Interview
Læsetid: 9 min.

Malou Reymann vil gerne have, at folk griner af hendes film om en far, der skifter køn

I sin første spillefilm fortæller Malou Reymann historien om en familie, der gennemgår en krise, da faren skifter køn fra mand til kvinde, set fra den 11-årige datters perspektiv. Malou Reymann oplevede det samme som barn og har bestræbt sig på at fortælle historien med så meget varme, lethed og genkendelighed som muligt
Jeg ville gerne lade det være okay, at der er et voksent menneske, der bliver lidt pubertært. Det er okay, at det er lidt mærkeligt, siger Malou Reymann.

Jeg ville gerne lade det være okay, at der er et voksent menneske, der bliver lidt pubertært. Det er okay, at det er lidt mærkeligt, siger Malou Reymann.

Sarah Hartvigsen Juncker

Kultur
20. februar 2020

Malou Reymann vil gerne have, at folk griner af hendes første spillefilm. Også selv om den udspringer af nogle personlige erfaringer, der egentlig er ret smertefulde. En helt almindelig familie foregår i sluthalvfemserne og handler om en kernefamilie, der gennemgår en krise, idet faren springer ud som transkvinde, og forældrene bliver skilt.

Historien ligger tæt op ad, hvad der skete i nu 31-årige Malou Reymanns egen familie, da hun var 11 – samme alder som filmens hovedperson, den yngste datter Emma (Kaya Toft Loholt), har. Emma har i modsætning til sin storesøster, Caroline (Rigmor Ranthe), svært ved at acceptere, at hendes far ikke længere er den mand, hun plejede at være.

En helt almindelig familie handler altså om blødende hjerter og eksistentielle kriser, men også om en familie, der rummer en masse kærlighed, og Malou Reymann var fra begyndelsen opsat på, at filmen ikke skulle være for mørk:

»Jeg vidste hele tiden, at jeg gerne ville lave en film, der var varm og let i sin tone,« fortæller hun.

»Også fordi den går ind i et emne, som der er en del angst forbundet med, hvordan man snakker om det.«

Vi sidder i cafeen i Empire Bio i København. Malou Reymann er lige kommet hjem fra filmfestivalerne i Rotterdam og Gøteborg, hvor hun har vist sin film. I Rotterdam var modtagelsen af En helt almindelig familie »helt fantastisk«, siger hun og uddyber: 

»Der var grin og gråd og mange spørgsmål.«

I Gøteborg var folk mere tilbageholdende.

»Men efterfølgende hørte jeg, at folk havde grædt, og at flere havde sagt, de gerne ville have grinet, men så turde de ikke rigtig alligevel. Så jeg tror, folk var bange for at reagere forkert på den.«

Akavethed er okay

Den berøringsangst vil Malou Reymann gerne til livs: 

»Jeg tror, der er noget ved den frygt, som er ret farligt. Fordi den gør afstanden større. Når man er bange for at sige noget forkert, holder man sig også tilbage fra at tage nogle samtaler. Derfor ville jeg gerne lave en film, som godt nok ikke er rendyrket komedie, men som man godt må grine af, og som rummer situationer, der er akavede. Jeg tror, folk smider paraderne og forholder sig mere umiddelbart til historien, hvis jeg giver dem lov til at grine.«

I en af filmens akavede situationer er den nyskilte familie er i familieterapi. Det har været en kamp at få Emma med, og da hun hører, at hendes far vil komme klædt som kvinde, binder hun sit halstørklæde for øjnene i protest. En befippet familieterapeut (Tammi Øst) forsøger at løsne op for den anspændte stemning, mens Emma sidder med hovedet dækket af halstørklæde og trækker vejret som en, der gør sig umage for ikke at græde. 

Kameraet undgår faren (Mikkel Boe Følsgaard), der efter bedste evne prøver at komme igennem med to budskaber på en gang: At hun elsker sine døtre, og at hun ikke kan vente længere med sit kønsskifte. Fra nu af vil hun hedde Agnete, og snart tager hun til Thailand for at blive opereret. Da Agnetes mobiltelefon ringer midt i det hele, bliver hun »nødt til at tage den«.

