Læsetid: 12 min.

Hvad sker der, når fire mennesker sættes til at kigge på et kunstværk i en hel time?

28 sekunder. Så kort tid bruger den gennemsnitlige museumsgæst på hvert værk på et kunstmuseum. I forbindelse med serien ’De moderne hjerner & kunsten’ udfordrer fire af kulturredaktionens journalister dén tendens ved at tilbringe intet mindre end 60 minutter med ét værk
Asger Jorn: ’Im anfang war das Bild’

Asger Jorn: ’Im anfang war das Bild’

Statens Museum for Kunst

10. januar 2020

Kulturredaktionen har besluttet at kaste sig ud i et eksperiment: Vi vil bruge mere end 100 gange så lang tid på ét værk, end den gennemsnitlige museumsgæst gør. En hel time uden telefon, kontakt med andre mennesker, blok og pen – kun med værket. Fire forskellige journalister med fire forskellige museumsvaner.

Men først skal vi have valgt et værk at kigge på. Så jeg ringer til Dorthe Aagesen, overinspektør og kurator på Statens Museum for Kunst.

Det tager hende ikke lang tid, før hun i en mail sender et link til et billede af silkeborgenseren Asger Jorns (1914-1973) Im Anfang war das Bild (på dansk: ’I begyndelsen var billedet’, 1965).

»Der er mange værker, jeg sagtens kunne bruge en time med, men jeg vender altid tilbage til dette,« skriver hun i mailen om maleriet, som er et af Jorns senere værker. Jeg ringer hende op for at høre nærmere:

– Hvorfor har du valgt netop dette billede?

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Svennevig
  • Steffen Gliese
  • Katrine Damm
  • Peter Knap
  • Maj-Britt Kent Hansen
Michael Svennevig, Steffen Gliese, Katrine Damm, Peter Knap og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Mens jeg læste denne artikel, tænkte jeg: fordybelse. Og så skriver du det netop - til sidst, Katrine Hornstrup Yde!

Det er en god begyndelse. Jeg havde dog foretrukket at de 4 havde sat sig til at iagttage kunstværket sammen og ført en samtale om det. Samtalen kunne være forberedt, så man holdt sig til at betragte kunsten og ikke forladt til 'snak'.
Jeg har gennemført vældigt mange af den slags kunstbetragtninger se www.udviklingskunst.dk
Det kan varmt anbefales. For oplever man kunsten og ikke kunsthistorien. Og det kan ENHVER gøre, uanset forudsætninger.
Ove Frankel

Randi Christiansen

Hold kæft en gang rod sammen - en voksen, der leger barn. En voksen/barn hybrid. Er det interessant? Ikke for mig. Ingen æstetiske kvaliteter i billedet men en masse historier, man kan bevæge sig rundt i på et billede, som dog holdes sammen, som ikke 'vælter'. Er historierne interessante? Hvilken tilstand efterlades man i? Enhver må jo afgøre med sig selv, hvad der gælder for dem. Jeg gad ikke ha det på væggen.

Randi Christiansen

Og jeg er helt klar over, at et asger jorn billede, skal man ikke kritisere, hvis man vil regnes for at være kunstforstandig. Så derfor hører jeg gerne en sådan forklare mig, hvorfor dette billede har status af musealt nationalikon?

'Sure Randi' - jeg kender heller (?) ikke billedet, og den bette gengivelse kan jeg ikke se meget på... - så måske jeg vil bevæge mig afsted og se på det i det virkelige liv ;-) Så kan jeg jo se med mine egne øjne - bliver nok ikke en hel time, men er faktisk blevet nysgerrig :-)

Randi Christiansen

@katrine - 'sure randi' - taler du engelsk til mig, eller syns du bare, jeg er sur?

Jeg kan så informere dig om, at selv om det måske lyder sådan, er jeg ikke sur bare grundlæggende skeptisk over for den ikoniserede (kunstakademiets optagelseskriterier f.eks.) og museale kunstforståelse.

