Flakkende hjerner
Læsetid: 5 min.

Normalt ville vi have set Lynch på maven med Deadline på væggen og Facebook i hånden

Hvordan oplever vores moderne flakkende hjerner kunsten, hvis vi tvinger dem til fordybelse? To medlemmer af redaktionen er i en kunstoplevelsesstafet blevet bedt om at iscenesætte indtagelsen af en David Lynch-kortfilm på Netflix som en biografoplevelse og bagefter tale om den i en hel time. Det ender i nostalgisk besyngelse af fordums fokus
’What Did Jack Do?’ er en 17 minutter lang sort-hvid noirpastiche, hvor David Lynch i rollen som en rygende politidetektiv afhører Jack, en lille talende abe i jakkesæt.

’What Did Jack Do?’ er en 17 minutter lang sort-hvid noirpastiche, hvor David Lynch i rollen som en rygende politidetektiv afhører Jack, en lille talende abe i jakkesæt.

Netflix

Kultur
4. februar 2020

Uret over den slidte dør i det aktuelle ombygningskaos på avisen gør os pinligt opmærksomme på, at dette er en konstruktion. En lidt akavet konstruktion. Vi sidder i et lokale, der før ombygningsrod var avisens oversætters kontor, og i fem minutters tid har vi talt om kortfilmen What Did Jack Do? Det betyder, at vi skal tale om den i 55 minutter endnu.

I vores serie om distraherbare moderne hjerners forhold til at fordybe sig i kunst har kulturredaktionen i nogen tid kørt en kunstoplevelsesstafet, hvor vi på skift har bedt en kollega opleve kunst med andre rammer end de sædvanlige.

Vores kollega Solveig Helles Eriksen har altså stillet os den opgave at se David Lynchs kortfilm, der for ganske nyligt blev lagt på Netflix, med samme rituelle fokus, som vi ville rette mod en biograffilm: Vi skal aftale et bestemt tidspunkt til at se den, vi skal sidde blødt og godt, og sammen, vi skal spise popcorn til og dernæst diskutere filmen i en hel time.

Havde vi ikke fået denne opgave, ville vi nok som særligt kulturinteresserede alligevel have set filmen, der er hypet på nettet. Katrine Hornstrup Yde, forudsiger hun, ville have set den alene en lidt for sen hverdagsaften i sofaen med sin MacBook på maven. Undervejs ville hun sikkert være kommet i tanke om noget arbejdsrelateret og have sat filmen på pause for at skrive en hurtig mail, og måske Facebook ville være blevet skannet og et par sms’er besvaret. Rasmus Elmelund ser cirka samme scenarie for sig. »Og så ville jeg måske også have set Deadline,« siger han.

»Ville du have set Deadline på telefonen?!«, spørger Yde forvirret.

»Nej, nej,« svarer Elmelund. »Jeg ville have set Deadline på fjernsynet i baggrunden, Lynch på Mac’en på maven, og så ville jeg have lavet noget andet på telefonen imens. Måske googlet teorier om, hvad filmen handler om. Men jeg ville nok ikke have set den færdig.«

Så vidt så godt.

Det står ret klart, at vi med fordel kunne give vores liv med streaming bedre betingelser.

Mandagshjerner

På filmdatetidspunktet en typisk travl mandag har kulturredaktør Yde allerede holdt seks møder, skrevet 22 mails og redigeret to teateranmeldelser, tæller hun. Den søvnfrarøvede kulturjournalist og tvillingefar Elmelund har tæsket løs på en artikel om, hvordan tidens popsange med Spotifys algoritmer er designet til moderne, stimulisyge hjerner.

Da klokken nærmer sig 14.00, vel vidende at Elmelund har en hård vuggestuebagkant, kigger vi lidt forvildet på hinanden. Skal vi virkelig? Ja. Yde piler ned i Føtex Food og køber popcorn med samsøsalt og ingefærsodavand og henter to gode højttalere, der samler støv på stigereolen bag hendes skrivebord. Elmelund finder et tomt lokale i avisens renoveringskaos og lægger sofahynderne på gulvet. Så trykker vi play.

