Essay
Læsetid: 12 min.

Nederdelen til mænd er altid på nippet til at ankomme

At gå i kjole som mand er normalt flere steder i verden, men ikke i Danmark. Ida Holmgaard undersøger i hendes bog 'Look' hvordan mode, funktionalitet og frygten for at blive dømt, holder mange danske mænd klemt nede i jakkesættet
At gå i kjole som mand er normalt flere steder i verden, men ikke i Danmark. Ida Holmgaard undersøger i hendes bog 'Look' hvordan mode, funktionalitet og frygten for at blive dømt, holder mange danske mænd klemt nede i jakkesættet

Sofie Holm Larsen

Kultur
24. januar 2020

En af opgaverne i programmet RuPaul’s Drag Race, hvor deltagerne konkurrerer om at blive America’s next drag superstar, er at klæde sig på som den første drag queen-præsident i USA.

Sharon Needles, en af deltagerne, har en gennemsigtig, pudderfarvet kjole på på catwalken. Den er samlet i taljen med et bredt, sort lakkorset. Hun har høje, sorte lakstøvler på, lakhandsker og halsbånd. En hvid, fluffy page. Hun siger:

»I chose to wear this futuristic look, because we are probably not going to have a drag queen president for a very long time.«

Siden 1825, hvor John Quincy Adams som den første aflagde et amerikansk præsidentløfte i bukser af fuld længde i stedet for knæbukser, har amerikanske præsidenter båret variationer over det moderne jakkesæt i officielle sammenhænge. Allerhøjst har man afvekslet stilen med forskellige militæruniformer. Jeg forstår Sharon Needles’ fornemmelse af, at forandring hører en fjern fremtid til, hvad angår tøj til magtfulde mennesker.

Mode i litteraturen

Herretøj, og især jakkesæt, er ofte ukomfortabelt og for varmt i litteraturen, har jeg lagt mærke til. I Forbrydelse og straf har Raskolnikov ikke råd til, men forsøger alligevel at anskaffe sig, et sæt let tøj til den fugtige sommervarme i Skt. Petersborg. Det tunge vintertøj giver ham feber. Herretøjet er også et problem i J.D. Salingers The Catcher in the Rye – en roman om den unge Holden Caulfield, som bryder sammen over tre dage i 50’ernes New York omkring jul.

»Jeg blev ved med at gå op ad 5th Avenue uden slips på eller noget.«

Holden er hjemløs et par dage i New York – han er blevet smidt ud af sin kostskole, men vil ikke hjem til sine forældre – og det viser sig, langsomt, udadtil i hans mangel på rent tøj og steder at skifte. De hvide skjorter bliver beskidte, gennemsvedte. Slipset, dette mærkelige fallossmykke, jakkesættets indbyggede løkke, må mod slutningen af romanen helt forlades under en natlig flugt fra en lejlighed, hvor en mand lægger an på Holden.

Det enkle amerikanske herrelook fra 50’erne – skjorte, jakke, slips, nybarberede kinder – viser sig igen og igen at være svært eller umuligt at opretholde. Holden kan ikke holde sammen på sig selv, han spilder, sveder og ender med at gå gennem Manhattans gader uden slips, som en galning. Den eneste accessory, han formår at beholde, er en rød jagthat. En selvvalgt narrehat uden bjælder, et bevidst latterligt statement piece.

Romanen flyder over med skjorter, jakker, lædersko, slips, dyre kufferter. Holden låner en ternet uldjakke ud til sin værelseskammerat på kostskolen, Stradlater, men er bange for, at han vil strække og udvide den med sine brede skuldre.

»Vi var næsten lige høje, men han vejede næsten dobbelt så meget som jeg. Han havde de her meget brede skuldre.«

Der er noget farligt ved at lade Stradlater og hans voksne krop låne jakken. Den kan blive for stor og afsløre Holden som lille, svagelig, konfirmandagtig. Det er måske det mest teenagede ved denne teenagebog; følelsen af stadig at være amatør, når det kommer til at klæde sig på. Han forsøger at bære sit tøj på en måde, der gør ham til noget, han ikke er endnu, og som han slet ikke er sikker på, at han har lyst til at være: en voksen mand.

På arbejdspladsen

Det er en usædvanligt varm maj måned i København. Jeg sidder på min nye kontorplads i Nordvest. Dagens skrivetøj: en sandfarvet bluse med hvide prikker og Adidas-shorts. Sorte sandaler. En af de fotografer, der også arbejder på kontoret, spurgte, om jeg skulle dyrke sport i dag. Han har også selv shorts på, men de er længere og af lærred, måske ikke så egnede til sport som mine.

