Vi konstaterer, at de største kunstneres koner tit var større kunstnere end deres mænd

Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.

Vi kalder det Ugen på kulturgangen.

Pludselig er Netflix blevet meget mere populær

Solveig Helles Eriksen

Hvor meget skal man se af en film, før man kan sætte flueben ved den? Det hele, ville de fleste nok mene. Men så tidskrævende behøver det slet ikke være at se en film. For streamingtjenesten Netflix er det tilstrækkeligt, hvis du har klaret åbningsscenen.

Tjenesten har nemlig ændret sin måde at opgøre seertal på. Hvor en bruger tidligere skulle have set 70 procent af et program for at tælle med i seerstatistikken, er to minutter nu nok. Den nye metode er vældig smart for Netflix.

Seertallene er steget med 35 procent, og tjenestens programmer er pludselig langt mere populære. Eksempelvis ser 45 millioner husstande nu Our Planet mod de tidligere 33 millioner. Smart fidus. Det ville jo næsten svare til, at aviser målte deres digitale succes på antal sidevisninger. Nåh ja, det er jo det, de gør.

Hustruerne slår igen!

Peter Nielsen

Der er gang i en større genoprettelse af ligevægten i kunstnerkredse, hvor husbonderne er løbet med al opmærksomheden, selv om deres hustruer ofte var større kunstnere. Det gælder Anna Ancher, der stod i skyggen af sin mand, Michael Ancher, og det gælder Aase Seidler Gernes, der i mange år stod i skyggen af Poul Gernes.

Anna Ancher, Solskin i den blå stue, 1891, Skagens Kunstmuseer. Maleriet er en del af ’SMK Fridays: Anna Ancher’ på Statens Museum for Kunst den 7. februar 2020.

Statens Museum for Kunst

Nu er det så Ragna Braases tur, der har været mest kendt for at have været hustru til kunstneren Ib Braase. Men hun er en stor kunstner i sin egen ret, og det giver sig nu udslag i, at hun fra den 12. februar præsenteres i en ny udstilling på Statens Museum for Kunst.

Med sine abstrakte, stoflige værker er hun i Danmark ren avantgarde, og nu skal en større offentlighed så lige om lidt falde i svime over hendes fantastiske værker med udstillingen Tekstil, grafik, sandal.

’The player gets played’

Mette Kierstein

Kunstneren Simon Weckert har skabt trafikpropper i Berlin. Eller sådan har han i hvert fald fået det til at se ud. Ved at slæbe en hvinende trækvogn læsset med 99 smartphones igennem byen har han på Google Maps fået ellers tomme gader til at se blokerede ud.

Hvordan vi kortlægger byen, som Google har gjort det i snart 15 år, har konsekvenser for, hvordan vi bevæger os i den. Google Maps overvåger og forudsiger trafikken, baseret på hvor mange trafikanter – altså antal mobiltelefoner – der er på vejene.

Så når Weckert med sin trækvogn tegner røde streger på Google Maps, kan det føre til, at andre vælger en anden rute. Dermed udnytter han den måde, Google indsamler data på. Og på så ganske analog vis kan man altså drille en storspiller i overvågningskapitalismen tidsalder.

Takketalerne er de nye stjerner

Christian Monggaard

Efterhånden er det ikke, hvem der modtager priserne, der er det spændende ved årets store filmprisuddelinger. Nej, det er i stedet, hvad de mon siger, når de kommer på scenen. Engang var det ildeset at være politisk, når man modtog en Oscar, en Golden Globe eller en BAFTA, men i dag – efter Trump, #MeToo og Black Lives Matter – forventes det nærmest. Det er kun godt, fordi det sætter fokus på en række af tidens mest aktuelle emner.

Således revsede Joaquin Phoenix The British Academy Film and Television Arts for »systemisk racisme«, da han i den forgangne weekend fik en BAFTA for sin rolle i Joker. Og da Rebel Wilson indtog scenen for at overrække en instruktørpris, sagde hun, at hun ikke kunne gøre, hvad de fem nominerede mænd i kategorien kunne:

»Det har jeg ikke nosserne til.« Lad os håbe, at søndagens Oscaruddeling bliver lige så underholdende.

Taylor Swift forklædt som voksen

Ralf Christensen

Salgstal, fankærlighed og grammypriser. Det har været amerikanske Taylor Swifts ét og alt, som hun selv beskriver det i den ok, men lovlig ukritiske netflixdokumentar Miss Americana. Det er så også nemt at få folkets gunst, når man er en sød, duknakket, selvudslettende teenage-countrystjerne.

»Jeg blev den person, alle ville have, at jeg skulle være,« siger hun.

Men der er et vendepunkt. Til MTV Video Music Awards i 2009 stjæler Kanye West mikrofonen under Swifts takketale og siger, at Beyoncé skulle have vundet. Folk buher ad West, men Swift tror – naturligvis – det er ad hende. I dokumentaren kalder hun det »en formativ oplevelse«.

Herfra bliver Swift voksen, får fjender og gør sig upopulær. Hun forlader countrymusikken og bliver popstjerne. Hun finder sig ikke i mere pis. Sagsøger en dj, der tager hende på røven – for én dollar. Og vinder. Går i brechen for demokratiske kandidater i Tennessee – trods modstand fra hendes manager og risikoen for at miste fans.

Men hun er vist ikke helt i mål. Til sidst i dokumentaren holder hun brandtale mod misogyni, hvorefter hun undskylder for at have holdt brandtale. »Hvorfor undskylder jeg,« spørger hun så i erkendelse af den bitre ironi. Hun smiler genert, begynder at fumle nervøst med fingrene. Viser, at hun – som langt de fleste af os – er forklædt som voksen.

Uge solosex

Marina Veis Høi

Først var det en bibelsk synd, siden blev det skamfuldt og decideret sundhedsskadeligt. Men nu skal alle med sindsro og lettelsens suk kunne udforske deres eget køn og nyde de følgende 10-20 sekunders behagelige og sitrende rystelser i kroppen.

I den seneste udgivelse i bogserien Tænkepauser fra Aarhus Universitetsforlag, Onani, vil medicinhistorikeren Morten Arnika Skydsgaard én gang for alle fjerne fortidens fordomme om solosex med den 60 sider lange lille bog med store tanker.

De fleste sexologer anbefaler den lille personlige selvudvikling under dynen som vejen til et bedre sexliv og en kilde til selvværd, afstresning og velvære. Og hvilken bedre anledning end denne uge 6 til at tage en pause og udforske alt fra Christian 7.s »ulykkelige vane« til 1990’ernes dildoparties?