Interview
Læsetid: 11 min.

Tre kritikere satte sig for at skrive 20 års dansk litteraturhistorie. Her gør de status over forsøget

Sidste punktum er sat i Informations forsøg på at skrive det 21. århundredes danske litteraturhistorie, og de tre kritikere bag serien ’20 før 20’, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen, Tue Andersen Nexø og Erik Skyum-Nielsen, gør status over forsøget på at skrive litteraturhistorie ud fra begivenheder
For de tre litteraturkritikere har den begivenhedsbaserede historieskrivning også medført forskellige udfordringer. Især fordi historien er blevet ved med at ske, mens de har skrevet den.

For de tre litteraturkritikere har den begivenhedsbaserede historieskrivning også medført forskellige udfordringer. Især fordi historien er blevet ved med at ske, mens de har skrevet den.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
3. januar 2020

»Det er nærmest umuligt at skrive dansk litteraturhistorie. Vi prøver alligevel.«

Sådan introducerede Erik Skyum-Nielsen den 30. august sidste år læserne til efterårets og vinterens store serieprojekt i Informations litteraturtillæg, 20 før 20 – en begivenhedsorienteret fortælling om dansk litteratur fra år 2000 frem til og med 2019.

Uge efter uge har tre af Informations litteraturkritikere, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen, Tue Andersen Nexø og Erik Skyum-Nielsen, på skift skrevet om de 20 år med udgangspunkt i en konkret litterær begivenhed.

Litteraturhistorien starter med Claus Beck-Nielsens identitetseksperiment i år 2000, hvor multikunstneren går på gaden som den hjemløse Claus Nielsen for bagefter at skrive i Information om sine oplevelser.

De efterfølgende års-artikler har blandt andet fremhævet den hidsige debat om Jørgen Leths erindringsbog og forfatterens relation til kokkens datter i 2005, daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens tale til Jens Smærup Sørensen i 2007, Yahya Hassans livetransmitterede oplæsning i Vollsmose i 2013 og Asta Olivia Nordenhofs læsning af sin egen sygejournal i 2016 som vigtige litterære begivenheder.

Fem måneder efter Erik Skyum-Nielsens forsigtige løfte mødes de tre litteraturkritikere i et lillebitte lokale på Information. Det sidste litteraturhistoriske essay – dét om år 2019 – er afleveret, og Informations danske litteraturhistorie for det 21. århundrede er komplet.

Anders Rye Skjoldjensen

Og projektet er lykkedes, mener både Erik Skyum-Nielsen, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Tue Andersen Nexø, selv om det ser noget anderledes ud, end de oprindeligt havde forestillet sig, da idéen om at skrive det 21. århundredes litteraturhistorie i avisen først kom til dem.

»Vi kan jo godt se tilbage nu og erindre hinanden om, at der oprindeligt var en lidt anden model. Det var en perlerække på 20 forfatterskaber, som var kommet til fra år 2000 og frem. Inden for den ramme kunne man for eksempel have sagt, hvad sker der i 2000 med hensyn til debuter – der dukker Lars Frost op, og det gør Ursula Andkjær Olsen også. Og de er begge kommet med, men nu er de kommet med i begivenhedsform og på en helt anden måde, end vi havde regnet med.

Vi havde troet, at vi skulle håndplukke en buket af de allerbedste. Men det kom vi helt væk fra, og det tror jeg var en stor fordel, for det er lykkedes os at nævne mange flere navne end lige præcis de 20, det kunne være blevet,« siger Erik Skyum-Nielsen.

Litteraturen er i disse år ikke bare statiske ord i en bog

Ved at give sig selv det benspænd at skrive med udgangspunkt i konkrete litterære begivenheder har de tre kritikere været nødt til at gentænke, hvordan man skriver litteraturhistorie, lyder det fra Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen.

»Den litteraturhistoriske grundpræmis er jo simpelthen, at man skriver fra eftertiden til eftertiden, og ved at skrive i en avis – det er jo det, der er forsøget i det her – har vi jo skrevet til samtiden, men også fra samtiden. Og det er her, begivenhederne giver mening, for vi trækker sådan set på, hvad vi selv har oplevet og været involveret i.«

»Der er jo mange af de ting, vi har gjort her, som ikke ville gå i en forskningslitteraturhistorie. Altså, Tue har skrevet om en festival, han har været med til at arrangere, og jeg har skrevet om forlagsverdenen, som jeg også har været involveret i,« siger hun med henvisning til 2001-artiklen om litteraturfestivalen In the making og 2009-artiklen om forlaget Borgens lukning.

