Baggrund
Læsetid: 5 min.

Skotland sørger over tabet af den litterære gigant Alasdair Gray

Alasdair Gray viste nye veje for romankunsten, og hans gennembrudsværk, ’Lanark’, er blevet sammenlignet med James Joyces ’Ulysses’. Samtidig dyrkede han en karriere som særdeles anerkendt billedkunstner
Alasdair Gray tilstod flere gange, at han var overrasket over sin høje produktivitet, i lyset af hvad han selv kaldte »min alkoholisme«. Han forestillede sig, at hans liv ville have taget en anden drejning, hvis han havde fået økonomisk fremgang tidligere i sin karriere.

Alasdair Gray tilstod flere gange, at han var overrasket over sin høje produktivitet, i lyset af hvad han selv kaldte »min alkoholisme«. Han forestillede sig, at hans liv ville have taget en anden drejning, hvis han havde fået økonomisk fremgang tidligere i sin karriere.

Angus Bremner

Kultur
3. januar 2020

Forfatteren Alasdair Gray, som med sin eksperimenterende stil brød nye veje for den moderne skotske romankunst, er død i en alder af 85. Det oplyser hans forlægger Canongate, der i sin pressemeddelelse betegner ham som »en ekstraordinær, uhyre talentfuld og menneskevarm person«.

Fra forfatterkolleger kommer en strøm af mindeord. Krimiforfatteren Val McDermid fremhæver Gray for »at have rokket ved vores forventninger til, hvad skotsk litteratur kan være«, og Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon, betegner ham som »en af Skotlands litterære kæmper og et anstændigt, principfast menneske«. På Twitter tilføjer hun:

»Han vil især blive husket for sit mesterværk Lanark, men alt hvad han skrev afspejlede hans lysende talent. I dag må vi begræde at have mistet et geni. Vores tanker går til hans familie.«

Romanforfatteren Ali Smith kalder Gray for »den moderne tids svar på William Blake« og fremhæver Gray som »en kunstner i alle henseender. Han var et renæssancemenneske. Hans generøse udstråling, som alle der kendte ham fik at mærke, var en kilde til en overrumplende og befriende varme. De gange, jeg mødte ham, var han alt dette i en unik kombination af høflighed, ærlighed, visdom, varme, venlighed, sandhedskærlighed og altid med en kompromisløs vilje til at finde de helt rette ord«.

Gray brød sent igennem. Sin første roman, Lanark, udgav han som 46-årig i 1981. Tre år senere fulgte den eksperimentelle pornografiske fantasi, 1982, Janine, og i 1992 kom Poor Things, hans tøjlesløse genfortælling af Mary Shelleys Frankenstein.

Efterhånden som hans litterære ry voksede, og Gray vandt skønlitterære priser, steg også interessen for hans rige produktion af tegninger og billedkunst. Bestillinger til vægmalerier og portrætter blev gradvis flere, og han afsluttede sin karriere som en af Skotlands mest beundrede og alsidige billedkunstnere.

Aparte og ikke for enhver smag – som en østers eller en trøffel

Gray blev født i det nordøstlige Glasgow og voksede op i en ejendom, som han selv engang beskrev som »et af de første og mest mondæne sociale boligbyggerier«, der var befolket af skolelærere, trykkere og kommunalarbejdere. Han studerede billedkunst på Glasgow School of Art og arbejdede som vægmaler, billedkunstlærer på deltid og teatermaler, alt imens han skrev manuskripter til tv- og radiodramaer.

Allerede i 1954 begyndte Gray at skrive på den roman, der skulle holde ham beskæftiget op igennem 1960’erne og 70’erne. Lanark opdeler historien om et liv i fire bøger og veksler mellem Glasgow og en skyggeagtig udgave af en by, han kalder for Unthank.

Romanen indledes med ’Tredje bog’ om en ung mand, der forsøger at finde et ståsted i en skummel metropol fuld af mystiske sygdomme og går så tilbage i tid og beretter om en Duncan Thaw, som voksede op i Glasgow umiddelbart før Anden Verdenskrig.

