Interview
Læsetid: 5 min.

Museum Jorn skal sortere 15.000 Per Kirkeby-genstande: »Man kan ikke tillade sig at gå i panik«

Kunstneren Per Kirkeby har doneret op mod 15.000 genstande til Museum Jorn. »Som museumsmand tænker man altid 30-40 år frem, og det gør det lidt nemmere at overkomme,« siger Lucas Haberkorn, som er ansvarlig for museets samlinger. Men hvad gør man, når man modtager et helt bibliotek i 100 flyttekasser?
Det nye Kirkeby-rum åbnede lørdag på Museum Jorn.

Det nye Kirkeby-rum åbnede lørdag på Museum Jorn.

Henning Bagger

Kultur
31. januar 2020

Et helt rum kun til Per Kirkeby-værker blev 25. januar indviet på Museum Jorn i Silkeborg. Her udstiller museet fem af kunstnerens værker, men de har mange flere. For selv om kunstneren Asger Jorn er det absolutte centrum på Museum Jorn i Silkeborg, har Per Kirkeby langsomt sneget sig ind i depoterne. 

Kirkeby var meget inspireret af Jorn, og det museum, han skabte i Silkeborg. Jorn grundlagde museets store kunstsamling, som i dag indeholder værker af 600 kunstnere. Kirkeby besøgte det flere gange og lavede endda en dokumentarfilm om Jorn. Hans store respekt for Jorn og museet har bidraget til, at han siden 70’erne har doneret værker til museet, og de sidste fem år før han døde i 2018, modtog museet løbende hele hans private arkiv. Det rummer mellem 12.000 og 15.000 genstande

I den store donation var der alt fra malerier, tegninger, grafikker, udstillingsplakater og skulpturer til skitsebøger, dagbøger, breve, filmruller, fotografier, skabe og endda et helt bibliotek.

Men hvad gør man som museum, når man modtager så mange genstande? Går man i panik? Skifter man navn til Museum Kirkeby? Og er det ærlig talt ikke lidt underligt at få et helt bibliotek? Det har vi spurgt Lucas Haberkorn, overinspektør og ansvarlig for Museum Jorns samlinger, om.

– I har 2500 værker af Jorn og omkring 17.000 af Kirkeby (museet havde 3000 genstande før den store donationen, red.). Er I ikke bange for, at Kirkeby kommer til at stjæle rampelyset fra Jorn?
»Nej, for selv om vi har flest Kirkeby-værker, så har vi flest historisk betydningsfulde værker af Jorn. Derfor fylder Jorn også mere både areal- og navnemæssigt. Jorn er et centralt element i museets dna. Han har skabt hovedsamlingen og formet museet gennem sit eget kunstsyn og sin egen kunst. Derfor vil museet i al evighed være forbundet med Asger Jorn.«

– I har flere værker af Kirkeby end af Jorn, men I hedder Museum Jorn. Skal museet skifte navn?
»Nej, hvis vi skulle kalde os Museum Kirkeby, mangler vi de værker, der har skrevet kunsthistorie, og som hænger rundt om i verden og på Louisiana. Lige nu har vi ikke en samling, der retfærdiggør at skifte navn. Men at vi er et forskningscenter for Kirkeby-kunst med den her samling, det er der ingen tvivl om.«

– Hvor stor er den største genstand, I har modtaget?
»Genstandene fylder ikke vildt meget. Det er heldigvis ikke 12.000 murstensskulpturer. Det, der fylder mest, er det kunstnerens eget bibliotek med 100 flyttekasser og tilhørende reoler. Det fylder en pænt stor lastbil med anhænger. Det hele fylder godt og vel tre lastbiler i alt.«

– Er det ikke lidt underligt at få nogens bibliotek? Det er jo ikke et kunstværk, han har lavet.
»Nej, for det hele drejer sig ikke kun om kunstværker, men også om arkivalier og andre genstande. Når vi har fokus på Kirkeby som kunstner og gerne vil have hans arkiv, så hører hans bibliotek med. Vi har i forvejen Jorns private bibliotek, og det bliver opsøgt af mange forskere, for et kunstbibliotek er et enormt vigtigt redskab til kunsthistorisk forskning.«

