Baggrund
Læsetid: 5 min.

’De Frustrerede’s mor, Claire Bretécher, er død, 79 år

Den franske tegneseriekunstner blev pioner for en ny genre: Hun brillerede med træfsikker samtidssatire over 68-generationens venstreintellektuelle ’kystbanesocialister’ – også til glæde for Informations læsere
Kønspolitik og kønsrollekritik var et genkommende fokus for den markante feminist Claire Bretécher i en tid, da kønskampen endnu var langt fra at være vundet.

Kønspolitik og kønsrollekritik var et genkommende fokus for den markante feminist Claire Bretécher i en tid, da kønskampen endnu var langt fra at være vundet.

GEORGES BENDRIHEM

Kultur
14. februar 2020

Nogle gange er det, som om tidsånden kan indfanges af ét ord. Og at lige netop dét ord derfor kan blive fremkaldervæske for periodens særlige stemninger og modsætningsforhold.

Taler vi 1970’erne og de tidlige 1980’ere kunne et bud på et sådant ord være ’frustreret’. Det var en tid, hvor massiv psykologisering satte ind i de vestlige samfund. Hvor alt kunne og blev kritiseret, og hvor ’frustration’ blev et populært modeord, lanceret af den 68-generation, der var den drivende kraft bag de omfattende normbrud, som deres ideologikritik og forhåbninger var murbrækkere for.

Men det var vel og mærke også et ord, som blev symptomatisk for en oplevet kløft mellem ’de progressives’ til tider højtflyvende og ideologisk overstyrede drømme – og så den mere jordbundne virkelighed, som deres idealer stødte ind i.

Tiden var med andre ord rig på anledninger til at føle sig ’frustreret’, især hvis man tilhørte den kreative, venstreorienterede og snakkende klasse.

Et ualmindeligt righoldigt katalog over disse anledninger finder vi i franske tegneserieskaber Claire Bretéchers samtidskrønike, der netop hed Les Frustrés og udkom hver uge i magasinet Le Nouvel Observateur fra 1973-1981. 

I Danmark blev den fordansket til De Frustrerede af Informations legendariske Pariskorrespondent Nils Ufer, der først bragte den i sit satireblad Corsaren, hvorefter den siden kom til at gå i Information i en årrække og her fik mange fans, måske fordi dele af læsersegmentet kunne genkende sig selv i de figurer, der blev gjort grin med.

Ganske som Nouvel Observateurs læsere – indbegrebet af Frankrigs rettænkende venstrefløj, som magasinets chefredaktør havde givet hende som eksplicit opdrag at satirisere over.

Kystbanesocialist

Selv om oplæggene fra Bretécher, der døde mandag, 79 år gammel, var taknemmelige, er der grund til at fremhæve Ufers kongenialt veloplagte oversættelser af serien, der berigede det danske sprog med ord som ’kystbanesocialist’ – en betegnelse for personer, der læbebekendte sig til den politiske venstrefløjs arbejderklasseidealer og ikke forsømte en lejlighed til at rakke ned på kapitalismen, alt imens de førte en rødvinspimpende burgøjsertilværelse i en af de mondæne nordsjællandske kystbaneforstæder – og således privat havde indrettet sig ganske fint med kapitalismen, havde det ikke lige været for de frustrationer, der jævnligt måtte italesættes.

Som en del af Bretéchers hjemlige virkningshistorie må man også nævne Nikoline Werdelin, der fra 1984 med serierne Café og Homo Metropolis dyrkede et lignende, om end knap så politiseret univers med udlevering af frustrerede tidstypiske figurer.

Når De frustrerede blev så populær blandt læsere, der her kunne se sig selv udstillet, beror det på, at den også midt i sin træfsikre malice var empatisk over for de fleste ofre.