Når fokusset på begivenheder har givet anledning til at nævne mange flere navne, hændelser og udgivelser, end en mere traditionel tilgang til historieskrivningen ville have muliggjort, så skyldes det, at en litterær begivenhed sjældent kommer alene, mener Erik Skyum-Nielsen.

»Begivenhederne virker magnetiske. De trækker kontekster, værker og andre begivenheder til sig og giver muligheder for at sætte et perspektiv. De har trukket andre fisk op på stangen, end vi regnede med at få.«

»Jeg kan se på nogle af de sidste bidrag, at det er lykkedes at snige nogle ind fra vores liste over navne, for eksempel meget tydeligt i Tues overblik om 2019, hvor han gerne vil slå et slag for science fiction og magi og fantastik og mystik. Dér har han så endelig fået anbragt en bornholmsk roman, som ikke siger mig en skid, nemlig Nancy af Dennis Gade Kofod. Jeg kan se for mig, hvordan Tue har siddet og sagt jaaa,« siger han og hæver armene triumferende.

Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen: »Jeg tror nu, det var mig.«

Erik Skyum-Nielsen: »Det kan godt være, Kizaja, men jeg kunne bare mærke, at det gibbede i Tue for at få den bragt med ind.«

Tue Andersen Nexø: »Ja, det var godt, at den kom med.«

Erik Skyum-Nielsen: »Det er et eksempel på det med magnetisme, at den gode idé trækker flere med sig. Men fremgangsmåden er selvfølgelig også udelukkende på den måde, at fokusset har givet os en vinklet opmærksomhed. Det, synes jeg, har været meget produktivt.«

Anders Rye Skjoldjensen

Og netop fordi Informations version af en litteraturhistorie tager udgangspunkt i hændelsesnedslag og ikke i værker, genrer eller epoker, sidder de tre kritikere tilbage med følelsen af, at den sagtens kunne have set anderledes ud i sin færdige form.

»Jeg synes faktisk, jeg er ret tilfreds med de begivenheder, vi har valgt, men det er klart, det ville have set anderledes ud, hvis vi havde startet i år 2000 og sagt, ’hvad sker der i år 2000, jo, der sker det, at Lene Kaaberbøl udgiver den første Skammerens datter – det er den store begivenhed i dansk litteratur i år 2000.’ Det kunne man godt argumentere for. Den har godt nok betydet meget for dansk børnelitteratur, men det ville have sendt hele serien i en anden retning, ville jeg have følt,« siger Tue Andersen Nexø.

De tre kritikere er enige om, at begivenhedsgrebet afspejler den måde, hvorpå litteraturen udfolder sig i disse år – som noget levende, skeende og med virkeligheden interagerende fremfor som statiske ord i en bog.

»Mange af de bøger, vi har skrevet om, har jo også været mediebegivenheder, tag Jørgen Leth-sagen, Yahya Hassans eller Claus Beck-Nielsens værker. Her har vi haft at gøre med litteratur, der virkelig ikke kun udspiller sig på en bogs sider, men som også er performativ og virker videre ude i verden.«

»Der har begivenhedsgrebet jo vist sig at være enormt godt, fordi man får noget helt andet og måske mindre ud af kun at læse Jørgen Leths og Claus Beck-Nielsens selvbiografier og Yahya Hassans digte. Samtidig har grebet gjort det muligt at fortælle om de virkelig utrolige og underlige øjeblikke, hvor litteraturen netop, som Erik skrev til at begynde med, sker,« siger Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen.

Historien er blevet ved med at ske, mens vi har skrevet den

LO-formand Harald Børstings gendigtning af Henrik Nordbrandts digt om flygtningebørn i 2015 og Lars Skinnebachs hylende digtoplæsninger i 2003 ville for eksempel måske ikke have fundet vej ind i en mere traditionel litteraturhistorie.

For de tre litteraturkritikere har den begivenhedsbaserede historieskrivning også medført forskellige udfordringer.

Især fordi historien er blevet ved med at ske, mens de har skrevet den.

