Interview
Læsetid: 16 min.

Ny forlagsdirektør: »Gutkind skal også være her om 100 år. Det lyder måske højtravende, men det er ambitionen«

Det er opbrudstider i forlagsbranchen, hvor nye digitale medier og gamle kapitalstærke aktører er i fuld gang med at ommøblere landskabet. Ud af asken på det hedengangne Rosinante er senest sprunget et nyt skønlitterært forlag: Gutkind. Forlagets direktør Jacob Søndergaard er opsat på at bevise, at han kan føre et mellemstort kvalitetsforlag til succes
Det er opbrudstider i forlagsbranchen, hvor nye digitale medier og gamle kapitalstærke aktører er i fuld gang med at ommøblere landskabet. Ud af asken på det hedengangne Rosinante er senest sprunget et nyt skønlitterært forlag: Gutkind. Forlagets direktør Jacob Søndergaard er opsat på at bevise, at han kan føre et mellemstort kvalitetsforlag til succes

Sarah Hartvigsen Juncker

Kultur
7. februar 2020

Der findes et ord for den uforudsigelige dynamik, som kendetegner kaotiske hændelsesforløb. Man kalder det for sommerfugleeffekten. Ingen kan forudsige, hvad en sommerfugls basken med vingerne vil føre til: alt eller intet. Kaos eller orden. Selv små og ubetydelige begivenheder kan få store og afgørende konsekvenser. Det eneste, man kan være sikker på, er, at når tingene først er sat i bevægelse, så er ingenting længere sikkert.

Det beviser de seneste måneders udvikling i forlagsbranchen.

I september 2019 besluttede Gyldendals direktør Morten Hesseldahl at nedlægge Rosinante & Co som selvstændigt forlag for at lægge det ind under moderforlaget Gyldendal. Ideen var at spare på det uvæsentlige: husleje og administration for til gengæld at skabe råd til det væsentlige: litteraturen og forfatterne.

Men sådan så forfatterne ikke selv på forlagsfusionen. For dem var det ikke ligegyldigt, hvilke redaktører de betroede deres hjerteblod, eller hvilken adresse de kunne kalde deres hjem. De var Rosinanteforfattere og netop ikke Gyldendalforfattere, og de tøvede ikke med at give deres mening til kende:

»I dag har Morten Hesseldahl ødelagt noget unikt og vigtigt i den danske kultur,« skrev forfatter Dennis Gade Kofod, mens Christina Hesselholdt erklærede sig både »vred og trist«:

»I første omgang flytter jeg med, men det betragter jeg som en slags nødforanstaltning,« sagde hun til Information.

Og så hjalp det ikke meget, at Morten Hesseldahl senere i Weekendavisen kunne forsikre forfatterne om, at han udelukkende havde truffet sin beslutning for at kunne tjene »kunsten og kunstnerne«.

For sommerfuglen havde allerede basket med vingerne – og et uforudsigeligt hændelsesforløb, der skulle ende med et nyt forlags tilsynekomst på det danske bogmarked, var sat i gang.

En overraskende mail

Midt i begivenhedernes centrum stod Jacob Søndergaard.

Den tidligere forlagschef for Rosinante befandt sig på det tidspunkt stadig i en form for sorgtilstand. Det forlag, han havde arbejdet for og identificeret sig med igennem mere end 12 år var historie, og de kolleger og forfattere, han havde delt op- og nedture med, var enten blevet fyret eller forflyttet.

Det var i denne nedtrykte sindsstemning, at en mail pludselig tikkede ind i hans indboks den 15. oktober 2019. Afsenderen var administrerende direktør i svenske Bonnier Books, Håkan Rudels, som bad ham komme til møde i den svenske forlagsgigants hovedkvarter på Sveavägen i Stockholm. Han havde et jobtilbud, han gerne ville drøfte med ham.

Bonnier havde, fortalte Håkan Rudels, da Jacob Søndergaard nogle dage senere indfandt sig til møde i det over 200 år gamle forlags imposante bygning midt i den svenske hovedstad, længe ledt efter en mulighed for at komme tilbage på det danske forlagsmarked. Og med Gyldendals beslutning om at lukke Rosinante var den mulighed nu opstået.

