Feature
Læsetid: 8 min.

Instruktørparret Greta Gerwig og Noah Baumbach er indiefilmens vådeste drøm

To af tidens vigtigste amerikanske instruktører Greta Gerwig og Noah Baumbach er partnere i mere end en forstand. De danner par privat og guider hinanden i deres arbejde. Det kan ses i deres film. Særligt Noah Baumbach er blevet markant varmere og mindre kynisk efter mødet med Greta Gerwig. Natten til mandag er hver deres film ’Little Women’ og ’Marriage Story’ i spil til seks Oscars
Har man set en Woody Allen-film eller to er det svært ikke at dåne lidt over Gerwig og Baumbachs newyorker-romantiske forhold, hvor de sidder og skriver og diskuterer kunst i deres lejlighed i Greenwich Village.

Har man set en Woody Allen-film eller to er det svært ikke at dåne lidt over Gerwig og Baumbachs newyorker-romantiske forhold, hvor de sidder og skriver og diskuterer kunst i deres lejlighed i Greenwich Village.

EUGENE GARCIA

Kultur
7. februar 2020

Instruktørparret Greta Gerwig og Noah Baumbach står en aften i december sidste år på scenen til prisuddelingen Gotham Awards i New York. De er iført hjemmelavede matchende sweatshirts med fotos af skuespilleren Laura Dern trykt på, som de hver især har instrueret i deres seneste film, Marriage Story og Little Women.

I aften skal de overrække hende en ærespris. Gerwig tager ordet. »Noah og jeg kommer nogle gange til at konkurrere om, hvem der elsker Laura Dern mest, og hvem af os, Laura Dern elsker mest,« begynder hun og forklarer, at de derfor vil læse hinandens taler op. »Så til efterfesten, når vi spørger hende, ’Hvis tale kunne du bedst lide?’, er hun for forvirret til at svare.«

Det er et usædvanligt nuttet øjeblik for de to instruktører, der i mange år holdt deres offentligt kendte romantiske forhold privat. Og et endegyldigt bevis på, at den umiddelbare og uforstilte charmetrold Gerwig efter otte års professionelt og privat partnerskab har blødt misantropiske Baumbach op – både som filmskaber og som person.

Deres hidtidige værn om privatlivet er ironisk, når man tænker på, at de begge har skabt deres karrierer ved at trække på hovedstolen: Baumbach skrev debutfilmen Kicking and Screaming inspireret af sin egen kvartlivskrise efter universitetet, The Squid and the Whale om sine forældres skilsmisse, While We’re Young om sin midtvejskrise og Marriage Story om sin skilsmisse fra skuespiller Jennifer Jason Leigh.

Gerwig har beskrevet hovedpersonen i Frances Ha som en uheldig version af sig selv, Lady Bird er inspireret af hendes opvækst i Sacramento, og hun har siden barndommen identificeret sig med forfatterspiren Jo March i Louisa May Alcotts klassiker Little Women.

I år har parret dog også åbnet døren til privatsfæren uden for fiktionens distancerende ramme. De har diskuteret deres forhold i talkshows og podcasts, et stort fælles interview i branchebladet The Hollywood Reporter, hvor Gerwig i december poserede på forsiden med parrets ti måneder gamle baby, Harold.

Dyster om samme Oscar

Anledningen til presseomtalen er dog ikke deres kødelige baby, men deres filmiske. Baumbachs skilsmissedrama Marriage Story og Gerwigs filmatisering af Little Women har gennem hele den såkaldte awards season – der skydes i gang med filmfestivalerne i Toronto og Venedig i september og kulminerer med Oscar-uddelingen natten til mandag – været udråbt til oscarfavoritter.

Og i januar modtog de hver seks nomineringer, herunder for bedste film. Ikke siden Kathryn Bigelow med The Hurt Locker slog sin eksmand James Camerons Avatar af banen som bedste film i 2010, har vi været tættere på en ægteskabelig duel om årets vigtigste filmpris.

Det kræver en god kampagne at vinde en Oscar, og muligvis derfor har instruktørerne skruet op for charmen til vinterens mange prisuddelinger, hvor de fremstår som det ultimative power couple, der gerne benytter taletiden på den røde løber til at fremhæve den andens film.

