Der sidder to brokrøve i et studie på Nørrebro og laver forbandet umoderne reggae

Jeg sidder i et studie på Nørrebro i København med de to reggaemusikere, Klumben og Raske Penge. Der er computerudstyr og synthesizers overalt. Imellem udstyret blinker kæder af dioder med jævne mellemrum. På hver sin stol sidder de to rappere. De ligner mennesker fra to forskellige verdener. Raske Penge taler konstant igennem sit store brune skæg, mens Klumben sidder og tegner, stadig med jakken på.

Det er den meget talende Raske Penge og den lidt indesluttede Klumben, der viser sig i det her interview. Et interview, som de selv omtaler, som deres første vokseninterview. For voksne er de blevet, siden de udgav landeplagen »Faxe Kondi« i 2012. Men på hver deres måde.

Raske Penge tager ordet i studiets støvtætte luft og taler om, hvordan det er at arbejde sammen som kunstnere, når man er meget forskellige mennesker:

»Det er et slags yin og yang-forhold. Jeg har fået børn, mens vi har lavet Livet. Klumben arbejder jo stadig om natten. Jeg planlægger ting, Klumben følger med følelsen, flowet. Jeg er blevet afhængig af andre mennesker, af min familie. De er afhængige af mig. Mit liv er et børneliv, hans er et natteliv.«

Klumben supplerer ham:

»Rasmus (Raske Penge, red.) vil gerne have, at det hele er politisk, mens jeg måske repræsenterer det lidt mere livlige. Han er dagen, jeg er natten.«

Fra slumliv til eurosedler

Klumben og Raske Penge kom for alvor i mediernes søgelys omkring 2011 med sange som »Faxe Kondi«, »Rundt« og »Kriminel«. Det skete på et tidspunkt, hvor dansk rap i øvrigt var præget af en helt ny generation af rappere, som Kesi, Gilli, Sivas, Kidd og Ukendt Kunstner. De kom alle fra miljøer omkring Nørrebro, Brønshøj og Husum, og de opfandt en hårdtslående lyd og skrev om livet på gaden med fester og vold og om at få succes.

Det gjorde Klumben og Raske Penge ikke. I stedet sang de om at kæmpe sig igennem livet, om at være fattig, ryge joints og hænge ud med vennerne.

Alligevel har de to musikere haft to meget forskellige indgange til musikbranchen.

Raske Penge blev kendt i det aktivistiske venstrefløjsmiljø i 00’erne. Hans borgerlige navn er Rasmus Poulsen, og han er født i 1977 lige nord for Aalborg. Han var en outsider og alene i den lille by Vestbjerg, men da han flyttede til København fandt han et hjem. Ungdomshuset.

Han blev reggae-dj med en tydelig politisk indignation. Han spillede til Ungdomshusets fester og lagde lyd til det oprør, som kulminerede med rydningen af samme sted i 2007. Han var politisk musiker med stort P.

Klumben, der er født Christian Andersen, er ti år yngre end Raske Penge. Han voksede op i provinsbyen Slagelse og rykkede fra byen af samme grund som så mange andre: Han kedede sig. Han ville ind til København for at se, hvad der skete.

Fra graffitien gik det ind i musikken, hvor han blev vært for torsdagsklubben Tung Torsdag på Bolsjefabrikken i Københavns Nordvestkvarter. Her ledte han slagets gang, mens han sad og røg fede i en sofa på scenen.

Anders Rye Skjoldjensen

Det er ikke, fordi Klumben ikke har holdninger. Raske Penge insisterer på, at Klumben er blevet langt mere politisk, efter at de har mødt hinanden, men det var bare ikke politik, der fik ham til at lave musik. Det var fester, venner og hash, fortæller han.

Piratfester var et fast inventar i København i 00’erne, og det var til disse illegale fester at Klumben og Raske Penge mødte hinanden. De kunne begge godt lide reggae, og de kunne begge godt lide hash.

»Vi mødtes for at lave musik, sidde og ryge og tale om kæresten, der mente, man aldrig var der,« som Klumben formulerer det. 

Så meget havde de til fælles. Men derfra skilte vandene sig. For deres musik var forskellig.

Klumben skrev tekster om damer og om at stjæle, mens Raske Penge forsøgte at videregive et lidt dybere budskab. Hans musik kombinerede fest og politik, og kom til at genstarte en del af dansk rap kendt som Danskhall. En genre, som er mindre hårdtslående og handler mindre om tøj og mere om social undertrykkelse. Mindre om at pushe og mere om at ryge.

Lortereggae

Tilbage i studiet spørger jeg dem om titlen på albummet, og Raske Penge forklarer:

»Det handler om at kæmpe sig igennem livet. Om ikke at give op. I populærmusikken handler det meget tit om at have det virkelig godt, men den her handler om at kæmpe og blive ved. Den afspejler vores karriere. At det er gået virkelig godt, og at vi måske bare ikke rigtig er på mode længere. Reggae er ikke på mode.«

Nej, reggae er ikke på mode lige nu. Det har den ikke været i lang tid, og det er, som om at genren lider den skæbne, at den ofte bliver glemt, når der ikke lige er et hit, bemærker Raske Penge.

