Folkmusikeren Richard Dawson er ved at blive blind: »Jeg har ligesom et forspring, når det kommer til udvisket tænkning«

Inden vi publikummer kan få lov at nyde den 38-årige, moderne folksanger Richard Dawsons lystigt kradsende og vildt melodiøse, mystiske og menneskelige folkesange, er han lige nødt til at fortælle os, hvordan han har det.

»Jeg har rigtig meget hjemve. Og mit mentale helbred er ret dårligt. Jeg siger det ikke for at få sympati, naturligvis er der mange andre folk her i rummet, som også lider. Men jeg tænker, at vi måske kan være tillidsfulde i vores angst.«

Så kaster han sig ud i åbningsnummeret fra sit seneste, sjette album 2020. Sangen »Civil Servant« om den offentligt ansatte, som holdes søvnløs af de kvalte stemmer fra alle dem, han har svigtet.

»I don't have the heart to explain to another poor soul
Why it is their Disability Living Allowance will be stopping shortly.«

Vi er på spillestedet Alice på Nørrebro i hovedstaden, og der er udsolgt. Stort set ingen veksler et ord under sangene, der synes at huse ægte levende eksistenser vakt til live i Dawsons stemme. En slank, sprød, mangefarvet tenor, der breder sig yndefuldt gennem voldsomme melodiske forløb, men også gerne går op i falsetten, sågar ud i en Axl Rose-metallignende vrængen. Det er ikke altid kønt, men til gengæld galoperende menneskeligt. Og folk lytter intenst til den lille trinde, helt gråhårede mand.

I et syret rum

To dage senere sidder vi på Grand Hotel i en lille hyggestue op ad hotelfoyeren. Med tykt væg-til-væg-tæppe, to lænestole og bord. Vi har lukket dørene for at få ro, men det modarbejdes af, at stuen agerer gennemgangsrum til et toilet og til en valutavekselerers pansrede vindue. Neonlyset fra vinduet blander sig med hyggebelysningen i det syrede rum, der ikke kan finde ud af, hvad det skal være.

Det virker passende. Richard Dawson interesserer sig for tusmørket mellem de absolutte sandheder. Det ene udelukker ikke det andet.

»Jeg bør lige nævne, at min hjerne er fuldstændig lammet. Jeg tror, jeg kommer til at modsige mig selv ud over det hele. Bevidst og ubevidst,« siger han indledningsvis.

Richard Dawsons kunst næres af et anderledes blik på verden. Bogstavelig talt. Han lider af den arvelige øjensygdom juvenil retinoskise, som bevirker at synet langsomt forvitrer. Hans bror lider også af den og er blevet blind.

Han tager fat i det lille træbord mellem vores to lænestole.

»Det her bord er lidt uldent i kanterne. Og når jeg taler med dig, så skal jeg arbejde for at holde dig skarp. Ofte ryger folks ansigter ind og ud af fokus, og jeg ser andre ansigter. Hjernen fylder ligesom det uskarpe ud.«

»Jeg ser det egentlig som noget positivt nu. Jeg har en vis stolthed omkring det. Vi har det med at opfatte synssansen som den vigtigste, og jeg synes, vi har det med at være meget afgrænsende. Jeg ser tingene mere udviskede. Jeg har ligesom et forspring, når det kommer til udvisket tænkning. Ikke udvisket i den forstand, at det er en rodet eller upræcis tænkning, men i den forstand at den faktisk er mere præcis. Tingene er tågede. Faste former skifter hele tiden – i samfundet, i politik, hvem en person er. Det er blævret. Tingene er ikke, som man ser dem.«

Ånden i colaflasken

»Mine sange er nødt til først og fremmest at være genstande af skønhed. Ellers har de ikke nogen praktisk nytte. Jeg vil give folk adgang til nogle redskaber frem for at give dem en skål mad,« siger han.

Det handler om at omgås det almindelige, tilsyneladende rationelle sprog, også i politik. Han er ikke meget for didaktiske sange, men han vil da hjertens gerne befordre forandring.

»Med alderen bliver man mere og mere bekymret over tingenes tilstand. Fordi man finder ud af, at den følelse af uretfærdighed, man havde som ung, den var korrekt at have. Spørgsmålet er så, hvordan man kan skabe forandring med sit sæt af evner.«

Jeg fortæller ham, at jeg har sammenlignet hans tekster og karakterer på 2020 med den store, engelske, socialrealistiske filminstruktør Ken Loach.

