Interview
Læsetid: 11 min.

Hvis kostumedesigneren eller klipperen skulle uddele oscarpriser ...

Vi har spurgt fire danske filmfagfolk om, hvad der fortjener oscarære inden for deres felt. Nogle oscarkategorier er måske ikke så spektakulære som instruktørens eller skuespillerens. Til gengæld er de afgørende for filmens troværdighed. Det hele handler om at blive en del af filmens vision uden hverken at fylde for meget eller for lidt, forklarer de
»Little Women er lavet på en måde, så man kan se, at de lever i deres tøj. Deres personligheder hænger sammen med deres tøj, og man får en følelse af, at man kender personerne, nærmest inden de har sagt noget,« lyder det fra Manon Rasmussen, der er kostumedesigner.

»Little Women er lavet på en måde, så man kan se, at de lever i deres tøj. Deres personligheder hænger sammen med deres tøj, og man får en følelse af, at man kender personerne, nærmest inden de har sagt noget,« lyder det fra Manon Rasmussen, der er kostumedesigner.

Columbia pictures

Kultur
7. februar 2020

Oscaruddelingen er under massiv kritik, og før akademiet gennemfører flere ændringer i systemet end de allerede har gjort, er det svært at tage prisuddelingen helt alvorligt. Derfor har vi i stedet spurgt fire filmfagfolk, hvad der skal til for at gøre sig fortjent til en Oscar.

Bedste musik: »John Williams er filmmusikkens godfather«

Halfdan E er filmkomponist og har blandt meget andet lavet musik til Badehotellet, Borgen og Per Fly-trilogien Bænken, Arven og Drabet.

Man kan have nok så fed musik, men hvis den ikke virker i filmen, er det ikke god filmmusik. Nogle gange er musikken vildt kedelig, men når man ser billederne imens, virker den alligevel. Komponisten skal forløse filmens potentiale og have øje for, hvad filmen mangler for at komme til at virke. Det er en underlig blanding af følelse og håndværk.

Jeg føler mig frem, men med en værktøjskasse, jeg har fyldt op over 25 år, det vil sige, at der er nogle virkemidler, jeg kan tage i brug. Enhver film skal fra A til B, og musikken har stor indflydelse på, at det sker i det rigtige tempo. Actionfilm har brug for beat, smukke eller skæbnetunge film har brug for noget til at kalde tårerne frem. Vi vil gribes, bevæges, og musikken er det stof, der kan gøre det.

Oscaruddelingen er superinteressant i år, fordi komponistfeltet består af veteraner, undtagen Hildur Guðnadóttir, som har lavet scoret til Joker. Hun er selv en joker, fordi hun går imod strømmen. Hendes score er alt andet end et stort orkester indspillet i et forkromet lydstudie på Sunset Boulevard. Det er raspende råt, nøgent, du kan ikke komme længere væk fra en hollywoodcello. Vi er som lyttere oppe omkring en islandsk vulkan. Hun er sindssygt spændende. Hun lavede også musikken til tv-serien Chernobyl, og her samplede hun lyden af kraftværker og lavede musik ud af det.

Randy Newman (Marriage Story) er en af de største sangskrivere, Alexandre Desplat (Little Women) laver ti-femten scores om året, hvilket er umuligt, og det bliver ofte noget, man har hørt i 200 andre film: en god, men noget rutinepræget præstation. Thomas Newman er virkelig dygtig og klart en af de mest interessante stemningsskabere i mine øjne, men det, han har lavet til 1917, har vi hørt ham lave en del gange før.

Jeg kunne sagtens forestille mig, at John Williams får en Oscar for Star Wars: The Rise of Skywalker. Williams er filmmusikkens godfather i USA, og min fornemmelse er, at Hollywood gerne vil fejre ham, mens han stadig er i live.

