Læsetid: 5 min.

Vores bud på en litteraturhistorie var aldrig tænkt som det sidste ord, men snarere som det første

Katrine Marie Guldagers kritik i sidste uges tillæg abonnerer på en i grunden temmelig gammeldags forestilling om litteraturen, hvor denne helst skal isoleres inde i et bogomslag, skriver de tre skribenter af Informations litteraturhistorie i deres svar på kritikken
Vores serie i Information var aldrig tænkt som et sidste ord, men snarere som et første. Derfor er vi, på trods af vores uenighed, taknemmelige for Katrine Marie Guldagers replik, skriver Tue Andersen Nexø, Erik Skyum-Nielsen og Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen.

Vores serie i Information var aldrig tænkt som et sidste ord, men snarere som et første. Derfor er vi, på trods af vores uenighed, taknemmelige for Katrine Marie Guldagers replik, skriver Tue Andersen Nexø, Erik Skyum-Nielsen og Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen.

Anders Rye Skjoldjensen

17. januar 2020

For ikke længe siden kunne man i P1-programmet Pingpong høre forfatter Katrine Marie Guldager og hendes særligt inviterede gæst, kollega Jens Christian Grøndahl, lamentere samstemt over tidens kritik, som ifølge de to folkekære berettere favoriserede den ’smalle’, den formeksperimenterende litteratur og omvendt så højrøvet ned på den ’ægte’ fortællekunst, den, som tumler med de store eksistentielle spørgsmål.

Samme klagesang fremfører Guldager nu solo sidste fredag i Informations bogtillæg, i denne omgang med specifik adresse til bladets begivenhedsorienterede litteraturhistorie, som hun kalder et anliggende for de få, og polemisk søger at stemple som avantgardistisk og elitær.

Imidlertid har Katrine Marie Guldagers kritik af vores begivenhedsorienterede litteraturhistorie den skavank, at den kun forholder sig til seriens fire første afsnit. Derfor fortegner den groft billedet af vores hensigt og udvælgelse.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Når vi har valgt, som vi gør, og har skrevet, som vi gør, er det, fordi det projekt, vi er gået sammen om, som sin forudsætning har, at vi tager vores eget engagement og vores egne litteraturkritiske vurderinger alvorligt".

Jeg har oplevet at stå over for en ret aggressiv forfatter, der mente, at jeg ikke kunne bevise, at den ene forståelse af et bestemt litterært værk var mere rigtig end en anden, og at den ene litterære vurdering af værket var mere rigtig end en anden. I begge tilfælde var der efter hans mening tale om noget personligt og noget subjektivt.

Som svar skiftede jeg spørgsmålet om "rigtig" fortolkning og vurdering ud med spørgsmålet om en relevant, interessant og væsentligt fortolkning og vurdering af et bestemt litterært værk.

For mig at se må det sidstenævnte forudsætte, at den, der fortolker og vurderer værket, faktisk har en viden om og en indsigt i litteratur, bl.a. i kraft af sin uddannelse.

Marianne Ljungberg

Litteraturens historie er mange historier. Dagbladet Information har prøvet at skrive den nu, og det medfører naturligvis reaktioner. Personligt, subjektivt, enøjet er jeg ligeglad med "Litteraturhistorien", men ikke med diskussionen om hvad litteratur er - for mig. Jeg er ligeglad med det opmærksomhedskrævende - Fr.Nielsen og Katrine Marie Guldager - og jeg bliver hjerteglad for at sidde i en park eller i mit hjem med en bog med omslag og læse noget jeg aldrig har følt eller tænkt.
Det er sproget der skaber indholdet, og det er indholdet der skaber sproget - en nødvendig dialektik.

Henrik Ljungberg

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”Imidlertid har Katrine Marie Guldagers kritik af vores begivenhedsorienterede litteraturhistorie den skavank, at den kun forholder sig til seriens fire første afsnit”.
”---- og det er heller ikke sådan, vi undervejs har skrevet om forfatterskaber så forskellige som Ursula Andkjær Olsen, Mette Moestrup, Asta Olivia Nordenhof eller Bjørn Rasmussen”.