Jeg sidder bare her på min kontorstol, basilikumplanterne visner i vindueskarmen, så bladene falder af og krydrer gulvet. Det er en tilfredsstillende følelse at have antiarbejdstøj på og alligevel arbejde.

Foråret er så varmt. Jeg så en ung kvinde ved Islands Brygge i går, som gik på gaden i g-streng, mavebluse og kondisko. Hvorfor ikke. Både den cremefarvede bluse og Adidas-shortsene er købt i Charlottenlund på et loppemarked, hvor de rige sælger deres aflagte tøj. Shortsene fik lidt pletter, da jeg malede vinduesrammer i sommerhuset.

Jeg tænker på dem, der arbejder på Hot Buns – den burgerrestaurant ved Kongens Nytorv, hvor alle tjenerne har hotpants på. De er kun en smule kortere end mine. Jeg brød mig ikke om den blå skjorte og det lille underlige slips, jeg skulle have på, da jeg arbejdede i Irma som syttenårig, selv om det sikkert godt kunne have været flot i en anden sammenhæng. Det gør en forskel, hvem der bestemmer.

På kontoret læser jeg i avisen, at det er blevet forbudt på Jyllands-Posten at have shorts på på arbejde. Chefredaktør Jacob Nybroe har skrevet ud til sine medarbejdere, at »det her er en arbejdsplads, ikke en campingplads.«

Det er almindeligt, at man ikke må have shorts på på arbejdspladser. Alligevel er Nybroe blevet interviewet til sin egen avis om forbuddet, han siger:

»Jeg synes, at shorts hører fritiden til. Og jeg synes, at man klæder sig på til at gå på arbejde. Der er ikke tale om en uniformering [ …] Jeg beder folk om at bruge deres sunde fornuft og tage tøj på, som betyder, at de kan mødes med alle.« Han fortsætter: »Jeg forstår, at det er dejligt at have shorts på. Det synes jeg også selv, det er. Jeg har bare noget andet på, når jeg er på arbejde.«

Det virker svært for Nybroe at forklare, præcis hvorfor man ikke må have shorts på. Den sunde fornuft, kan man ikke næsten bruge den til at argumentere for hvad som helst. Der er selvfølgelig det fritidsagtige.

Shorts har også, tidligere, været forbeholdt børn, et tegn på umodenhed. I forrige århundrede. Kvinderne på Jyllands-Posten må gerne have nederdel på. Ben som sådan er ikke et problem. Noget ved shortsene gør dem uforenelige med arbejdspladsen, men hvad?

På spørgsmålet: »Hvad med dem, der har det varmt i lange bukser ved skrivebordene?« svarer Nybroe:

»Det må vi afhjælpe på anden vis. I øjeblikket er vi ved at undersøge, hvor mange blæsere vi har stående hid og did. Og så må vi købe nogle flere, hvis det bliver et problem. Det er da et issue, hvis man sidder og har det varmt på en arbejdsplads.«

Man må forestille sig alle blæserne under hæve-sænke-bordene, der skal afkøle de varme ben i de lange bukser. En fjollet løsning på et tilsyneladende fjollet problem. Fjollet fordi: Hvorfor går man ikke bare i bukser, det er jo arbejde? Og fjollet fordi: Hvorfor må man ikke bare gå i shorts, når det er varmt?

'Modest fashion'

En fredag eftermiddag tager min kæreste og jeg til fernisering af en udstilling af hans veninde, kunstneren Hannah Heilmann, i et antikvariat på Islands Brygge. Udstillingen hedder Modest Fashion. En lang, brun kjole med flæser hænger i vinduet. Kjolemønstre fra 80’erne er sat op på sandstensagtige masonitplader sammen med kattepostkort.

Udstillingen minder mig om landidyl, om det amerikanske Midtvesten, om drømmen om at bygge en hytte i skoven, samle bær og væve tæpper. En drøm om at kunne klare sig selv, når krige og økologiske katastrofer nærmer sig.

Heilmann har indrammet en eBay-annonce for en forklædekjole, hun udstiller også en babybidering fra Schweiz. Drømmen om hytten i skoven er både reel, fjollet og umulig. Hvor skal man gøre af sin ængstelse, kan man købe et kostume til den på internettet? Kriserne, nostalgien, måske også håbet syes ind i kjolerne, kan man samle det hele der?

Jeg overhører Heilmann tale med en anden gæst om, at kunsthistorien måske ikke når at blive ligestillet, før den slutter.