»Det er jo sket flere gange, at nærmest midt imens vi sidder og skriver, så sker der et eller andet. Måske især i Kizajas artikel om Yahya Hassan, hvor han valgte at udkomme med en bog dagen før din deadline eller sådan noget, ikke?« spørger Tue Andersen Nexø med tanke på sin medkritikers artikel om 2013, hvor den unge digter tog landet med storm.

»Jo, mens jeg sad og skrev, så jeg først på Facebook, at der skulle udkomme en ny bog. Og efter at han så havde givet det her interview til Weekendavisen, mens han var indlagt, så kunne jeg følge på Instagram, hvordan han blev udskrevet, og så kunne jeg følge på Facebook, hvordan han lavede en overraskelsesoplæsning på Bogforum. Og så havde jeg jo lige en bog, jeg meget hurtigt skulle ud og have fat i og læse for at se, hvordan jeg kunne få den med. Men et andet eksempel er også Jonas Eika, ikke? Vi vidste jo, han var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris,« svarer Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen, inden hun bliver afbrudt af Tue Andersen Nexø.

»Jeg vil gerne lige have lov til at prale med, at jeg på vores første møde om den her serie sagde: 'Jonas Eika vinder den pris, og det bliver begivenheden i 2019,'« siger han med blær i stemmen, og de griner alle tre.

For det viste sig, at Tue Andersen Nexø fik ret.

Den 29. oktober blev 28-årige Jonas Eika annonceret som årets modtager af Nordisk Råds Litteraturpris, som han fik for sin kun anden bog, novellesamlingen Efter solen.

For mange danskere var Jonas Eika et ukendt navn, lige indtil han holdt sin takketale i hvert fald. Talen var en direkte kritik af statsminister Mette Frederiksen, som sad i salen flankeret af sin svenske modpart, og i særdeleshed en kritik af landets udrejsecentre.

Og netop Jonas Eika og hans tale er et af de udvalgte nedslag i essayet om år 2019.

Den aktivistiske og politiske forfatter

For Erik Skyum-Nielsen er Jonas Eikas tale et eksempel på et tema, som har været gennemgående for årene 2000 til 2019 i det litterære felt.

»Der var da et stikord, som dukkede op uhyggeligt mange gange, og det var aktivisme og aktivistisk. Det viste sig at kunne samle.«

Forfatteren som aktivistisk og politisk agerende er det tematiske omdrejningspunkt i blandt andet essayet om 2006, hvor Muhammedkrisen bryder ud, og Danmark er i krig. I Mette Moestrups og Maja Lee Langvads digtsamlinger fra samme år leger de med det danske sprog og erklærer, at sproget ikke længere er uskyldigt, men ladet med identitetspolitik. Og i 2010 lancerer digterne Lars Skinnebach og Theis Ørntoft popbandet Klimakrisen og markerer dermed starten på et årti, hvor klimakrisen på forskellig vis fortolkes i såkaldt økolitteratur.

»Jeg synes, at en overskrift for mange af de her artikler er, at der er kommet en ny alvor. At litteraturen har fået en helt anden tyngde. Jeg synes også, at litteraturen på mange måder er blevet vigtig igen ved at være et rum, hvor man reflekterer over den krise, vores verden er i på alle mulige planer. Altså både på det politiske plan og i forhold til klodens krise,« siger Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen.

Erik Skyum-Nielsen er enig og glæder sig over, at de tre kritikeres bud på en litteraturhistorie ikke fremstiller litteraturen som »varm og noget, der fører mennesker sammen«. Hans kritikerkolleger griner.

»Nej, men det er næsten ikke til at holde ud at høre på. Der synes jeg meget hellere, man skal sige, at alvor, forpligtethed, omverdensrettethed og aktivisme er fælles tendenser, som retter sig ud både i sociale fællesskaber og udad mod klimaet.«

Rundt om bordet i det lille lokale i Sankt Annæ Passage falder snakken på alle de forfattere og tendenser, der trods alt ikke blev plads til i 20 før 20-serien.

Anders Rye Skjoldjensen

Erik Skyum Nielsen: »Noget, jeg måske kunne have dårlig samvittighed over, det er de døde. Vi har ikke gjort nok status over, hvem der er døde for tidligt. Eller hvilke gamle, som ikke mere er fyrtårne i dansk litteratur. Det var der ikke plads til, og det er selvfølgelig, fordi begravelser og bisættelser ikke i samme grad er morsomme begivenheder, det er helt elementært. Vi fik ikke ristet nogle minderuner over Thorkild Bjørnvig eller Per Højholt (begge døde i 2004, red)

Tue Andersen Nexø: »Eller Rifbjerg.«

Erik Skyum-Nielsen: »Eller Villy Sørensen eller Jørgen Gustava Brandt eller Erik Knudsen, som alle sammen er døde i den periode, vi beskriver.«

Ud over de afdøde forfattere er der også en bestemt type forfatterskaber, der er blevet forbigået, mener Tue Andersen Nexø.