Selv har jeg det faktisk svært med Star Wars, fordi jeg synes, det er en lidt banal franchise – de onde er klædt i sort, de gode i hvidt – og man kan sige, at musikken er meget funktionel i den sammenhæng. Der er meget kamp, meget ’det gode mod det onde’, musikken er meget kulørt. Der er dog ingen tvivl om kvaliteten, og derfor er vi mange, der kigger i samme retning som John Williams. Det gør vi jo, sådan er vi, vi stjæler med arme og ben. Hvis jeg skulle lave en sci-fi-thriller, ville Star Wars være det første sted at lede efter inspiration.

Hvis man hører musikken til den første Harry Potter-film, som jeg synes, er noget af Williams’ bedste, så vil jeg sige, at selv om der findes andre, der kan skrive på den måde, ville de nok ikke ramme skiven lige så rent som John Williams. Han kan lave nogle melodier, som man ikke glemmer, og han kan få et symfoniorkester til at leve, som ret få andre kan. Han er måske ikke den, jeg sætter mest på derhjemme, men han er den ypperste viderefører af den klassiske hollywoodtradition.

Bedste kostumer: »’Little Women’ er lavet på en måde, så man kan se, at de lever i deres tøj.«

Manon Rasmussen er kostumedesigner på for eksempel The House That Jack Built, Nymphomaniac, Dancer in the Dark, En kongelig affære og Efter brylluppet.

Jeg hader, når tøjet er nysyet. Det kan være rigtigt i tid og farve, men det skal se ud, som om det er de her menneskers tøj. Nogle gange har en karakter, der skal forestille at være fattig, fået syet en skjorte, hvor stoffet stadig er stift. Det kan være, man har prøvet at give den lidt patina, men den er bare ikke vasket 700 gange, og du kan se, at det ikke er hans sved, der sidder i kanten, det ligner en plet på en ny skjorte. Det ødelægger filmen fuldstændig. Der skal være de rigtige slidmærker på knæene, albuerne, det skal være troværdigt. Det er sindssygt svært at se, men det er noget, man kan mærke. Man skal ikke tænke på stoffet. Det skal være skuespilleren, man ser.

Der er mange, der ikke er gode til patinering. Der skal knofedt til for at få det til at se helt rigtigt ud. Da jeg lavede tv-serien 1864, fik jeg syet 600 uniformer op i spritny uld, de var fine og nye, og så kom vi dem i koldt vand, inden der ellers blev slebet med sandpapir og sprøjtet med olier. Jeg havde 20 mennesker til at patinere, indtil det så ud, som om soldaterne havde sovet i dem.

Jeg er blød i farverne. Jeg arbejder på den måde, at jeg lærer skuespillerne at kende, karaktererne at kende, og så prøver jeg ellers ikke at tage fokus. Det er jo skuespillerne, der er det interessante.

I år er der flere gode bud. Joker er oplagt med sminken og jakkesættet, men jeg må også sige, at det ikke er helt nok for mig. The Irishman er egentlig fint lavet, men det irriterer mig grænseløst at se Robert De Niro i en yngre computerudgave. Så kan det godt være, at han har en fed jakke på, men hans computeransigt ødelægger karakteren, og så bliver det utroværdigt. Jeg kan ikke nyde filmen som helhed.

Jojo Rabbit er virkelig sjov, den er helt tosset med farver og med fuld knald på, det er sådan en tegneserieagtig måde at lave det på. Selv om jeg er diskret med farver, er jeg med hele vejen. Once Upon a Time … in Hollywood er fyldt med sjove typer, tilskueren får et lille smil på, og det er jo en fed tid, de arbejder med. Det er også en taknemmelig tid at arbejde i, fordi kostumerne er sjove, og så bliver det nemt at score points. I min bog er Once upon a time … in Hollywood ikke lige helt så stor kunst som Little Women.

Little Women er jeg helt vild med. Her har kostumedesigneren Jacqueline Durran løst opgaven virkelig godt. Hun gør det på en følsom og blid måde, som er meget tiltalende. Jeg bliver påvirket af tiden, som er smuk, og samtidig har kostumedesignet lige den der ekstra følsomhed i karaktererne, og det påvirker mig.

