Fordybelse
Læsetid: 12 min.

Hvad sker der, når fire mennesker sættes til at kigge på et kunstværk i en hel time?

28 sekunder. Så kort tid bruger den gennemsnitlige museumsgæst på hvert værk på et kunstmuseum. I forbindelse med serien ’De moderne hjerner & kunsten’ udfordrer fire af kulturredaktionens journalister dén tendens ved at tilbringe intet mindre end 60 minutter med ét værk
Asger Jorn: ’Im anfang war das Bild’

Asger Jorn: ’Im anfang war das Bild’

Statens Museum for Kunst

Kultur
10. januar 2020

Kulturredaktionen har besluttet at kaste sig ud i et eksperiment: Vi vil bruge mere end 100 gange så lang tid på ét værk, end den gennemsnitlige museumsgæst gør. En hel time uden telefon, kontakt med andre mennesker, blok og pen – kun med værket. Fire forskellige journalister med fire forskellige museumsvaner.

Men først skal vi have valgt et værk at kigge på. Så jeg ringer til Dorthe Aagesen, overinspektør og kurator på Statens Museum for Kunst.

Det tager hende ikke lang tid, før hun i en mail sender et link til et billede af silkeborgenseren Asger Jorns (1914-1973) Im Anfang war das Bild (på dansk: ’I begyndelsen var billedet’, 1965).

»Der er mange værker, jeg sagtens kunne bruge en time med, men jeg vender altid tilbage til dette,« skriver hun i mailen om maleriet, som er et af Jorns senere værker. Jeg ringer hende op for at høre nærmere:

– Hvorfor har du valgt netop dette billede?

»Det er et krævende billede. Det er ikke sådan, at der falder ro over en, og man kan sidde og meditere. Det støder også en bort, skaber støj og forstyrrelse. Man tror lige, man har genkendt et motiv, men når man lader øjet vandre videre, tager motivet form som noget andet. Jeg bliver stadig udfordret af det her billede. Man bliver ligesom ikke færdig med det.«

»Billedet bliver regnet for et af Jorns væsentligste. Det skriver sig ind i en række af meget store maleriske statements.«

– Hvor lang tid tror du, folk almindeligvis bruger på det?

»Jeg tror ikke, folk bruger særlig lang tid.  Man scanner hurtigt hen over billedet. Det her er ikke et billede, der egner sig til at blive fotograferet og gengivet på en skærm. Stofligheden og størrelsen gør, at man skal opleve det i virkeligheden.«

– Hvad tror du, vi kommer til at få ud af at bruge en time med dette værk?

»Jeg tror, at det tager tid at overskue de mange forskellige niveauer, der er i billedet. Der er både noget figurativt, man kan få øje på ansigter og figurer i det. Så er der det rent stoflige: Hvordan de forskellige typer af maling er påført på lærredet. Malemåden er nogle steder med meget heftige strøg, andre gange har han brugt en spatel eller sprøjtet malingen på.«

Med Dorthe Aagesens anbefaling er der ikke andet for. Vi må finde ud af, hvad der sker, når vi bruger en hel time alene med Im Anfang war das Bild.

Nu har jeg set det, tænker jeg

Iben Katrine Alminde

Jeg bliver simpelthen nødt til at spørge nogen, hvad klokken er, tænker jeg, mens jeg alligevel holder mine øjne klæbet til det store maleri foran mig. Den museumsvagt, som jeg bad fortælle mig, når der er gået en time, må have glemt mig. Det betyder, at jeg kommer for sent til den biografaftale, jeg har med min søsters børn. Der må efterhånden være gået timevis.

Da jeg fik opgaven, kunne jeg straks mærke en lille hjertebanken. En hel time med ét værk – og uden kontakt med omverdenen. Det fik mig til at tænke på, hvordan min mor ofte fortæller stolt om den dag, hun brugte otte timer på La Reina Sofía, Spaniens nationale kunstmuseum.

Jeg derimod kunne nærmest ikke forestille mig noget værre. Jeg nyder at gå på kunstmuseum. Men når jeg har set et maleri. Så har jeg altså set det.

