Baggrund
Læsetid: 6 min.

Litterær censur, sårede mandefølelser eller manglende Bourdieulæsning – hvad handler den svenske litteraturdebat om?

En litteraturdebat i de svenske aviser begyndte med beskyldningen om venstredrejet censur på forlagene og skriveskolen Biskops Arnö, men blev afsporet så mange gange, at et ironisk langdigt fra en ung poet blev den naturlige afrunding
Den 17. januar skrev den svenske forfatter Johan Heltne et indlæg i Dagens Nyheter, hvor han beskylder det svenske kulturliv for at have totalitære tendenser. Det har sat gang i en ophedet debat i den svenske kulturverden.

Den 17. januar skrev den svenske forfatter Johan Heltne et indlæg i Dagens Nyheter, hvor han beskylder det svenske kulturliv for at have totalitære tendenser. Det har sat gang i en ophedet debat i den svenske kulturverden.

Magnus Wennman

Kultur
14. februar 2020

Er der totalitære tendenser i det svenske litteraturliv? Det mener den svenske forfatter Johan Heltne, som den 17. januar satte fut i den svenske litteraturdebat med et indlæg i Dagens Nyheter under rubrikken »Jeg fortryder, at jeg lod forlaget slette i min bog om en anmeldt voldtægt«.

Debatindlægget lå i forlængelse af en artikel om den mandlige forfatters rolle i samtidslitteraturen, som Heltne udtalte sig til i december 2019 i samme avis. Her beskrev Heltne, hvordan han i arbejdet med sin roman Emil på sit forlags opfordring slettede visse passager, der gjorde skyldsspørgsmålet uklart i den voldtægtssag, som er romanens omdrejningspunkt.

Bogen, hvis hovedperson frikendes for en voldtægt, han ikke selv kan huske at have begået, fik pæne anmeldelser, da den udkom i april 2019, men ifølge Heltne mistede offentligheden hurtigt interessen – muligvis på grund af denne forenkling af værket.

Heltne kaldte i interviewet processen for »en slags censur«, men udvidede i sit debatindlæg kritikken til ikke bare at handle om forlaget (Natur & Kultur, et stort, stockholmbaseret forlag), men også folkehøjskolen Biskops Arnös velrenommerede skriveuddannelse, hvor Heltne selv har gået og i sin tid påbegyndte arbejdet med Emil.

Heltne beskriver klasseværelseskulturen på Biskops-Arnö som »stille«, »nærmest sekterisk«, visse politiske og æstetiske perspektiver dominerede, og litteratursynet udgik fra »marxistisk-feministisk-queer-teori«:

»I den gruppe, hvor vi regelmæssigt læste hinandens tekster, blev de andre provokerede af det, jeg skrev, også den vejledende forfatter. De mente, at jeg måtte tage stilling til den hændelse, fortællingen kredsede omkring – var det, eller var det ikke en voldtægt? Jeg forstod ikke hvorfor. For mig var det usikkerheden, som gjorde teksten interessant.«

På Biskops Arnö blev samme kritik altså rettet mod Heltnes tekst som på Natur & Kultur, og han er derfor bekymret for et litterært miljø, der generelt mistænkeliggør værker med »moralsk uklarhed«. I dette forsøg på at styre, hvem der kan skrive hvad, ser Heltne »en totalitær tendens«.

På lederplads i Dagens Nyheter støtter den faste lederskribent Erik Helmerson nogle dage efter op om Heltnes pointer. Helmerson understreger #MeToo’s mange vigtige indsigter, men forklarer, at det ikke ændrer på, at han vil have flere perspektiver i spørgsmålet om køn og magt. Han vil ikke have, at »alle fortællinger i dagens Sverige skal følge samme dramaturgi, at alle skurke skal have samme sorte had, og at alle helte kommer med samme citat af Judith Butler«.

I lederen påpeger Helmerson desuden, at ingen indtil da har svaret på Heltnes kritik, som ellers burde interessere alle, der har »interesse for svensk kunstskabelse«. Hvis Johan Heltne bare »til en hvis grad har ret«, er der ifølge Helmerson tale om »et kulturklima, som fejer visse perspektiver væk, lukker ned for visse problemstillinger, ekskluderer tanker, som tager et skridt bort fra midten«.

Litteratur for de rige

Så kom der ellers svar på tiltale.

Den 29. januar indvender den netop debuterede digter Arazo Arif under overskriften »Johan Heltne må lære at tage imod kritik«, at det at give og få kritik er en del af det at gå på en kunstuddannelse. Arif har selv gået på Biskops-Arnö samt taget en master i litterær gestaltning ved Akademin Valand i Göteborg, og hun beskriver, hvordan hun i arbejdet med sin debut mörkret inuti och fukten også fik forslag til dele, der skulle slettes eller omskrives. Digtsamlingen handler om en voldelig seksuel relation.

Arif henviser desuden til, at censur udøves af stater mod befolkninger, og mener, at sagen i et større perspektiv handler om, at »litteratur skrevet af kvinder lige nu dominerer i kvalitet og kvantitet, æstetisk og indholdsmæssigt.«

Hun slutter svirpende af med at afvise Heltnes kritik som udtryk for sårede følelser: »Det er beklageligt, at en forfatter føler sig censureret, men forfatterens følelser kan ikke tolkes som sandheder om vores samtid.«

Samme dag publicerer Sveriges største avis, Aftonbladet, et debatindlæg af den faste kulturskribent Kristofer Andersson under overskriften »Vi skriver litteratur for rige mennesker«.