De havde, sagde Rudels, et nyt mellemstort forlag i tankerne, ikke ulig Rosinante, der skulle satse på kvalitetslitteratur i bredeste forstand og udgive 20-25 danske og udenlandske titler om året – til en begyndelse.

Fjorten dage senere var forlaget Gutkind en realitet.

To klapstole og et havebord

»Der er ingen tvivl om, at lukningen af Rosinante åbnede muligheden for, at Bonnier kunne etablere sig i Danmark,« slår Jacob Søndergaard fast, da jeg møder ham fredag eftermiddag i Gutkinds nye lokaler i Læderstræde i København.

Hans stemme runger som i en katedral, da vi træder ind i de gabende tomme forlagslokaler. Rummene er endnu ikke blevet møbleret og gjort klar til de foreløbig fem medarbejdere, som Jacob Søndergaard har sat på lønningslisten. Men i et af de bagerste rum er der tegn på liv.

Her er et havebord og to klapstole sat til at agere midlertidigt redaktørkontor for Louise Kønigsfeldt, forlagets indtil videre eneste skønlitterære redaktør, der denne fredag sidder sammen med forfatteren Caroline Albertine Minor i færd med at gennemgå manuskriptet til hendes kommende bog – en ny, stor roman – der efter planen skal udkomme på forlaget senere i år.

Sarah Hartvigsen Juncker

Få uger inde i forlagets levetid har Gutkind allerede sikret sig aftaler med hele ni fremtrædende tidligere Rosinante-forfattere, der alle har valgt at forlade Gyldendal til fordel for Gutkind. Det drejer sig foruden Caroline Albertine Minor om forfattere som Helle Helle, Vita Andersen, Lotte Kaa Andersen, Stine Pilgaard, Kristina Stoltz, Lotte Kirkeby, Emma Bess og Tine Høeg, hvis nye roman Tour de Chambre bliver forlagets første udgivelse.

»At få ni af Danmarks dygtigste forfattere med ét slag er det bedst tænkelige udgangspunkt at starte et nyt litterært forlag på. Jeg kunne ikke have ønsket mig det bedre,« siger Jacob Søndergaard og tilføjer: »På den baggrund kan man selvfølgelig undre sig over, at Morten Hesseldahl ikke mener, at forfatternes skifte betyder noget.«

Til netmediet Mediawatch kommenterede Morten Hesseldahl for nylig forfatterflugten fra Gyldendal, som han kaldte »forventelig«, da forfattere ofte følger deres redaktører, når de skifter job. Men han understregede samtidig, at det ikke ville komme til at mærkes på Gyldendals bundlinje »i nogen negativ forstand«.

»Men det forstår jeg ikke,« fortsætter Jacob Søndergaard. »For hvis man alene ser på det skønlitterære felt – og man må jo anskue hver forretningsenhed isoleret – så har det betydning, ikke mindst på den lange bane. Vi taler jo her om godt sælgende forfatterskaber, der allerede har slået igennem med stor tydelighed både i offentligheden og i markedet, og det er forfatterskaber, som hen over de kommende år kan nå et endnu større publikum. Så det er ikke sådan, at jeg tænker dem som den rene pynt. Det er nogle af de forfatterskaber, vi som forlag har tænkt os at bygge vores fremtid på.«

– Mener du, at Morten Hesseldahl har forregnet sig?

»Jeg forstår på sin vis godt hans rationale. Når man påtager sig at være koncernchef, er det en vigtig opgave at foretage besparelser på driften. Men jeg undrer mig over, at det lige netop skulle gå ud over Rosinante, som var et vigtigt kulturbærende forlag med en grundlæggende sund økonomi. Og så mener jeg måske også, at lukningen kunne være foretaget med en større musikalitet.«

– Hvad vil det sige?

»At kommunikationen til forfatterne kunne have været en anden. Og det er i mine øjne en af de vigtigste årsager til hele miseren. Så snart man begynder at tale til forfattere som en gruppe uden ansigt eller at omtale deres forfatterskaber som en kapital, der bare kan flyttes rundt på fra bankboks til bankboks, går man galt i byen.«

Et 100-årigt projekt

Gutkind skal, fortæller Jacob Søndergaard, udgive dansk og oversat litteratur af både den smalle og brede slags, investere i et litterært vækstlag og turde satse på at debutere unge, ukendte forfattere, hvis forfatterskaber kan udvikle sig organisk og opnå udbredelse og anerkendelse. Han er ikke, siger han, blevet præsenteret for et krav om at præstere overskud de første tre-fem år. Hans vigtigste opgave er lige nu at støbe fundamentet til et langtidsholdbart forlag, der kan blive stående i mange år frem.