The Guardian kaldte den for »en strømmende fabulerende bog af uomtvistelige kvaliteter, men også aparte og ikke for enhver smag – som en østers eller en trøffel«.

Grays ’trøffel’ blev snart sammenlignet med James Joyces Ulysses og grundlagde både dens forfatters og hans forlægger Canongates ry. I tilbageblik 20 år senere huskede Janice Galloway, hvordan romanens »overstrømmende, til tider fortvivlede, men altid intense stemme« indgav hende en følelse af »at være anerkendt og talt og lyttet til«. Som figuren Thaw antyder i romanen, var Glasgows herligheder på en eller anden måde blevet overset, for »hvis en by ikke er blevet brugt af en kunstner, kan selv ikke dens indbyggere fantasere om at leve i den«.

For andre lokale forfattere som Galloway, Ian Rankin, Irvine Welsh og Ali Smith var dette som at vågne, opdage deres egen verden og få den tilbage gennem litteraturen. For Skotland betød det en ekspansion af den kulturelle selvbevidsthed.

Gray fulgte gennembrudsværket op med 1982, Janine – en sadomasochistisk intrikat fantasi med en typografisk opstilling så kompleks, at forfatteren i sin kontrakt insisterede på at få seks korrekturlæsere på – men vendte så tilbage til en mere konventionel realisme i de følgende tre romaner, der udforsker temaer som nationalisme og magtkritik.

Poor Things, en mosaik af victorianske fragmenter vender tilbage til det mere eksperimentelle felt og beskriver Bella Baxters udvikling fra at være en kreation af den geniale kirurg Godwin Bysshe Baxter at blive selvbevidst og selvstændig kvinde.

The Guardians anmelder hyldede den som »en bibliofils paradis af postmoderne præcision«, og avisen hædrede den med sin skønlitterære pris i 1992.

»Jeg føler mig mere rask, når jeg maler, end når jeg skriver,«

Med den litterære berømmelse begyndte Gray at engagere sig stærkere i skotsk uafhængighed. I 1992, umiddelbart før parlamentsvalget, udgav han pamfletten Why Scots Should Rule Scotland.

Decentralisering og øget autonomi var aldrig godt nok for forfatteren, som gav Margaret Thatcher ret i, at Tony Blair var hendes »største bedrift«. Som de amerikanske vælgere, hævdede Gray, »har den britiske vælgerbefolkning ikke nogen mulighed for at stemme på et parti, der går ind for at beskatte den udvidede millionærklasse, der kontrollerer Westminster i nogen meningsfuld grad.«

Hans stadige strøm af romaner, noveller og faglitteratur omfattede også en illustreret oversættelse af Dantes Inferno, der udkom i 2018. Ved siden af sin litterære gerning vedblev Gray at dyrke billedkunsten.

I et interview i 2010, da han udgav en antologi med udvalgte værker fra sin visuelle kunst, forklarede forfatteren, at da hans forældre havde givet ham farveblyanter, før han kunne læse, faldt illustrationer ham måske lettere end skrift, men »det ene er altid en herlig ferie fra det andet«.

»Jeg føler mig mere rask, når jeg maler, end når jeg skriver,« sagde han. »For når man skriver meget og ens hoved er fuld af ord, er man ikke fysisk udmattet. Det er kun ens nervesystem, der er udmattet, så hvis man vil kunne sove, er man nødt til at drikke tæt, medmindre man har større selvdisciplin, end jeg har.«

Gray tilstod flere gange, at han var overrasket over sin høje produktivitet, i lyset af hvad han selv kaldte »min alkoholisme«. Han forestillede sig, at hans liv ville have taget en anden drejning, hvis han havde fået økonomisk fremgang tidligere i sin karriere.

»Jeg tror, at jeg i så fald ville have malet mere, end jeg kom til,« sagde han.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her