Interview
Læsetid: 6 min.

Krister Moltzen: »Pauser er jo pinlige. Men på den anden side af pinligheden kommer der tit noget, der er sandt«

Pausen er et essentielt virkemiddel for dokumentarist og podcastmand Krister Moltzen. Ofte – fortæller han i dette første interview i vores nye serie om pauser i kunsten – betyder en pause, at der på den anden side vil blive sagt noget, der ikke er blevet sagt før
Pausen er et essentielt virkemiddel for dokumentarist og podcastmand Krister Moltzen. Ofte – fortæller han i dette første interview i vores nye serie om pauser i kunsten – betyder en pause, at der på den anden side vil blive sagt noget, der ikke er blevet sagt før

Sofie Holm Larsen

Kultur
14. februar 2020

Krister Moltzen er medstifter af det digitale magasin Third Ear. Sammen med redaktionens andenmand, Tim Hinman, har han stået bag en række af populære podcasts, blandt andet ’Kvinden med den tunge kuffert’ og ’I et forhold med’. Han er vokset op på DR’s ungdomsredaktion og indledte sin karriere på radiomontageprogrammet Ultralyd på P1. 

I slutningen af 1990’erne, dengang jeg var en stor dreng, havde jeg et meget stort crush på radiomontage. Så jeg tog på biblioteket og lånte alle dem, jeg kunne få fat på, på cd. En af de bedste er Lisbeth Jessens Efter festen, som jeg også har hørt mange gange siden. Jeg har været omkring 19 år, første gang jeg hørte den, og den har en helt fantastisk pause. Jeg tror, det er min yndlingspause.

Montagen handler om en fyr, der hedder Allan, som var blevet interviewet i samtaleprogrammet Koplevs Krydsfelt på P1 engang i begyndelsen af 1990’erne. Han fortalte, hvordan han var blevet voldtaget af sin far, hvordan han kom tilbage til hans fødselsdag på det her store gods og holdt en tale, hvordan hans tvillingesøster også var blevet voldtaget og havde begået selvmord. En lang og meget forfærdelig historie. Den udsendelse havde Thomas Vinterberg hørt, og den lavede han filmen Festen på baggrund af. Det er en lang historie for at komme frem til pausen, men det er en pointe i sig selv. For pauser kræver tit en del opbygning, før de virker.

Nå, Lisbeth Jessen følger den her historie. Allan er ikke Allans rigtige navn, men det lykkes hende at finde ham. Han fortæller hende sin historie, men efterhånden som hun begynder at undersøge den nærmere, er der ting, som ikke stemmer overens. Hun opsøger søsterens kirkegård, men kan ikke finde graven, og Allans onkel, og gradvist viser det sig, at det hele er løgn. Til sidst laver hun et sidste interview med Allan. Først har hun Thomas Vinterberg med hjemme hos ham, og Vinterberg fortæller, hvor glad han er for historien. Så tager Thomas Vinterberg hjem. Lisbeth Jessen bliver og siger, at der er noget, hun gerne vil snakke med Allan om. Så siger hun: »Allan. Jeg har jo talt med din onkel, og han kan jo ikke huske noget om alt det her.« 

Og så er der den skønneste pause, jeg nogensinde har hørt. Den er ti sekunder lang. Mindst. Og så siger Allan: »Ja. Jamen jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.« Men pausen fortæller i virkeligheden alt. Den pause har for mig stået som et symbol på sublim interviewteknik. Det at kunne holde sin kæft som interviewer. Og vide, at man har sagt nok. Bare vente. Turde at blive siddende med munden lukket og kigge nogen i øjnene og vente på en reaktion. Det er svært, og det kræver en masse mod og erfaring, men det er et af de stærkeste interviewgreb, jeg kender.

Jeg har talt med nogle af de gamle montagefolk, og vi er enige om: Det med at lave en pause længere i redigeringsrummet – det er snyd. For pausen er noget, vi alle sammen er så opmærksomme på. Tit er det sådan, at folk har lyst til at fylde pauserne ud med snak. Pauser er jo pinlige, akavede. Men på den anden side af pinligheden kommer der tit noget, der er sandt. Og klipper man i pausen, så pynter man sig med lånte fjer – så foregiver man et klarsyn eller mod, man ikke havde i situationen.

