Al verdens flimmer smadrer ikke kunsten. Men vi bør nok bruge mere end 28 sekunder pr. værk

Der er ét tal, som vi her på kulturredaktionen har talt meget om og tænkt meget over de seneste måneder, hvor vi har skrevet om, hvordan vores hjerner reagerer på alle de mange hastige informationer, vi hver dag fodrer dem med – og hvad det betyder for vores oplevelse af kunst.

Tallet er 28. 

For ifølge en amerikansk undersøgelse bruger museumsgæster i gennemsnit cirka 28 sekunder foran hvert værk, når de går på kunstmuseum. 28 sekunder inklusive den tid, de bruger på at læse den beskrivelse, museets kuratorer har skrevet på skiltet ved siden af værket.

Det er ikke ret længe, men det er sigende for vores fortravlede, overbelastede hoveder.

Vores grundlæggende spørgsmål i artikelserien har været: Hvad betyder det for den måde, vi oplever kunst på, at vores opmærksomhed er blevet mere flygtig, og at vores koncentrationsevne er kommet under pres?

Vi indledte med at undersøge hjernen, kom vidt omkring og kiggede også på alle de måder, der produceres kunst på til moderne hjerner. Nu afslutter vi artikelserien ved at vende tilbage til hjernen. Hjernen og kunsten.

Hjerneforsker og jazzmusiker Peter Vuust sukker i den anden ende, da jeg stiller ham det grundlæggende spørgsmål.

»Det er et godt spørgsmål, som er vanskeligt at svare på,« siger Vuust, der er leder af grundforskningscentret Center for Music in the Brain under Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet samt professor på Det Jyske Musikkonservatorium og på Aarhus Universitet.

»For det er meget svært at gå tilbage i tiden og få en fornemmelse af, hvad folk tænkte for 100 år siden. Eller hvordan de oplevede verden. Vi oplever i dag dele af vores virkelighed som relativt kaotisk. Men det kan jo også sagtens være, at det var tilfældet før i tiden.«

Imidlertid er det både hans og vores fornemmelse, at vi i dag bliver bombarderet mere end nogensinde fra alle sider. Ikke mindst når det gælder kunst.

»Det nemmeste er at se på film og musik,« siger Peter Vuust. 

»Når man ser en film fra 1970’erne, tænker man: ’Det går da rimelig langsomt med at komme fra den ene scene til den anden.’ Og når man lytter til popmusik, er det tydeligt, at tempoet er blevet højere, og at der er blevet kortere vej, fra et nummer begynder, til omkvædet kommer. Det er klart, at der er en stor kamp om vores opmærksomhed i dag. Det afspejler sig selvfølgelig i kunsten.«

God kunst støjer

Hvad er overhovedet kunst?

Peter Vuust siger, det er vigtigt at forstå, at det, der gør kunst til kunst, er, at den på en eller anden måde »irriterer« vores hjerner. Der skal være en såkaldt prediction error.

»I dag ved vi, at vores hjerner fungerer sådan, at de hele tiden er i gang med at forudse, hvad der vil ske om lidt. Det er fuldstændig afgørende for vores overlevelse: Det, vi står i lige nu, er ikke så vigtigt som det, der sker om tre sekunder. Og en af de ting, der gør mennesket specielt, er, at vi har evnen til at forudse på meget langt sigt. En af de ting, et stykke kunst skal, er at fange og fastholde vores opmærksomhed.«

På ARoS Aarhus Kunstmuseum hænger et maleri af Ole Mortensen fra 1964, som Peter Vuust en dag så og tænkte: ’Det siger meget om, hvad kunst er og skal.’ På værket ses nogle flader og en ret linje, der går på tværs, med to bump på.

