Feature
Læsetid: 13 min.

Det nye er ikke, at vi ser naturligt afrohår i mainstreammedier. Det nye er, at det betragtes som smukt

I tv-serier som ’Atlanta’ og ’Insecure’ er afrohår normen og benyttes både som afsæt til at fortælle en større historie om racisme i USA og kræve retten til at bære ens hår, som man vil, tilbage. Serierne skriver sig ind i flere politiske og kulturelle bevægelser, og eksponeringen i mainstreamkultur kaldes et paradigmeskifte, der skubber til forestillingen om, hvad der er smukt. Men der er stadig lang vej til normalisering
I ’Nappily ever after’ gør Violet (spillet af Sanaa Lathan) op med et helt livs glatning af sit hår. Og klipper det hele af.

I ’Nappily ever after’ gør Violet (spillet af Sanaa Lathan) op med et helt livs glatning af sit hår. Og klipper det hele af.

Netflix

Kultur
17. januar 2020

»Jeg elsker bare, hvordan dit hår ser ud. Må jeg …?« siger Litchfield Penitentiarys hvide vicedirektør Linda Ferguson til Tamika Ward under et jobinterview i syvende og sidste sæson af Netflix-serien Orange is the New Black. Herefter rejser Linda sig og mærker på Tamikas korte afro.

Tamika får jobbet som fængelsinspektør, men da hun for første gang skal udtale sig til pressen, er hendes hår forvandlet til en glat korthårsfrisure.

Lindas behandling af Tamikas afrohår som et kuriosum er velkendt – det har sangerinden Solange for eksempel sunget om i det potent lavmælte protestnummer »Don’t Touch My Hair« – ligesom det at dække sit afrohår til eller ændre det, så snart man bliver et ansigt udadtil, er det i USA.

Susan Hayward som fængselsinspektør Tamika Ward efter hun fik jobbet i ’Orange is the new black’

Susan Hayward som fængselsinspektør Tamika Ward efter hun fik jobbet i ’Orange is the new black’

JoJo Whilden/Showtime

Men i en stribe af tidens amerikanske tv-serier og film er afrohår normen. Det betyder ikke bare, at skuespillere med afrohår i stigende grad toner frem på skærmen, det betyder også, at flere serier og film gør det naturlige sorte hår til udgangspunkt for en større fortælling om racisme i USA og kræver retten til at bære ens hår, som man vil, tilbage.

I Netflix’ drama Nappily Ever After følger vi Violet, der, fra hun var helt lille, har fået at vide af sin mor, at hendes hår var noget, der skulle »ordnes«, det vil sige glattes med en varm metalkam, så hun kunne fremstå perfekt og lige så »velplejet« som hvide børn.

En indstilling, Violet tager med sig ind i voksenlivet, indtil hun rammer en livskrise og spørger sig selv, hvorfor hun bruger så meget energi på at ændre det hår, der vokser ud af hendes eget hoved. Hvorefter hun barberer det hele af.

Lignende historier fortælles i forvandlingsserien Queer Eye, der berører det hårtab, der kan opstå efter flere års brug af kemi og varmebehandling – og ikke mindst i de prisvindende serier Black-ish, Insecure og Atlanta, der alle med en blanding af humor og alvor beskriver hverdagen som menneske og sort i USA.

De hyldes for deres bevidst mangfoldige eksponering af afrohår og naturlige frisurer, og Tracee Ellis Ross, der spiller ’moren’ i familien Johnson i Black-ish, og som i serien ofte bærer sit hår i to tykke cornrows, er blevet et slags forbillede for The Natural Hair Movement.

En bevægelse, der fik sit navn og med voldsom kraft bølgede ind over USA via internettet i begyndelsen af 00’erne, og som opmuntrer afroamerikanske kvinder til at bære deres hår naturligt.

Men hvorfor er det så stort at se afrohår og naturlige frisurer i mainstream-tv-serier og -film?

Uattraktivt og uprofessionelt

Det er det, fordi afroamerikansk hår historisk har været noget, man skulle gøre alt for at gemme væk, mener Lori L. Tharps, der er assisterende professor ved Temple University, og som sammen med forfatter og journalist Ayana D. Byrd har skrevet bogen Hair Story – Untangling the Roots of Black Hair in America.