Måske er der simpelthen også forskel på, hvor lang tid det tager at se, altså bare at registrere et billede, alt efter hvor trænet man er i det. Jeg er digitalt indfødt, og ifølge min app bruger jeg i gennemsnit 28 minutter om dagen på at scrolle igennem Instagram, hvor jeg nok bruger mindre end ét sekund pr. billede. Det er benhård træning i at se billeder hurtigt igennem uden at dvæle.

Og nu sidder jeg altså her foran Asger Jorns Im anfang war das Bild. Og jeg holder mig i skindet og taler ikke til nogen, men koncentrerer mig, det bedste jeg har lært, om værket foran mig.

Jeg tænker på, om de andre gæster bruger længere tid foran maleriet, fordi jeg sidder der. Lidt som når man børster tænder sammen med andre mennesker og uagtet kommer til at konkurrere om, hvem der bliver ved længst.

Jeg fornemmer også, at nogen tager et billede af mig. Måske tror de, jeg er installeret der af museet. Den eneste interaktion med et andet menneske, jeg har i løbet af den time, er med en person, der træder ind foran mig. »Is it ok?« spørger vedkommende og tager et billede af maleriet med sin telefon. Min telefon ligger slukket i min taske tre meter fra mig.

I billedet træder der flere og flere figurer frem, jo længere tid, jeg sidder foran det. En fredsdue, en himmel, en storm, en bedrøvet skikkelse, der løfter poten, som når man signalerer ’stop’, en pande, et juletræ, en svane, en kæmpe fugl, en kinesisk drage, en ugle med en hat.

Det er i grunden sjældent, jeg som voksen har ladet min fantasi løbe løbsk på den måde, tænker jeg. Men på et tidspunkt stopper figurerne med at ændre sig, og jeg begynder at gabe og får ondt i hovedet. Nu har jeg set det, tænker jeg. Og da jeg er næsten lige ved at sprænges af kedsomhed, kommer vagten tilbage. Der er gået en time, og han havde altså ikke glemt mig.

Han spørger, hvad jeg har lavet, og jeg forklarer, at jeg er journalist og undersøger, hvordan min moderne hjerne har det med at dvæle ved et værk.

»Ville det have været lige så svært for 25 år siden?« spørger vagten.

»Nej, det tror jeg ikke,« svarer jeg.

Men så alligevel, tænker jeg, en time har vel altid været lang tid.

Når jeg lukker øjnene, kan jeg stadig kan se maleriet for mit indre blik

Rasmus Bo Sørensen

Jeg plejer ikke at være alene, når jeg ser på kunst. Jeg plejer at snakke med nogen, vi plejer at nærme os en forståelse sammen. Nu sidder jeg alene i rum 269a på Statens Museum for Kunst, og ingenting er, som det plejer.

Jeg sidder på en klapstol, jeg har lånt af museet. Min frakke hænger på stolens armlæn, min taske ligger på gulvet. Jeg stirrer på Asger Jorns Im Anfang war das Bild. Jeg har en time foran mig.

Jeg tager en dyb indånding, mens jeg forsøger at overskue hele billedet på én gang. Det kan jeg ikke. Jo mere jeg kigger, desto mindre ser jeg. Elementerne flyder sammen til én stor farveklat, og mine øjne bliver trætte.

Jeg beslutter mig i stedet for at dele billedet op i mindre enheder, seks lige store kvadrater, hvis usynlige streger skærer igennem maleriet som landegrænser på et kort. Nu er billedet overskueligt, og jeg begynder at se.

Ansigter og dyr dukker op, ovale former bliver til øjne, trekanter til næser, jeg ser himmel og skov og ildebrand, og jeg keder mig. Kunst som en rebus af geometriske figurer. Hvor dræbende kan det blive?

Som barn trak mine forældre mig med til den ene kunstudstilling efter den anden, men det var først, da jeg mødte min gode ven Kasper, at jeg for alvor lærte at se på kunst. Det var omkring årtusindskiftet. Jeg var 20 år gammel, han var fem år ældre og røg, så det begyndte jeg også på. Men det var ikke det eneste, han lærte mig.