»Det, Bonnier har bedt mig om, er at etablere forlaget med mit netværk og mine kontakter til det danske forfattermiljø, til bogbranchen og til pressen, at finde passende lokaler og at ordne en masse andet praktisk, men først og fremmest at udstikke en retning, som de synes er sund. De vil have, at jeg formulerer en vision, som får dem til at tro på, at Gutkind Forlag også vil være her, når de – og vi – for længst er væk,« siger han og slår forlagets målsætning fast:

»Gutkind skal være et litterært kvalitetsforlag, som også er her om 100 år. Det lyder måske lidt højtravende, men det er ambitionsniveauet. Derfor skal vi også starte det rigtige sted. Vi skal ikke gå efter de hurtige penge, men opbygge solide, varige forfatterskaber og skabe en god portion kulturel kapital.«

Fra et hjem med klaver – uden klaver

Vi forlader de rungende lokaler på Læderstræde 9 igennem baggården med dens okkergule facader og sætter os ind på Kunstforeningen Gl. Strand for at drikke en kop te. Vi har talt om forlaget, nu er det tid til at tale om manden bag. 

Det er på mange måder en ny rolle, Jacob Søndergaard træder ind i som forlagsdirektør for Gutkind. Tidligere har han stået i næstforreste række, ét skridt bag Rosinante-direktøren Jacob Malling Lambert. Nu er han selv frontmand og skal tegne Gutkind udadtil. Det er en rolle, der kommer med et ansvar, men det er samtidig et ansvar, han gerne tager på sig, siger han.

»Jeg har en frygtelig masse, jeg skal ud og bevise, og jeg er ved at dø af skræk over det. Men det appellerer også til min sportsånd og mit professionelle drive. Jeg vil vise, at jeg kan lykkes med at lave et mellemstort kulturbærende forlag, der hænger sammen økonomisk,« siger han.

Det er en sælsom blanding af selvsikkerhed og ydmyghed, der mødes i Jacob Søndergaard. Han er nordjyde og født og opvokset i Hjørring nord for Aalborg, hans bedsteforældre var håndværkere og hjemmegående småfolk på landet, og begge hans forældre gik på højskole.

Det har præget Jacob Søndergaards opdragelse. Han er, som han formulerer det, »fra et hjem med klaver – uden klaver«, men til gengæld med »en hulens masse bøger«. I bogreolerne stod tyske klassikere, for hans far var tysklærer, og Jacob Søndergaard lagde ambitiøst ud med både Thomas Mann og Georg Trakl.

»Der var en vis prætention over mine valg,« indrømmer han, »men interessen for litteraturen var oprigtig, og gennem mine forældres interesse forstod jeg hurtigt, at bøgerne repræsenterede en særlig værdi.«

Da Jacob Søndergaard begyndte at læse dansk på universitetet, voksede interessen for bøgerne fra det amatøristisk begejstrede til det professionelt kyndige. Men det skete ikke over night. Det var »turbulente ungdomsår«, som han kalder det, og Jacob Søndergaard var som studerende hverken særligt fokuseret eller særligt brillant.

Men da han kom på overbygningen, fik han mere samling på både sig selv og sine studier, og samtidig blev han tilbudt et studiejob på Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, som fik stor betydning for ham, ikke mindst på grund af en mand ved navn Jørgen Hunosøe. Han var kendt som lidt af en original, en pertentlig forskertype, der sad på sit kontor og røg filterløse Kings, mens han fordybede sig i litteraturen.

Dengang – kort før årtusindskiftet – var han leder af en lille redaktion for danske klassikere og i færd med at skrive på en tekst, der skulle komme til at vække stor opsigt de følgende år. Det drejede sig om en analyse af forfatter og forlagsdirektør Ole Wivels fem første digtsamlinger, der afslørede hans nazistiske sværmerier som ung.