– Hvad tænkte du, da I fik hele Kirkebys bibliotek leveret i 100 flyttekasser?
»Som museumsmand tænker man altid 30-40 år frem, og det gør det lidt nemmere at overkomme den store pukkel, der ligger umiddelbart foran en. Man tager 100 flyttekasser med is i maven. Det vigtigste er, at bøgerne ikke bare forbliver i kasserne og forsvinder i nogle mørke kældre, men at de bliver arkiveret og gavner samfundet. Det kræver selvfølgelig, at vi på et tidspunkt pakker kasserne op og sætter bøgerne på hylder, så de bliver tilgængelige. Det kan vi ikke gøre lige nu, men det tidspunkt kommer. Den ro har jeg i mig som en person, der arbejder med arkiver og arkivalier. Det er jeg nødt til at have. Jeg er ansvarlig for en kunstsamling på over 30.000 kunstværker, andre har 4.000 medarbejdere under sig. Man kan ikke gå i panik over det. Det kan man ikke tillade sig.«

– Hvorfor har I sagt ja til at modtage skabe, skuffedarier og tunge træmøbler?
»Vi vil gerne have muligheden for at genskabe Per Kirkebys bibliotek, så det er nøjagtig magen til det, han havde i sit hjem. Hvis vi gør det med samme møblement, er det også for at skabe en atmosfære omkring det autentiske og ægte. Og så er det også praktisk, at vi har Per Kirkebys egne reoler til bøgerne. Det er billigere end at få fremstillet nye.«

– Hvad koster det for jer at modtage så mange værker?
»Prisen er uvurderlig. Vi får lov at bevare en dansk kulturskat, og de udgifter, vi har haft i forbindelse med det, er jo ingenting i forhold til den kulturelle værdi. Den her gave er utrolig generøs, og vi er meget glade for, at den bevaringsmæssige forpligtelse er havnet hos os.«

– Når man får en donation på 15.000 værker, som ikke er systematiseret, tænker man så ikke, at det kunne være fedt, hvis Kirkeby lige selv havde gidet holde lidt mere orden?
»Han har holdt utrolig meget orden i det. Han har altid haft styr på tingene. Han er et systematisk menneske, en videnskabsmand. Han sorterede faktisk tingene nøjagtigt, som det gav mening for ham, og det er utrolig hjælpsomt. Så har vi i bund og grund en førstesortering af materialet. Men herfra går der måske stadig fem år, før vi er helt færdige.«

– I det nye Per Kirkeby-rum udstiller i fem værker. Hvordan har i udvalgt dem blandt de cirka 17.000 Kirkeby-genstande, I har?
»Hovedværket i udstillingen er så markant, at det var vi nødt til at vise frem. Det er et stort maleri på 2,5 gange 3,5 meter. Det var vores udgangspunkt, og så skulle vi finde et andet kraftfuldt værk, der kunne være med til at holde balancen i rummet. Det kunne murstensværket (en triptykon med tre masonitmalerier, red.), og så var rammerne sat.

For at forbinde mursten og maleri yderligere med hinanden tilføjede vi en af hans tidlige murstensskulpturer midt i rummet. Derudover ville vi gerne gøre rummet personligt for at vise, at kunstneren er levende tilstede i rummet på grund af hans særlige forhold til museet. Derfor har vi valgt to værker, som har hængt i hans egen stue.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Det forekommer voldsomt at arve så meget efter Per Kirkeby, men det lyder til, at det dog skete efter indbyrdes overenskomst.

Helt anderledes og voldsom var min oplevelse, da jeg i det tidlige efterår 2019 på Frederiksberg Ældre Kirkegård, hvor jeg har et familiegravsted, erfarede, at der på en stor "hjørnegrund" var opført, hvad ligner et mindre parcelhus i røde mursten. "Parcelhuset" lignede umiskendeligt de røde murstensværk af Per Kirkeby, som er placeret forskellige steder i Danmark. Dette viste sig også at være tilfældet, idet der er tale om et mausoleum for kunstsamleren John Hunov, der døde i 2017, og som langt tidligere havde fået Kirkeby til at tegne det til sig.

Det er umuligt at overse, da det i den grad fylder og stikker af fra den æstetik, der ellers hersker på den gamle kirkegård.

Kunst kan naturligvis diskuteres. Også med hensyn til placering. Men i dette tilfælde er der tale om et udtryk, der i den grad harmonerer dårligt med de øvrige gravsteder og forekommer anmassende ift. gravfred og andre borgeres mere diskrete mindesten.

Jeg har forstået, at begravelsesvæsnet/kommunen har givet byggetilladelsen. Men hvad med hensynet til de omkringliggende - allerede eksisterende - gravsteder?
https://www.arkitekturbilleder.dk/bygning/john-hunovs-mausoleum/

Selv er jeg så heldig, at det familiegravsted, der tilhører mig - ligger langt væk i den anden ende af kirkegården oppe ved selve kirken.