Vi mødte hinanden på RUC, hvor vi læste sammen, og vi blev hurtigt gode venner, selv om vi var forskellige. Jeg var opdraget til at lave mine lektier og få gode karakterer. Kasper havde brugt sin ungdom på at male ulovlig graffiti og pjække fra timerne. Han var ikke så optaget af at leve op til andres forventninger som mig.

Han malede og skrev og lærte mig en mere personlig og mindre akademisk tilgang til kunst. »Synes du, det er fedt?« ville han spørge, når vi så på kunst sammen, hvilket vi stadig oftere gjorde. Det var det, der betød noget. Selv kunne han analysere røven ud af bukserne på ethvert kunstværk, men det var ikke derfor, han gik på kunstmuseum. Ikke kun i hvert fald.

»Det er bedst at se kunst, når man har tømmermænd,« sagde han engang, »for så er bevidstheden helt tynd, og man er pivåben.«

Jeg husker på hans ord nu, hvor jeg sidder alene foran Jorns maleri. Jeg skulle have haft tømmermænd, tænker jeg, men det er for sent nu.

Jeg rejser mig fra stolen og træder nogle skridt tilbage i rummet. Det er svært for mig at se på maleriet uden at lægge forklarende fortolkninger ned over det. Svært at sidde i maleriets nærvær og bare lade mig gennemstrømme af en følelse. Men det forsøger jeg nu. Det er en god følelse, der rammer mig, en varm følelse. Det er et fedt maleri, Kasper.

Alarmen på min telefon ringer. Der er gået en time. Jeg klapper stolen sammen og går mod elevatoren. På vej ned lukker jeg øjnene og konstaterer, at jeg stadig kan se maleriet for mit indre blik. Jeg kan også genkalde mig følelsen af at sidde over for det. I begyndelsen var billedet, og det er her stadig. Nu bare lidt mere end før.

Et lille syretrip på årskort

Anna von Sperling

»Jeg sværger, de var der ikke lige før!« Jeg kigger mig rundt i den tomme Cobra-sal på udkig efter et menneske. Noget sært er sket, og jeg trænger til artsfæller. Der er dukket tre små figurer, to sorte og en brun, op i maleriets nedre venstre hjørne. I en time har jeg kigget på det, men først nu, netop som jeg har rejst mig, ankom de. I sidste akt.

En time tidligere havde jeg sat mig foran billedet, som jeg havde kaldt: »Noget ’Jår’n’ i glade farver,« da en ven spurgte til mine søndagsplaner. Jeg så ikke frem til opgaven. Normalt bliver jeg en uopmærksom blanding af selvbevidst og rastløs, når jeg træder ind på et museum, og kun mine fødders bevægelse kan lindre. Troede jeg.

For der går ikke længe, før min hjerne begynder at danne historier. I starten lidt for bevidst – jeg skal jo skrive denne tekst, og det er ikke okay at kede andre mennesker – men efterhånden mere utvungent.

Især i billedets mere komplekse og detaljerede centrale område springer væsnerne frem. En ræv med røv, der danser med hovedet dinglende i en snor. En kravlende kvinde i stiletter med et knurrende hundehoved. Et lille syretrip på årskort, der ikke går på kompromis med min hvide januar.

Når historien går i stå, eller den keder mig, prøver jeg andre kiggeteknikker af. Jeg forsøger at høre musik i billedet. Det virker et par steder. Tydelige pauker i toppen. Eller jeg prøver at få de figurer, som jeg har skabt, til at opløses igen. Kniber øjnene sammen, virrer med hovedet, bukker mig og ser maleriet på hovedet. Men den største effekt får jeg ved at ae billedet med øjnene. At følge formerne som var de en blød sten eller en krop. Det virker på min uro. Øjne kan gøre fødders arbejde.