Som de netop kommenterer ironisk til Gotham Awards, lader omverden til at gå mere op i deres ’rivalisering’ end dem selv. De har begge fortalt, at de først og fremmest finder det produktivt at have en partner at sparre med.

»Der er en følelse af at ville vise sig for hinanden. I hvert fald fra min side. Han er min yndlingsfilmskaber og min yndlingsforfatter. Det betyder alt for mig, at han synes, det er godt,« siger Gerwig i The Hollywood Reporter.

Parret har da også brugt ti år på at arbejde med hinanden. De mødtes i 2009, da Baumbach hyrede Gerwig til at spille den kvindelige hovedrolle i Greenberg (2010). Hun var en 24-årig skuespiller, der endnu kun var kendt i undergrundsmiljøet som ansigt for 00‘ernes improvisatoriske mikrobudgetfilmbølge, betegnet som mumblecore. Han var en 40-årig etableret indieinstruktør med fem spillefilm og en oscarnominering på cv‘et.

Han var stadig gift med skuespiller Jennifer Jason Leigh, som han blev separeret fra i slutningen af 2010, få måneder efter hun fødte deres søn, Rohmer (opkaldt efter den franske nybølgeinstruktør Eric Rohmer).

I et portræt i The New Yorker fra 2013 insisterer Baumbach og Gerwig på, at Gerwig ikke havde noget med bruddet at gøre, da deres romantiske relation først begyndte under deres næste samarbejde, Frances Ha fra 2012.

Bejlede med manuskriptemails

Baumbach havde castet Gerwig til en serie baseret på Jonathan Franzens roman Korrektioner, men da HBO takkede nej, skrev han i stedet til hende og spurgte, om hun havde ideer til en film, de kunne skrive sammen, og som hun kunne spille hovedrollen i. Det havde hun. Og mens de e-mailede ideer og scener frem og tilbage, blev de forelsket. En moderne version af den slags kurmageri, der foregår via brev i en Jane Austen-film.

Baumbach lader New Yorker-journalisten kalde filmen »et udtryk for en spirende kærlighedsaffære«, for det er for kvalmt, hvis han selv siger det, mener han. Men den sort-hvide sprudlende udviklingshistorie om en 27-årig mislykket danser, der ikke kan finde sin retning i livet, er tydeligvis en kærlighedserklæring:

»Greta har talenter, som man så i det gamle studiesystem. Carole Lombard, Katharine Hepburn, de kunne spille i noget totalt dramatisk eller totalt sjovt; de kunne synge, de kunne danse. Frances Ha var skabt som udstillingsvindue for, at Greta kunne gøre alt det.«

Efter Frances Ha fortsatte de samarbejdet efter samme model med den mere rendyrkede komedie Mistress America (2015). Siden er Gerwig sprunget ud som solomanuskriptforfatter og instruktør med Lady Bird (2017) og nu Little Women (2019), mens Baumbach har skrevet og instrueret While We’re Young (2014), The Meyerowitz Stories (2017) og Marriage Story (2019).

De er stadig hinandens førstelæsere og største fans. »Han er frygtelig svær at få til at grine. Han er ærlig. Når han giver mig noter, går han til kritikken med det samme – på en god måde! Selv når vi arbejder hver for sig, arbejder vi sammen,« fortalte Gerwig i podcasten »HFPA in Conversation« i december.

Har man set en Woody Allen-film eller to – hvilket både Baumbach og Gerwig har – er det svært ikke at dåne lidt over parrets newyorkerromantiske forhold, hvor de sidder og skriver og diskuterer kunst i deres lejlighed i Greenwich Village. De er indiefilmens våde drøm af et par: charmerende, intellektuelle og kreativt forenede. De skaber begge film med inspiration fra den franske nybølge, Allen og Hollywoods screwballkomedier i form af tragikomedier om familie-, kærligheds- og venskabsrelationer i den verbale, neurotiske kreative klasse.