Som du kan høre, har jeg dyrket pauser, siden jeg var en ung mand. Og jeg synes da også, at min egen pause – hvis man må prale lidt – i podcasten ’Kvinden med den tunge kuffert’ hører til blandt de gode pauser. 

Kvinden har rejst rundt i hele landet, især i det gejstlige Danmark, og småsvindlet. Kirker, klostre, refugier. I et halvt år af mit liv har jeg rejst rundt på sporet af hende, og på et tidspunkt når jeg op på siden af hende. Det er ude i lufthavnen. Jeg ved, hun er svindler, men i stedet for at være pistoljournalist og lave en civil anholdelse, vil jeg prøve at blive snydt af hende. Mit mål er at opleve et svindelnummer på førstehånd. Jeg har fulgt hende i bussen på vej til lufthavnen og hørt hende fortælle en historie om, at hendes pung er blevet væk, så da vi står dér ved stoppestedet, går jeg over til hende og siger: »Jeg hørte i bussen, at du har mistet din pung, er du okay?« Så går hun i gang. Hun er læge og fra Norge og skal op til en operation, og hendes pung og telefon er væk. Og så gør hun det, hun kan. Hun holder en pause: Så er det meningen, at jeg skal sige noget. Men det gør jeg ikke. Så står vi og kigger lidt på hinanden, og så kan jeg se, at hun begynder at undre sig, og så vender hun sig og siger: »Hvad laver du egentlig her?«

Så siger jeg: »Der er noget, jeg er nødt til at fortælle dig.«

»Hvad er det?« siger hun.

»Jeg ved godt, hvem du er,« siger jeg.

Og så er der en pause. Hun kigger op og ned ad mig. Den er sikkert ti sekunder, den pause, den er ekstremt effektfuld.

»Nå, du ved godt, hvem jeg er?«

»Ja, du hedder Marie Madeleine Larsen, og du er ikke læge.«

Og så ændrer hun sig. Det er en pause, som jeg synes, er min bedste pause.

Pausen er en vigtig del af det, jeg gør. Selvfølgelig er jeg enormt bevidst om det. Når jeg står i en hvilken som helst interviewsituation, så prøver jeg at få noget på bånd, som er så godt som muligt. Det er klart. Men jeg kender også godt det med at høre båndet bagefter og høre mig selv prøve at fylde de her tomrum, som kan være pinlige, ud med ævl.

Jeg tror ikke, at man kan lave for mange eller for lange pauser i radio. Tværtimod, vil jeg næsten sige. Tit synes jeg, at der mangler pauser. Både når jeg hører radio og podcast, og når jeg lytter til mine egne råbånd.

Hvis man lytter til amerikanske podcast i dag, er der meget få pauser. Det virker, som om de er panisk angst for dem. Det er også en del af amerikansk kultur, at man skal være høflig. Og det er jo uhøfligt at holde sin kæft og sidde og stirre på nogen i 20 sekunder midt i et interview. Jeg tror, at American niceism engang imellem står i vejen for, at folk tør holde deres kæft. Der er i hvert fald meget få gode pauser i amerikansk podcast.

Pauser kan være meget effektfulde, også i andre genrer end radio. En meget vigtig del af Jørgen Leths virke har været pauser. Han viser de her mennesker i rum, hvor der ikke bliver sagt noget. Eller der hvor han klipper lidt for sent eller lidt for tidligt ind, og folk står og hænger i billedet. Filminstruktøren Max Kestner er også god til at lade ting få lov til at stå lidt.

Pausen giver tid til eftertanke. Og til at tænke over, hvordan man skal reagere, eller hvad man skal sige til et eller andet. På den anden side af pausen kommer der noget, som ikke er sagt før. En ny tanke, en opdagelse, en afsløring eller måske endda en åbenbaring.

Serie

Kunstpauser

En pause kan føles tiltrængt, pinlig eller uønsket afhængig af situationen, men for et kunstværk er den afgørende – uanset om man er radiodokumentarist, DJ, standupkomiker eller dirigent. I en ny interviewserie taler vi med vidt forskellige kunstnere om, hvad pausen betyder for deres kunstart, hvem der har leveret deres yndlingspause – og om hvordan de selv får det optimale ud af pausens effekt på publikum

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Javan Krarup Medeiros Junior

Elsker denne sætningen ’Jeg ved, hun er svindler, men i stedet for at være pistoljournalist og lave en civil anholdelse, vil jeg prøve at blive snydt af hende.'