»Man kan se, at der er nogle forfatterskaber, som i alle andre litteraturhistorier ville være blevet centrale, men som vi faktisk ikke har nævnt særlig meget. For eksempel Helle Helle, som jo for de fleste ville være en af nullernes og nok også tiernes vigtige prosaforfattere. Hun er nævnt, så vidt jeg kan se, to gange.«

Erik Skyum-Nielsen: »Hun er nævnt i artiklen om hjemstavnslitteratur.«

Tue Andersen Nexø: »Ja, og vi nævner hende også i den allersidste, men ellers ikke.«

Erik Skyum-Nielsen: »Men hvad er grunden til det, Tue?«

Tue Andersen Nexø: »Jamen, jeg har tænkt, at det er, fordi det er sådan et forfatterskab, der bare keeps on trucking, der knytter sig ikke en eller anden stor event til det. Nu fik du heldigvis sådan en som Harald Voetmann med ind to steder (i 2012 som oversætter og i 2017 som lyriker, red.), men ellers var det også et forfatterskab, der kunne være røget ud, fordi der ligesom ikke er nogen begivenhed, der knytter sig til det, ud over at der kommer endnu en fantastisk bog.«

Det litterære felt er desuden midt i en ekspansion, hvor repræsentanter fra andre kunstarter trækker litteraturen ind i deres æstetiske arenaer, ligesom forfatterne selv trækker på andre kunstformer, bemærker Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen.

»Jeg tror, at en af de ting, jeg har savnet mest i vores litteraturhistorie, er det tværæstetiske arbejde, der er foregået i litteraturen. Genforhandlingen af selve begrebet og idéen om, hvad litteratur er, for eksempel det arbejde med billeder og med performances, som mange forfattere laver. I billedkunsten er tekst i meget høj grad blevet noget, billedkunstnere igen arbejder med. Der er ikke nødvendigvis de gamle skel i genrerne mellem litteratur, billeder og tekst længere.«

De to andre nikker.

»Efter min mening er noget af det bedste nyere lyrik altså skrevet af musikere i bands,« siger hun og nævner bandet First Flush, der har udgivet sine sangtekster som digtsamling.

En anden udvikling, der ifølge avisens tre kritikere kunne have været interessant at have med i 20 før 20-serien, er de mange udenlandske bøger, der oversættes til dansk af danske forfattere. For ikke at tale om de danske forfattere, der oversættes til andre sprog.

»Vi må skrive ti til,« konstaterer Tue Andersen Nexø.

Interviewet er ved at nå sin ende. En skal nå en frokostaftale, en anden skal gøre klar til årets sidste julefrokost.

– Inden I går, har I så mod på at komme med et bud på, hvilke begivenheder og tendenser vi vil tale om, hvis vi sidder her igen om ti år?

»Nej,« udbryder Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen med et grin.

Heller ikke hverken Tue Andersen Nexø eller Erik Skyum-Nielsen tør spå om udviklingen i dansk litteratur, og Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen får årets sidste ord.

»Nej, men det er jo vildt. Prøv lige at høre, det er også noget, som jeg synes, den her litteraturhistorie sådan set fortæller om. Det er jo altid svært at svare på, når man står midt i det hele, men måske er det også netop nu, som om litteraturen ligesom resten af verden er i opbrud og på vej et eller andet helt uforudsigeligt sted hen.«

Serie

20 FØR 20: Information skriver dansk litteraturhistorie

Information skriver det 21. århundredes danske litteraturhistorie. De 20 største begivenheder i de 20 år op til 2020 fortalt i 20 afsnit af Informations kritikere Erik Skyum-Nielsen, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Tue Andersen Nexø.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”De tre kritikere er enige om, at begivenhedsgrebet afspejler den måde, hvorpå litteraturen udfolder sig i disse år – som noget levende, skeende og med virkeligheden interagerende fremfor som statiske ord i en bog”.