I starten ser jeg en del på de tre ansigter i bunden af billedet. De græder, men jeg har ingen empati. Højst irritation. Hvorfor står de der og piver, vendt væk fra en verden, der tydeligvis er ved at gå helt ad helvede til? Da jeg lidt senere vender tilbage, er de apatiske mænd borte. Ansigtet i midten har nu bløde læber og en fin lille næse. Og det er ikke tårer i hans øjne, men krydser: et dødt barn. Og det, der før bare var en rød plamage i venstre nedre hjørne er nu et nærmest naturtro blodpumpende hjerte med skudhuller i. Ved hans side er hans sørgende far. Og til højre, adskilt af en grøn dal står moderen. Ensom i sorgen.

Jeg bliver meget bevæget. Det har jeg aldrig prøvet før.

Jeg hviler en gang imellem øjnene i den grønne dal med vandfaldet eller på himlen i venstre højre hjørne. Der er rart. Naturen heler. Men da jeg efter mødet med barnet trænger til en skovtur, har sceneriet forandret sig. Jeg ser nu, hvordan blygrå uvejr buldrer i horisonten øverst i billedet. Og hvordan kunne jeg overse lavafloden på vej ned i dalen? KRASH! BOOM! BANG! Så meget for ’glade farver’.

Tidsafgrænset kigning virkede vidunderligt på min uro, og timen går lynhurtigt. Da min telefon brummer i lommen, føles min krop sovende og mit sind summende. Hjernen er endelig holdt op med at prøve at løse maleriet. Gad vide, hvad der kommer efter det?

Jeg må besøge Im anfang war das Bild igen. Så kan jeg også lære de tre små himstregimser i nedre venstre hjørne at kende – hvis de altså er der næste gang.

Det viser sig særligt behageligt at give tid til noget, der kun bevæger sig inde i mit hoved

Katrine Hornstrup Yde

Halvanden time før museet lukker søndag eftermiddag, styrtcykler jeg ud til et mørkelagt SMK. Efter tre minutters kapgang forbi kunsthistorien er den der: Fordybelsens objekt, denne i mit hoved ophøjede mulighed for at lade min sjæl smelte ind i et kunstværk.

Nu skal al verdens støj og distraktion glide væk som, ja, havene for Moses. Her er vi omsider, som Gud havde tænkt det: mennesket & kunsten.

Min tanke er, at dette skal blive som under min førbarns-rejse til den japanske kunstø Naoshima. Min kæreste og jeg kørte på elcykler mellem Chochi Art Museums små afdelinger, der var spredt over øen og bygget ind i klipperne. Ét sted var omgivet af åkander, vi tog skoene af og gik ned under jorden. Til sidst stod jeg alene med kun ét maleri foran mig: et Monet. Et Monet og mig og intet andet i verden at skulle nå. Alle verdens museer virkede som latterlige distraktionsmonstre i sammenligning. Indrømmet: Jeg husker oplevelsen bedre end selve maleriet. Jeg husker mig selv bedre, end jeg husker maleriet.

Denne gang ikke Monet, denne gang: Jorn. Denne gang ikke oplevet underjordisk på en ø, men derimod i en hel time.

Jeg er høj på dagens vindfriske søndagsudflugt. Kroppen er koncentreret træt. Jeg skanner hele maleriets vældige, farverige uoverskuelighed og søger så over i venstre nederste hjørne og begynder at tygge på det med øjnene. Tygge, tygge, tygge, aldrig har jeg haft så lidt travlt med at kigge på noget.

De mindste detaljer ligner hele tiden nye ting. Jeg stopper med at fokusere, hver gang jeg er tilfreds med mit syn: En koket nysende hest med manken redt over i den ene side. Næste punkt på lærredet: En dræberand, der savler gulerodsmos. Og så videre. Jeg overvejer at tænke på Asger Jorn, men vælger det fra igen og vender koncentrationen helt indad.

Min forstenede koncentration på klapstol tiltrækker andre som fluer. En kvinde bremser skarpt op ude på gangen, da hun ser mig i Jorn-rummet. Hun træder ind foran mig, tager først et billede af maleriet, så af titlen og skynder sig videre.

