Performancekunstner Jessie Kleemann: Det jeg gør med med min krop, det er mit. Jeg vil give det til jer, men jeg bestemmer

Med performancekunsten tager internationalt anerkendte Jessie Kleemann ejerskabet over sin egen krop tilbage efter en barndom med overgreb. Hun afsøger tilhørsforhold og magtbalancer, og bruger typiske grønlandske genstande i sine værker, som også handler om at ruske op i opfattelsen af grønlandsk kultur. »Vi er ikke længere et oprindeligt folk, men hvad er vi så,« spørger hun

Kunstneren Jessie Kleemann var i pleje forskellige steder, indtil moren giftede sig igen og hentede sin otteårige hjem til sig. Jessie Kleemann fortæller, at hun som ung var dybt deprimeret og være fundamentalt i tvivl om, hvordan hun »kunne være som menneske, når jeg nu var så uværdig til at blive elsket.«

Sigrid Nygaard

31. januar 2020

Kommentarer (0)

Jessie Kleemann præsenterer sig selv som genert. I hvert fald verbalt. »Kom indenfor, jeg er lidt genert,« siger hun, da jeg besøger hende i hendes lejlighed på Amager.

Så ved man det. Lige det ord havde jeg ikke selv fundet på at bruge om den 60-årige grønlandske performancekunstner, som dagen før optrådte i et lokale på inde på Kunstakademiet i København foran en flok forfatterskoleelever, hun havde undervist samme dag, og en flok almindeligt nysgerrige fremmødte.

Her krængede hun anorakken med Grønlandskort som mønster af sig og gebærdede sig rundt på gulvet, først nøgen, så iført en sort kjole med kalvekrøs, senere indhyllet i et stykke stof. Med nogle få rekvisitter såsom en lang stang og nogle særlige grønlandske skibskiks i blå papæsker skabte hun situationer, der virkede rituelle i det, men hvis rituelle funktion man så hele tiden ikke fattede alligevel, fordi situationen i mellemtiden havde udviklet sig til noget nyt.