Klumben og Raske Penge var en del af den tredje bølge af danskinspireret reggae og dancehall. De tog over for afdøde Natasja og drengene i Bikstok Røgsystem, der med deres lidt fjollede lyd har givet dansk reggae og dancehall et lidt blakket ry blandt de etablerede musikanmeldere. Mens Klumben tegner nogle kruseduller på et stykke lyserødt papir, siger han lidt opgivende:

»Det, der har hittet, har jo altid været det lette. Det skal være sjovt, det er sådan, folk tænker om reggae. Vi har jo også været med til den del. ’Faxe Kondi’-sangen er da mega lalleglad. Den handler om hash og sodavand. Men det er ikke den slags musik, vi typisk laver.«

Raske Penge udbryder indigneret:

»Jeg synes, at det er sygt irriterende, at reggae bliver opfattet som glad musik. Det synes jeg er pissefucking irriterende. Det er ikke det fede ved genren. Jeg hører aldrig glad reggae. Jeg hader det lort.«

Med tiden er det blevet Klumben, som er idémand til mange af numrene. Det er ham, der har tiden til at blive i sin boble, mens Raske Penge møder op og laver sin musik. Han synes, at de fleste af Klumbens ideer er gode, men på ét punkt siger han stop: sexisme.

»Klumben har lavet et nummer, der hedder ’Sprød tøs’. Det handler om kvinders røve. Sådan en sang ville jeg aldrig være med på. Jeg vil gerne lave musik, der er helt fri for enhver form for sexisme,« siger Raske Penge.

Reggae og dancehall er genrer, der i mange år har været berygtet for deres næsten morderiske syn på homoseksuelle og stærkt sexistiske kvindeblik. En diskussion, som åbner op for dette interviews politiske vinkel. I første omgang reagerer Klumben dog ikke rigtig på Raske Penges udsagn. I stedet nøjes han med at bekræfte, at musikmiljøet har flyttet sig virkelig meget de seneste år:

»Folk, som vi hænger ud med, ved godt, hvordan man skal tale om andre mennesker. Der er kommet en anden omtanke i miljøet, og sådan har det jo ikke altid været.«

Det er en slags undskyldning, der ikke rigtig forholder sig til Raske Penges anklage om sexisme.
Mens han starter lidt ny musik på sin computer, fortsætter Raske Penge sine betragtninger om politisk kunst og reggae som genre. Det er generelt ham, som dominerer samtalen, og det er også ham, som sidder inde med visionerne:

En kompliceret opgave. Især når man er to om et samarbejde.

»Vi har prøvet at tage ansvar selv. Vi ville ikke have, at homorettighedsorganisationerne skulle komme til os og sige, at dansk reggae var vildt homofobisk, så derfor har vi forsøgt at ændre det selv ved ikke at spille homofobiske numre, når vi dj’ede. Men situationen er også kompleks. Der er jo også en grund til, at reggae har det her blik på homoseksualitet. Der er kæmpe aids-problemer på Jamaica, og man bliver hele tiden nødt til at identificere sig som helt ekstremt heteroseksuel. I musikernes tekster bliver det så til ’brænd bøsserne’. Det er ikke så nice.«

Klumben er stille et øjeblik – men siger så:

»Nej, men vores uenighed om musik har heller aldrig handlet om, at jeg ville synge ’brænd bøsserne’. Jeg synes bare godt, at man kan synge om kvinder. Vi har jo også haft den kvindelige rapper Goldie til at varme op for os. Hun synger om alle de mænd, der skal slikke hendes fisse. Det er da ret interessant.«

Raske Penge slår sit argument fast:

»Det er da vildt interessant. Jeg gider bare ikke bidrage til, at mænd skal synge om kvinders røve. Jeg tror, at det ville være vildt mærkeligt, hvis ’Sut den op fra slap’ var kommet i dag. Jeg kan sagtens forstå, at det er kunst, men jeg tror, at der er sket noget blandt de mandlige rappere og reggaemusikere. Det er ikke, fordi jeg har en færdig teori, men jeg tror ikke, at sexisme er på mode længere. Det eneste nummer på Sivas’ første plade, hvor der bliver sagt ’bitch’, er det nummer, hvor en gammel dreng som L.O.C. er på. Jeg tror på, at der er en konsensus om, at man ikke taler sådan om sine søstre og mødre.«

Klumben er mere tvivlende:

»Jeg tror måske bare, at vi er fanget i vores lille boble i København. Jeg tror ikke, at det er alle, der forstår den her politiske korrekthed. Jeg vil i hvert fald ikke prædike alt for meget i musikken.«

Sådan en slags meningsudveksling virker til at være typisk for deres relation. Raske Penge kommer med det stædigt færdigtformulerede argument, og Klumben nuancerer det med sine indsigelser.

