Kommentar
Læsetid: 9 min.

Min oldemor har lagt krop til to halshugninger og nu også Hongkong-aktivisme

Som model til Danmarks mest profilerede statue, der er skabt af min oldefar, har min oldemors gengivelse været genstand for halshugninger, overmalinger, udklædninger og utallige politiske kampe
Kinesiske turister er glade for at besøge Den Lille Havfrue, og på den måde formår min oldemor at målrette et politisk budskab i en statuealder af 107 år.

Kinesiske turister er glade for at besøge Den Lille Havfrue, og på den måde formår min oldemor at målrette et politisk budskab i en statuealder af 107 år.

Thomas Sjørup

Kultur
16. januar 2020

Den Lille Havfrue er en populær kvinde. Stort set altid i fokus på en turists kamera og ofte flankeret af en anden turist, der gerne vil foreviges med det danske nationalsymbol. Jeg har også selv stået der og fotograferet hende. Men når jeg ser på Den Lille Havfrue, ser jeg ikke bare Danmarks mest kendte nationalsymbol. Jeg ser også min oldemor.

Det er nemlig min oldemor, Eline Eriksen, som har lagt krop til og siddet model, da hendes mand, min oldefar Edvard Eriksen, skabte statuen i 1911 i sit atelier på Fuglebakkevej på Frederiksberg. I min ellers meget ordinære familie har det altid været forbundet med en vis stolthed, at det faktisk var vores oldemor, der sad der på stenen.

Til havfruens 90-års-fødselsdag var hele min ’havfruefamilie’, som vi omtaler den, samlet på Langelinje. 90 unge kvinder sprang i vandet fra en kanalrundfartsbåd for at markere dagen, og der blev taget et familiebillede med hende.

Ved siden af stoltheden har der også altid været noget uvirkeligt over det faktum, at vi skulle forestille at være i familie med Danmarks vartegn og mest fotograferede kvinde. Ofte, når jeg har nævnt det for andre, er jeg blevet afkrævet at fremlægge beviser. Måske er det svært at begribe, at jeg rent faktisk er i familie med en, som de fleste danskere føler sig forbundet til? Når først de tror mig, oplever jeg indimellem, at slægtskabet med havfruen er noget, som andre forbinder mig eller andre i min familie med.

Da min storebror skulle introduceres på sit nye arbejde under et sabbatår efter gymnasiet, opsummerede chefen det sådan: »Det her er Peter. Han vil gerne være fotograf, og Den Lille Havfrue er hans oldemor.«

Hongkong-aktivist

Den Lille Havfrue er ikke bare populær blandt turisterne. Mandag poserede hun som Hongkong-aktivist, efter at Hongkong-sympatisører natten til mandag havde malet ordene ’Free Hong Kong’ på den sten, hun sidder på. Man kan jo håbe, at nogle af de mange fotoglade kinesiske turister nåede at modtage min oldemors nye budskab om demokrati og menneskerettigheder, inden det blev spulet af stenen.

Skribenten Solveig Helles Eriksens oldemor, Eline Eriksen (billedet), har lagt krop til og siddet model, da hendes mand Edvard Eriksen skabte Den Lille Havfrue i 1911 i sit atelier på Fuglebakkevej på Frederiksberg.

Fra bogen 'Edvard Eriksen og Den lille Havfrue'
I hvert fald ville jeg være stolt, hvis statuen af min oldemor kan bidrage til debatten om demokrati, ligesom hun har gjort mange gange før. Nogle gange har det været for ekstreme synspunkter, eksempelvis iklædt Ku Klux Klans ikoniske hvide dragt.

Det politiske budskab er for mig underordnet, hvis statuen kan være med til at skabe offentlig opmærksomhed om en demokratisk debat. Hver gang oldemor bliver gjort til afsender af et politisk budskab, går det medierne rundt, og på den måde skaber det opmærksomhed om både hende og sagen.