»Well, han må være derinde et eller andet sted, for vi så hans film Jeg, Daniel Blake, i tiden inden jeg lavede pladen.«

Albummets nutidshistorier – som han stort set spiller alle instrumenter til – er løst baserede på hans egne og andre menneskers oplevelser. Mens han på tidligere albummer har fulgt en mere fiktiv tilgang.

På Peasant fra 2017 skrev han fra år 400 til 600, altså fra den tidligste middelalder i det angelsaksiske kongerige Bryneich, der lå i det østlige grænseområde mellem Skotland og England. Herfra fortæller han blandt andet fra en opfinder, en soldat og en vævers synsvinkel. Her møder vi også den prostituerede, der hader sit job – og vækker genklang i nutiden:

»Is there no reason for me to exist
But for as a plaything of miscreants, malingers, dastards and knaves?«

Til slut stjæler hun en død kundes hest og stikker af.

På Nothing Important fra 2014 transformerer Dawson to personlige historier ud i det decideret syrede, i to over 16 minutter lange sange. Titelnummeret handler – meget frit – om den virkelige fødsel af Dawson, der næsten tager livet af både ham og moren. Kejsersnit følger, og så en opvækst, hvor han minder forældrene om barnet før, som de mistede en uge efter fødslen.

Og så er der »The Vile Stuff«, en dæmonisk fortælling om en skoleudflugt til Featherstone Castle, der løber af sporet. En elev har medbragt en colaflaske, der indeholder »a spirit« – bemærk ordspillet på spirit – ånd – og spirits – alkohol.

Herfra stikker det af. En elev kommer galt afsted og flyves med helikopter til hospitalet. Og der er en rektor, hvis rødmossede ansigt finder vej ind mellem et par skolepigelår.

Der er blevet peget på den hollandske maler Hieronymus Boschs febervisionære mareridtsmalerier i beskrivelsen af disse sange. En reference, Dawson anerkender. Ligesom han også i et interview med The Quietus bekræfter forbindelsen til hans virkelige skoleudflugt til samme sted. Han husker endda helikopteren, men erkender også, at hukommelsen kan spille ham et puds.

RuPaul er en heksemester

Når alt det er sagt, så er Richard Dawsons melodier dét, der først drog i hvert fald denne skribent ind i hans verden. Smukke, uventet hoppende, kunstfærdigt formede væsener, tit i lange vidt forgrenende fraser.

På et tidspunkt omkring hans første album, da han var 26-27 år, kørte Dawson kreativt fast. Og så rendte han – af andre grunde – ind i sit livs krise. Han fortæller mig uden for citat, hvad den gik ud på, og inden for citat, at den var langvarig, og at den ændrede hans liv.

»Jeg havde set ned i intetheden, ned i afgrunden. Jeg tror, jeg blev genfødt. Og da jeg kom tilbage til musikken, så var den virkelig levende. Det var, som om den kom til mig.«

Og det gør den stadig.

»Man sidder og øver, og så kommer der noget. Stort set færdigt,« fortæller han. 

»Hele melodier. SCHYUM. Og det er, som om de er landet i rummet. Og jo længere jeg går i den retning, så føles det ikke mere som en poetisk måde at beskrive det på. Det føles som noget, der virkelig ankommer. Og det … det … det er levende. Og måske endda ved bevidsthed. På den måde, at det ånder historien og ordene. Det er virkelig en lille facet af et meget større dyr. Et gammelt dyr. Jeg ved, hvor fjollet det lyder.«

Men Richard Dawson tror på magi. Og nævner den store britiske tegneserieforfatter Alan Moore, der har leveret mesterværker – flittigt forarmet af Hollywood mod hans vilje – som The Watchmen, From Hell og V for Vendetta.

»Han er en skjald, der kaster med trylleformularer,« siger han.

»Og RuPaul (amerikansk dragqueen og tv-personlighed, red.) er en slags formskiftende heksemester, som bruger sin kunst til at informere og ændre samfundet. Hun bruger makeup, kropssprog og kostumer som en form for magi til at forandre folks erkendelser. Hun har haft en kæmpe effekt på samfundet.«

Tilbage på scenen på Alice er vi endt i den tidligste middelalder. Richard Dawson er begyndt at synge »Soldier«. Soldaten har erfaret krigens gru, er deserteret og rider nu væk. Drømmer om at stifte familie.

»My heart is full of hope«.

Stemmen dirrer. Ud af en grum oplevelse kommer handling og håb. Det ene udelukker ikke det andet.