»Uanset hvor meget man ser på det maleri, så kan man kun se de to irriterende bump. Man bliver ved med at vende tilbage til dem. Dét er prediction error. Vores hjerne vil gerne have en ret linje. Den er skabt til at forsøge at minimere støj. For når vi gør det, kan vi bruge vores opmærksomhed på det, der er vigtigst for vores overlevelse.«

I al god kunst er der støj, siger han. For god kunst bliver ved med at irritere og interessere vores hjerner, så vi kan lære noget nyt. De fleste menneskers favoritfilm eller musikstykker er nogle, de kan blive ved med at vende tilbage til, fordi hjernen ikke bliver færdig med at finde noget, der interesserer.

»Kunst leger i virkeligheden med det, vores hjerner er skabt til – nemlig at forsøge at sørge for, at der er så lidt støj som muligt. Vores hjerner skal af med støjen, så de kan beskæftige sig med det vigtigste, men kunst bliver ved med at støje.«

Det er det, der gør maleriet på ARoS til et vellykket kunstværk. Vi er så vant til rette linjer og til 4/4-takter og nogle bestemte akkorder, så den akkord, der ligger uden for det, vi er vant til, bliver ved med at holde vores hjerner beskæftiget.

– Hvad betyder det så for hjernerne, at der nu er mere støj end nogensinde?

»Lad og kigge på trafikken,« svarer Vuust. 

»Man må forestille sig, at storbyens trafik i dag er meget mere kaotisk, end den var for 50 år siden. Til gengæld sker der det, at vores hjerner lærer af al støjen og derfor ikke oplever trafikken som kaotisk. Til sidst har vi faktisk lært støjen så godt at kende, at hjernen ender med at kunne bortforklare den.« 

Peter Vuust forklarer, at hvis man måler med EEG (elektroencefalografi) på et menneskes hjerne, mens man spiller en række ens toner og så pludselig spiller en ny tone, så vil forskere kunne se et udfald på hjernebølgen, fordi hjernen registrerer noget, der ikke passer. Det er en urmekanisme, mennesket er indrettet med for at kunne bringe hjernen i alarmberedskab.

»Når der er tilstrækkeligt mange af den slags udfald, og vi begynder at forstå, at det bare er sådan, trafikken er, så inkorporerer vi det i den model, vi har for verden. Vores hjerner lærer det, og vi bliver ikke så stressede.«

Det er også sådan, uddyber Peter Vuust, at hjerneforskere kan påvise stor forskel på hjerner baseret på deres individuelle erfaring. Hjerner tilhørende musikere, som har beskæftiget sig professionelt med musik og lært at skelne meget fine forskelle på musik, vil blive meget mere forstyrret af en anderledes tone end almindelige menneskers hjerner. Det er også derfor, musikere sjældent sætter pris på at have musik kørende i baggrunden ved et middagsselskab – fordi det afleder deres opmærksomhed, forklarer han.

Vores hjerne er luddoven

Peter Vuust, der lever af at koncentrere sig om at øve på sin bas og af at lave videnskabelige forsøg og skrive forskningsartikler, har selv været nødt til at køre et »meget strengt regimente« med hensyn til forstyrrelser i sin hverdag.

»Jeg har en mailpolitik og læser kun e-mails på bestemte tidspunkter i løbet af ugen. Jeg slukker min telefon, når jeg skal koncentrere mig. Jeg forsøger også at sørge for, at der er en vis ro i dele af min hverdag – specielt om morgenen og formiddagen. Det, tror jeg, er en naturlig følge af, at vores liv er blevet mere fragmentarisk. I hvert fald de fleste menneskers liv. Og det tror jeg, vi er nødt til at tænke meget alvorligt over. Vores samfund – både virksomhederne og den offentlige del af samfundet – er nødt til at begynde at beskæftige sig seriøst med det, hvis det ønsker, at vi når frem til at realisere vort livs fulde potentiale. At vi både får gjort noget med det, og at vi har det godt.«

– Men du har jo lige sagt, at vores hjerner tilpasser sig?

