Komiker Rune Klan har lært ikke at frygte pausen: »Jeg stod bare og smagte på pinligheden«

Rune Klan er født i 1976 og opvokset i Danmark, Oman og Canada. Han stod på en scene for første gang som 13-årig, og siden da har han levet af tryl, komik og scenekunst. Fortællingen er blevet omdrejningspunktet for hans forestillinger og i særdeleshed for det aktuelle show, Håbefuld, som han turnerer med i 2020. Showet tager udgangspunkt i hans eget møde med faderrollen og oplevelser fra en barndom, hvor samfundets syn på faderrollen var en anden end i dag.

»Jeg har et puslespil med på scenen. Det består af firkantede og trekantede klodser stablet i en stor firkant. Alle brikkerne er hvide. Og passer sammen. Så lige nu er det altså fuldendt. Men så hiver jeg endnu en puslespilsbrik frem. En lille gul én. Den er der ikke plads til. Så prøver jeg at rykke rundt på brikkerne, så den farvede brik kan komme til at passe ind. Men det kan den ikke. Nu bliver det ret tydeligt for enhver, at puslespillet ikke længere er fuldendt.«

Så siger jeg til publikum:

»Ud over at jeg tryllemæssigt synes, det her er ret interessant, så er det også et meget godt billede på, hvordan Nye Borgerlige ser verden.«

Og så holder jeg kæft.«

Så sidder publikum og stirrer på et hvidt puslespil, hvor én farvet brik får det hele til at falde sammen. Og så kommer det. Et stort grin.

Jeg tror, pauserne i mine shows virker ved, at publikum selv får lov til at regne referencen ud eller besvare det spørgsmål, som de selv sad med i starten. For eksempel at der ikke er plads til farvede i Danmark i Nye Borgerliges verden. I stedet for at blive givet en forklaring på det, så overrasker de sig selv ved at forstå pointen. Hvis jeg bare gav dem svaret, ville det jo slet ikke være lige så sjovt. Så pauserne bruges til at have publikum med i løbet af showet. De bliver glade over selv at have regnet den ud, og så vil de også gerne vise: ’Hey, Rune, jeg forstod den godt, jeg sidder hernede, og jeg er med.’

Og det gør de med et grin.

Der er en amerikansk komiker, der hedder Dennis Miller, som er notorisk kendt for at smide referencer ud, som er langt ude og svære at forstå, men alligevel ikke så svære at forstå, at man ikke selv kan regne den ud. Men det kræver netop en pause.

Miller skulle på et tidspunkt forklare, at noget var godt. Og for at gøre det, sagde han: ’Det gik lige så godt, som da Ninja Turtles-filmen havde premiere på Galapagos-øerne.’

Det, man så selv skal tænke oppe i sit hoved, er, at Ninja Turtles er reptiler. På Galapagos-øerne er der herremange reptiler – ergo må det være deres kernepublikum. Derfor må der have været mange inde at se Ninja Turtles-filmene på Galapagos-øerne.

Det er et vildt langt ude eksempel, men et utroligt godt et. Jeg skulle lige bruge 1 … 2 … 3 … Og så havde jeg luret den! Det gjorde, at jeg grinede kraftigt. Og nu hvor jeg tænker over det igen efter mange år, kan jeg stadig grine ad det.

Jeg tror, det er, fordi man som publikum selv bliver medskabende og fylder pauserne ud.

Jeg bruger ikke selv pauser på den måde som et håndværksmæssigt greb. Jeg er ikke så dygtig til at lave nogle, der er så spidse, som den der. Det er jo malerisk ad helvedes til. Min pauseteknik er mere, at man lige forstår en følelse af noget. Og det kan man som regel bedre i stilhed. Så det er mere noget med, at jeg skal fornemme mit publikum, og hvor jeg skal lægge pauser ind. Det kan man også overføre til hverdagsrelationer og menneskelig kommunikation.

Jeg har i mange år løbet panisk rundt på scenen for at fange grin efter grin, men nu har jeg fundet ud af, at de faktisk ofte findes i pauserne. Et grin er jo et barometer for, hvordan det går, så det er virkelig svært at lade der være stille. Men nu tør jeg stole på, at den stilhed, der er i pauserne, faktisk er lyttende og interesseret og ikke nødvendigvis afspejler, at folk keder sig.

Det lyder måske lidt ’Amager-Dalai Lama’-agtigt, men jeg tror, det har noget at gøre med, at jeg er blevet ældre. Førhen var jeg bange for, at grinet ikke er var der, eller at jeg var uinteressant. Men nu er jeg mere sikker på, at det nok skal gå.

Når vi taler sammen, nytter det ikke noget at jappe igennem samtalen. Det er vigtigt lige at give hinanden lov til at smage på ordene og tænke over det, der bliver sagt. Men det er utroligt svært. Der ligger sådan en lille frygt i pausen, fordi man mister kontrollen et øjeblik, hvor man ikke ved, hvad den anden tænker. Det har førhen forhindret mig i at holde pauser, hvor jeg bare har fyldt luften ud med ord, mens jeg tænkte. Og så fik jeg sagt alt muligt pis, og det er bare dumt.

Jeg kan kun sige, hvad jeg selv kan lære af det, og jeg kan lære, at der er noget at hente i ikke at have så travlt. Jeg er et uroligt gemyt og har altid været det. Jeg sidder sjældent stille. I min skoletid fik jeg altid at vide, at jeg da var meget sød, men det ville være ret fedt, hvis jeg kunne sidde stille. Det er jeg begyndt at øve mig på. Og jeg har fundet ud af, at der ofte er en kreativitet at hente i pauserne. Måske er det, fordi man ikke skal tvinge det frem, men at det bare kommer til én, når man står og laver mad i joggingbukser om søndagen.

For nogle år tilbage skulle jeg være vært på Zulu Comedy Galla. Det er en tjans, der er forbundet med del ærefrygt. Det er et stort ansvar, og der er rigtigt mange seere. Derudover er de første ni rækker sammensat af venner og kolleger. Man har altså forberedt en masse, der skal være sjovt til et publikum, der lever af at være sjove. Så de har stærke holdninger til, hvad der er underholdende.

Jeg var pissenervøs.

Af en eller anden mærkelig årsag valgte jeg lige præcis den aften at tage det stille og roligt og holde pauser. Og det gik fantastisk.

Jeg fik på et tidspunkt fat i det forkerte cue card og begyndte at tale, hvor jeg så pludselig kunne høre i min øresnegl: ’Rune … Rune, du er helt galt på den!’

I stedet for at gå i panik holdt jeg bare min mund og lignede en, der havde en hemmelighed.

Og så begyndte folk at grine. Helt vildt. 

Så sagde jeg: ’Hov, det var ikke det her, jeg skulle have sagt.’

Og så holdt jeg igen en vildt lang pause, mens jeg bare stod og smagte på, hvor pinligt det var. Og publikum elskede det. Vi slappede alle sammen af, og der var sikkert nogle, der tænkte: ’Åh, ja. Det kunne jeg også have gjort, det der.’

Hvad der umiddelbart kunne have været en fejl, som gjorde ondt, blev vendt til noget godt.

Og det er jo ret så gunstigt at tage episoden fra scenen og overføre til hverdagen. Man laver jo fejl hele tiden, men det er os selv, der bestemmer, hvordan vi skal håndtere dem. Og hvis vi lige tør holde en pause og tænke os om, så kan der faktisk komme noget rigtig godt ud af vores fejl.«