Interview
Læsetid: 9 min.

Der er gået hul på Peter Adolphsens byld med små historier

Tyve år efter toeren udkommer ’Små historier 3’ af Peter Adolphsen. Det er den bog, han hele tiden helst har villet skrive, og som han finder vigtigst, men alligevel skulle han lige skrive syv andre bøger, før han vendte tilbage til kortprosaformen
Der er gået tyve år fra udgivelsen af ’Små historier 2’ i 2000. I alle de tyve år har det været den her bog, jeg helst ville skrive, og som jeg synes er vigtigst at få ud, siger Peter Adolphsen.

Der er gået tyve år fra udgivelsen af ’Små historier 2’ i 2000. I alle de tyve år har det været den her bog, jeg helst ville skrive, og som jeg synes er vigtigst at få ud, siger Peter Adolphsen.

Sigrid Nygaard

Kultur
28. februar 2020

Der er et spørgsmål, der er særligt oplagt at stille Peter Adolphsen i anledning af, at han om lidt udgiver Små historier 3. Det er, hvordan det kan være, der gik tyve år fra udgivelsen af Små historier 2 i 2000.

Den bog havde kun været fire år undervejs og var en direkte fortsættelse af det litterære projekt, den dengang 24-årige Peter Adolphsen påbegyndte i debutbogen Små historier fra 1996. Titlen på den lille bogserie er retvisende: Alle tre bøger består af korte prosatekster, ofte bare en halv side lange og sjældent længere end et par sider.

Adolphsens små historier er båret af hvert sit greb, der griber forstyrrende ind i læserens formodede opfattelse af, hvordan et menneskeliv, en naturlov, et sprog, en genre eller sågar det solsystem, vi lever i, fungerer. Det kan være solen, der pludselig deler sig i to, eller en mand ved navn Svend Åge, der må lære at leve med, at hans hoved eksploderer med få minutters mellemrum, for nu at tage eksempler fra den nyeste bog.

»I alle de tyve år har det været den her bog, jeg helst ville skrive, og som jeg synes er vigtigst at få ud,« siger Peter Adolphsen, som i stedet for små historier de seneste tyve år har udgivet syv andre bøger for voksne (plus det løse i form af en håndfuld billedbøger for børn).

Peter Adolphsen

  • Peter Adolphsen, f. 1972 i Århus.
  • Uddannet på Forfatterskolen 1993-95, har studeret arabisk filologi på privat universitet i Córdoba 1996-97.
  • Debut i 1996 med kortprosasamlingen Små historier. Har siden udmærket sig ved en kortfattet, fortættet og eksperimenterende fiktionsprosa, som også kommer til udtryk i romanerne Brummstein og Machine. En anden side af forfatterskabet udgøres af mere avantgardistiske værker som Katalogien, en million historier samt ikke mindst sci-fi-romanen År 9 efter loopet og Rynkekneppesygen.
  • Små historier 3 udkommer på tirsdag.

Forklaringen på pausen bliver leveret i form af to markante billeder. Ret passende for en forfatter, der er specialist i at fremmane lige præcis det. Det første billede kommer fra et citat af den tyske forfatter Walter Benjamin: 

»Man skal krydse abstraktionens isørken for at filosofere konkret,« siger Peter Adolphsen og uddyber: 

»Hvis man forestiller sig en isørken af teori, øvelse og teknik, så må man om på den anden side af den for rigtig at lykkes. Det kan man overføre fra filosofi til kunst og måske også til livets andre forhold. Og efter Små historier 2 følte jeg bare, at jeg var begyndt at sidde fast i den der isørken af teori og teknik og ikke kunne komme ud på den anden side.«

Der har hele tiden været gang i forfatterskabet

Ud fra et formelt synspunkt var de tekster, han skrev, fine nok, fortæller Peter Adolphsen. De var bare kedelige. Selvbevidste og poserende.

»Jeg havde lidt for godt styr på, hvad sådan en kortprosatekst var. Hvis man kan kalkulere det for meget, bliver det mekanik. Jeg skal glemme alt det der håndværk for at kunne skrive små historier, der fungerer.«

Så derfor skrev Peter Adolphsen en anden slags bøger. Den plads i dansk spekulativ litteraturhistorie, han indtog med Små historier, blev udbygget med korte idédrevne romaner som Brummstein (2003), Machine (2006), År 9 efter Loopet (2013) og Rynkekneppesygen (2017).

De handler henholdsvis om en brummende stens færd gennem det 20. århundredes tysklandshistorie; om en dråbe olie, der engang var hjertet i en urhest; om verdens mest gennemsnitlige mand, der som den eneste lever videre upåvirket af en hændelse, der får alle andre mennesker på jorden til at gentage den samme handling i en uendelighed og om en verdensomspændende epidemi, der gør folk ekstremt liderlige og hurtigtaldrende.