Hun udstiller også bøger. Da jeg kommer hjem, bestiller jeg en af dem, Bravehearts: Men in Skirts af kunsthistorikeren Andrew Bolton, hjem antikvarisk.

I bogen gennemgår Bolton, hvordan skørtet har indgået, og stadig indgår, i dragter til mænd forskellige steder i verden. Togaer, tunikaer, kilte, saronger, puffede, korte skørter fra renæssancen. Og han skriver om de designere og reformbevægelser, som har forsøgt at genindføre nederdelen til mænd i Vesten i det tyvende århundrede.

Bolton stiller sig ikke kritisk over mennesker eller påklædningspraksisser, som udfordrer det binære køn, eller udelukker dem fra bogen. Men han undrer sig over, at mens kvinder i Vesten har indoptaget elementer fra herretøj i deres garderober siden i hvert fald 1850’erne – bukser, hatte, jakker – har mænd ikke på samme måde omfavnet tøj, der traditionelt har været forbeholdt kvinder.

Efter mange forsøg fra forskellige designere er det stadig ikke slået igennem i det bredere modebillede, at mænd går med tøj på underkroppen, som ikke er delt i to. »Nederdelen til mænd er altid lige på nippet til at ankomme eller opnå udbredt accept. Om det så er i den ’næste sæsons’ nære fremtid eller i ’Utopias’ fjerne fremtid, er dens status altid ’på vej’.«

Bolton citerer den amerikanske designer Elizabeth Hawes, som i 1954 siger i et interview: »Den amerikanske mand har det ikke bare ubehageligt i sine jakkesæt, han har frarøvet sig selv så godt som alle nydelser forbundet med at bære farver, følelsen af bestemte teksturer på sin hud, vinden mod sin krop gennem tøjet, solen og vinden direkte mod kroppen, eller dele af den. Det er forfærdeligt, at vores mænd ikke har lov til at tilfredsstille deres sjæl på en så enkel, menneskelig måde.«

Nederdel på catwalken

I august 2019 læser jeg et opslag på Facebook af komponisten Carl Bergstrøm-Nielsen. Han skriver:

»A dress is perfect when warm weather caresses the body, like now in Italy. Lightness all over, no cramping around the waist. Suddenly the body looks like a whole! And dresses come in many great visual designs. Given that gender roles are not considered absolute anymore – why is it exactly that more men are not reclaiming this convenient and beautiful garment? North African men wear it anyway.« På sit coverbillede står Bergstrøm-Nielsen i en have, smilende, i en let sommerkjole med et påtrykt mønster, der forestiller grøn-hvide bregneblade.

Why is it exactly? I efterår-vinterkollektionen 2000-2001 inkorporerer den danske tøjdesigner Roy Krejberg, for Kenzo, nederdelen i klassisk workwear for mænd med sine sarong suits. En model går ned ad catwalken i en smal, næsten gulvlang sarong i tyk, koksgrå silke med et indvævet mønster af matte, tværgående striber og, ovenpå, et Kenzo-palmeprint i matsort.

Sarongen er stylet med sorte lædersko, en lang, marineblå blazer og opknappet sort skjorte. Silhuetten er smal, men med brede skuldre. Looket er glat, enkelt med smukke detaljer; nederdelen fuldkommen integreret i jakkesættet. Men jeg har endnu ikke set sådan et suit i banken, på en kommunal arbejdsplads, på en mandlig præsident.

Alle de varme ben på Jyllands-Posten, de ubehagelige jakkesæt, nederdelens langsomme vej tilbage ind i herremoden, shortsenes umulighed, ubehaget på kontoret, alt det ubehag i det hele taget. Måske er det alligevel lårene, der er problemet, og underbenene.

Måske virker det farligt at vise så meget af kroppen frem på kontoret. Nogen kunne tænke om lårene, at de var grimme, nogen kunne tænke om lårene, at de var sexede, at de var lår i det hele taget, at man var et levende menneske med muskler og fedt og hud, der kunne blive varm og svedig, nogen kunne tænke om en mand, at han var en kvinde; alt er et problem.

Nederdelen som protest

I Nantes i det vestlige Frankrig er det også et usædvanligt varmt forår. 38 grader midt på dagen, og fugtigt. Busselskabet Semitan tillader, ligesom Jyllands-Posten, ikke shorts på arbejdspladsen, men de har ikke så mange blæsere stående hid og did, og temperaturen i busserne kan stige til 50 grader.

En gruppe fagforeningsorganiserede mandlige buschauffører tager nederdel på i protest; i et interview til fransk tv fortæller de, at da nederdele er tilladt i medarbejderreglementet, har de taget dem på i stedet for de for varme bukser og de forbudte shorts. Nederdele er mere behagelige.