Mere end en muse

Efterhånden har Greta Gerwig foldet sig ud som en fuldtonet filmmager i egen ret, der har et særligt skarpt blik for relationer mellem kvinder. I Frances Ha er det centrale forholdet mellem Frances og hendes bedste veninde, Sophie, mens Mistress America fokuserer på et mentorforhold mellem den førsteårsstuderende Tracy og hendes 30-årige kommende stedsøster, Brooke. Lady Bird handler om det konfliktfyldte forhold mellem mor og teenagedatter, og Gerwigs feministiske fortolkning af Little Women undersøger både søsterrelationer og de unge kvinders kunstneriske ambitioner, der skæmmes af et undertrykkende samfund.

Gerwig har i senere interviews protesteret mod, at medierne i begyndelsen af deres samarbejde udråbte hende til Baumbachs muse, fordi hun mener, at begrebet nedgør hendes rolle som ligeværdig partner. Ja, han er hendes vigtigste samarbejdspartner og inspiration, og ja, han har været med til at åbne døre for hende. Men som hun sagde i The Guardian i 2015:

»Jeg finder den ene dør og skubber den på vid gab. Jeg er heldig at have fundet samarbejdspartnere og ligesindede. Men jeg har ikke brug for en mand, og jeg ville have gjort det alligevel.«

Blødte kynisme op

Derimod kan man tydeligt se Gerwigs indflydelse på Baumbachs film. Hans tidlige film er hårde. Ikke mindst hovedværket The Squid and the Whale (2005), som udspiller sig i Park Slope i Brooklyn i 1980’erne og er inspireret af hans forældres traumatiserende skilsmisse – helt ned i detaljer som at de to brødre skulle sove hos faren på den anden side af parken tirsdag, onsdag, lørdag og hver anden torsdag.

Baumbachs far, den eksperimenterende forfatter og underviser Jonathan Baumbach, lånte i øvrigt tøj til Jeff Daniels, der spiller hans alterego i filmen. Han viste ingen sure miner, selv om Daniels’ karakter er en frygtelig, forsmået narcissist, der overfører sine prætentiøse og misogyne holdninger til sin teenagesøn.

»Noahs joke er, at The Squid and the Whale var den værste version af mig, Margot var den værste af Georgia, og Greenberg var den værste version af ham selv,« fortalte Noah Baumbachs far, Jonathan Baumbach, i The New Yorker med henvisning til Nicole Kidmans ligeledes egocentriske og manipulerende karakter i Margot at the Wedding, som var inspireret af Baumbachs mor, forfatter og filmkritiker Georgia Brown.

I Greenberg spiller Ben Stiller en mavesur og uforløst 40-årig mand, der stadig er bitter over, at han missede sin store chance for en pladekontrakt i 20’erne. Netop udskrevet fra en psykiatrisk klinik rejser han fra New York til Los Angeles for at passe sin mere succesfulde brors hus. Og ind træder brorens personlige assistent, Florence (Gerwig), en usikker, retningsløs og intelligent kvinde i 20’erne, der i Gerwigs skikkelse pludselig giver Baumbachs film et bankende hjerte.

Mens Baumbach er en ironisk kyniker, skriver Gerwig ud fra oprigtighed. Men Baumbachs film er blevet markant varmere og mindre kyniske efter mødet med Gerwig. Ikke mindst Frances Ha, der er en vellykket kombination af hendes håbefuldhed, empati og mere fysiske tilstedeværelse og komik – Frances er en påfaldende klodset danser, der »ikke kan redegøre« for sine blå mærker – og hans spiddende, satiriske blik på kreative narcissister.

Selv om Baumbachs film fortsat er fuld af røvhuller – kunstnerfaren får endnu en omgang i vridemaskinen i form af Dustin Hoffmans selvcentrerede skulptør, hvis forsømte voksne børn forsøger at sige noget pænt om ham ved hans dødsleje i The Meyerowitz Stories – har de et lysere livssyn. Og bag dramaet i en konfliktfyldt skilsmisse i Marriage Story ligger en rørende kærlighedshistorie set fra begge sider, om to mennesker, der ikke holder op med at elske hinanden, selv om de ikke kan enes om et liv sammen.

Nu skriver Gerwig og Baumbach igen sammen, på en film om Barbie, som hun fik ham med på, da filmens stjerne Margot Robbie tilbød hende jobbet. Indieparret har for alvor indtaget rollen som Hollywoods førstepar, der jonglerer prisuddelinger og baby. Jeg håber, de skriver en film om det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her