Bogen dokumenterer sort hårs kulturhistorie fra 1400-tallets Vestafrika over slaveriet og borgerrettighedsbevægelsen i 1960’erne til nutidens USA. Den udkom første gang i 2001, men blev i 2014 genudgivet i en opdateret version, blandt andet i erkendelse af, at interessen for at tale om afrohår var eksploderet; på nettet, i artikler i The New York Times og i dokumentarfilm.

»Det at have naturlige frisurer og en naturlig afro er ikke noget nyt i sig selv,« forklarer Lori L. Tharps over telefonen.

»Det har altid været en del af sort kultur. Vi har haft vores hår i fletninger og twists (i stedet for at flette håret med tre dele hår snor man det med to dele hår, red.), så længe et afrikansk folk har eksisteret. Men for at blive accepteret i det amerikanske samfund bevægede man sig ikke ud i offentligheden med en naturlig afro. Det blev betragtet som uprofessionelt, uattraktivt og næsten dyrelignende. For overhovedet at kunne få et job måtte du tilpasse dig et eurocentrisk skønhedsideal, der dikterede, at kvinders hår var glat,« siger hun.

Et af de seneste eksempler på sanktionering af afrohår i det offentlige rum er fra 2018, hvor den 16-årige bryder Andrew Johnson fra New Jersey fik klippet sine dreadlocks af inden en kamp for at kunne få lov at stille op.

Fra en rig hårkultur til overlevelse

Sanktioneringen går helt tilbage til slavetiden i det, der senere blev USA, fortæller Lori L. Tharps og Ayana D. Byrd i deres bog. En stor del af de slavegjorte stammede fra Vestafrika, hvor hår i 1400-tallet havde en enorm kulturel betydning.

Hår var et vidnesbyrd om en persons ægteskabelige status, alder, religion, etniske identitet, formue og rang inden for et samfund. En specifik flettet frisure hos en mand fra Wolof-folket betød, at han var klar til at gå i krig og dø. Hos Yoruba-folket lærte alle kvinder at flette. For Mende-folket betød det at flette nogens hår, at man reelt bad om deres venskab.

I Insecure (2016) har hovedrolleindehaver og skaber af serien Issa Rae i et afsnit kaurier (muslingelignende skaller) flettet ind i sit hår, en subtil henvisning til Raes senegalesiske ophav, har seriens hårstylist Felicia Leatherwood fortalt til Nylon Magazine. Kaurier blev i Vestafrika brugt som både valuta og udsmykning.

De første slavegjorte mennesker ankom til det britiske Nordamerika i 1619, og her fik ens udseende en helt anden betydning: Jo lysere hud og jo glattere hår du havde – med andre ord, jo mere europæisk du så ud – jo større var sandsynligheden for at få et mindre slidsomt job i huset i stedet for ude i markerne. Maden var bedre, man kunne være heldig at arve noget tøj, og der var endda udsigt til måske en dag at få sin frihed tilbage ved plantageejerens død.

Mange slavegjorte var halvt hvide, halvt sorte, resultatet af en typisk ufrivillig forbindelse mellem en slavegjort kvinde og en mandlig herremand, og her brugte man håret – hvor tæt krøllet det var – som målestok for, hvorvidt man var hvid eller sort. Blev du opfattet som hvid, kunne du »pass«, som det kaldes i USA: Du blev accepteret som hvid. Og så var du fri. Derfor barberede mange bortløbne slaver deres hår af, ligesom man gik vidt for at glatte sit hår.

I det 20. århundrede, det første århundrede, hvor afroamerikanere var frie, forsøgte man at bygge en ny kollektiv identitet op og forbedre sine sociale forhold:

»For at få adgang til den amerikanske drøm måtte man som sort først og fremmest sørge for, at hvide mennesker følte sig trygge,« skriver Tharps og Byrd, og det betød, at man endelig ikke måtte se for afrikansk ud. For afroamerikanere, der interagerede og arbejdede med hvide, betød det blandt andet at glatte sit hår.

