Baggrund
Læsetid: 4 min.

Nekrolog over radiomennesket Frederik Dessau: Han skabte sin helt egen stil

Radioen blev Frederik Dessaus suveræne forum, hvori han hos DR i dyb originalitet skabte en lang række litterære og musikalske essays. Frederik Dessau, født 1927, er død
I sine egne radioudsendelser trådte Frederik Dessau frem som sin egen beretter og videreformidlede ofte ellers vanskeligt tilgængeligt stof, skriver Georg Metz i sin nekrolog.

I sine egne radioudsendelser trådte Frederik Dessau frem som sin egen beretter og videreformidlede ofte ellers vanskeligt tilgængeligt stof, skriver Georg Metz i sin nekrolog.

Linda Kastrup

Kultur
4. januar 2020

På årets næstsidste dag døde Frederik Dessau.

Vi har hermed mistet en af landets mest oplyst inspirerende og alsidigt eftertænksomme forfattere og formidlere.

Værklisten i Dessaus bøger var til sidst omfattende og sluttede med den sigende titel: I al korthed. De mange bogtitler antydede form og retning, blandt andet: Ved nærmere eftertanke, Fine fornemmelser, I min alder og Hvor bliver tiden af? Den sidste, tiden, formåede Frederik Dessau på egen vis at ophæve, hvilket først og sidst skete i det medie, som han også skrev om i bogen Radiodage.

Radioen blev kort sagt Frederik Dessaus suveræne forum, hvori han hos DR i årene 1974-97 i dyb originalitet skabte den lange række af litterære og musikalske essays – en egen kunstart var og blev det – som DR til Dessaus stadige undren ikke førte videre efter ham eller udviklede i nye former. Taleradio uden påtrængende forberedelse var ikke en genre, der vakte Dessaus respekt.

I sine egne radioudsendelser trådte Frederik Dessau frem som sin egen beretter og videreformidlede ofte ellers vanskeligt tilgængeligt stof, filosofisk såvel som kunstnerisk og historisk, i et fremadskridende udviklende sprog, nuanceret og altid velformuleret krydret med Dessaus stille til tider let ironiske, men aldrig uvenlige humor.

Udsendelserne byggede han op over egne undrende erfaringer og iagttagelser af dagliglivet i Danmark og resten af den verden, der var hans: Rom var et af de foretrukne steder. Dertil kom Andalusien og Toscana, hvor Dessau følte sig hjemme og generøst inviterede sit publikum med på følsomme ture på stederne. En af bøgerne kaldte Dessau i øvrigt: Livet på rejse. Dobbelttydigt og konkret.

Nyskabelse som aldrig er overgået

Et vigtigt element i Frederik Dessaus monterede radiobilleder var musikken, temaer og motiver anvendt med omhu og aldrig som tom baggrund. En passage hos Bruckner, Verdi, Chopin eller Beethoven blev en pointe på vejen og satte grundstemningen. Veloplagtheden manglede aldrig, ej heller en let undertone af vemod, eller hvis man kan tale om en veloplagt ægte melankoli. Dessau skabte sin helt egen stil, en nyskabelse som aldrig er overgået.

Hans livssyn var afventende empirisk humanistisk blottet for sentimentalitet og illusioner. Han vidste besked, men var samtidig livsdagen lang nysgerrig efter at vide mere. Spørgende, lyttende med parate argumenter for og imod.

En sand journalist var Dessau også og begyndte som teateranmelder på det hedengangne Dagens Nyheder. Hans dømmekraft var sikker, og den viden han akkumulerede i disse år fandt anvendelse i hans senere funktion som dramaturg ved først det daværende TV-Teatret siden Det Kongelige Teater.

Dramatikken var i Frederik Dessaus liv et fast forhold. Fascinationen af de store i branchen udmøntede han blandt andet i en fremragende biografi om Anton Tjekhov, der ikke overraskende var den første og foretrukne.

Skønt radiodagene var forbi i 1997, og DR ikke senere fandt anledning til at anvende hans betydelige talent for mediet, søgte Dessau nye veje og fandt et nyt publikum. Han deltog for små 12 år siden sammen med en kreds af radiomennesker i stiftelsen af netradioen den2radio, hvor han endnu engang til utallige lytteres glæde kunne udfolde sig.

Det er nu endegyldigt forbi.

’Jeg ikke bange for at dø, men for at leve’

Forbi er også den private side af Frederik Dessaus liv, der fik så uvurderlig betydning for hans store venne- og omgangskreds.

Dessau holdt salon. Han brød sig ikke om at høre ordet, det lød for meget af parfume og pudderparykker og var for højrøvet og prætentiøst. Men ikke desto mindre.

Søndag efter søndag åbnede han sit hjem, de sidste mange år med hustruen Birgitte Eskildsen ved sin side, for en større forsamling af vekslende personer, som han forstod at knytte til sig; arbejdskolleger, folk han traf eller læste og hørte om og så henvendte sig til og inviterede. Disse eftermiddage blev for deltagerne uforglemmelige og dannede atter nye netværk, som atter skabte yderligere kontakter, der igen åbnede nye muligheder.

I centrum stod umiskendeligt Frederik, ingen kunne rigtigt eftergøre disse arrangementer, ingen forstod i den grad at kreere det rette mix af personer, der således befordrede den oplyste venskabelighed og de gode samtaler. Uanset Dessaus uundværlighed i kredsen gjorde han aldrig sig selv til hovedperson. Han var der blot som katalysator og inspirator for alle, der fik det privilegium at kende ham og turde kalde ham ven.

Frederik Dessau blev en gammel mand. De allersidste år var ikke nemme for ham. Han brød sig simpelthen ikke om alderdommen og spurgte i den lavmælte humor, der aldrig fornægtede sig: Hvorfor den dom skal være hård, når man dybest set ikke har gjort noget.

Vorherre skød han ikke skylden på, han fandtes ikke i Dessaus optik som kulturradikalt oplysningsmenneske, der ikke havde hang til overtro.

Det sidste, han sagde, var ifølge Birgitte Eskildsen: »Jeg ikke bange for at dø, men for at leve.«

Nu er Frederik Dessau borte, der er tavshed, men han lever i os, der kendte og elskede ham.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her