Kurator for SMK-udstilling: Det er en fornyelse ikke at tale om Anna Ancher som kvindekunstner

»Hvis hun hele tiden bliver sammenlignet med andre kvindelige kunstnere, er kønsperspektivet ikke produktivt«

Peter Nørgaard Larsen, museumsinspektør og kurator for Anna Ancher-udstillingen på Statens Museum for Kunst

– Overvejede I, da I skulle lave denne udstilling, om Anna Anchers køn skulle bringes mere ind i formidlingen?

»Vi har overvejet det meget og talt om det. Nu er udstillingsmediet i modsætning til en større akademisk fremstilling mere begrænset. Det er et medie, hvor man er nødt til at prioritere sine pointer.«

»Der var to væsentlige opfattelser, vi ville gøre op med. Det var for det første vigtigt for os at gøre op med den fordom, at fordi du er en kvindelig kunstner, så må det hele være naturforbundet – at kvinder kun kan blive kunstnere, fordi de er naturtalenter. For selvfølgelig har Anna Ancher en masse viden og inspiration, hun trækker på i forskellige sammenhænge.«

»Den anden opfattelse, vi ville gøre op med, er, at hvis du er kvindelig kunstner, vil du traditionelt blive sat i en bestemt bås – hun vil blive indhegnet i forhold til nogle fordomme, om hvad hun beskæftiger sig med. Fx interiør og have. Det var væsentligt at gøre op med, fordi det i den grad gennemsyrer alt, hvad der er skrevet om Anna Ancher i 100 år. Vi ville åbne op for, at vi har at gøre med en kunstner, der er meget mere kompleks og ambitiøs og mener noget med det, hun laver.«

– Hvilken rolle har Anna Anchers køn spillet i hendes produktion og karriere ifølge dig?

»Hvis du læser artiklerne, er det også et perspektiv, der dukker op flere steder. Jeg har selv skrevet om den måde, hun maler lyset på, og der er ingen tvivl om, at jeg ser hendes arbejde med lyset som noget, der hører hjemme i en meget større kontekst, som også har med vitalisme at gøre. Der skriver jeg, at på grund af kønsperspektivet har man haft vanskeligt ved at se Anna Ancher i den kontekst, fordi vitalisme handler om noget maskulin kraftudfoldelse. Og der passede hun dårligt ind.

Så derfor er der nogle dimensioner i hendes værk, som måske er røget ud af kontekst, og det har meget at gøre med hendes køn. Men jeg er enig med anmelderen i, at det ikke er et synspunkt, som vi udfolder i stor stil, for der har vi valgt at prioritere anderledes.«

– Er det et statement, at I ikke ville lægge for meget vægt på hende som kvindelig kunstner?

»Ja, det kan man godt sige. Der er så mange, der har beskrevet hende som en verdenskunstner, når det gælder kvindekunst. Vi ville for en gang skyld se på hende som kunstner i sin egen ret. Det har været en drivkraft i projektet, at nu skulle hun have den udstilling, vi synes, hun fortjener som kunstner – og ude at det her specifikke kvindeperspektiv.«

– Kan man ifølge dig sige noget generelt om, hvornår det giver mening at inddrage kønsperspektivet i formidlingen af en kunstner, og hvornår det ikke gør?

»Jeg har ikke nogen hovedregler. Mit eget dogme i den sammenhæng er, at hvis kønsperspektivet ligesom er med til at åbne værket og er produktivt i forhold til de kontekster, man skriver hende ind i, så er jeg helt med på den. Men hvis kønsperspektivet bliver brugt til at begrænse de sammenhænge, hun kan indgå i, så hun hele tiden bliver sammenlignet med andre kvindelige kunstnere, så synes jeg ikke, at det er produktivt.«

– Selv hvis man kigger på hendes værkers formelle kvaliteter er det svært at komme uden om kønsperspektivet, mener anmelderen. Hvad tænker du om det?

»Udstillingsmediet er ikke så velegnet, når det gælder de mere dybsindige nuancer, som jeg synes, at der lægges op til her. Så man sidder og vælger mellem tre, fire, fem gode forskningsmæssige pointer. Men man ved godt, at en udstilling kun kan bære to eller tre hovedpointer. Vi synes, at det er en fornyelse ikke at tale om hende som kvindekunstner, men ukønnet – som maler. Og så kan andre uden tvivl levere nogle begavede analyser, hvor kønnet får en anden relevans end tidligere.«

»Får man en stor æstetisk oplevelse med Anna Anchers malerier uafhængigt af kønnet, så vinder man på det«

Lilian Munk Rösing, litterat, kritiker og forfatter til bogen ’Anna Anchers rum‘

– Giver det ifølge dig mening at adskille køn og værk, som SMK ifølge anmelderen har gjort med Anna Ancher-udstillingen?

