Nekrolog: Kirk Douglas var Spartacus

Det siger meget om Kirk Douglas, at han nærmest egenhændigt brød den sortlistning af filmarbejdere – især instruktører og manuskriptforfattere, der var mistænkt for at være kommunister – som Hollywood foranlediget af Washington stod bag i 1950’erne. En af de såkaldte Hollywood Ten, der blev dømt for uamerikansk aktivitet og udelukket fra at arbejde, var manuskriptforfatteren Dalton Trumbo. Han måtte skrive under pseudonym, indtil Douglas i 1960 satte hans navn på storfilmen Spartacus, som skuespilleren medvirkede i og producerede, og Stanley Kubrick instruerede.

I filmen spiller Douglas slaven Spartacus, der leder et oprør mod romerne i det antikke Rom, og i en af de mest berømte scener, hvor romerne vil have ham til at rejse og identificere sig blandt en stor gruppe slaver, rejser alle de andre slaver sig også og siger med ham: »Jeg er Spartacus.«

Trumbo skrev ordene, der refererede direkte til de skammelige kongreshøringer, den heksejagt, som House Un-American Activities Committee under ledelse af senator Joseph McCarthy udsatte potentielle kommunister for. Douglas, der kæmpede for det, han troede på, gav ordene krop i en af sine bedste og vigtigste roller i en karriere, der strakte sig fra 1940’erne og frem til 2004, hvor han medvirkede i sin sidste film. Nu er han død, 103 år gammel.

Klunserens søn

Kirk Douglas blev født som Issur Danielovitch den 9. december 1916 i byen Amsterdam i staten New York. Hans forældre var fattige, russisk-jødiske immigranter, og faren, der ikke kunne få andet arbejde, var byens klunser og levede af at indsamle og sælge andre menneskers skrammel. Det var en barsk opvækst, som Douglas fortalte om i sin første bog, den storsælgende selvbiografi The Ragman’s Son fra 1988:

»Selv på Eagle Street, i byens fattigste del, hvor alle familier kæmpede, befandt klunseren sig på det laveste trin af stigen. Og jeg var klunserens søn.«

Allerede tidligt måtte han arbejde for føden, men det lykkedes ham alligevel at tage en studentereksamen og siden blive optaget på St. Lawrence University. Det var her, han fandt ud af, at han ville være skuespiller, men det skulle dog tage ham en rum tid at nå frem til scenen og filmlærredet.

Douglas studerede skuespil i New York og tog navnet Kirk Douglas, fordi det passede bedre til en skuespiller. Han fik sin debut på Broadway i 1941, men måtte en tur omkring flåden, før han i 1945 tog turen til Hollywood. Året efter filmdebuterede han i The Strange Love of Martha Ivers og gjorde allerede da opmærksom på sig selv som skuespiller. Efterfølgende medvirkede han i en række glimrende noir- og kriminalfilm, hvor han som oftest spillede skurken – i flere af dem spillede han sammen med vennen Burt Lancaster.

Flot fyr

I 1949 blev Kirk Douglas oscarnomineret for første gang for sin rolle som overambitiøs, skånselsløs bokser i Champion. Der skulle dog gå næsten 50 år, før han endelig fik en af de gyldne statuetter i form af en ærespris for sin samlede karriere.

Douglas havde udseendet med sig – stålblå øjne, et fremtrædende kæbeparti og et markant hul i hagen – og han spillede gerne mandige mænd. Ofte var de ikke helt fine i kanten og hårde på overfladen, men de gemte på svaghed og utilstrækkelighed, og det gjorde dem kun mere interessante for ham at spille.

»Jeg har altid været tiltrukket af figurer, som er lidt skurkagtige. Jeg synes ikke, at dydighed er fotogen,« sagde han i 1984 til The New York Times.

Mere end 90 filmroller blev det til for Kirk Douglas i løbet af en 60 år lang karriere, hvor han også nåede at skrive flere erindringsbøger, der var fulde af artige historier om hans liv med film, alkohol og masser af kvinder.

Blandt de bedste af hans mange præstationer finder man den samvittighedsløse filmproducent i Vincente Minellis The Bad and the Beautiful (1952), den koldblodige, manipulerende journalist i Billy Wilders Ace in the Hole (1951) og ikke mindst den franske officer, der forfærdes over Første Verdenskrigs frygtelige menneskespild og meningsløse bureaukrati i Stanley Kubricks Paths of Glory (1957).

Hyklerisk system

På det tidspunkt havde Kirk Douglas lavet sit eget filmselskab, og han besluttede sig for at filmatisere den også sortlistede Howard Fasts roman om et slaveoprør i oldtidens Rom. Det var Anthony Mann, der skule have instrueret Spartacus, men han og Douglas kunne ikke sammen, så den unge Kubrick blev hyret i stedet. Og så valgte Douglas altså ikke bare at bede Dalton Trumbo om at skrive manuskriptet, men lod ham også få sit navn på det, og så var sortlistningen stort set forbi.

»Vi brugte alle de sortlistede forfattere,« skrev Douglas ifølge The New York Times i 2012 i erindringsbogen I Am Spartacus!: Making a Film, Breaking the Blacklist.

»Det var en åben hemmelighed og en værre omgang hykleri, samtidig med at det var en måde at få de bedste talenter til udsalgspris. Jeg hadede at være en del af sådan et system.«

Douglas fortsatte med at lave film op gennem 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne, men rollerne var ikke lige så gode som i de store år i 1940’erne og 1950’erne. I 1986 fik han indopereret en pacemaker, i 1991 overlevede han et helikopterstyrt, og i 1996 fik han det voldsomme slagtilfælde, som gav ham bevægelses- og taleproblemer resten af livet.

Han var bare far

Sygdom og dårligt helbred stoppede dog ikke Kirk Douglas, og i takt med at der blev længere mellem rollerne, skrev han flere bøger, også romaner, og sammen med sin kone, Anne, kastede han sig over forskellige velgørenhedsprojekter: alt fra legepladser, hjemløse kvinder og alkohol- og narkoproblemer til uddannelse og Alzheimers.

Han var gift to gange og fik tre sønner, hvoraf den ældste, Michael Douglas, også blev skuespiller og filmproducent. Som ung medvirkede Kirk Douglas i en teateropsætning af Ken Keseys Gøgereden, og han drømte om at lave stykket til en film. Det blev dog sønnen, der i 1975 producerede filmudgaven, der havde Jack Nicholson i hovedrollen og blev instrueret af Milos Forman. Filmen indbragte Michael Douglas en Oscar for Bedste Film.

»For verden var han en legende, en skuespiller fra filmens guldalder, som levede langt ind i sine gyldne år, en humanist, hvis forpligtelse over for retfærdighed og de sager, han troede på, satte en standard, vi alle kan stræbe efter,« skrev Michael Douglas onsdag aften på Facebook om sin far.

»Men for mig og mine brødre, Joel og Peter, var han bare far, for Catherine en vidunderlig svigerfar, for sine børnebørn og oldebørn deres elskede bedstefar, og for sin kone, Anne, en vidunderlig ægtemand.«