Berlinalens 70-års jubilæumsudgave åbnede med to lortesager på halsen: Først blev festivalen midt i januar ramt af en shitstorm fra tyske medier over udnævnelsen af den britiske skuespiller Jeremy Irons til juryformand, fordi han tilbage i 2011 og 2013 kom med kontroversielle kommentarer om abort, sexchikane og homoseksuelle ægteskaber.
Endnu værre blev det, da avisen Die Zeit ugen efter afslørede, at festivalens første direktør, Alfred Bauer, havde haft tætte forbindelser til nazistpartiet.
Uheldigt for en politisk farvet filmfestival, der gør sit yderste for at signalere at være woke og blandt andet arbejder målrettet for at udvælge flere kvindelige instruktører.
Nazismeskandalen tacklede festivalens nye ledelse, direktør Mariette Rissenbeek og kunstnerisk leder Carlo Chatrian, ved at nedlægge den pris, der er opkaldt efter Bauer, og ved at hyre eksterne historikere til at forske sagen.
Ved juryens pressemøde på åbningsdagen den 20. februar forsøgte også Jeremy Irons, lidt vrangvilligt, at råde bod på den skade, hans udtalelser havde forvoldt.
»Lad mig denne morgen gøre mine synspunkter om disse emner fuldstændigt klare: For det første støtter jeg helhjertet den globale bevægelse for at gribe ind over for kvinders ulige rettigheder og beskytte dem mod brutal, ødelæggende og respektløs chikane,« begyndte han og deklarerede sin støtte til homoægteskaber og retten til abort.
»Jeg håber, at nogle af de film, vi skal se, adresserer disse problemer,« sagde han vel vidende, at i hvert fald én af filmene i hovedkonkurrencen, amerikanske Eliza Hittmans Never Rarely Sometimes Always, netop handler om retten til fri abort, der i de seneste år har været under pres i USA.
Solidarisk teenage-abortdrama
Eliza Hittmans film, der allerede har vundet en såkaldt neorealisme-pris på amerikanske Sundance Film Festival, følger 17-årige Autumns (Sidney Flanigan) vej gennem USA’s kringlede sundhedssystem for at få en abort.
Det kræver i hendes hjemstat Pennsylvania hendes forældres accept, og derfor tager hun i stedet til New York sammen med sin jævnaldrende solidariske kusine, Skylar (Talia Ryder), der stjæler penge til busbilletten i det supermarked, de begge arbejder i.
På kvindeklinikken i Brooklyn finder de ud af, at Autumn er længere henne, end hendes første ultralydsscanning viste, og at operationen derfor skal foregå over to dage. Uden penge til hotel eller mad driver de to piger nu udmattede rundt i New Yorks subway, busterminal og gader med en kæmpestor kuffert, der symboliserer den emotionelle bagage, de slæber rundt på.
Hittman mestrer antydningens kunst. De to piger kommunikerer gennem små blikke og håndklem, og vi får aldrig fortalt historien bag Autumns graviditet. Eller hvorfor hun i en sublim scene på klinikken går i baglås, da en sundhedsvejleder blandt andet beder hende svare på, om hun er blevet tvunget til sex ud fra de valgmuligheder, som filmen har hentet sin titel fra.
»Aldrig. Sjældent. Indimellem. Altid,« gentager den varmhjertede vejleder tålmodigt ved alle spørgsmål, mens kameraet hviler på Autumns stadig mere desperate ansigt.
Never Rarely Sometimes Always ligger øverst i branchemagasinet Screens kritikerbarometer, et pænt stykke foran nummer to, tyske Christian Petzolds kærlighedsfabel Undine, og med et højere karaktergennemsnit end både sidste års topscorer – og Guldbjørnevinder – Synonyms og forrige års, Isle of Dogs.
Det ville være et næsten utænkeligt statement fra Jeremy Irons’ jury ikke at give Hittmans film en pris, når Guld- og Sølvbjørnene uddeles lørdag aften.
Intim western
En anden amerikansk kvindelig indieinstruktør, Kelly Reichardt, ligger også lunt i svinget med sin intime western, First Cow.
Filmen er baseret på Jonathan Raymonds roman The Half Life og foregår i 1820’erne i Oregon-området. Her møder en stille kok Cookie (John Magaro) den opportunistiske kinesiske immigrant King Lu (Orion Lee), og de udvikler et sælsomt venskab, mens de bygger en bagerforretning op sammen.
Ved at stjæle mælk fra områdets eneste ko i nattens mulm og mørke kan Cookie bage småkager så lækre, at folk næsten kommer op at slås om dem. Men da koens ejer, en engelsk militaristisk tilsynsførende (Toby Jones), hører rygterne om kagerne og også vil have en bid, er spørgsmålet, hvor længe Cookie og King Lu kan fortsætte deres jagt på den amerikanske drøm, før hybris sætter ind.
