Kommentar
Læsetid: 6 min.

Niels Frank: Hanne Højgaard Viemoses ’HHV, Frshwn’ er en forstyrret roman, man kun kan holde af

Måske er ’HHV, Frshwn’ mest af alt en forstyrret roman, også litterært, hvad man tydeligst ser de steder, hvor teksten bogstaveligt talt flænses op, og sætningerne knækker eller knækker sig. I januar modtog Hanne Højgaard Viemose Montanas Litteraturpris 2019, og i denne uge blev hun nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Vi har bedt Niels Frank skrive om hendes roman ’HHV, Frshwn’
Måske er Hanne Højgaard Viemoses ’HHV, Frshwn’ i virkeligheden et portræt af kvinden som abekat.

Måske er Hanne Højgaard Viemoses ’HHV, Frshwn’ i virkeligheden et portræt af kvinden som abekat.

Martin Lehmann

Kultur
20. februar 2020

Omtrent midt i Hanne Højgaard Viemoses roman støder man på et citat i kursiv. Det er placeret midt i en længere fortvivlelse over en person ved navn Henning, der gennem længere tid har stalket hovedpersonen. Men citatet har ikke umiddelbart noget at gøre med deres indbyrdes historie. Hvem der har skrevet den lille tekst er heller ikke angivet, og den bliver ikke kommenteret noget sted i romanen. Den er et fremmedlegeme, der betragter det hele oppefra. Nøjagtig modsat hovedpersonen, der kun ser tingene nedefra og indefra:

»Grænsesætning er af vital betydning. Den er med til at tegne vor identitet, da vi via grænserne kommunikerer over for omgivelserne, det vi som person vil, og ikke vil, være med til. Grænsesætning i dybere betydning er evnen til at forsvare sig selv. I den dybeste betydning er det at kæmpe for sit liv.«

Måske netop fordi den lille tekst ligesom bare er faldet ned i romanen fra stor højde, og forfatteren ikke har gjort sig den mindste anstrengelse for at inkorporere den, spærrer man øjnene op en ekstra gang. Gode romaner har det jo med at afsløre sig selv på de mest diskrete måder. Og her er der, mener jeg, virkelig tale om en form for ledemotiv. Som altså handler om nødvendigheden af at sætte grænser. For at forsvare sig selv og kæmpe for sit liv, som det hedder. Men også for at kunne få øje på sig selv og føle, at der er nogen hjemme i én.

Nedbrudte grænser alle vegne

Hovedpersonen i romanen lider netop af, at hendes grænser konstant overskrides. Det er allerede begyndt i ungdommen, forstår vi af de mange tilbageblik til tiden i Frederikshavn, hvor de unge fyre får lov at overskride alle kropslige grænser i forhold til den purunge Hanne. Senere er det ægtefællen Steinn (eller Jussi – han har som hovedpersonen selv flere navne: endnu et tegn på manglende grænser), der gennem sin psykose overskrider hendes grænser frem til det punkt, hvor hun ikke længere stoler på ham og må flygte.

Så er det den gifte mand, hun bliver pladask forelsket i, som på den mest infame måde først bryder hendes grænser ned og dernæst udnytter hendes forsvarsløshed. Så er det indianerne i Peru, der arbejder sig ind i hende mentalt, men også seksuelt. Så er det omtalte Henning, der forfølger hende overalt enten med beskeder eller korporligt. Så er det børnene, der latterliggør hende, fordi hun ikke har en »pissemand«. Så er det psykologen, der indleder en affære med hende. Så er det samboen i kollektivet, der nægter at betale husleje.

Man begynder efterhånden at forstå, at hovedpersonen er en grænseløs person, og at hun først lidt for sent begriber, at hun bliver nødt til at smække døre og vinduer i til sig selv, hvis hun skal overleve som menneske. Hele romanen beskriver egentlig den kamp »for sit liv«, som det lille citat talte om. Og kampen består ikke i at nedbryde de andre eller bekæmpe dem med næb og kløer. Den består i at afgrænse sig.

Overrendt af mange andre genrer

Der er også mange andre grænseoverskridelser i romanen end den fysiske og psykologiske. For eksempel er det en roman, der bliver overrendt af mange andre genrer – her er både breve og småfortællinger og myter og børneremser og sange og digte. Og så er der, som vi har set, flere importerede uddrag fra fagbøger og fra andre skønlitterære værker. Man kan roligt sige, at det ikke er en roman, der trækker tydelige grænser omkring sig.