Sigrid Nygaard

Der er ikke mange danske forfattere, der så konsekvent har varetaget arven fra fantastikdyrkende prosaister som Per Højholt, Peter Seeberg og Villy Sørensen – og bag dem den spekulative fiktions urfædre Franz Kafka og Jorge Louis Borges. Derudover har han skrevet børnebøger og kortprosaeksperimenter som for eksempel En million historier (2007), hvor flagrende sætninger holdt sammen af en bogryg kan kombineres til en million historier.

Ved siden af forfatterskabet oversatte han spansksproget skønlitteratur. Og det gik fint. Der har hele tiden været gang i forfatterskabet, og sidste år blev Peter Adolphsen tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Han ville også bare gerne skrive Små historier 3 – en trang, han beskriver med et billede, der er mindre yndigt end det af en isørken:

»Der blev ligesom opbygget en spænding inde i bylden, mens jeg skrev på Rynkekneppesygen. Den var så stor og så tung, og der var alle mulige bogprojekter, der stod i kø bag den, så jeg måtte ikke rigtig arbejde på andet. Betændelsen hobede sig op. Og så gik der hul på bylden for fire-fem år siden.«   

Det smukke og det klamme

Sammenstillingen af smukke og klamme billeder er et af de mest karakteristiske tricks i Små historier-bøgerne. Peter Adolphsen beskriver sig selv som en god postmodernist, der ikke anerkender noget skel mellem højt og lavt, fint og underlødigt, fordi alting potentielt er interessant. Men han kommer ikke udenom, at han gør en dyd ud af at lade forskelligartede elementer støde sammen, typisk noget poetisk eller filosofisk og så noget meget profant. 

I teksten Forsikringsselskabstornerose tørner eventyrets magiske logik og den lavpraktiske omstændighed, at man er nødt til at gå på toilettet en gang imellem, sammen, idet en forsikringsmand sætter sig på toilettet og falder i en hundrede år lang søvn. 

»En grundlæggende mekanisme i megen kunst og litteratur er den umage kombination, der alligevel passer,« siger Peter Adolphsen. 

»Og helt ned på sætningsniveau skal der også gerne være en spænding mellem modsætninger. At placere det høje og det lave i samme klump giver større spænding, og spænding er en god ting i kunst.«

Den spænding, man finder hos Peter Adolphsen, kommer ikke bare af sammenstødet mellem magi og lavpraktik, den opstår også ofte, når et klamt element placeres i en sammenhæng, der plejer at være fri for den slags. Den første tekst i Små historier 3 er et lille bagholdsangreb af et eventyr om en mand, der bliver kvalt i en magisk ost, der vokser for hver bid, man tager af den. 

– Hvorfor dyrker du det klamme?

»Fordi det er klamt. Klamt er jo lækkert. Hvis man skal analysere det bare en lille smule, så er det fede ved det klamme, splat og blod, at læseren transporterer sin egen krop ind i historien og forestiller sig selv at blive kvalt i ost og får en fysisk oplevelse på den måde. Det handler om at inddrage kroppen.«

Sigrid Nygaard

Ud over den kropslige medleven, man med klamme billeder kan fremkalde hos sin læser, kan det også godt virke, som om der er en trang til at punktere alle mulige former for højstemthed på færde i Peter Adolphsens tekster. Det indrømmer han:

»Jeg er en form for halvfemserironiker, ikke. Og så kan man godt blive lidt skræmt af sin egen skygge, hvis man prøver at være helt rentonet højstemt. Eller bare lade noget være trist uden noget ost eller nogen toiletter til at bryde med det.«

Højstemthedens forsvar

I et litteraturhistorisk perspektiv er punkteringstrangen dog hverken ny eller udsprunget af halvfemserne, pointerer Peter Adolphsen:

»Don Quijote for eksempel er en lang punktering af det, der virkede utåleligt højstemt i Cervantes’ samtid. Dadaismen var også et angreb på højstemtheden. Den parodiske impuls, trangen til at indtage hofnarrens rolle, har hele tiden eksisteret i litteraturen.«

Og så tager han for en god ordens skyld højstemtheden i forsvar:

»Man må også bare medgive, at der er noget fedt ved det højstemte. Det er fedt, hvis man kan få folk til at grine. Men det er virkelig også fedt, hvis man kan få dem til at græde. Og det er jo svært.« 

Peter Adolphsen har i nogle år arbejdet sammen med en musiker. De laver »helt rene popsange om kærlighed,« men de har ikke udgivet noget endnu. 

