piletræerne (1996), hvori Jones selv spiller den noget selvoptagne Tudse; og dokumentarfilmen Boom Bust Boom (2015), der tog udgangspunkt i finanskrisen og på underholdende vis illustrerede, hvordan griskhed, dårlig hukommelse og forkerte økonomiske modeller er skyld i de finansielle bobler, der med jævne mellemrum plager verden.

Politisk var Terry Jones også ganske aktiv, ikke mindst i kølvandet på den såkaldte krig mod terror, og han skrev flittigt artikler og kronikker om emnet i et behjertet forsøg på at erklære sin egen krig mod krigen mod terror.

Teksterne blev i 2005 samlet i en bog med titlen Terry Jones’s War on the War on Terror. Han var en flittig mand og skrev desuden en lang række børnebøger, ligesom han stod bag flere tv-serier om britisk middelalderhistorie og verdenshistorien.

Livsbekræftende legender

Sidste gang, Terry Jones for alvor optrådte offentligt, var, da Monty Python i 2014 blev genforenet til ti sceneoptrædener i London.

De fem overlevende medlemmer – Graham Chapman døde i 1989 – var måske ikke lige så skarpe, som de havde været i gruppens storhedstid 50 år tidligere, og især Jones havde det lidt svært med at huske sine replikker.

Men det var alligevel fantastisk og meget livsbekræftende at se disse legendariske komikerveteraner og legekammerater, der har betydet så meget for senere generationer af komikere og satirikere, optræde sammen igen med energi og glæde – og opleve, hvordan de indimellem ikke kunne lade være med selv at grine ad de sketches og vittigheder, både de og vi kender så godt og elsker så højt.

»Det føles mærkeligt, at en mand med så mange talenter og så endeløs en entusiasme er gledet så langsomt bort,« skrev John Cleese på Twitter, da det kom frem, at Terry Jones var død.

Det var dog Jones’ skrivemakker, Michael Palin, der bedst udtrykte, hvad han og de øvrige Python’er har det nu, og hvem det er, vi har mistet:

»Han var meget mere end en af sin generations morsomste forfattere og performere, han var en vaskeægte renæssancekomiker – forfatter, instruktør, programvært, historiker, brillant børnebogsforfatter, og det varmeste, mest vidunderlige selskab, man kunne forestille sig at have.«

Terry Jones vil blive savnet.