Til sidst tager Emma halstørklædet af, og man ser Agnete i fuld figur. Den øjenkontakt og den korte samtale, de har, er super sårbar og forløsende. Samtidig er der noget lidt klodset over Agnetes hyperfeminine makeup og påklædning. Det må man godt smile af, hvis det falder en ind, siger Malou Reymann: 

»Jeg ville ikke tage sorgen ud af situationerne, men jeg havde lyst til, at der hele tiden både var noget at grine af og noget græde over. Der er for eksempel noget pinagtigt ved i en sen alder at skulle finde ud af, hvordan man klæder sig som kvinde. Det har jeg taget fra min far. Alt skulle være meget lyserødt og med mange pailletter, før hun ligesom faldt til ro i sig selv. Jeg ville gerne lade det være okay, at der er et voksent menneske, der bliver lidt pubertært. Det er okay, at det er lidt mærkeligt.«

Sarah Hartvigsen Juncker
En helt almindelig familie er rig på akavethed og på den komik, der opstår, når mennesker har noget på spil, prøver og fejler. Men det er også en film, der er solidarisk med sine karakterer, og som ikke udstiller noget som latterligt i sig selv.

»Der er stor forskel på, om man gør grin med noget, eller om man griner, fordi man genkender noget,« siger Malou Reymann. 

»For eksempel det at ens forældre er pinlige. Det behøver de ikke have skiftet køn for at være. Det er de bare, fra man har nået en vis alder … og så måske resten af livet.«

Læste sin fars dagbøger

Da Malou Reymann for fire år siden gik i gang med at skrive manuskriptet til En helt almindelig familie, havde hun længe vidst, at hun på et tidspunkt gerne ville lave noget med udgangspunkt i sin egen families historie. Hun havde bare ikke regnet med, at det skulle være hendes debutspillefilm. 

Men så snart hun gik i gang med den, havde hun en ret klar idé om, hvordan filmen skulle være. Dels skulle den have føromtalte lethed og varme, dels skulle den fortælles ud fra Emmas perspektiv. Det er både et perspektiv, hun selv kender til, og et perspektiv, man ikke så tit får fortalt historier om kønsskifte fra:

»Ved at fortælle historien gennem Emmas øjne bliver det en fortælling om en krise i en familie, som – selv om det specifikt handler om et kønsskifte – kan spejle alle mulige andre kriser, man som familie kan gå igennem. Jeg havde lyst til, at kønsskifte ikke skulle være et emne, der lukkede sig om sig selv, men at andre med andre erfaringer skulle kunne spejle sig i historien. At det ligesom lukker op for en anden måde at snakke om køn på.«

I forbindelse med manuskriptskrivningen talte Malou Reymann løbende med sin far, som bor i Frankrig, om tiden omkring hendes transition fra mand til kvinde.

»Det, at vi kunne snakke om det igennem filmen, gjorde det så meget lettere at snakke om. På den måde kunne hun mærke, at hun hjalp mig med noget, der var vigtigt for mig, men vi kunne også snakke om noget, der ellers var meget sårbart, uden at det handlede om bebrejdelser og sårede følelser. Det var en enormt smuk måde at snakke om det på.«

Fordi det var så voldsom en tid for Malou Reymanns far, var der meget, hun ikke kunne huske. I stedet gav hun datteren sine dagbøger fra perioden. At læse dem var voldsomt, men oplysende, forklarer Malou Reymann: 

»Da det skete, og jeg var 11, forstod jeg ikke, hvad det vil sige at være transkønnet, og jeg var enormt bange for alt det, jeg ikke kunne forstå. Om jeg ville komme til at miste hende – eller ham på det tidspunkt. Der var så meget, jeg ikke vidste, hvad ville komme til at betyde for mig. Men midt i den usikkerhed havde jeg alligevel en ret klar fornemmelse af, at det, der skete, var nødvendigt. Jeg kunne mærke, der ikke var nogen vej udenom for min far. Men det var voldsomt at komme tæt på de umiddelbare reaktioner, min far havde skrevet ned. Især at mærke ensomheden i det. Det er ensomt at gå igennem en livskrise, hvor man skal revurdere sig selv og sine relationer. Den ensomhed slog mig.«

I den periode, dagbøgerne er skrevet i, havde Malou Reymann selv en følelse af tab, mens hendes far insisterede på at blive ved med at være hendes far. 