Det har aldrig været en katastrofe i min familie, når statuen af H. C. Andersens lille havfrue igen og igen er blevet udsat for hærværk og udklædninger. Når en ny begivenhed med oldemor i centrum har fanget vores opmærksomhed, er den altid blevet leveret på en neutral konstaterende måde a la: »Har I hørt, hvad der er sket med havfruen nu? Der er nogen, der har givet hende en burka på.« Hvorefter min far ville sige noget i retning af: »Det er godt, der sker noget, så hun får noget PR.«

Ifølge min far er de politiske statements med til at gøre, at statuen ikke bliver glemt, og at folk ikke synes, at den er ligegyldig. Begivenhederne er med til at aktualisere den og give den nyt liv.

Men hvad oldemor præcis har været udsat for, har jeg aldrig haft det fulde overblik over. Egentlig er det lidt overraskende at læse, hvad der faktisk er sket med min oldemors krop, siden hun blev placeret på sin sten på Langelinje i København i 1913.

De mest voldsomme overgreb kender jeg selvfølgelig til, ligesom de fleste andre danskere.

Det er uden tvivl de to halshugninger. Første gang var i 1964, lang tid før jeg blev født. Kunstneren Jørgen Nash påstod, at han vidste, hvem gerningsmanden var, men han afslørede det aldrig, og politiet ledte og ledte efter hendes hoved i Utterslev Mose, hvor Jørgen Nash sagde, at det ville ligge, men de fandt det aldrig. Formen, som statuen oprindelig blev støbt i, fandtes derimod stadig, og derfor kunne min oldemor få et nyt hoved identisk med det gamle.

I 34 år sad hun på sin sten med sit nye hoved og kiggede sørgmodigt ud over vandet. Lige indtil hun igen mistede hovedet i 1998. Gerningsmænd havde savet det over med en nedstryger, og på billederne kan man kigge hele vejen ned i halsen på hende. Denne gang behøvede man ikke finde støbeformen frem igen, for hovedet blev indleveret til politiet få dage efter.

Jeg var syv år, og jeg husker ikke noget. Til gengæld husker jeg, at min far, som er barnebarn til Eline og Edvard Eriksen, i min barndom ofte gik med en T-shirt, hvor der var et tryk af havfruen med oversavet hoved. Han har altid haft et nøgternt forhold til de bizarre overgreb. Over trykket stod der ’Look for the Little Mermaid’s head in Copenhagen’ (Hold udkig efter Den Lille Havfrues hoved i København), og min far jokede med, at Jørgen Nash ikke ville have haft nosser til at save hovedet af i 1964, men at det derimod var et familiemedlem, der havde gjorde det for at skabe opmærksomhed om statuen.

Når vi i vores familie har talt om de nye udklædninger eller bannere, som oldemor har været iført, har vi nok været lidt imponerede. For os har de skiftende klædedragter og budskaber vist, at statuen ikke er ligegyldig for danskerne, selvom mange opfatter den som kitsch. 

Selvom den kunstneriske kvalitet og dybde kan diskuteres, er den et vigtigt symbol, som aktivt bliver brugt i politiske sammenhænge. Og med en vis stolthed i stemmen kan min far sige: »Er der måske andre statuer i Danmark, der bliver det?«

En lille porcelænsversion af Den Lille Havfrue har altid prydet vindueskarmen i mine forældres stue. Her får den hvert sjette år selskab af en større version i bronze. Siden min farmor døde, har den fine bronzeversion hvert tredje år gået på skift mellem min far og hans to brødre. 

Ved særlige lejligheder kan min far finde på at putte et mørkeblåt slips på Den Lille Havfrue, men som arkæolog er hans store passion stendysser, og derfor må havfrueslipset oftest vige for et slips med stendysser. Til gengæld gik min farmor altid med et smykke med en lille sølvfigur af Den Lille Havfrue.