»Ja, det synes jeg, at det gør. Og samtidig vil jeg sige, at den her diskussion er meget kompleks. Anna Ancher har selv haft et ambivalent forhold til den. Hun var aktiv i kampen for at oprette en afdeling af Kunstakademiet for kvinder. Men på et tidspunkt meldte hun sig ud og sagde, at hun ikke gad det ’kvindevrøvl’ længere. Og jeg forstår godt den ambivalens. Jeg ville også hade at blive præsenteret som ’kvindelig litteraturkritiker’. Men der kan være situationer, hvor der er grund til at fremhæve kønnet – dels som et historisk vilkår, dels som en spændende forskel.«

– Hvilken rolle har Anna Anchers køn spillet i hendes produktion og karriere?

»Det forunderlige ved hende er, at det tilsyneladende ikke var en stor konflikt for hende at være både kvinde og kunstner. Hun hører ikke til de oversete kvindelige kunstnere. Hun fik stor anerkendelse, lige fra hun var ganske ung. Hun havde sin mands fulde opbakning, medaljer og legater. Og hun er heller ikke en kvinde, der er blevet glemt i kunsthistorien. Hun er blevet ved med at være i den almindelige kunstinteresserede danskers bevidsthed. Det er det mest bemærkelsesværdige ved hende.«

– Når det kommer til værkerne, hvordan spiller hendes køn så ind her?

»For mig at se er hun – og det er en vinkel, udstillingen tilslutter sig ­– den mest moderne af Skagensmalerne. Hun peger i retning af det abstrakte maleri og den maleriske materialitet. Det er muligt, at hun så at sige har haft en større frihed til at udforske nogle æstetiske udtryk end fx Michael Ancher, der var bundet til de store bestillingsopgaver. Så måske har hun haft en frihed til nogle eksperimenter, som har gjort, at hendes kunst bliver mere original og mere moderne.«

– Bør man ikke fremhæve, hvad der er særligt karakteristisk for kvindelige malere for at få kvinderne længere frem i kunstverdenen, end de er i dag?

»Jeg hører nok til dem, der hælder mest til at sige nej: At det handler om at gå ind og se på Anna Anchers solreflekser og få en stor æstetisk oplevelse med hendes malerier uafhængigt af kønnet. Hvis du er interesseret i hendes livshistorie, bliver det også relevant at overveje, hvordan hendes køn har spillet ind. Men jeg har lyst til, at man skal fokusere på den store æstetiske oplevelse frem for kunstnerens køn.«

Det kan både være en styrke og en begrænsning at fremhæve kønnet

Dina Vester Fellenberg, direktør på kunsthallen Den Frie

– Giver det ifølge dig mening at adskille køn og værk, som SMK ifølge Informations anmelder har gjort med Anna Ancher-udstillingen?

»Jeg finder det problematisk at have en kategorisk holdning. Det er begrænsende for både værk og kunstner. Man må se på hvert enkelt tilfælde. For hvordan du formidler et givent værk og en given kunstner afhænger af, hvad du vil med udstillingen, og hvordan den er med til at tilføre ny viden om et felt.«

– Kan det være med til netop at få kvinder længere frem i kunstverdenen, hvis man fremhæver, hvad de kan i forhold til deres mandlige kolleger?

»Igen må jeg sige, at det afhænger af den kunstner, der er tale om, og om hvordan receptionen af hendes praksis generelt former sig. Og ikke mindst hvilke tematikker hendes praksis udfolder.«

»Det ville være stærkt begrænsende for kunstformidlingen, hvis man altid skulle fremhæve, hvad en kvinde kunne og ikke kunne i forhold til sine mandlige kolleger. Men det kan også være en styrke, og en nøgle til at se andre og flere sider af en kunstnerisk praksis, såvel som en kunstnerisk periode eller bevægelse.«

– Hvornår giver det særligt mening at sætte en kunstner ind i et kønsperspektiv?

»Hvad der giver mening kan ændre sig over tid. Tag den nuværende Kristian Zahrtmann-udstilling på Den Hirschsprungske Samling som eksempel. Kristian Zahrtmann døde for hundrede år siden, og det er først nu, at hans værker bliver anskuet ud fra et kønsperspektiv. Det er dybt interessant, og det lægger meget til værket.«

»Men det gør jo ikke, at det er det eneste, der er interessant i hans værk, eller at de udstillinger, der har vært tidligere, har været mangelfulde. Men det samfund, vi har i dag, gør det muligt at se og italesætte elementer, som man nok kunne se for hundrede år siden, men ikke italesætte offentligt.«