Céline Sciammas Portræt af en kvinde i flammer (Portrait de la jeune fille en feu) burde komme med en sundhedsadvarsel: ’Denne film kan forårsage ukontrolleret besvimelse’.
Overalt, hvor den franske instruktørs lesbiske romance er blevet vist – i alt 40 filmfestivaler, fra Cannes til Aspen og Zürich – har den skabt en ør, betaget stemning af en karakter, som man ikke vanligvis forbinder med et undertekstet drama om en portrætkunstner fra oplysningstiden.
Verden over har Sciamma været vidne til den lidenskab, hende film sætter fri, »en spænding mellem film og publikum – det er elektrisk. Sådan er det, når man laver en kærlighedshistorie. Man får en masse kærlighed tilbage«.
Eller, det vil sige, med en enkelt undtagelse.
»I Frankrig, der synes de ikke, filmen er noget særligt,« siger Sciamma nøgternt.
»De synes, den mangler kroppe, den er ikke erotisk. Det virker som om, der er ting, de simpelthen ikke er modtagelige for.«
Det er et synspunkt, som mange, der har set Sciammas dirrende fortælling om en kærlighedsaffære mellem en 1700-tals adelskvinde og den kvinde, som er hyret til at male hendes portræt, ville være rygende uenige i. Ikke desto mindre, siger instruktøren, har kritikerne i hendes hjemland nærmest ikke taget notits af hendes film, en lunken modtagelse, som hun ikke virker særlig overrasket over.
»Det er en meget borgerlig industri. Der er modstand mod radikalisme, og ikke mange unge har noget at skulle have sagt. ’Kan en film være feministisk?’ De fatter ikke dette koncept. De læser ikke bogen. De ved end ikke, at der findes noget sådant som ’det mandlige blik’. Det er tydeligt, at Frankrig er et land fuld af sexisme, med en meget stærk patriarkalsk kultur.«
Gennem hele sin karriere har Sciamma forsøgt at sparke til denne herskende kultur ved at skabe film, som sætter kvinder forrest og i centrum. Hun var med til at grundlægge 50/50x2020, den ’tiden er inde’-agtige bevægelse, som forsøger at etablere en kønsbalance i international filmskabelse, og da vi mødes første gang i kølvandet på hendes Cannes-premiere, bærer hun sit 50/50-badge.
Hun taler med stor selvtillid på et eftertænksomt engelsk, om end det brydes op af sproglige forbandelser (»Hvad rager den mig? Den er jeg pisseligeglad med,« siger hun f.eks., da samtalen falder på den kontroversielle lesbiske temafilm Blue is the Warmest Colour).
Sciamma er født i en parisisk forstad og skrev sit første filmmanuskript, Water Lilies, mens hun stadig gik i skole. Filmen, der er et anspændt, indimellem forstyrrende drama om tre synkronsvømmende teenagere og blev vist på Cannes, blev fulgt op af Tomboy, som følger et ikke-kønskonformt ungt menneske.
Senest skabte hun den anmelderroste Girlhood, som dokumenterer en gruppe fransk-afrikanske skolepigers overstadige liv. Sciamma fokuserer benhårdt på kvinder, ofte unge kvinder på randen af en eller anden afgørende forandring – og på, hvordan de ser på sig selv og på hinanden.
Det er denne kunsten at se, som er centralt for hendes nyest – og bedste – film.
Portræt af en kvinde i flammer følger det knitrende forhold mellem Héloïse (Adèle Haenel), en ung kvinde, der lever på en afsondret ø i nærheden af Bretagne, og Marianne (Noémie Merlant), den kunstner, som får til opgave at male et portræt af hende, som skal sendes til en mulig kommende ægtemand, så han kan bedømme det (en proces, som folk har kaldt en oplysningstidsforløber til et Tinder-foto, siger Sciamma med et smil).
Portræt af en kvinde i flammer følger det knitrende forhold mellem Héloïse (Adèle Haenel), en ung kvinde, der lever på en afsondret ø i nærheden af Bretagne, og Marianne (Noémie Merlant), den kunstner, som får til opgave at male et portræt af hende.
Komplikationen er, at Héloïse har udvist meget lidt interesse i eller vilje til at blive giftet bort og har nægtet at sidde model til andre portrætter, så Marianne bliver nødt til at indfange hende i det skjulte, mens hun foregiver at være hendes spadserepartner. Snart bliver Mariannes søgende blik gengældt. Resultatet er en film, hvor ethvert stjålent blik føles ladet med mening, både en kommentar til og en fejring af det kvindelige bliks magt.
Med sin overdådige visuelle side og periodeportrætterende detaljerigdom vil Portræt af en kvinde i flammer måske forekomme folk, der kender Sciammas tidligere værk, noget af en omvæltning. Mens hendes foregående tre film føltes sitrende samtidige, er Portræt af en kvinde i flammer ofte blikstille. Det tætteste, man kommer den blæsende gengivelse af Rihannas Diamonds fra Sciammas 2014-film Girlhood, er da Marianne hamrer igennem Vivaldis De fire årstider på cembalo.
Under periodeportrættets overflade er der imidlertid noget slående moderne ved filmens perspektiv. Den udviser ringe interesse for de klicheer om affærer, der er dømt til at ende galt, som lignende LGBT-kærlighedshistorier ofte læner sig op ad. Det uundgåelige melodramatiske øjeblik, hvor de elskende bliver afsløret, indfinder sig heldigvis aldrig. I stedet besluttede Sciamma sig for at »koncentrere sig om potentialet i og indfrielsen af deres kærlighedshistorie«, selv om historien fortæller os, at den ikke kan lykkes.