Når vi er i tvivl om havfruefakta, henter min far altid den bog, som hans onkel har skrevet om havfruen. Så læses der op. Men eventyret Den Lille Havfrue, som statuen jo faktisk er lavet over, har vi til gengæld aldrig læst op af. Det er statuen og dens involvering i samfundsdebatter, der har været i fokus – relationen til H.C. Andersen har fyldt mindre – og det er lidt rystende at genlæse, hvad der egentlig er sket. 

Mellem de to likvideringer fik hun savet noget af sin ene arm af. På billederne er den skåret over fra overarmen til lige over håndleddet. Selvom det er en statue, ser det rimelig makabert ud. Efter et par dage henvendte to unge fyre sig med armen, som de havde savet af i en brandert og taget med hjem.

Mere kan jeg ikke finde om begivenheden i medierne, selvom jeg undrer mig over, at de på deres druktur skal have medbragt et værktøj, der kunne save en bronzearm af. Endnu en gang blev statuen gjort intakt.

Men i 2003 var det ikke længere tilstrækkeligt med et hoved eller en arm, og hele statuen blev simpelthen sprængt af stenen.

En politisk aktiv havfrue

Selvom de voldsomme skader på min oldemors krop har fyldt i medierne, har hun faktisk været langt mere involveret i politik end i voldelige overfald. I min genlæsning af hendes begivenhedsrige liv kommer det bag på mig, hvor meget hun er blevet brugt i politiske og religiøse sammenhænge. Meget af det har jeg aldrig hørt om før, selvom Havfruen, som hun omtales i min familie, altid har været genstand for en særlig interesse. Om nogen kan man kalde hendes krop for en politisk kampplads.

I 1961 fik hun – måske som en henstilling til at klæde sig lidt mere sømmeligt – påmalet bh og trusser. I 1970’erne fejrede hun en milepæl i kvindekampen med et banner, der lød: ’Ja, og så fik kvinderne ligeløn. Se – det var et rigtigt eventyr’, før det i 00’erne for alvor tog fart med oldemors engagement i politik.

Som en kommentar til debatten om Tyrkiets optagelse i EU blev den ellers helt nøgne havfrue i 2004 iklædt burka og fik ordene ’Tyrkiet i EU?’ hængt om halsen. Det var en handlekraftig rejseleder med tre busser fulde af japanske turister, som fjernede burkaen, så turisterne kunne få det, de var kommet efter. 

Iført pink maling og påskriften ’69’ viste hun i 2007 sin sympati med demonstranterne, da Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København blev ryddet. Senere samme år konverterede hun for en enkelt dag til islam og blev klædt på som muslimsk kvinde med tørklæde. Dagen efter var ’Den Muslimske Havfrue’ fortid, og hun var klædt i en hvid Ku Klux Klan-dragt og den ikoniske spidse hat.

To år efter blev hun genstand for en heftig debat, fordi Københavns Borgerrepræsentation havde sagt ja til at udlåne hende til Verdensudstillingen i Shanghai. Mange synes, det var grotesk, at Danmarks nationalsymbol, som aldrig tidligere havde været flyttet, pludselig skulle fragtes helt til Kina.

På samme tid var Birthe Rønn-Hornbech i mediernes søgelys på grund af tvangshjemsendelser af afviste irakiske asylansøgere. Nogen kombinerede de to begivenheder og gav havfruen en Birte Rønn Hornbech-maske på og et skilt om halsen med budskabet ’Send Birthe til Kina i stedet’. Sådan gik det ikke. Oldemor, nu en statue på 96 år, kom til Kina, hvor hun ifølge medierne var med til at gøre den danske udstilling meget populær.

Siden er det gået relativt stille for sig målt på hendes dramatiske fortid. I 2017 blev hun overhældt rød maling i et forsøg på at levere budskabet ’Danmark defend the whales of the Faroe Island’ (Danmark, forsvar Færøernes hvaler), og natten til mandag lagde hun så krop til det politiske budskab om et frit Hongkong. Det er ingen hemmelighed, at kinesiske turister er glade for at besøge Den Lille Havfrue, og på den måde formår min oldemor at målrette et politisk budskab i en statuealder af 107 år.