»Også selv om vi havde familierådgivere, der rådede hende til, at hun skulle være vores tante i stedet for. De prøvede at finde en logik i det, der svarede til hendes køn. Der var ingen, der vidste, hvordan vi som familie skulle navigere i det.«

Sarah Hartvigsen Juncker
Dagbogslæsningen bekræftede, at der – selv om hendes far betragter det at gøre sine døtre kede af det som det egentlig traumatiske ved perioden – var en vis afstand mellem dem: 

»Da jeg læste hendes dagbøger, kunne jeg se, at det var sådan en voldsom krise, at jeg ikke fyldte særlig meget, fordi hun havde rigtig mange ting at finde ud af om sig selv. Jeg fik afklaret, at det faktisk var sådan, som jeg dengang følte det.«

Vi skal kunne se hinanden bedre

Ud fra farens dagbøger, de løbende samtaler med hende, familiens hjemmevideoer og sine egne minder har Malou Reymann bygget filmens fortælling op og skabt dens scener, der ofte drejer sig om genkendelige familiesituationer som for eksempel ferie, konfirmation og arrangementer i fodboldklubben. 

»Det var vigtigt for mig at have genkendelighed som et nøgleord, både i skrivefasen og så snart jeg begyndte at snakke med min fotograf,« siger Malou Reymann. 

»Vi mærkede hele tiden efter, om det nu var den enkleste måde, vi kunne filme det på. Vi ville gerne lade publikum opleve situationen, uden at vi prøver at sige, hvad de skal føle. Stoffet har noget sensationelt i sig, hvis det er sådan, man kigger på det. Men i stedet for at lade mig styre af det sensationelle i stoffet, ville jeg fortælle om en helt almindelig familie, der pludselig skal redefinere sig selv. Det var det, jeg selv havde oplevet, og som var sandt for mig.«

Malou Reymann nævner det tragiske Hollywood-drama Boys Don’t Cry (1999) som et eksempel på en fortælling om transkønnethed, hun ikke kunne relatere til, fordi den er »så mørk og forfærdelig«. En anden forskel på Malou Reymanns erfaringer og højspændt Hollywood-dramaturgi er, at reaktionerne ofte kommer med en vis forsinkelse: 

»Sådan har jeg også efterfølgende oplevet, at livet er. Man er ikke altid lige klar over, hvad man går igennem, mens man går det igennem.«

En helt almindelig familie foregår i sluthalvfemserne, hvad der giver den et naturligt indhold af pangfarver og overgearet popmusik. En kort forsoningsscene finder for eksempel sted på et dansegulv til lyden af Aqua-hittet »Cartoon Heroes«. Men derudover var der også en vis naivitet omkring transkønnethed i perioden, siger Malou Reymann. Det skift, hun har oplevet i måden, hvorpå man taler om transkønnede og andre minoriteter, beskriver hun som »vildt«: 

»Der er kæmpe forskel på, hvordan folk reagerer nu, og hvordan folk reagerede for bare fem år siden, når jeg fortalte, at min far er kvinde. Jeg gjorde folk ubehageligt til mode, fordi de ikke vidste, hvordan de skulle reagere. Da var det altså bare nogle virkelig akavede samtaler. Og rigtig meget stilhed.« 

Malou Reymann har ikke set arbejdet med filmen som en formidlingsopgave, der handlede om at fortælle folk, hvordan det føles at være transkønnet eller have en far, der er det. 

»Jeg har ikke sat mig en mission og besluttet mig for at skabe en større forståelse hos de og de mennesker.« Men siden det er hendes første spillefilm, måtte hun finde ud af, hvad hun kunne byde ind med som filminstruktør: »Vi har et skattefinansieret støttesystem, hvor man får rigtig mange penge at lave film for. Jeg syntes, der fulgte et ansvar med. Og hvis jeg er ærlig over for mig selv om, hvilke historier jeg har i mig, og jeg synes er relevante at fortælle, så er der nok noget relevant i det for andre også.«

Selv om En helt almindelig familie ikke er et folkeoplysningsprojekt om kønsidentitet og familieforhold, har det været vigtigt for Malou Reymann, at filmen også appellerer til folk, der ikke til daglig går og tænker i queerteoretiske termer. Derfor blev hun også glad, da de begyndte at vise filmen for testpublikum, og granvoksne heteroseksuelle mænd reagerede enormt følelsesladet på den: 

»Det var vildt for mig, fordi det jo nærmest var heteronormativiteten selv, der sad der og kunne genkende sig selv i far-datter-relationen mellem en transkvinde og en fodboldpige. Lige pludselig bliver det anderledes set og forstået igennem det normative blik. Det der store krater, der kan være mellem det anderledes og normen, det vil jeg gerne have bliver mindre. Og tiden er til det – nu skal vi altså kunne se hinanden bedre.«

’En helt almindelig familie’ har premiere torsdag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her