»Er spielt Musik,« siger en tysk kvinde lidt senere til en anden tysk kvinde om noget, der sker oppe i højre hjørne af maleriet. Men der er jeg ikke nået til endnu, så jeg får det lidt, som om hun er braset ind i min hjemmebiograf for at spoile slutningen.

Uanset hvad er det her – overraskende, indrømmet – en utroligt behagelig situation, som gerne måtte vare endnu længere. Måske mange år som filmanmelder gør, at en time ikke føles som så længe. Der sker mere på lærredet end i mange film, jeg pligtskyldigt har siddet igennem. Og så dæmper det min generelle uro, at maleriet ikke er levende.

Jeg har tid til at stene over tid: At COBRA nærmest var en parodi på tidsånd. At tid også er den maling, der tørrede dengang og sidder fast endnu. At man sikkert fysisk kan spore den tid, det har taget penslen at stryge hen over lærredet. At det er særligt behageligt at give tid til noget, der kun bevæger sig inde i mit hoved.

Jeg overvejer også, om jeg mest af alt sidder og kigger ind i mit eget hoved. Mens jeg lidt selvfedt ser mig selv udefra. Er det fordybelse? I hvert fald: Fra nu af skal klapstolen altid med rundt på museer.

Serie

De moderne hjerner og kunsten

Aldrig har vores hjerner modtaget og bearbejdet så meget information som nu. I en ny serie taler vi med hjerneforskere og kunstformidlere, filosoffer og neuroæstetikere, kunstnere og kulturhistorikere for at undersøge, hvordan den digitale verdens flimmer påvirker os. For hvis det er sandt, at internettet forandrer vores hjerner, og hvis det dermed også er sandt, at vores hjerner forandrer kunstoplevelsen – hvordan skal kunsten så reagere? Skal den ile med, eller gå den modsatte vej?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det kræver træning at give sig kunsten i vold. Men nu er I begyndt.

Maj-Britt Kent Hansen

Mens jeg læste denne artikel, tænkte jeg: fordybelse. Og så skriver du det netop - til sidst, Katrine Hornstrup Yde!

Anders Sørensen

Hvad sker der, når otte mennesker sættes til at at kigge på et kunstværk i en halv time?

Det er en god begyndelse. Jeg havde dog foretrukket at de 4 havde sat sig til at iagttage kunstværket sammen og ført en samtale om det. Samtalen kunne være forberedt, så man holdt sig til at betragte kunsten og ikke forladt til 'snak'.
Jeg har gennemført vældigt mange af den slags kunstbetragtninger se www.udviklingskunst.dk
Det kan varmt anbefales. For oplever man kunsten og ikke kunsthistorien. Og det kan ENHVER gøre, uanset forudsætninger.
Ove Frankel

Randi Christiansen

Hold kæft en gang rod sammen - en voksen, der leger barn. En voksen/barn hybrid. Er det interessant? Ikke for mig. Ingen æstetiske kvaliteter i billedet men en masse historier, man kan bevæge sig rundt i på et billede, som dog holdes sammen, som ikke 'vælter'. Er historierne interessante? Hvilken tilstand efterlades man i? Enhver må jo afgøre med sig selv, hvad der gælder for dem. Jeg gad ikke ha det på væggen.

Randi Christiansen

Og jeg er helt klar over, at et asger jorn billede, skal man ikke kritisere, hvis man vil regnes for at være kunstforstandig. Så derfor hører jeg gerne en sådan forklare mig, hvorfor dette billede har status af musealt nationalikon?

'Sure Randi' - jeg kender heller (?) ikke billedet, og den bette gengivelse kan jeg ikke se meget på... - så måske jeg vil bevæge mig afsted og se på det i det virkelige liv ;-) Så kan jeg jo se med mine egne øjne - bliver nok ikke en hel time, men er faktisk blevet nysgerrig :-)

Randi Christiansen

@katrine - 'sure randi' - taler du engelsk til mig, eller syns du bare, jeg er sur?