Der står fire chauffører i billedet i videoen på The Guardians hjemmeside. Ham, der bliver interviewet, har en knælang, sort, løs nederdel på i jerseystof. Længst til venstre står en høj mand i en kortere, strammere cowboynederdel.

Hvordan kan man læse den protest og den påklædning? Jeg kan ikke lade være med at tænke, at reaktionerne på chaufførernes valg af tøj, den internationale medieomtale, rummer en vis foragt for det kvindelige og for det at gå i såkaldt kvindetøj. Den interviewede chauffør smiler lidt, mens han taler, som for at vise, at han forstår det fjollede i deres gestus.

Hvis vi ikke må tage shorts på, skal vi så gå i dametøj, eller hvad? Hvorfor er det nu så utænkeligt? Men der er også noget dejligt ved de billeder, især af ham med cowboynederdelen. Chaufførerne har alligevel købt eller lånt de her nederdele. De prøver, hvordan det føles at tage dem på, de er sammen om det, de står der i en halvcirkel og kigger ned på deres blottede ben.

Hvad er mandemodens forhold til enshed, enkelhed? Tekstilhistoriker Anne Hollander skriver, at mandlige helte i antik græsk litteratur oftest enten er fremstillet nøgne eller i rustning. Vævet, draperet stof var fremstillet af og til kvinder.

»Ingen kvinde bærer rustning, ligesom ingen mand væver.«

Rustningen, derimod, er uden ophav eller smedet af guderne, og det er den eneste klædedragt, Odysseus ser de døde bære i dødsriget. Rustningen, som bliver til militæruniformen, som bliver til jakkesættet, da engelske soldater i 1700-tallet selv må betale for deres uniformer og derfor bliver ved med at gå med dem efter hjemsendelsen. Samtidig er de preussiske uniformer så flotte, at civile skræddere kopierer deres detaljer og form. Militæret kommer på mode, en uniform muterer og bliver til en anden.

Hvad mon de andre tænker?

En veninde fortæller mig om sit arbejde i et ministerium, om de dage, hvor hun er kommet til at tage bare lidt forkert tøj på. En gul jakke eller en kort nederdel. Så går hun og hiver ned i den hele dagen. Kollegerne siger ikke noget, »men hvordan føles det?« spørger jeg.

»De stirrer bare på mig,« siger hun.

»Og jeg vil jo ikke have, at de skal tro, at jeg er vanvittig.«

Kan man være embedsmand, embedskvinde i et miniskørt? Min veninde behøver ikke at tage jakkesæt på på arbejde, men hun kan heller ikke bevæge sig for langt væk fra dets grundelementer; de mørke farver, skjorten, jakken, tildækningen af det meste af kroppen. Business casual.

På mit kontor i Nordvest taler jeg med en kollega om, hvordan det kan være, at nederdelen til mænd har svært ved at slå igennem. Han foreslår den enkle forklaring, at hvis man har nederdel på, kan man ikke sidde med spredte ben uden at være åben, som han kalder det. Som i åben for penetration. Og at den åbenhed for nogen kan være svær at forene med det maskuline. Er læsningen af nederdelen, efter alle de forskellige sammenhænge, den har indgået i, efter togaer og kilte og saronger og skørter, stadig så banal; hvis man har et stykke tøj på, som er åbent forneden, er man åben? Det er stadig et af de punkter, jeg må føre min læsning tilbage til. Tøjet åbner og lukker. Tøjet deltager i kampen om det åbne og det lukkede.

Dette er et redigeret uddrag fra Ida Holmegaards kommende bog ’Look’, en prosa/essay-hybrid om tøj, tekstil og læsning, der udkommer på forlaget Rosinante den 7. februar. Ida Holmegaard anmelder blandt andet scenekunst og skriver løbende essays for Dagbladet Information.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Meget interessant essay.

Går selv slet ikke mere i hverken kjole eller nederdel - kun i bukser, og lange vel at mærke. Sådan er blevet for en del af os ikke helt unge kvinder, men jeg mindes min ungdom som ansat i et ministerium, hvor en ung nyansat kollega i 1971-72 mødte op i bukser og blev sendt hjem for at skifte til nederdel/kjole.

Og det havde ikke noget med varmen at gøre!