Hvad der også er moderne, er beskrivelsen af oplysningstidens kunst, en periode, som antagelig var overvældende mandligt domineret, men som ifølge Sciammas research viste sig at være nærmest det modsatte.
»Jeg var uvidende om det faktum, at dette var en afgørende vigtig periode for kvindelige malere. Vi har aldrig modtaget den underretning, fordi kunsthistorien har udslettet det.«
Faktisk var de kvindelige malere, hun stødte på, så »levende og talrige«, at hun følte, at det ville være en undervurdering af resten, hvis hun kun viste én. »Så jeg besluttede mig for at opfinde en som en måde at tale om dem alle.«
Denne genoprejsning til kvinders kunst rækker ud over dem, der malede.
»Vi betegner modellerne som ’muser’, og det er primært den rolle, kunsthistorien tildeler kvindelige kunstnere,« forklarer Sciamma.
»Dora Maar var Picassos muse, men hun var også fotograf og centralt placeret i surrealismen. Og Gabrièle Picabia var gift med (avantgardemaleren Francis) Picabia, men hun var også hjernen bag hans kunst. Det handler om samskabelse, ikke om en feticheret idé om den tavse kvinde, der bare står der og er smuk og stum.«
I filmen bliver portrættet derfor en fælles handling mellem kunstner og subjekt. Héloïses tanker og bevægelser former og oplyser det færdige værk. I den forstand imiterer kunsten livet: Filmens centrale forhold minder dermed om forholdet mellem Sciamma og hendes primære skuespiller Haenel. Parret arbejdede første gang sammen i Water Lilies og var indtil for nylig i et forhold.
»Vi mødtes gennem film og havde vores dialog inden for filmens rammer,« siger Sciamma.
»Det er et intellektuelt forhold, som aldrig hørte op, også selv om vi officielt ikke arbejdede sammen i 12 år. Vi er vokset sammen og har tænkt sammen. Og det ville jeg gerne portrættere.«
»Jeg ville holde det åbent,« fortsætter hun.
»Jeg ville have det til at være generøst og fuld af ideer, ideer om film. Men først og fremmest beretter det om vores nutidige forhold, om hvordan vi førte denne dialog om denne specifikke film, og om, hvordan vi til stadighed skriver vores forhold.«
Haenel fandt vej ind i overskrifterne i november, da hun hævdede at være blevet udsat for seksuelt overgreb som 12-årig fra den franske instruktør Christophe Ruggia. Ruggia, der benægter at have gjort noget galt, blev i januar anklaget for overgreb på en mindreårig. I et land, hvor #MeToo-bevægelsen og dens franske pendant #BalanceTonPorc ikke altid er blevet vel modtaget, var det en risikabel beslutning for Haenel at tale højt om dette, men hun er ikke desto mindre blevet rost for sit mod.
Da jeg møder Sciamma i London i det nye år, tøver hun med at tale om Haenels beskyldninger mod Ruggia, men modtagelsen af dem har varmet hendes hjerte.
»Hun fik støtte, folk troede på hende, så det er noget nyt.«
Modstanden mod #MeToo er dog stadig stærk, som det blev illustreret i sidste måned, da An Officer and a Spy, den vanærede instruktør Roman Polanskis nye film, fik det højeste antal nomineringer til Frankrigs svar på Oscars, Césars. Beslutningen fik 400 personer fra den franske filmindustri til at kræve »gennemgribende reform« af César-akademiet, og hele dets bestyrelse gik af. Da vi talte sammen efter offentliggørelsen af nomineringerne, men før bestyrelsens masseafgang, havde Sciamma blot én kommentar:
»Det er Frankrig.«
Portræt af en kvinde i flammer fik ti nomineringer til Césars, oven i de adskillige festivalpriser og anmelderpriser, som filmen har vundet de seneste otte måneder. En hæder, som larmer ved sit fravær, er oscar-nominering: kun én film fra hver nation kan indstilles til akademiets bedste filmpris, og Frankrig valgte at indstille en anden film, Ladj Lys Les Misérables, til prisen.
Den beslutning afstedkom højlydte protester fra beundrere af Sciammas film, men instruktøren tager situationen med ro. Hun har set, hvor meget postyr, Ly har skullet stå model til gennem oscar-sæsonen, og »det æder hans liv op!«
Sciamma har dog fået lidt indirekte oscar-medvind. Portræt af en kvinde i flammer har samme amerikanske distributør, Neon, som Parasite og i løbet af oscar-sæsonen har hun heppet på filmen. Da Parasite vandt den største pris under Screen Actors Guild-uddelingen, kontaktede Sciamma instruktøren Bong Joon-ho.
»Jeg skrev i en besked til ham: ’Jeg har det som om, jeg også har vundet’, for vi er på samme hold,« fortæller hun.
En begejstret video fra oscar-uddelingen, hvor Bong og Sciamma fejrer prisen sammen gik viralt. Hun siger lykkeligt:
»Jeg havde intet at gøre med Parasites pris, men det er en sejr for den slags film, vi har til fælles.«
© Information og The Guardian. Oversat af Nina Trige Andersen.
Hvor kan filmen ses i Danmark?