»Det er temmelig angstprovokerende. Men når det lykkes, er det jo fedt. Jeg bliver mere interesseret i banalitet, som årene går. Især i forhold til sangtekster, som er en sindssygt svær genre. Man skal holde tungen lige i munden og balancere på en knivsæg for ikke at være lige ved at brække sig over sig selv. Men hvis man kan holde balancen, er det noget af det smukkeste.«

Sigrid Nygaard

Ud over at sammenstille umage elementer og excellere i originale og præcise billeder benytter Peter Adolphsen sig i sine små historier af drastiske perspektivforskydninger og fantastiske elementer.

I en af teksterne taler Jorden til mennesket. I andre tekster er det urmennesker, der beskriver de såkaldte gå-aber, som man måske som menneskelig læser kan genkende sig selv i, eller myggelarver, knælerhanner og bændelorme, der besynger sig selv.  

– Hvorfor vil du hellere lave sådan nogle spekulative perspektivforskydninger end at belyse alt det, der er for næsen af os?

»Jamen, perspektivforskydningerne kan jo netop belyse det, der er lige for næsen af os,« svarer Peter Adolphsen. »Hvis man behandler et velkendt emne på en gængs måde, sker der ikke noget. Men hvis man tager det givne emne og flytter lampen, får man et andet billede og kan se og tænke over tingene på en anden måde.«

»Det er også bare showbusiness og underholdning«

For Peter Adolphsen er kunsten at blive ved med at stille varianter af det mest basale spørgsmål i al skrivning: ’hvad nu hvis ...’. I fantastisk litteratur, som den han skriver, opstår historierne, når man tager et enkelt forhold i kosmos og ændrer det, mens man lader resten af tekstens verden fungere normalt. 

Videnskabeligt set er det for eksempel usandsynligt, at solen pludselig skulle gå midt over, men Peter Adolphsen har gjort det til sin opgave at beskrive så virkelighedsnært som muligt, hvad der ville ske, hvis den nu gjorde det. 

»Det er stort set det eneste, man siger til folk på skrivekurser: Opsæt en præmis, og forfølg den.«
 
Blandt de små historier er der også en del pasticher og genreparodier. Også disse er ifølge Peter Adolphsen varianter af den samme arbejdsmetode, der handler om at tage noget givent og gøre noget ved det. Vende det på hovedet eller på vrangen eller starte bagfra.

Et af hans mange ufærdige bogprojekter består af nogle skemaer, hvor der på den lodrette led er en række kategorier såsom tid, rum og person. På den vandrette led er der handlinger som vrangvending og halvering. Meningen er så, at man med terningekast skal afgøre, hvilket felt man ender i – og dermed hvad man skal forestille sig.

»Hvad betyder halveret tid for eksempel?« spørger Peter Adolphsen. 

»Den tanke kunne godt være et stillads at bygge en historie ud fra.«

Sigrid Nygaard

Peter Adolphsen trækker på skuldrene og understreger, at det såmænd ikke er så dybt, det han laver. Han prøver bare at skrive nogle historier, man ikke har hørt før. 

»Det er også bare showbusiness og underholdning.«

– Men dog en form for underholdning, der er rig på tankeeksperimenter ...

»Det er, fordi det er den slags underholdning, jeg kan lide. Jeg ville ikke føle mig specielt underholdt af en historie om to mennesker, der sidder på en café på Vesterbro og drikker kaffe og spiser finskbrød,« siger Peter Adolphsen og dypper sit finskbrød i kaffen.

Naturen går ofte amok i Peter Adolphsens små historier og i hans forfatterskab generelt. I en af de små historier fra 1996 holder årstiderne pludselig op med at skifte.

I Små historier 3 begynder de geologiske processer at accellerere helt vildt med en global krigstilstand til følge. Lige akkurat katastrofescenarier med en amokløben natur i centrum er i løbet af de tyve år, der er gået, siden Små historier 2 udkom, begyndt at trænge sig på uden for fiktionens verden. Men selv om Peter Adolphsen siger, at man »selvfølgelig er sovset ind i sin samtid på alle mulige måder,« har tidens forstærkede krisebevidsthed ikke påvirket hans skriveproces.

Interessen for svimlende store perspektiver har han hele tiden haft. En af bogens første læsere har endda sagt, at Små historier 3 er mere fjollet og løssluppen end forgængerne.

»Der er måske nok sket en ændring fra de ubekymrede halvfemsere, men før Murens fald frygtede man atomkrig fra morgen til aften. Verden har jo hele tiden været ved at gå under.«   

Inden den gør det, håber Peter Adolphsen, at der kommer en Små historier 4. Der kommer nok bare til at gå tyve år mere.

»De små historier – enten er de der, eller også er de der ikke. De kommer meget sjældent. Men jeg har lavet én. Så jeg er i gang.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her