Little Women er lavet på en måde, så man kan se, at de lever i deres tøj. Deres personligheder hænger sammen med deres tøj, og man får en følelse af, at man kender personerne, nærmest inden de har sagt noget. Man kan simpelthen se det på, hvordan de er klædt. Hvis du får den følelse, er det, fordi det hele spiller sammen på sådan en fin måde. Du kan mærke personen, og det er meget vigtigt.

Bedste klipning: »Klippet skal komme, et splitsekund før du vil have det«

Janus Billeskov Jansen har siden 1970’erne været filmklipper på et væld af dokumentar- og spillefilm – for eksempel Pelle Erobreren, Åndernes hus, Zappa og Jagten.

Du vil kunne høre om en film, at den egentlig ikke var så god, men at billederne var flotte. Du vil aldrig høre om en film, at den egentlig ikke var så god, men at den var flot klippet. Sådan hænger det ikke sammen. En film kan kun være god, hvis den er godt klippet – og det er den, når du ikke lægger mærke til det.

Når filmen bringer dig gennem historierne, følelserne, forståelserne, når fortællingen har en kraft i sig, som får dig til at ville vide mere, opleve mere, grine, forstå, blive revet med af karaktererne eller temaet. Jeg vil helst se en film, hvor jeg er optaget af universet og karaktererne og bagefter går rystet ud fra biografen og tænker: »Hvordan lykkedes de dog med at fortælle den film?«

Vi filmklippere er midt inde i fortællingen fra første til sidste billede. Vi er helt nede i de små detaljer, hele og halve sekunder, hvor vi vurderer, hvordan vi får historien til at flyde allerbedst. Og vi skuer den helt store bue fra fortællingens start til slut. Vi forsøger at åbne filmens karakterer, så publikum kan spejle sig i dem, og vi sørger for, at den historie, instruktøren gerne vil fortælle, også griber publikum. Det er det, vi laver hver dag.

Klippet skal komme, et splitsekund før du vil have det, så du bliver holdt ved. Og der skal være noget, man ikke ser. Det er noget af det smukkeste og noget af det sværeste, når publikum bliver ført og forført, mens fortællingen folder sig ud.

En historie bliver skrevet tre gange: Første gang udvikler man manuskriptet, anden gang optager man, og her får historien et vrid, fordi replikkerne bliver levendegjort og tilpasset skuespillerne. Til sidst kommer vi filmklippere ind og skriver historien for tredje og sidste gang. Vi skriver historien om, hvis vi tager slutningen og flytter den op i starten, selv om det ikke var tænkt sådan, eller hvis vi fjerner halvdelen af dialogen eller smider tre eller fire scener ud, fordi vi synes, det er fortalt et andet sted i filmen. Vi skærper og strammer til. Rytmen ned gennem historien, det er filmklipningen.

Joker er min største kærlighed i år. Den folder hele tiden karakteren ud. Man kan godt fremhæve Joaquin Phoenix’ dansescene på trapperne, og der er også fremragende actionklipning, men når den fungerer så godt, er det, fordi den rammer en helt særlig balance mellem hovedkarakteren og de andre karakterer.

Jeg kan både være inde i hovedkarakterens måde at opleve en situation på, men jeg kan også opleve situationen sammen med menneskene omkring ham. Den balanceakt – hvor længe ser jeg på ham, og hvor længe ser jeg på de andre – er så vigtig for fortællingen. Jeg kan være dybt berørt sammen med ham, og samtidig kan jeg vide, at jeg ser på en fuldstændig vild mand.

God klipning er, når jeg som publikum bliver taget ved hånden og samtidig bliver udfordret i min forståelse af scenerne og karaktererne. Det er den balance, vi prøver at ramme. Hvor noget er skjult, og hvor du som publikum selv kan lægge til med din livserfaring. Det er meget større, end hvad jeg kan vise dig i en film.