Kunst er jo i høj grad et spørgsmål om smag og behag, det er klart. Men der er dog visse faste parametre, man kan lægge til grund for sin kunstforståelse. Og den vigtigste for mig at se er netop 'con amore' ... kan jeg lide, det jeg ser? Hvorfor eller ej, og i øvrigt tillade sig sit eget syn selvom det måtte gå imod evt ikonisering. Især efter man har hørt eksperters forklaring på, hvorfor de finder netop dette værk værdigt til at hænge på statens museum for knust.

Og næste gang jeg har mulighed for at besøge det, vil jeg helt sikkert atter lægge vejen forbi jorns værk.

Det var dansk jeg talte til dig Randi, ved godt at 'sure Randi' var lidt strid, - var bare lidt overrasket over - i min - læsning, dine vredladne indfaldsvinkel, - synes jo netop ikke nogen af de fire, der har siddet foran værket i en time siger skriver noget om, at det skulle være et ikonisk værk - bare at de beskriver deres oplevelse.

Randi Christiansen

@katrine - ok, så forstår jeg bedre. Jeg kan ikke læse artiklen, men den museale ikonisering ses ikke kun i, at billedet er udvalgt til en så fornem plads men i dette tilfælde i, at det er overinspektørens valg.

Hvilket hun selvfølgelig har lov til, men som du ikke kan være i tvivl om, har jeg sjældent meget til overs for eksperternes kuratering.

Steffen Gliese

Jeg synes, det er interessant, at folk i den grad søger følelsen i kunsten, i stedet for forståelsen og erfaringen - og det at annamme og relatere til kompleksiteten fremfor forelskelsen i detaljen.
En af de iagttagelser, man kan rose Aristoteles for, er, at helheden er større end summen af de enkelte dele.
Her synes jeg, at det er sjovt, at der ikke er én af de fire, der har set de samme motiviske figurer.

Randi Christiansen

@steffen - jeg synes, det er interessant, at man ikke længere kan tale om de skønne kunster. Det er som om opløsningens og grimhedens æstetik har overtaget scenen. Hvorfor mon?

Og da jeg ikke kan læse artiklen, kan du måske fortælle mig, hvad de fire siger, de får ud af at se på jorns billede?

Når jeg forstørrer på min tablet, gives en udmærket gengivelse. Jeg ser grimme farver og infantile motiver, som udtrykker et kaos nødtørftigt holdt sammen af billedrammen. Hvad er det jeg overser?

Michael Svennevig

Herlig artikel. Tak for inspirationen.
Jeg vil begynde at gå på museer igen...

Steffen Gliese, Katrine Damm, Anna von Sperling og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar

Beklager. Jeg er af den mening at det er en ganske overflødig artikel. Brug hellere spalteplads og journalist timer på artikler om internationale forhold og verdenspolitik. MVH

Steffen Gliese

Man kan bestemt tale om de skønne kunster, de har bare altid været skønne, men ikke kønne - før i eftertiden, hvor blikket havde udviklet sig.
Det er svært at forestille sig i dag, at folk var ved at kaste op over Monets åkandebilleder, f.eks., eller at van Gogh blev vurderet så lavt, at han i hele sit liv kun solgte et billede, og at det var af medfølelse.

Randi Christiansen

Ja steffen, den kunstpolitiske korrekthed hærger. Pludselig er grimhedens æstetik moderne, og skønhed anses for at være kitsch. 'Been there, done that' siger man blasert, mens man hænger vederstyggeligheder på væggene, synes at man er meget med på noderne men overser den ægte kunst. Som f.eks. dem du nævner.

Forleden så jeg tv programmet om anna anker, hvis geni først rigtig er blevet set af eftertiden. Har man derimod lyst til at blive underlig til mode, skal man bare svælge i billeder som jorns.