Det afgørende må være, om begivenhederne og de efterfølgende overvejelser og præsentationer i de fire første afsnit kan siges at være velvalgte eller ej, og der er det vigtigt ikke at se på starten af 00erne og det kulturelle og litterære ”klima” dengang, og nedvurdere afsnittene ud fra nogle dominerende holdningsskift og perspektiver fra starten af 10erne og frem.

”Klimaet” var trods alt mere avantgardistisk og elitært i starten af OOerne. Det avantgardistiske er ikke nødvendigvis elitært (selv om det kan blive det i et æstetisk orienteret og politisk amputeret Lars Bukdahl og Hal Foster perspektiv), men direkte folkeligt og populærkulturelt bliver det næppe, og hvorfor skulle det også det? Artiklernes tre forfattere har ikke behov for undskylde.

Når forskellene fremhæves mellem Ursula Andkjær Olsen og Mette Moestrup på den ene side og Asta Olivia Nordenhof og Bjørn Rasmussen på den anden, så er det klart, at de tilhører forskellige ”generationer” med forskellige prioriteringer, hvis de betragtes henholdsvis i et 00er perspektiv og et 10er perspektiv.

Men det må også være væsentligt at fremhæve, at alle fire, både i deres sociale, eksistentielle og æstetiske tilgange hele tiden flytter sig ret markant, selv om de hver især samtidig bevarer deres særpræg.

Malene Nielsen

De tre anmeldere tager det ikke særlig godt selv at blive anmeldt mildest talt. At insinuere at Guldagers kritik bunder i at hun ikke selv er nævnt... LANGT under lavmålet. Jeg græmmes.
Guldagers kritik er spot-on. Især billedet med avantgarden der roder rundt i junglen og venter på at alle andre skal følge efter er morsom - og godt skrevet. Det er de tres litteraturhistorie ikke.

Malene Nielsen

Guldager skriver:
".. ifølge en avantgardistisk tankegang er det netop formålet med avantgarden (fortroppen), at den går først ind i junglen, hvor den hugger nye stier og rydder ny jord, som masserne så senere kan ankomme til. Først er det avantgarde, siden bliver det mainstream, hedder logikken I dag virker det desværre til, at avantgarden har glemt at se sig tilbage i årevis. Måske kommer masserne slet ikke? Måske er de gået en anden vej? Måske er de i en helt anden jungle. "

Vor tids største problem - afstanden mellem eliten og "masserne".

Malene Nielsen

Præmissen holder ikke. At skrive en begivenhedorienteret litteraturhistorie - svarer til at sige "lad os skrive en litteraturhistorie og bevist undlade det aller vigtigste og så kun fokusere på mediebegivenheder (ikke begivenheder). (Mediebegivenhede er faktisk kun en delmasse af begivenheder.) Det bliver sjovt - ja lad os gøre det." - og der burde redaktionen så have grebet ind og projektet kunne gå i sin mor igen. Og hvis så resultatet da bare var lidt sjovt - og vedkommende for andre end Bjarne Toft Sørensen (udskyld Bjarne) - så var det så måske også ok.
Men det er ikke velskrevet (til en avis) - det bruger mange ord og meget spalteplads og der er ingen gnist i det. Ingen lysende øjeblikke hvor man tænker - "aha - det var derfor" - der er bare en masse ord.

Bjarne Toft Sørensen

Noget er demokratisk, hvis flertallet får lov at bestemme, men det er ikke sikkert, at flertallet har ret i deres antagelser, hvilket kommer fint til udtryk i Holbergs "Erasmus Montanus".

Er jorden rund, eller er den flad? Det kommer jo i høj grad an på, hvilket perspektiv tingene ses ud fra, så det er ifølge videnskabsteoretikeren Thomas Kuhn et spørgsmål, der netop kun kan gives et svar på, hvis perspektivet inddrages og tages i betragtning.

Da Information er en avis, der lever under almindelige markedsbetingelser, kunne man ud fra et forretningsmæssigt perspektiv foreslå avisen også at skrive en anden litteraturhistorie, hvor udgangspunktet er, at "kunden har altid ret". Det er også det princip, der i udgangspunktet er bestemmende for supermarkedets markedstænkning.