Andersson læser underteksten i Heltnes indlæg som »venstreorienterede snefnug kvæler kunsten« (’snefnug’ er en nedladende betegnelse for en overfølsom person, red.).

Til Helmersons kommentar om Judith-Butlerficeringen af svensk litteratur skriver han med henvisning til de seneste års store opgør i og omkring Svenska Akademien: »Som om Horace Engdahl ikke har mere at skulle have sagt end forlagskollektivet Dockhaveri (smalt, feministisk forlag, red.) Men den, der vil argumentere for, at Sveriges vigtigste litterære institution – Svenska Akademien – helst vil premiere matriarkale samfundsomstyrtere, må selvfølgelig gøre det.«

Han mener dog, at der er vigtige kritikker at fremføre i debatten om Biskops-Arnö, bare ikke dem, »herrerne på Dagens Nyheter anfører«.

Andersson mener, at problemet både er æstetisk og klassemæssigt; for det første er skolen nemlig sprogligt ensrettende: »Biskops-Arnö støber forfattere i den samme stilistiske skabelon. Man ser hurtigt, om et indsendt manuskript er blevet hugget til under Mälarans (den sø, hvor skolen ligger, red.) bredøkse,« skriver Andersson og lyder som et ekko af den kritik af forfatterskolelitteratur, vi kender fra Danmark.

Han tilføjer, at han er bange for, at skrivekunsten kommer til at være forbeholdt dem, hvis forældre havde mulighed for at købe en andelslejlighed til deres børn: »For hver væmmelig udbryder publiceres to dusin middelklasseforfattere, som skriver om, hvordan det er at være middelklasse: Jeg tog på Riche. Tog kokain. Så havde vi sex. Hvem er jeg – egentlig?« skriver Antonsson som parodi på svensk middelklasselitteratur.

Tid til at støve Bourdieu af

Det fik den Biskops-Arnö-uddannede forfatter Johanna Frid til tasterne: Antonssons artikel giver hende lyst til at »kaste med noget«, skriver hun i et debatindlæg i Dagens Nyheter den 4. februar. Hun er provokeret af postulatet om, at alle forfattere fra Biskops-Arnö skriver ens, men også uimponeret af Antonssons klasseanalyse.

Frid, hvis debutroman Nora eller Brænd Oslo Brænd sidste år blev oversat til dansk, behandler netop klasseforhold, og hun fremhæver sin autofiktionelle romans hovedperson, der ikke har penge, men masser af kulturel kapital:

»Man kan gå på Biskops Arnö, uden at man har fået en andelslejlighed af sin mor. Man kan identificere Aaltos tulipanvase uden at have råd til at købe en selv … Jeg tror, det er på tide for middelklassens kulturskribenter at afstøve deres Bourdieu og igen sætte sig ind i begreberne kulturel, social og økonomisk kapital. Når de har gjort det, diskuterer jeg gerne videre,« afrunder Frid.

I Göteborgs-Posten samme dag fremfører Johanna Schreiber, »forfatter i Feel Good-genren« ifølge hende selv, en lignende kritik af Anderssons forestillinger om Biskops-Arnö.

Men Schreiber mener også, at »et vigtigt aspekt glemmes i diskussionen om de unge, svenske forfattere: Man kan skrive hvad som helst, så længe folk vil betale for at læse det«.

Ifølge Schreiber løser markedet altså problemet med svingende litterær kvalitet eller ulighed mellem klasserne.

Dagen efter svarer Andersson i en kortere, irriteret kommentar, at mens de skændes om Biskops Arnö, går bogbranchen samme skæbne i møde som pladeforretningerne: Boghandler lukker på stribe, forlag fyrer ansatte i massevis. Hans hensigt var i virkeligheden at tale Heltner og Helmersons censursnak imod med en mere konkret økonomisk kritik, men endte med at opflamme, hvad der lader til at være en gammel traver:

»Jeg vil gerne slippe for at at ævle om Biskops-Arnö, eftersom folk aldrig taler om noget andet. Skolens fortjenester og eventuelle brister udgør en kedelig genre i den svenske litteraturdebat,« skriver Andersson, og som kommentar til Johanna Frids artikel beder han sarkastisk folk om at række en hånd i vejret, hvis de tror, at en gentagelse af 90’ernes svaghed for Bourdieu vil løse en akut økonomisk realitet.

Her skulle man måske tro, at debatten selv kunne se, at den havde udspillet sig, men endnu en stemme kom til, nemlig internetdigteren Elis Monteverde Burrau – også uddannet fra Biskops-Arnö – som gav sit besyv med i en »poetisk slutreplik« i Göteborgs-Posten den 6. februar.

Et uddrag:

»vi var virkelig fanget af samtiden (civilcourage)

vi var virkelig hæmmede af teorien (Mälarans bredøkse; vold mod børn?)

vi var virkelig en vibrerende tvetydighed (i retssalen)

alt man har brug for er en pen og en pistol som man forlægger

vi nægter at debutere når alle andre får lov til at debutere (vi fortryder!)

vi kunne godt tænke os at udgive en endnu bedre pinebænk

(…)

men lige nu er vi her

og vi vil begå harakiri

med Mälarans bredøkse

vi er jeg

det rimer på

hegemoni

bare for sjov«

Siden er der ikke flere, der offentligt har kommenteret debatten.

 

Mathilde Moestrup er selv for tiden elev på Biskops Arnö

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mikkel Møldrup-Lakjer

Antonsson eller Andersson ? Ser ud til at være en skrivefejl i artiklen.