En scene fra Atlanta (2016) viser, at fortiden ikke er særlig langt væk: Den kvindelige hovedkarakter Van får at vide af en veninde, der ligesom Van er halvt tysk og halvt afroamerikaner, at Van med sit naturlige hår har meldt sig ud af et hvidt fællesskab og »valgt side«. Hvor veninden med sit glattede hår og sin hvide kæreste har »valgt at være hvid«.

Fra ’etnisk’ til smukt

Historisk har afrohår og naturlige frisurer heller ikke været noget, man så særlig meget af på mainstream-tv og -film i USA, også fordi begge dele i langt overvejende grad var befolket og skabt af hvide mennesker. I 1963 bar Cicely Tyson som den første kvinde cornrows på tv i dramaserien Eastside-Westside, hvor hun spiller sekretær for en socialrådgiver i New York. Men grundlæggende skulle krøllerne dæmpes eller dækkes af en paryk.

Et eksempel er advokatmoren Clair Huxtable fra The Cosby Show. Nok havde børnene i komedieserien deres hår naturligt eller i naturlige frisurer, men skulle man være professionel, skulle man have glat hår som Clair Huxtable.

Clair Huxtable i ’The Cosby Show’ spillet af Phylicia Rashad

Clair Huxtable i ’The Cosby Show’ spillet af Phylicia Rashad

Lori L. Tharps kalder afrohårets øgede synlighed i mainstream for et paradigmeskifte og tilføjer:

»Det skelsættende er ikke kun, at vi ser naturligt afrohår i mainstreammedier, om det så er i tv-serier og film eller i magasiner, og at det er mere acceptabelt. Det skelsættende er, at det betragtes som smukt. For ikke så længe siden kunne du slet ikke komme i nærheden af ’smukt’. ’Etnisk’, måske,« siger hun og henviser til, at man nu ser en kvinde som den kenyansk-mexicanske oscarvinder Lupita Nyong’o (12 Years a Slave, Black Panther) på forsiden af Vogue med en helt kort afro, og at hun har både makeupkontrakt og er blevet udråbt til at være en af verdens smukkeste kvinder af People Magazine.

Skuespiller Lupita Nyong’o er kampagnemodel for skønhedsprodukter

Skuespiller Lupita Nyong’o er kampagnemodel for skønhedsprodukter

Nancy Kaszerman

Ikke Hollywoods fortjeneste

Tharps peger på internettet som en afgørende forudsætning for, at vi nu ser afrohår i mainstream-tv og -film. Bevægelsen er kommet nedefra og ikke oppefra:

»Hvis vi ventede på, at Hollywoods ’gatekeepers’ præsenterede verden for smukke billeder af sorte kvinder med naturligt hår, sad vi nok og ventede endnu. Men internettet gav os alle sammen muligheden for at bidrage. Folk delte billeder på blogs og i chatrooms, og der opstod en decideret kulturel bevægelse. Alle bevægelser starter hos folket. Folket er katalysator, og så trisser institutionerne efter, når de kan se, at der er penge at tjene,« siger hun.

Samtidig har streamingtjenesternes fremgang været med til at spille en kæmpe rolle:

»Med Netflix fik vi så meget mere indhold. Og mere indhold betyder, at vi endelig får lov at se mennesker, der ikke alle sammen ser ens ud, som så kan få lov at fortælle deres historie. I meget lang tid har det jo været, som om det kun var hvide mennesker, der oplevede at blive forelskede, havde problemer i forholdet eller fik en ny frisure. Vi er vidne til en helt ny åbenhed over for, hvad der er normalt at se på skærmen,« siger hun og tilføjer så tørt:

»Misforstå mig ikke, der er stadig lang vej.«

Nye bevægelser og ny lovgivning

Afrohårets øgede skærmtid falder sammen med flere beslægtede bevægelser lige nu: Dels udspiller der sig i USA i disse år et opgør med institutionel racisme, blandt andet via Black Lives Matter. Dels tager flere film og tv-serier livtag med denne racisme, eksempelvis Spike Lees BlacKkKlansman fra 2018 og Netflix-serien When They See Us fra sidste år, der begge er baseret på virkelige begivenheder. Sidstnævnte fortæller historien om fire afroamerikanske og en latinamerikansk dreng, der i 1989 blev dømt for en voldtægt, de ikke havde begået.