Fortællerstemmen farves af de forskellige indlejringer, men den er også i sig selv sammensat, den skrider mellem det grædefærdige og det vittige, mellem fortvivlelse og højt humør, mellem ironi og sort galde (det gentagne »for fannan!«). Det får i momenter romanen til at lyde som et orkesterværk uden dirigent. Man kunne næsten sige, at det er en roman, der ikke er hjemme i sig selv.

Igen skyldes det et grænseproblem, vil jeg mene. Der er ingen skotter mellem forfatter og fortæller og hovedperson, det er ligegyldigt, om det er Hanne eller Anita eller Hannah eller Anne, der optræder, og hvem der fortæller hvis historie. Indimellem får man ligefrem det indtryk, at det ikke så meget er forfatteren, der fortæller om sin hovedpersonen – det er hovedpersonen, der fortæller om forfatteren.

Romanen præsenterer sig ellers nydeligt og højlitterært med både »Prolog« og fodnoter og kapitler og hoveddele. Men lige lidt hjælper det. De enkelte historier bliver fortalt på kryds og på tværs, kronologien revner og må fejes op med metakommentarer. Nu og da stikker en »redaktør« hovedet frem og forlanger orden. Men ingen orden kan opretholdes her, fordi hverken forfatter, fortæller eller hovedperson er stabile.

Resultatet er noget så befriende som antilitteratur hinsides prolog og fodnoter og fanden og hans pumpestok. Måske er HHV, Frshwn mest af alt en forstyrret roman, også litterært, hvad man tydeligst ser de steder, hvor teksten bogstaveligt talt flænses op, og sætningerne knækker (eller knækker sig). Det dybt urolige indre afspejles i det stærkt flimrende tekstbillede. Det giver romanen en utrolig autentisk karakter.

Men midt i skamrosen må jeg også sige, at jeg især mod slutningen af romanen savner noget. Jeg kunne for eksempel have ønsket mig, at romanen fulgte sine delhistorier til dørs, så vi fik enden på dem. Hvad skete der egentlig med den psykotiske ægtemand? Og hvor blev stalkeren egentlig af? Og hvad med psykologen og den unge fyr på bussen? Og ikke mindst: Lykkedes det Hanne at afslutte affæren med den skrækkelige, selvoppustelige, gifte forfatter? Det kan man ikke se, som det står her. I den forstand er det en roman uden slutning. Men det er der måske en pointe i. »Alt falder på plads«, som det sidste kapitel ironisk hedder. Nej, intet falder på plads – sådan er livet bare.

Boltrer sig i vildskaben og manglende kontrol

Undervejs i læsningen har jeg indimellem haft fornemmelsen af, at romanen boltrer sig i det udsyrede, vildskaben, den manglende kontrol. Fordi det er dér, livskraften og skønheden er størst. Forfatteren elsker tydeligvis, når fortælleren løber ud i friskpigeagtige remser – det er næsten lige så skægt, som når børnene siger noget uventet. Noget umodent. Og fortælleren selv holder sig heller ikke tilbage fra at virke infantil i ny og næ med udbrud som: »sure tissepotte-mokke det er mig«, »aiiij hvor fiiiiiint« osv.

Man kan med andre ord godt få det indtryk, at romanen rent ud dyrker det umodne, det skæve, det barnlige helt frem til det punkt, hvor det risikerer at blive til manér. Dermed ikke sagt, at det er en udvendig bog – det er det overhovedet ikke. Men den gestikulerer og slår sig i tøjret og er vildt overstadig. Den vil gerne ses og høres, for fannan da.

HHV, Frshwn rummer et portræt af en kvinde, men portrættet ligner ikke kvindebilledet i 1970’ernes litteratur, selv om beskrivelsen af intimsfæren, som det hed dengang, er beslægtet. Fortælleren (eller er det mon forfatteren?) raser et sted mod forestillingen om »den kvindelige forfatter« – det er, siger hun, som at blive reduceret til den ædle vilde eller en abekat.

Og alligevel er der i romanen noget vidunderligt fortabt, som kommer af, at hovedpersonen ikke får trukket de nødvendige grænser. Hun har ondt helt ind i knoglerne over flygtningene – dem, der krydser grænser. Og selv styrter hun rundt fra Danmark til Peru til Island (flere grænseoverskridelser) med sit »pivåbne selv«, som det hedder hen mod slutningen. Spørgsmålet er, om det »pivåbne selv« ikke er søster, eller i det mindste kusine, til den ædle vilde. I så fald er romanen virkelig et portræt af kvinden som abekat. Men hvad gør det? Det er en abekat, man kun kan holde af.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her