Sportsstjerner som Cristiano Ronaldo og Kobe Bryant er #MeToo-resistente af mindst tre grunde

Søndag morgen lokal tid lettede en helikopter fra John Wayne-lufthavnen i Orange County ved Los Angeles. Den havde retning mod Mamba Sports Academy i Thousand Oaks omme på den anden side af den amerikanske millionby, hvor en basketballkamp senere skulle spilles. Det var regnvejr og tåget, og myndighederne havde indstillet det meste af den lokale lufttrafik. Selv LAPD’s politihelikoptere blev holdt på jorden.

Efter en lille halv time i luften mødte helikopteren turbulens og tæt tåge, og klokken 9.45 ramte den en bjergside 50 kilometer nordøst for Los Angeles. Alle ni passagerer om bord blev dræbt.

Den ene var basketlegenden Kobe Bryant.

Dødsfaldet efterlod store dele af verden i chok, og medier, kendisser og civile borgere stod klar til at sørge over og hylde legenden, der døde 41 år gammel i ulykken.

Kobe Bryant var en af verdens bedste basketballspillere. Alle i Los Angeles elskede ham. Han var en kender af klassisk musik. Han donerede millioner af dollar til trængende. Han stod bag utallige magiske sportslige øjeblikke og også en fantastisk kortfilm, Dear Basketball, som han modtog en oscarstatuette for.

Men han havde også en grim sag, som vi hørte mindre om.

I 2003 blev basketstjernen anklaget for at have voldtaget en 19-årig kvinde på et hotel. Han fortsatte sæsonen for L.A. Lakers og pendulerede undertiden mellem retssalen i Colorado og basketballbaner rundt om i landet.

Efter nogle år indgik parterne forlig, sagen blev droppet, og Bryant udsendte en opsigtsvækkende offentlig undskyldning: »Selv om jeg oprigtigt tror, at vi var samtykkende om det, der skete mellem os,« skrev han, »erkender jeg nu, at hun ikke oplevede det på samme måde som jeg.«

Uforståeligt mange penge

Kobe Bryant er ikke den eneste topidrætsudøver med en broget fortid. I årevis har portugisiske Cristiano Ronaldo været på flugt fra en anklage om voldtægt, og samtidig har han uge efter uge spillet for fulde tribuner i Juventus og bliver af mange hyldet som verdens bedste fodboldspiller. Også hans franske kolleger Karim Benzema og Franck Ribéry, footballspillerne Ezekiel Elliott, Jameis Winston, Ben Roethlisberger og Tyreek Hill, MMA-udøveren Conor McGregor samt baseballspilleren Roberto Osuna har eller har haft sager hængende over sig.

Siden MeToo-bevægelsens begyndelse i 2007 er over 250 politikere, filmfolk, forretningsmænd og pressefolk blevet fældet, og mange har mistet deres karriere uden at være blevet dømt. Store navne – Harvey Weinstein, Charlie Rose, Kevin Spacey ...

Hvorfor er der ingen sportsstjerner blandt dem?

»Der er flere forhold, der gør sig gældende,« siger journalist og forfatter Asker Hedegaard Boye, som sidste år udkom på Gyldendal med bogen Spillets forvandling – europæisk fodbold i 30 år.

»Først og fremmest handler det om penge – uforståeligt mange penge. Ikke mange i sportsverdenen har interesse i at fælde de største sportsikoner. Fans, klubber, medier, forbund og organisationer lever alle mere eller mindre for eller af den kraft, der stråler ud af de største spillere.«

– Men det har de vel til fælles med de største kunstnere – filmfolk og musikere – der netop er blevet fældet?

»Ja,« svarer Asker Hedegaard Boye.

»Men pengene er meget større her, og kombineret med to andre forhold er det anderledes: Fanforholdet, som især fodbolden dyrker voldsomt: Enten er du med eller imod os. Og så den maskulinitetsforherligelse, der ligger i meget sport, som også er under forandring, men stadig har godt fat i de fleste dele af fodboldens verden.«

Et maskulint domæne

Sociolog Morten Emmerik Wøldike fra Sex og Samfund er enig og kalder sporten en mandeverden og et »i høj grad maskulint domæne«:

»Modsat kulturbranchen, hvor der ganske vist er ligestillingsproblemer, men trods alt både mænd og kvinder på de fleste områder, er sporten mere opdelt. I fodbold, som er et ekstremt eksempel på en mandeverden, er der nok mange interesser i at holde den slags sager skjult – også blandt dem, der er aktive bag atleterne: jakkesættene med penge,« siger han.

Der er bedring at spore, hvad angår sportens kønnede slagside, siger Asker Hedegaard Boye. Men:

»Man behøver ikke være særlig feministisk anlagt for at kunne se, at i fodboldens verden er et menneske en mand. Det er også derfor, det har været så svært og taget så mange årtier for rigtig mange fodboldinteresserede overhovedet at acceptere kvindefodbold,« siger han.

Det kan aflæses i hele vokabulariet omkring topsport: En mand kan være ’tøset’ eller en ’tøsedreng’, hvis han ikke spiller optimalt, og det har ifølge Asker Hedegaard Boye gjort sporten om ikke immun, så i hvert fald udstyret den med et panser:

»Vi hylder jo de her helte som nogle, der kan noget ekstraordinært, men også som nogle, der på mange måder er ret afstumpede. De satser alt på én ting. Siden de var seks år gamle, har de kun koncentreret sig om og interesseret sig for én ting. Det er ikke nødvendigvis det samme med en filmskaber eller en musiker eller en forretningsmand. Du finder næsten ikke mere endimensionale mennesker end sportsudøverne. I hvert fald i vores billede af dem.«

Endimensionelt blik

At der findes rum, der er mere for kvinder end for mænd eller omvendt, er ikke nødvendigvis et problem, pointerer Morten Emmerik Wøldike. Men hvis der er en kultur, der understøtter overgreb, har organisationerne omkring sporten et stort ansvar for at ændre på det.

»I sporten findes der jo også historier om kvinder, der oplever overgreb fra mandlige trænere. Måske er det den næste branche til at se sig selv mere kritisk i øjnene,« siger han med henvisning til MeToo-bevægelsen.

Men de mange sager, der ikke har fældet topidrætsudøvere, understreger, hvor svært det er at ramme en sportsstjerne.

Ud over maskulinitetsdyrkelsen og de mange penge handler det ifølge Asker Hedegaard Boye om sportsverdenens særlige fan- eller stammeforhold. Blandt især fodboldtilhængere er der en tilbøjelighed til at have et meget endimensionelt blik på verden. 

Hvis Cristiano Ronaldo gør noget forkert – på eller uden for banen – vil halvdelen af fodboldverdenen sige, at det er forfærdeligt og et eksempel på, at han er et forfærdeligt menneske. Den anden halvdel vil sige: ’Det er bare noget, som alle I, der ikke kan lide ham, har fundet på’.

»Den meget primitive opdeling virker meget effektivt i sportens verden. På mange måder er det, hvad fanforholdet bygger på. Tilsammen bliver alle de her faktorer en uheldig cocktail: Vi har fået et underligt endimensionelt billede af, hvad en sportsudøver er: Ofte en mand, som jo faktisk er ret grænseoverskridende i sin adfærd. Firkantet kan man sige, at sport handler om at overskride grænser hele tiden. At gå lige til grænsen og måske endda flytte den. Det er sportens natur. Sådan opdrages sportsfolk,« siger han.

»Og selv om det gør ondt at erkende, er det også sådan, vi opdrages som fans.«