Bedste scenografi: »Alt i ’Parasite’ er designet til filmen. Det er drømmen.«

Jette Lehmann har været production designer på Melancholia, Flammen & Citronen, Forbrydelsen, Riget, Lykke-Per og mange flere film og tv-serier.

 

Instruktøren har ansvaret for skuespillet, men alt andet, der bliver filmet, er sådan set produktionsdesignerens overordnede ansvar. Produktionsdesigneren er den visuelle medfortæller på en film. Biler, store middage, huse, gader - der er ikke noget, der ikke er taget stilling til. En instruktør kan have en stærk visuel identitet, men det er altid produktionsdesignerens ansvar at få det til at ske.

Vi har nogle af de tidlige samarbejder med instruktøren om, hvad det er for en film, vi gerne vil lave. Arbejdet består i at udforme de fysiske rammer, der underbygger fortællingen – det handler altid om fortællingen. Produktionsdesigneren udstikker de overordnede rammer, når det kommer til farver, overflader, materialer og den slags. Det vil være sådanne retningslinjer, som kostume og sminke lader sig inspirere af i deres arbejde. Det visuelle udtryk skal hænge sammen.

The Irishman er meget, meget lækkert designet, og intet er overladt til tilfældighederne. Kostumerne er nøje afstemt i forhold til farverne på mange af de locations, man har fundet. Men jeg kan blive så betaget af designet, at fortællingen taber mig en smule. ’Sådan gik de ikke klædt, sådan boede Jimmy Hoffa ikke,’ tænker jeg, og det går ud over fortællingens troværdighed. Det hiver mig lidt ud af fortællingen, særligt fordi den er baseret på en sand historie. Det er udfordringen for produktionsdesigneren at finde balancen.

Once Upon a Time … in Hollywood foregår i en særlig tidsperiode, og det er tydeligt, at der er lavet en meget grundig research. Når de kører på en gade, er der tænkt meget over skiltene i baggrunden, og det kan være sådan nogle detaljer, som man ikke når at fange i farten, men som alligevel lagrer sig i bevidstheden. Det er en ekstremt designet film, men det er også en helt særlig fortælling, det er et storslået eventyr. Der kan man i højere grad skeje ud uden at bryde den overenskomst, man har indgået med sin tilskuer. Når vi ser de her gutter, ved vi godt, at filmholdet leger med formatet og med fortællingen.

I Parasite er produktionsdesignet mere underspillet, men det er til gengæld en lige så stor og vigtig karakter, som skuespillerne er det. Den visuelle fortælling er helt central. Jeg ved, at man har arbejdet meget med at lave de her nedadgående bevægelser, den rige familie bor oppe, den fattige familie bor nede, vandet og lortet skyller bogstaveligt talt fra de rige ned over de fattige.

Man fortæller noget, der ikke bliver fortalt gennem replikker. Der bliver leget meget med billeder og symbolik, og det hele er så gennemført og elegant i den film. Familien Park bor i en villa, der i den grad spiller med i fortællingen. Den villa er ikke en location, men en dekoration, der er meget præcist designet til filmen, fordi den indgår som en medfortællende karakter. Alt er designet til filmen. Det er drømmen at få sådan en opgave.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Manon Rasmussen

Det er pudsigt, at du bliver irriteret over Robert de Niros fremtoning i en yngre computerudgave.

Jeg kan da godt se, at han er lidt stivbenet f. ex. i scenen, hvor han i ungdommelig fremtoning muler købmanden; men jeg synes, at det er pragtfuldt at gense den yngre de Niro - uden at jeg i øvrigt fatter en bjælde af mekanikken bag foryngringen.

Jeg er selvfølgelig også vokset op med de Niro, lige siden han skræmte os alle sammen i Taxi Driver og Godfather 2; men du har jo med al respekt også været med fra dengang.

Men sådan kan det åbenbart opleves så forskelligt.