Endelig oplever vi i disse år en renæssance inden for sort kultur, der også ses inden for musikken med for eksempel en kunstner som Janelle Monae, hvis hold på scenen på sidste års Roskilde Festival bar en T-shirt med skriften »heavily melanined« (melanin er mørkfarvet pigment), og som selv lige nu dyrker et ofte flettet look.

Og det er ikke kun i populærkulturen, at vi er vidne til monumentale forandringer. I juli sidste år gennemførte Californien som den første stat i USA love, der forbyder skoler og arbejdsgivere at diskriminere mod naturlige frisurer som afro, fletninger, twists og dreadlocks.

Staterne New York og New Jersey fulgte efter. Og på det amerikanske marked for hårprodukter til sort hår, hvor der årligt lægges omkring 2,5 milliarder dollar, er salget af relaxer (en creme, der kemisk løsner tætte krøller) faldet med 36 procent fra 2012 til 2017.

Om hvorfor det sker lige nu, siger Lori L. Tharps:

»På et tidspunkt er der opstået en kritisk masse, som gør, at man ikke længere kan se bort fra, at folks frygt for afrohåret er baseret i racisme. Det lyder jo helt latterligt, når man siger det højt, at folk sendes hjem fra skole og arbejde på grund af deres hår. Det er jo ikke, som om vi møder op med en fuglerede på hovedet!«

Ifølge hende er The Natural Hair Movement et mikrokosmos af denne større bevægelse hen imod større accept og forståelse af det at være sort:

»Vores hår er så stor en del af vores identitet, og det, at vi kan få lov til at være os selv i det offentlige rum, peger hen imod en større accept og forståelse af, hvad sorthed og sort identitet egentlig vil sige,« slutter Lori L. Tharps.

Afrohårets vigtigste tv-serier

’Atlanta’ (2016–)

Viaplay
Den Golden Globe-vindende serie ’Atlanta’ er skabt af multikunstneren Donald Glover, der også er kendt under sit musikalske alias Childish Gambino, som står bag det firedobbelte grammyvindende nummer »This is America«, der blandt andet er en kritisk kommentar til USA’s forhold til våben og race.

Senest hørtes han som Simbas stemme i sommerens remake af ’Løvernes Konge’. Han spiller også selv hovedrollen i ’Atlanta’ som Earn, der efter at være droppet ud af college forsøger at navigere rundt i et ofte surrealistisk Atlanta med et løst defineret job som manager for sin fætters gryende rapkarriere, pengeløs og i et porøst forhold til Van (Zazie Beetz), som han har et barn sammen med.

Glover væver i serien bevidst og på subtil vis fortællinger ind om afroamerikansk levet liv via håret. I et helt afsnit følger vi fætteren Paper Bois frustrerede forsøg på at få ordnet sit hår af sin koleriske barber. Og Zazie Beetz (der ligesom Glover har bevæget sig ind på blockbuster-territorium og p.t. kan ses over for Joaquin Phoenix i ’Joker’) fjerner i første afsnit af serien tørklædet om sit hår og begynder at løsne sine twists.

Beetz har siden udtalt, at det er den scene, hun har fået allerflest reaktioner på. »Kvinder kommer op og siger til mig: ’Det er mig!’,« fortalte hun sidste år til Vogue og tilføjede, at Donald Glovers bevidste valg af en skuespiller med naturligt hår til rollen som Van har givet hende følelsen af, at hun havde mere af sig selv med.

At ’Atlanta’ med sin bevidste iscenesættelse af afrohår og det utal af måder, det kan tage sig ud på, rykker ved de kulturelle kontinentalplader, formulerede seriens stylist Tonya Cryer i et interview med Vice Magazine for nylig således:

»Showet sender via karakterernes tætte hår, der nogle gange er stylet, nogle gange ikke, et klart budskab om en voksende følelse af uafhængighed, uden at det skriges ind i hovedet på seeren.«

’Atlanta’ kan ses på Viaplay. 3. sæson har premiere i 2020.