What Did Jack Do? er en 17 minutter lang sort-hvid noirpastiche, hvor Lynch i rollen som en rygende politidetektiv afhører Jack, en lille talende abe i jakkesæt. Deres ordudveksling er filmagtige oneliners, der aldrig helt giver mening. »Ved du noget om fugle, Jack?«, begynder den. Det viser sig at handle om noget med, at Jack har et forhold til en høne. Og nogen er blevet slået ihjel. Da hønen dukker op, og Jack springer efter den, og politidetektiv Lynch springer efter Jack, slutter den. Omsider. Men også alt for hurtigt. For at skulle føre en samtale om så lidt i en hel time føles mildt uoverskueligt.

Det er så også der, samtalen starter. Om at kortfilm på en måde burde være et oplagt format til hverdagstravle hjerner med nedsat koncentrationsspand, der lige skal have sig et skud fiktion. Men at kortfilmen på den anden side ikke er det, fordi den kræver akut omstillingsparathed. Sæsonlange serier er en velkendt suppe at springe ned i, her hopper man ind i en genkendelig parallelverden, som hjernen kender og er tryg i og gerne vil hænge ud i. Lynch i absurdsamtale med abe er det modsatte.

For Yde er Lynchs film absurde jokes, der først får tyngde, når de bliver så lange, at man overgiver sig til dem. Det kan man ikke nå her.

Elmelund har aftenen forinden på sin telefon, mens han så Deadline, læst Lynch sammenlignet med Jørgen Leth: To kolossale filmmænd, der i deres æstetik og udtryk er så karakteristiske, at de er i evig fare for at blive til, ja, karikaturer.

Og ligesom Leth risikerer at kaste hele sin imponerende arv af kunstfilm og digtsamlinger bort og blive reduceret til et pjattet internetmeme, når han deltager i fjollede videointerviews og spiser Magnum-is, har 74-årige Lynch med det sjove strithår også potentialet til at blive en joke og dermed en nar. Måske.

Snakken går, og selv om en time er lang tid, bliver det aldrig hverken akavet eller kedeligt i den interimistiske sofa. Men vi har svært ved at tale om filmen. Faktisk har vi svært ved så meget som at genfortælle handlingen.

I de gode gamle dvd-dage

I stedet taler vi om, hvordan vi – spøjst nok – begge har haft et Twin Peaks-ritual, hvor vi mødtes med gode venner og ligesom i dag gjorde en begivenhed ud af at se Lynch-fjernsyn. Yde cyklede fra Østerbro til Islands Brygge og vennen Morten og spiste burger og så et par afsnit af tv-serien på dvd. Så cyklede hun hjem igen.

Elmelund havde nærmest en klub med vennerne Cecilie, Tatiana og Jonas, hvor de mødtes på et planlagt tidspunkt, drak sort kaffe og gnaskede amerikansk bagværk, dæmpede lyset og satte dvd-skiven i maskinen. Klubben blev gendannet i 2017, da Twin Peaks: The Return kom. Vi taler om, at What Did Jack Do? lidt føles som noget, der kunne have været outtakes fra denne sidste sæson af tv-serien.

Elmelund påpeger det paradoksale i, at han kan huske detaljer og replikker fra Twin Peaks, mens han altså har vanskeligt ved at genfortælle den film, han netop har set. Hvad var det nu, Jack gjorde?

I første omgang giver han den manglende søvn og generelle træt- og travlhed skylden, men Yde indvender, at det lige så vel kan skyldes oplevelsen. Eller den manglende oplevelse. Trods vores lille indsats. Altså, at hvis filmen var blevet set i biografen – eller i det mindste i mere biograflignende omgivelser – med seriøst god lyd, på en god skærm, og hvis vi som optakt var cyklet igennem byen med forfriskende vind i ansigtet og fulde af forventning, så havde det nok været noget andet. 

Så havde vi måske kunnet snakke grundigt og længe om, hvad denne der Jack really did do.

Serie

De moderne hjerner og kunsten

Aldrig har vores hjerner modtaget og bearbejdet så meget information som nu. I en ny serie taler vi med hjerneforskere og kunstformidlere, filosoffer og neuroæstetikere, kunstnere og kulturhistorikere for at undersøge, hvordan den digitale verdens flimmer påvirker os. For hvis det er sandt, at internettet forandrer vores hjerner, og hvis det dermed også er sandt, at vores hjerner forandrer kunstoplevelsen – hvordan skal kunsten så reagere? Skal den ile med, eller gå den modsatte vej?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her