»Det gør de også, men jeg tror alligevel, vi er nødt til at overveje, om vi ikke skal organisere os på en lidt anden måde, end vi gør nu. For eksempel lave nogle regler på arbejdspladserne om, hvordan man kommunikerer, så der ikke er en forventning om, at folk nødvendigvis svarer på mails inden for de første 30 sekunder. Vi kan sagtens overleve, og mennesket er et utrolig tilpasningsdygtigt væsen. Men det er ikke givet, at vi har det godt, og det er helt sikkert, at vi får sværere ved at koncentrere os, når vi arbejder, som vi gør.« 

– Det er arbejde, men hvad med kunstoplevelsen? Bør vi stræbe efter mindre digital forstyrrelse og mere analog fordybelse? Skal vi sætte os ned og lytte til en plade fra ende til anden eller kigge ordentligt på et kunstværk og gemme telefonen væk?

»Der er lige så mange kunstoplevelser, som der er mennesker på Jorden. Men jeg tror, at man kan få mere ud af sine kunstoplevelser, hvis man fordyber sig. Hvis man giver det tid. Jeg ser indimellem folk i biografen, der undervejs sidder og tjekker deres mobiltelefoner. Jeg kender godt trangen til at gøre det, men mine største oplevelser har jeg, hvis jeg sætter mig helt stille og roligt ned og lytter koncentreret til for eksempel en ny plade. «

– Hvad hører du nu?

»I øjeblikket lytter jeg til Keith Jarretts solokoncert fra München, som en af de sidste, han spillede. Det er fantastisk stor kunst og kræver virkelig, at man sætter sig ned og lytter.«

– Nu siger du, at man ikke kan være dogmatisk. Her på redaktionen har vi alligevel forsøgt at fordybe os i kunsten med nogle benspænd. For eksempel er redaktionsmedlemmer blevet tvunget til at glo på et Asger Jorn-maleri i en time, mens andre har skullet lytte til Tools nye plade i ét stræk uden forstyrrelser. Det medførte både store oplevelser og frustrationer …

»Det kunne jeg forestille mig. Og man skal huske på, at det også er det, kunst skal. God kunst skal også frustrere os. Hvis den er rigtig god, skal kunsten få os til at tænke på vores virkelighed på en ny måde. Ideen er jo netop, at kunsten skal skabe noget, som vores hjerner bliver nødt til at forholde sig til.«

– Men hvis vi i gennemsnit kun bruger 28 sekunder på et maleri, er der så ikke en risiko for, at vores hjerner slet ikke når at blive frustrerede – kan vi ’hacke os selv’ på nogen måde, så vores hjerner kan nå det hele? 

»Jeg synes, dogmer er en god idé,« siger han og fortæller, at han også har lært sine studerende på konservatoriet forskellige metoder.

»I virkeligheden er problemet med vores hjerne, at den er luddoven. Den vil allerhelst gemme sine energi. Personligt siger jeg til mine elever, at ’nu skal I prøve at lytte til noget musik, som er virkelig, virkelig svært at lytte til. Hvis I hørte det i radien, ville I med det samme slukke. Men hvis I nu ved, det er stor kunst …’«

Han plejer at bruge en plade med John Coltrane.

Og hemmeligheden, siger han, er, at hver gang vi tænker: ’Åh, det kan jeg ikke lide’, skal vi huske at minde os selv om én ting: Du skal slet ikke tage stilling.

»Alle kender jo fornemmelsen af at have en trang til at slukke for musikken, fordi vi ikke kan holde ud at høre den. Men der ligger nogle utrolige oplevelser gemt, hvis man forsøger at give sig selv tid og tvinger sig selv til ikke hele tiden at tage stilling. Hvis man vil have dem, er der utrolige oplevelser gemt derude, som vi ikke kan nå på 28 sekunder. Hvis vi vil have det fulde udbytte af tilværelsen, er det sådan, vi er nødt til at tænke.«