Jeg kan så informere dig om, at selv om det måske lyder sådan, er jeg ikke sur bare grundlæggende skeptisk over for den ikoniserede (kunstakademiets optagelseskriterier f.eks.) og museale kunstforståelse.

Kunst er jo i høj grad et spørgsmål om smag og behag, det er klart. Men der er dog visse faste parametre, man kan lægge til grund for sin kunstforståelse. Og den vigtigste for mig at se er netop 'con amore' ... kan jeg lide, det jeg ser? Hvorfor eller ej, og i øvrigt tillade sig sit eget syn selvom det måtte gå imod evt ikonisering. Især efter man har hørt eksperters forklaring på, hvorfor de finder netop dette værk værdigt til at hænge på statens museum for knust.

Og næste gang jeg har mulighed for at besøge det, vil jeg helt sikkert atter lægge vejen forbi jorns værk.

Det var dansk jeg talte til dig Randi, ved godt at 'sure Randi' var lidt strid, - var bare lidt overrasket over - i min - læsning, dine vredladne indfaldsvinkel, - synes jo netop ikke nogen af de fire, der har siddet foran værket i en time siger skriver noget om, at det skulle være et ikonisk værk - bare at de beskriver deres oplevelse.

Randi Christiansen

@katrine - ok, så forstår jeg bedre. Jeg kan ikke læse artiklen, men den museale ikonisering ses ikke kun i, at billedet er udvalgt til en så fornem plads men i dette tilfælde i, at det er overinspektørens valg.

Hvilket hun selvfølgelig har lov til, men som du ikke kan være i tvivl om, har jeg sjældent meget til overs for eksperternes kuratering.

Steffen Gliese

Jeg synes, det er interessant, at folk i den grad søger følelsen i kunsten, i stedet for forståelsen og erfaringen - og det at annamme og relatere til kompleksiteten fremfor forelskelsen i detaljen.
En af de iagttagelser, man kan rose Aristoteles for, er, at helheden er større end summen af de enkelte dele.
Her synes jeg, at det er sjovt, at der ikke er én af de fire, der har set de samme motiviske figurer.

Randi Christiansen

@steffen - jeg synes, det er interessant, at man ikke længere kan tale om de skønne kunster. Det er som om opløsningens og grimhedens æstetik har overtaget scenen. Hvorfor mon?

Og da jeg ikke kan læse artiklen, kan du måske fortælle mig, hvad de fire siger, de får ud af at se på jorns billede?

Når jeg forstørrer på min tablet, gives en udmærket gengivelse. Jeg ser grimme farver og infantile motiver, som udtrykker et kaos nødtørftigt holdt sammen af billedrammen. Hvad er det jeg overser?

Michael Svennevig

Herlig artikel. Tak for inspirationen.
Jeg vil begynde at gå på museer igen...

Steffen Gliese, Katrine Damm, Anna von Sperling og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar

Beklager. Jeg er af den mening at det er en ganske overflødig artikel. Brug hellere spalteplads og journalist timer på artikler om internationale forhold og verdenspolitik. MVH

Steffen Gliese

Man kan bestemt tale om de skønne kunster, de har bare altid været skønne, men ikke kønne - før i eftertiden, hvor blikket havde udviklet sig.
Det er svært at forestille sig i dag, at folk var ved at kaste op over Monets åkandebilleder, f.eks., eller at van Gogh blev vurderet så lavt, at han i hele sit liv kun solgte et billede, og at det var af medfølelse.

Randi Christiansen

Ja steffen, den kunstpolitiske korrekthed hærger. Pludselig er grimhedens æstetik moderne, og skønhed anses for at være kitsch. 'Been there, done that' siger man blasert, mens man hænger vederstyggeligheder på væggene, synes at man er meget med på noderne men overser den ægte kunst. Som f.eks. dem du nævner.

Forleden så jeg tv programmet om anna anker, hvis geni først rigtig er blevet set af eftertiden. Har man derimod lyst til at blive underlig til mode, skal man bare svælge i billeder som jorns.