Havfruens mange forklædninger har sikkert gjort den ellers sørgmodige og ulykkelige statue mindre højtidelig for mange danskere. I familien har vores forhold til Havfruen i hvert fald aldrig været højtideligt. I min mors bil var Haribos lakridser med navnet Poletter fast inventar. På den ene side af poletterne er der en havfrue, og i vores familie er lakridserne altid bare gået under navnet ’havfruer’. »Er der nogen der skal have en havfrue?« ville min mor spørge, og så sad vi der i bilen og gnaskede havfruer. 

Selvom vi har set fordelene ved, at politiske kampe er blevet udkæmpet på min oldemors nøgne krop, ville hun helt sikkert ikke selv have syntes om det. Det mener min far, som modsat mig har kendt min oldemor. Hun var en fin gammel dame, da han kendte hende, og tiden var en helt anden. Faktisk ville hun have haft det ganske forfærdeligt med det, vurderer han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Sikke et liv - og fortalt med et skævt smil og et blink i øjet. Herligt!

Christian Skoubye, Gitte Loeyche, Eva Kjeldsen, Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel, Morten Voss, Katrine Damm og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar
charlotte keck

Tak for en spændende beretning. Er ansigtet også Eline Eriksens? Jeg mener at have læst, at det er modelleret over en kongelig balletdanserinde.

Peter Beck-Lauritzen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

'Den lille Havfrue' er ikke nogens oldemor - men et eventyr af H.C. Andersen.

charlotte - det har jeg også hørt

Kristian Jensen

Jeg har hørt at familien skal have royalites på 10.000 dkr, hver gang nogen bruger et billede af Den lille Havfrue kommercielt. Så det er da en Oldemor med slag i på mange måder.

Var det ikke Eline Eriksen selv, der var kgl. balletdanserinde?
Hvis ja, hvorfor nævnes det så ikke?

Tino - jeg KAN huske fejl, det er en del år siden, jeg hørte historien - men ballerinaen hed vist Price. Hun havde danset Den lille Havfrue på balletten og skulle derfor sidde model. Men hun ville ikke smide klunset, så alt under halsen sad Solveigs oldemor vist model til.

Niels - du har ret. Det var sådan, det var.
Hendes navn var Ellen Price, men jeg har altid troet, at hun sad model til HELE havfruen.
Jeg har er dog ingen grund til at underkende Solveigs spændende familiehistorie.

Enig i at det er en fin artikel med glimt i øjet; og jeg kan godt lide vinklen, at nu er der måske nogle fotograferende-glade kinesere, som kommer hjem med billeder af den lille havfrue som HongKong-aktivist - sådan har Kina vist ikke fået den serveret før! :-D

Har ellers altid førhen tænkt, at var man 'ond' over den lille havfrue, så ligegyldigt, hvad budskabet var, så kom det altid til at handle om, - tænk dog at nogen kunne finde på det... - og dermed trængte budskabet ikke igennem.
- Og nu vil den gode poletlakrids så også komme til at hedde havfrue hos mig :-)

Helle Degnbol

Så skøn en oldemor. Og hun kan være stolt, dvs. hun ER givetvis stolt af sit oldebarn. For ja, det er en fremragende artikel.

Jørgen Christian Wind Nielsen

I mine unge dage brugte vi faktisk små poletter af metal til at betale i bus og sporvogn. Og der var et billede af den lille havfrue på den ene side. Jeg har måske stadigvæk en eller to

Kristian Jensen

Det er gange ulækkert at se hvordan Evard Eriksen ustandseligt slår plat hver eneste billede af havfruen. Den statue er vist købt og betalt for længe siden, I skulle overveje at arbejde lidt for pengene, måske skabe noget selv?