Her kan jeg kun erklære mig enig, men netop derfor savner jeg undervejs i bidragene, ikke mindst i de indledende overvejelser, en højere grad af meta – refleksion over den udvikling, som disse tendenser er udtryk for.

En række samfundsmæssige ændringer, der bl.a. har med den teknologiske udvikling og medieudviklingen at gøre, og som lægger op til i højere grad at tænke i procesfilosofiske end substansfilosofiske baner, selv om dette kan være svært at tilpasse til en traditionel litteraturhistorisk tilgang.

Disse udviklingstendenser fremstilles fint i Jon Helt Haarders ”Performativ biografisme. En hovedstrømning i det senmodernes skandinaviske litteratur” fra 2014. Det, som han bl.a. tør, i modsætning til litteraturhistorikere med faglige skyklapper på, er at anskue det litteraturhistoriske felt ud fra et bredere perspektiv, der bl.a. involverer sociologiske, medieteoretiske og kunstteoretiske overvejelser. Værket er som sådan udtryk for en tendens i kunst – og kulturvidenskaberne til i langt højere grad at arbejde tværvidenskabeligt.

Når der argumenteres for, at litteraturen har fået en helt anden tyngde, fordi den er blevet det rum, hvor man reflekterer over verdens kriser, mener jeg, at begrebet ”tyngde” må forudsætte, at forfatterne tilegner sig en viden på et passende niveau, som en forudsætning for i deres værker at forholde sig til kriser, samfundsforhold og politik, som de gør.

Der har kritikere en tilbøjelighed til at udtale sig positivt og benovet, hver gang de anmelder et værk, som fremstiller samfundskritisk, uanset niveauet af den fremsatte kritik vurderet ud fra et bredere samfundsfagligt perspektiv.

Som om de her glemmer, at affektiv intensitet ikke kan udgøre en erstatning for elementær intellektuel indsigt i de forhold, man giver fremstillinger af. Litterær kvalitet har som bekendt ikke noget at gøre med, om man som kritiker kan sympatisere med de holdninger, der gives udtryk for.

Jeg holdt meget af Erik Skyum-Nielsens formulering i anmeldelsen af Caspar Erics ”Alt hvad du ejer”: ” ---- når han forsøger at anlægge globale og klimapolitiske perspektiver, genkender man kun alt for tydeligt den Karl Smart, som så ofte stak hovedet frem i debuten 7/11 (2014) og ikke mindst i selvmordsgalleriet Avatar (2017)”.
https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2018/08/caspar-erics-person...

Kunne Informations kritikere i øvrigt, og dagbladskritikere generelt, være mere konsekvente i forhold til forfatteres overfladiske samfundskritik, i stedet for at blive benovet, ville vi være nået langt.

”Asta Olivia Nordenhof ville ikke, at litteraturen blev et spejl for vores indre. Hun ønskede sig i stedet en litteratur, der pegede på uretfærdigheder i verden, der tog parti for de magtesløse, der skubbede sine læsere væk fra at acceptere tingene, som de var”.
https://www.information.dk/kultur/2019/12/2015-vandrede-syriske-flygtnin...

Fint nok, men det må så også forudsætte, at forfatteren tilegner sig en viden på en passende niveau om de forhold, der kritiseres, f.eks. af sociologisk og psykologisk karakter, således at værket ikke blot kan leve op til litterære kvalitetskriterier af sproglig og affektiv karakter, men også kan leve op til krav om i litterær form at give udtryk for viden og indsigt i de forhold, der kritiseres.

Til slut vil jeg erklære mig enig i følgende udsagn:
”Det litterære felt er desuden midt i en ekspansion, hvor repræsentanter fra andre kunstarter trækker litteraturen ind i deres æstetiske arenaer, ligesom forfatterne selv trækker på andre kunstformer, bemærker Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen”.

Malene Nielsen

@Bjarne Toft Sørensen
Hej Bjarne:)- endnu flere interessante kommentarer her fra dig, som jeg nok ikke er enig i, men jeg er nysgerrig: Hvilken forfatter mener du lever op til de kriterier du opstiller her for tyngde?

"Når der argumenteres for, at litteraturen har fået en helt anden tyngde, fordi den er blevet det rum, hvor man reflekterer over verdens kriser, mener jeg, at begrebet ”tyngde” må forudsætte, at forfatterne tilegner sig en viden på et passende niveau, som en forudsætning for i deres værker at forholde sig til kriser, samfundsforhold og politik, som de gør."