David Zennaro, Rikke Nielsen, Benta Victoria Gunnlögsson og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Carsten Nørgaard

Det institutionaliserede jakkesæt er noget SUK, som i øvrigt får mændene til at se ud som utroværdige wolves of Wall Street. Kan ikke tage det seriøst. Lige så snart en person i et jakkesæt taler til mig, så ved jeg, at vedkommende ikke vil mig det godt. Så er vi helt og holdent inde i at »game« samfundet og manipulere for egen vindings skyld. Nej, et jakkesæt får dig ikke til at se »seriøs«, »professionel«, »troværdig«, eller »moden« ud. Tværtimod!

Væk med det institutionaliserede jakkesæt.

Jørgen Larsen, Viggo Okholm, Erik Winberg, Hans Larsen, Carl Chr Søndergård og Nis Jørgensen anbefalede denne kommentar

Mænd bliver sendt hjem, hvis de møder op på arbejde i nederdel i 2020. Vi er kun kommet den ene vej med ligestillingen.
Men der er lyspunkter, i Aarhus ser man flere mænd i nederdel, særligt i den vestlige ende.

Jeppe Lindholm

Brasilien But. Nu også til mænd.

Kristian Jensen

Jeg kan godt lide at have bukser på. Engang klædt jeg mig ud som brud i min mors kjole og en anden gang som dame til en anden fest. Det var sjovt, men selv om den var lang og selvom jeg blev godt fuld begge gang, var det meget ubekvemt. Dels er det en ubehagelig følelse at have strømpebukser/nylon på og man bliver frygtelig varm i dem. Tager man dem af iløbet af aftenen, gnubber ens behårede lår sig op ad hinanden og så er det hele problemet med at stå op og tisse, det kan man næsten ikke uden at pisse på kjolen. Hvis man sætter sig ned for at lave stort, kommer den på gulvet og det er ikke et lækkert gulv der inde på et herretoilet. Det af jer kvinder, som ikke har kunne holde sig i damekø, ved hvad jeg taler om. Jeg har altså prøvet kjole, men tror ikke rigtig at kjoler til mænd kommer til at fænge an og hvorfor skulle de også det. Lad nu bare kvinderne have noget for sig selv. Kjoler til mænd, jeg tror den and er død på vandet.

Sin bog, ikke hendes!

Carsten Svendsen

Det hedder en kilt.

Randi Christiansen

Jeg sad i sandkassen og byggede højhælede sko, men da jeg blev gammel nok til at bruge sko med hæl, var de umoderne. Og jeg har altid drømt om et job, hvor jeg kunne vimse rundt i fikse chanel spadseredragter. I stedet har jeg fået et liv. Højhælede sko og stram nederdel fungerer bare ikke med barnevogn og på cykel. Og jeg elsker mit barn og min cykel.

Og i øvrigt har kristian jensen fuldstændig ret - men det har jens mårbjerg også. I visse sammenhænge er kjoler m/k dødens pølse - i andre helt på sin plads. Og hvis man endelig skulle sige noget om bukser til mænd, så må de ærlig talt være irriterende ifht de ædlere dele. Med mindre man antager den løse model, som også kan være meget elegant. I de rigtig varme lande bruger mænd naturligvis gevandter.

Jamen jeg går da kun og venter på at blive udfriet af mine jeans tyranni.
Opfylde en meget gammel drøm om at gå i kjole.
Holder vejret.... og kaster mig ud i en brølende latter. Der er vist bare ingen grænser for moderne tiders latterligheder.

Randi Christiansen

Sæt numsen fri

Carsten Nørgaard, din hang til at sætte andre i bås- og nedgøre dem på grund af deres beklædning, siger mere om dig, end om alle de vidt forskellige- og farverige personer, du ikke evner at rumme p.g.a. deres jakkesæt.

Randi Christiansen

Et velsiddende jakkesæt er bare sexet.

Ligesom en velsiddende chaneldragt.

Hvorfor mon? Man kan - desværre - spekulere i en vis reference til military style. Og hvorfor er dét sexet? Fordi militær uniform skal være praktisk, derfor følge og dermed fremhæver kroppens former. Se serien mad men og forstå. Her vises 60'er design all round i al sin elegance. Men heldigvis gjorde hippier og feminister oprør mod det modediktatur, som inden da havde hersket gud ved hvor længe.

Sæt numsen fri ! Så derfor må vi nu selv bestemme, hvordan vi vil gå klædt. Selvfølgelig med passende respekt for omgivelserne. Det eneste modediktum, jeg vil tilslutte mig, er : anything goes, det skal bare se godt ud. Og det er ikke altid nemt at ramme. Den sværeste at have et objektivt syn på er jo i alle henseender een selv. Og her kommer så beklædningskunsten på banen. Hvis man synes.

Randi Christiansen

Hvor er I dog kedelige