En sådan ny litteraturhistorie kunne bestå i, at man blandt læserne på avisens hjemmeside foretog en afstemning om, hvilke litterære værker der var de bedste i hvert af årene fra 2000 og til 2019.

Læserne kunne først foreslå værker, og blandt de værker, som blev foreslået af de fleste, kunne man udvælge 20 fra hvert år, og læserne kunne derefter ved en afstemning afgøre, hvilke 10 værker, der var de bedste, og man kunne oven i købet opstille en top 10 liste.

Gad vide, om en sådan litteraturhistorie kunne leve op til læsernes forventninger? Gad vide, om en sådan litteraturhistorie ville kunne leve op til Katrine Marie Guldagers og Malene Nielsen forventninger?

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"I det hele taget synes Katrine Marie Guldager at antage, at en såkaldt avantgardistisk litteratur – det er ikke et udtryk, vi har brugt undervejs i vores arbejde – mere handler om sproget selv end om den verden, der omgiver den. Det er ikke vores erfaring, og det er heller ikke sådan, vi undervejs har skrevet om forfatterskaber så forskellige som Ursula Andkjær Olsen, Mette Moestrup, Asta Olivia Nordenhof eller Bjørn Rasmussen".

Der er to former for nyorienteringer i dansk litteratur mellem år 2000 og 2020, nok i særlig grad med forbindelse til Forfatterskolen, der for mig at se er underbelyst i Informations fremstilling af litteraturhistorien i perioden, og jeg har undret mig over oversagerne dertil. Derfor har jeg foretaget lidt research i Informations arkiv.

Den første har tilknytning til avantgardediskussionen omkring år 2000, hvor det vil være oplagt at se Ursula Andkjær Olsens og Mette Moestrups tidlige digtsamlinger i det perspektiv, nemlig som en ny form for avantgardistisk poesi.

"Imidlertid står Frank, Stidsen og Bukdahl på den samme side. Alle tre kæmper for den ironiske og eksperimenterende digtning og for en poesi, der er polyfon og fragmenteret, fordi den er på omgangshøjde med nutidens samfund. Det er en type af digtning, de mener undertrykkes af det litterære establishment. Til gengæld dyrkes den i undergrunden, hvorfor de beskriver den som en ny, litterær avantgarde, der er på vej frem".
https://www.information.dk/2000/10/sidste-nyt-poesifronten

Den anden har forbindelse til det opbrud, der sker med det, der f.eks. i Information kaldes for "generation etik", og hvor der er en række brudflader i forhold tidligere fremherskende holdninger på Forfatterskolen. Det kommer f.eks. til udtryk i følgende indlæg af Olga Ravn:

"Jeg har stået i Literaturhaus til et arrangement om netbaseret poesi og hørt Lars Frost og Niels Frank og Jeppe Brixvold og Torben Madsen diskutere, og nogen, men jeg har glemt hvem, sagde, at det var gammeldags at skrive disse dagbogslignende tekster på nettet, som fx Caspar Eric og Nordenhof gjorde, at det var bekendelsespoesi, og at han ikke kunne forstå, hvorfor de ikke bare udgav bøger".

"Mere end at der er ved at ske et generationsskifte i dansk litteratur, tror jeg, at der er ved at ske et magtskifte. De mennesker, der taler meget, der har været med til at definere og foreslå, hvordan vi skulle forstå litteratur – Niels Frank, Jeppe Brixvold, Lars Bukdahl, og jeg kunne godt nævne alle mulige andre, nu er det bare dem, jeg lige kan huske – kritikerne med andre ord, tænkerne, filosofferne, det kan føles, som om deres tid som ledende filosoffer er ved at være forbi".
https://www.information.dk/kultur/2014/02/sorry-mallarme

Når nu der i det ovenfor citerede nævnes netop 4 digtere, nemlig Ursula Andkjær Olsen, Mette Moestrup, Asta Olivia Nordenhof og Bjørn Rasmussen, kan man vel konkludere, at de to førstnævnte over en periode på 20 år, socialt, eksistentielt og æstetisk, har flyttet sig så meget fra nogle traditionelle modernistiske værdier, at også den nye generation "etik?" kan identificere sig med dem.