Nok var de hyklere, men som regel var de også stakler, der prøvede at navigere, så godt de kunne, i en stærk ideologiseret tid. Og som man derfor udmærket kunne have både ondt af og sympatisere med. Man grinte ikke kun af dem, men også lidt med dem – foruden naturligvis af sig selv, hvis man følte sig truffet.

Mange af striberne udtrykte desuden en fin solidaritet med samfundets forkuede og stille eksistenser som for eksempel enlige mødre, der var bebyrdet med alt for mange uvorne unger.

Kønspolitik og kønsrollekritik var et genkommende fokus for den markante feminist Bretécher i en tid, da kønskampen endnu var langt fra at være vundet. Hendes solidaritet med ikkeemanciperede kvinder var i 1970’erne en mere selvfølgelig feministisk handling, end den måske siden skulle blive.

Bag skønhedstyranniets facade

Bretécher var en sand pioner i franske tegneseriekunst, der med hendes streger blev til en helt ny slags social kritik og sædeskildring, som kunne læses af voksne mennesker, hvor tegneserier i 1960’erne endnu primært var en genre for store børn og barnlige sjæle.

Den intellektuelle elite, hvis selvfedme hun så hyppigt og så lystigt punkterede med parodier på deres floskuløse sprogbrug, var masochistisk begejstret for De Frustrerede. Den elitære franske litteraturkritiker Roland Barthes udnævnte hende således i 1976 til ’Årets sociolog’.

Andre af tidens store ånder, der fejrede Bretéchers talent for sociale og menneskelige indsigter var Umberto Eco og Pierre Bourdieu, mens tegneseriekritikeren Patrick Gaumer kaldte hende for en kvindelig fransk Woody Allen i den forstand, at der næsten altid er noget rørende kikset over hendes personer.

Systematisk gør de, hvad de ikke burde gøre, siger, hvad de ikke burde sige, og fortier, hvad de hellere skulle have sagt. Fadæser og pinligheder er deres naturlige udtryksform.

Claire Bretécher, der gang på gang ryddede bordet for de fineste franske tegneseriepriser og var en hyppig mediekommentator, var en påfaldende smuk og karismatisk kvinde, og der er noget forunderligt paradoksalt over, at de heltinder, hun skabte, som regel var alt andet.

Det gælder lige fra Cellulite (’Appelsinhud’), hendes første figur fra 1969, der er en temmelig grim prinsesse, der ikke formår at tiltrække prinsen på den hvide hest, men dog er ’fri og selvstændig’ til den forkælede, kompleksramte og eksistentielt forvirrede parisiske teenager Aggripine, datter af velhavende kulturelt elitære 68’ere, som hun med stor ømhed karikerede i en serie af samme navn, der løb frem til 2009.

Bretécher viste os de sider af et kvindeliv, der ligger bag skønhedstyranniets facade, hvor kvinder kunne være sig selv, sårbare, sjofle, selvironiske, elskelige.

Vejen ind i tegneseriebranchen blev ikke spor nem for Claire Bretécher, der blev født i 1940 i en borgerlig og strengt katolsk familie i provinsbyen Nantes.

Som 19-årig flygtede hun til Paris fra sin voldelige far og levede en overgang som husvild besætter, imens hun forsøgte at afsætte sine tegninger og blive anerkendt i det dengang totalt mandsdominerede franske tegneseriemiljø.

Et møde med tidens måske vigtigste humoristiske tegneserieforfatter, René Goscinny, der skabte serier som Asterix og Lucky Luke, blev afgørende og skaffede hende inden for på tegneseriebladet Pilote.

Siden så hun sig aldrig tilbage, og da hun først havde fundet sin personlig stil, holdt hun sig til den. Hun foretrak at tegne i sort-hvid og gav helst afkald på enhver baggrund. Med få og krasse, men suggestive streger fik hun fremtryllet sine karakterer, som vi kender dem: med hængende skuldre, ludende over caféstole med en smøg i kæften, mens de fører deres plagede monologer over tilværelsens evindelige modgang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her