’Black-ish’ (2014–)

ABC
Komedieserien ’Black-ish’, der netop har haft premiere på sin 6. sæson, følger den velstillede familien Johnson, der bokser med at finde sig til rette i et overvejende hvidt kvarter og på hvide arbejdspladser.

Serien behandler uden berøringsangst alt fra emner som skilsmisse og den første menstruation til racespecifikke spørgsmål: Som når faren (Anthony Anderson) er frustreret over sin hobbitherred-byggende søn, der ikke har nogen interesse i at lære ’the nod’ (når man hilser indforstået på andre afroamerikanere); og som når moren (Tracee Ellis Ross, der har vundet en Golden Globe for sin rolle) kæmper med at finde ud af, om hun er hvid eller sort med en hvid far og en sort mor.

Med seriens ambition om at få emner frem i lyset, der ofte er blevet lagt låg på, giver det god mening, at håret hos især de kvindelige skuespillere også vises frem. Tracee Ellis Ross bærer typisk sit tæt krøllede, skulderlange hår løst eller i to tykke cornrows, mens Yara Shahidi, der spiller den tjekkede datter Zoey, har en ungdommeligt legende tilgang til sit hår og bærer det på en ny måde i stort set hvert afsnit, løst, flettet, med og uden extensions.

Meget lig ’Black Panther’ er ’Black-ish’ en slags stolt opvisning i afrohårets mange muligheder. Ross, der netop har lanceret en linje for hårprodukter, Pattern, der er særligt udviklet til afrohår, skrev for nylig på Instagram:

»Min rejse hen imod selvaccept er direkte knyttet til min rejse hen imod accept af mit hår.«

’Black-ish’ vises på ABC i USA og har været tilgængelig på Viaplay i Danmark

’Insecure’ (2016–)

Justina Mintz
Insecures skaber og hovedrolleindehaver Issa Rae fortalte i 2018 til InStyle Magazine, at hun som barn tiggede sin mor om at få lov at bruge relaxer til sit hår, hvilket bevirkede, at hendes hår faldt af. Hun blev nødt til at give sit hår ro, og hun forsøgte at gemme det under hættetrøjer og tørklæder. Da hun startede på college, så hun sorte kvinder, der bar deres hår naturligt og var selvsikre omkring det.

»Og det slog mig: Hvorfor skammer jeg mig over noget, der vokser ud af mit eget hoved?« Hun forklarede, at hun siden har villet bruge sin platform til at inspirere unge kvinder til at sætte spørgsmålstegn ved de traditionelle skønhedsidealer.

Og der gør hun så i den Golden Globe-nominerede serie, der med Inglewood i Los Angeles som bagtæppe følger Issas forsøg på at finde vej i livet mellem ekskærester, venner og et job som ungdomsrådgiver i en nonprofitorganisation, der synes, det er fint med et logo med en hvid hånd strakt ud under sorte børn.

I serien bærer Issa i næsten hvert afsnit sin tætte korte afro på en ny måde, i en mohawk, med og uden flet, med og uden tørklæde. Seriens socialt og kulturelt entreprenante ånd går igen i et soundtrack, som primært består af sorte kvindelige uafhængige R&B- og rap-kunstnere, mange fra Los Angeles, som Rae selv er med til at håndplukke. Hun blev 2018 ansigt for – og medskaber af – en ny CoverGirl-kampagne.

’Insecure’ kan ses på HBO Nordic.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Randi Christiansen

Ude på det hellige almindelige arbejdsmarked er der stramme normer for, hvordan man må se ud. Hvis man ligner een, der ikke passer ind, så gør man det nok heller ikke. Hug en hæl og klip en tå, så skal det hele nok gå ... med en stok måske, men du er een af gutterne, som arbejder for fællesskabet. Så der ik noget at gøre ved, at børnene savner deres mor og far, og at du dør inden pensionsalderen. Næh, du har gjort din pligt. Overfor hvem? Dem der stryger med profitten?

Klaus Lundahl Engelholt

Jeg har flere gange talt med kvinder i Zambia om hvorfor de vælger at bære paryk, i stedet for de tradionelle fletninger. Hver eneste gang har svaret været: Jeg har ikke råd til at gå til frisøren og få flettet mit hår en gang om ugen.