Filmen har et dystert perspektiv på økonomisk ulighed, men dens underspillede humor, rå og smukke natur og rørende venskab løfter publikum op. Reichardt har tidligere dyrket forholdet mellem mennesker og dyr, blandt andet gennem hunden Lucy i Wendy and Lucy og heste i Certain Women.
I First Cow skaber hun vel nok filmhistoriens mest både charmerende og nervepirrende malkescener, hvor Cookie trods faren for at blive taget på fersk gerning forholder sig helt roligt og sweettalker den storøjede jerseyko med komplimenter og kondolencer om hendes familiesituation, mens han trækker blidt i hendes yver.
#MeToo-drama inspireret af Weinstein
#MeToo-bevægelsen har været på alles læber hernede, ikke mindst efter at Harvey Weinstein mandag blev dømt skyldig for overgreb og voldtægt. Dagen før præsenterede amerikanske Kitty Green sit minimalistiske Weinstein-inspirerede drama, The Assistant, i Panorama-programmet.
Filmen skabte så megen bølgegang, at festivalen satte en ekstra pressevisning op samme dag. Den følger Jane (Julia Garner), en ung ambitiøs assistent i et produktionsselskab med en giftig udnyttelseskultur.
Vi følger assistenten over en enkelt arbejdsdag, hvor hun i stigende grad mistænker sin mandlige chef for at udnytte sin magt seksuelt. Men en knugende scene hos selskabets hr-medarbejder (Matthew McFadyen) slår fast, at Jane som nederst i fødekæden ikke har en chance for at ændre det gennemgribende sexistiske system.
I den lettere ende diskuterer også den sydkoreanske instruktør Hong Sang-soo kønsroller i det løst fortalte komediedrama The Woman Who Ran. Kim Min-hee spiller hovedrollen som Gam-hee, der i løbet af tre dage besøger tre kvindelige bekendte, mens hendes mand er på forretningsrejse. De tre kvinder giver hende forskellige perspektiver på forholdet til mænd og særligt, hvor belastende og grænseoverskridende, det kan være. Gam-hee overværer én veninde afvise en insisterende tilbeder i døren. En anden veninde får i filmens sjoveste scener besøg af en ny nabo, der kræver, at hun holder op med at fodre kvarterets katte, fordi hans kone er bange for dem.
»Naboer er vigtige,« medgiver veninden, »men det er også vigtigt, at kattene får mad.«
Opgøret med mændenes ævl går igen på festivalen som helhed. Med så stærke film om tidens hotteste dagsordener taler ingen længere om juryformandens pinlige undskyldning, men er optaget af kunsten, der svarer igen med en konstruktiv knytnæve.
Priserne på årets filmfestival i Berlin uddeles lørdag aften.
Fem film, der vakte opsigt på Berlinalen
Den sjove: ’Delete History’
Franske Benoît Delépine og Gustave Kervern fik pressen til at skrige af grin over deres sociale satire over vores (mis)brug af teknologi. Den sketchagtige film følger blandt andet en kvinde, der rejser til Silicon Valley for at få Google til at slette en sexvideo.
Den vanvittige: ’DAU. Natasha’
Russiske Ilya Khrzhanosky og Jekaterina Oertels multimedie-kunstprojekt, der gennem tre års optagelser simulerede Stalins totalitære styre på en gigantisk rekonstruktion af et naturvidenskabeligt institut, fik endelig premiere i filmform. Resultatet er ikke helt så vanvittigt, som projektet lagde op til, men en lidt stillestående, ubehagelig fortælling om to kvindelige kantinearbejdere, der bliver udsat for ydmygelser og tortur.
Den politiske: ’Hillary’
Hillary Clinton lagde vejen forbi Berlin for at promovere Nanette Bursteins fire timer lange dokumentarserie om hendes liv og virke: Fra tiden som radikal feminist på Yale Law School i 1970’erne til det svigende valgnederlag i 2016. Serien giver et fængslende indblik i Clinton som kulturelt symbol, der gennem 40 år som forgangskvinde i amerikansk politik er blevet hadet og elsket som få.
Den overvældende: ’Shirley’
Elisabeth Moss leverer en intens præstation som den psykisk ustabile, skarpe og manipulerende forfatter Shirley Jackson, der kæmper sig igennem en skrivekrise med hjælp fra en yngre kvinde. Filmen er amerikanske Josephine Deckers mest helstøbte og tilgængelige, men er også overvældende i sin svimlende æstetik med klaustrofobisk horrorstemning og hurtige klip mellem norske Sturla Brandth Grøvlens håndholdte nærbilleder.
Den rørende: ’Last and First Men’
Brandth Grøvlen står også bag kameraet og har været med til at gøre den islandske komponist Jóhan Jóhannssons essayfilm færdig efter hans død i 2018. Filmen blander billeder af cementmonumenter på Balkan med Jóhannssons hypnotiske musik og Tilda Swintons voiceover, baseret på Olaf Stapledons sci-fi-roman Last and First Menfra 1930 om menneskehedens sidste dage. Filmen er både rørende som mindesmærke for Jóhannsson og som klimabevidst advarsel om vores skrøbelige jord.