Vi er blevet trætte, og jeg ryger en cigaret med Klumben, inden jeg forlader dem på det Nørrebro, som satte skub i deres karriere.

»Vi er bare nogle brokrøve«

En uge efter mødes vi i Fælledparken for at komme nærmere ind på forholdet mellem politik og kunst. Det er for en gangs skyld en smuk solskinsdag i denne gråtunge vinter.

Der foregår ofte en diskussion af forholdet mellem politik og kunst. Skal kunsten være ubesmittet og holde sig fra at kommentere på samtiden?

Reggae har næsten altid været eksplicit politisk, så derfor er jeg interesseret i at vide, hvad de ikke ville gøre – hvor tæt vil de eksempelvis gå på et politisk parti? Raske Penge er igen først og klar i mælet:

»Jeg har sagt nej til virkelig mange politiske job. Jeg har nogle sager, som jeg brænder meget for, og jeg er klart mest enig med dem, der er længst ude på den radikale venstrefløj. Men jeg går jo også meget op i legalisering af alle rusmidler, og det er jo en ultraliberal ting. Jeg kan ikke sige ja til hele pakken.«

Klumben skodder sin smøg og istemmer:

»Vi sidder jo ikke inde med svarene. Vi er bare nogle brokrøve, der i stedet for at skrive læserbreve skriver musik.«

Vi går lidt i stilhed, inden Raske Penge understreger reggaens historiske aner:

»Vi laver musik, så du føler, at du har en kammerat i hårde tider. Reggae er lidelsesmusik. Det handler om at stjæle, være arbejdsløs, sulte og græde. Sådan er det. Det er langt tættere på mit eget liv.«

Her er Klumben enig og griner med sin tørre latter:

»Det er ikke fedt at rappe om at bruge 12.000, hvis det er dine sidste 12.000.«

Mentalt slaveri

Der er en ting, som irriterer Raske Penge ved samtidens rappere. Han synes ikke, at dansk musik er politisk nok. Han synes, at de unge rapper for meget om biler, tøj og diamanter. Han mener, at det er en slags mentalt slaveri, og understreger, at der ikke er noget fedt ved, at man giver sine penge væk til industrier, der er dårlige for klimaet, underbetaler deres medarbejdere og skaber falsk værdi.

»Rappere bliver jo typisk hurtigt rige, og derefter gældsætter de sig for resten af livet. Man ser også bevægelsen i Danmark. Man går fra at lave et vidnesbyrd fra undergrunden til at lave succesrap.«

Her er Klumben og Raske Penge især uenige om en ting: kommercielt arbejde.

Raske Penge holder sig fra kommercielle samarbejder, mens Klumben har lavet en del sammen med drengene fra Cheff Records. De har lavet deres egne chips med KiMs og kørt Danmark rundt i en Folkevogn, som en del af en reklamekampagne.

Klumben står på det rigtige i samarbejderne. I løbet af vores samtaler har han kæderøget og mest af alt nikket samstemmende, når Raske Penge har udtalt sig, men nu liver han op:

»Jeg tænker ikke, at KiMs er en eller anden ond virksomhed. For mig handler det om, hvad man lægger i det. Jeg vil da gerne tjene penge, fordi jeg laver musik. Det er jo mit arbejde. Penge køber tid til at lave kunst. Jeg er mit eget produkt. Det bliver jeg nødt til at sælge.«

Anders Rye Skjoldjensen

Raske Penge vil langt hellere værne om sig selv som et produkt, og de fortsætter ud i en diskussion, hvor de aldrig rigtig bliver enige. Raske Penge mener, at det udvasker hans image som politisk rapper, hvis han indgår kommercielle samarbejder. Og det er vigtigt. Imaget.

Det er ikke andet end få uger siden, at den storsælgende rapper Juice Wrld døde af en overdosis i en lufthavn. Som en sløjfe på interviewet binder Raske Penge kritikken af nutidens rappere sammen med vores samtid:

»Musikken i dag handler om at hygge sig inden for de rammer, der er. Folk er udmattede, og derfor søger folk en vej i eskapismen og selvdestruktionen. Men det vil vi ikke. Folk kan jo sidde og høre Klumben og Raske Penge og få det lidt politisk. Men vi er ikke naive. Vi er jo også bare et produkt, som bliver streamet på Spotify. Vi er alle sammen en del af systemet.«

Og det er vi jo nok. En ting er sikkert. Der sidder to brokrøve i et studie på Nørrebro og laver forbandet umoderne reggae. De insisterer på, at genren har en rolle som festrappens politiske makker. Nogen må lave sange om andet end guldure og diamanter. Det prøver Klumben og Raske Penge stadig på. Principperne ændrer sig ikke.

Klumben og Raske Penges debutplade ’Livet’ er udkommet den 25. oktober. Den er produceret af rapperen TopGunn