Ole Wivel reagerede voldsomt og anklagede Jørgen Hunosøe for at være drevet af et personligt hævnmotiv, hvilket tærede på ham. Men det er noget andet, Jacob Søndergaard især vil huske ham for:

»Jørgen Hunosøe påtog sig lidt af en mentorrolle over for mig og lærte mig både ordet og den praktiske betydning af akribi. Altså, omhu i detaljen. Den skal man have, hvis man vil være redaktør. Man skal have respekt for detaljen og lægge omhu i hvert eneste bogstav,« siger han og lyder som et ekko af sin nu afdøde mentor.

Sarah Hartvigsen Juncker

Ingen åndsfyrste, men jævnt belæst

Med akribi søgte og fik Jacob Søndergaard sit første job som redaktør på Lindhardt og Ringhof i januar 2000, derpå fulgte en kort periode på GB Forlagene og en lidt længere på People’sPress, inden han omsider landede hos Rosinante, hvor han har været de seneste 12 år. Hele vejen igennem sin karriere har han, siger han, forsøgt at bevare kontakten til de værdier, han fik med sig fra sin nordjyske barndom.

»Jeg kommer ikke fra noget højborgerligt eller højintellektuelt miljø, men fra et jævnt oplyst lærerhjem, og den position antager jeg vel også i det danske forlagslandskab. Jeg er ingen åndsfyrste, men jeg er et almindeligt belæst og interesseret menneske, som forsøger at være en god samfundsborger – også i kraft af mit arbejde, for jeg mener, at det job, jeg har påtaget mig, kommer med et ansvar, og det ansvar løfter jeg med nogle højskoleidealer i bagagen, selv om jeg aldrig selv har gået på højskole. Jeg er drevet af et folkeoplysningsprojekt og en forestilling om, at litteraturen og det levende ord, den kulturelle samtale, skal findes i befolkningen,« siger han.

For Jacob Søndergaard er litteraturen ikke noget ophøjet og elitært, men noget der angår os alle.

»Litteratur kan have livsforandrende betydning. Og det livsforandrende behøver ikke nødvendigvis at komme fra udsøgte litterære eksperimenter, det kan også komme fra selve mødet med læsningen.«

– Hvilken type læser er du selv?

»For mig personligt er litteratur ikke underholdning. Det er et eksistentielt anliggende. Det kan lyde snobbet, men sådan er det. Og det gælder også mit arbejde med litteraturen som forlægger. Jeg er eksistentielt engageret i mit arbejde. Det er en livsopgave. Eller med fare for at lyde patetisk: et kald.«

– Hvordan vil det præge Gutkind?

»Vi skal være et udpræget litterært forlag, og det bliver vi også. Men for at kunne være dét, skal vi også udgive bøger, der henvender sig bredere. Så selvfølgelig skal vi have genrelitteratur også. Måske ikke primært krimier, hvor konkurrencen herhjemme er ekstremt hård. Men det kunne for eksempel være romantisk litteratur.«

– Altså, erotisk litteratur?

»Ja, why not? Det må det gerne være. De fleste større forlag har jo sådan en linje, selv Gyldendal med Flamingo og Rosinante med Pretty Ink. Det mener jeg hører naturligt hjemme på et omnibusforslag, hvor man i princippet skal kunne henvende sig til hele Danmarks befolkning. Og sådan kommer vi også til at fungere.

– Så Gutkind vil også udgive ’litteratur som underholdning’?

»Ja, selvfølgelig, og jeg har respekt for det meget store publikum, der bruger litteraturen som underholdning. Sådan bruger jeg den bare ikke selv. Men vi vil med stolthed udgive fremragende underholdningslitteratur, og jeg vil selv gå i spidsen for at finde det bedste af det bedste. Der er ingen afstandtagen fra min side, når det gælder genrelitteratur. Men når jeg har en halv time tilovers om aftenen, vælger jeg selv noget andet.«

En æressag at være i Danmark

Vi drikker ud og vender tilbage til lokalerne i Læderstræde ad samme vej, som vi kom – ind gennem baggården og op ad trappen til tredje sal, hvor et messingskilt med forlagets navn er kommet op på døren.

Det har været magtpåliggende for Bonniers ledelse, at Gutkind kom til at ligge i det gamle København og ikke i et nedlagt industrikvarter uden for byen, fortæller Jacob Søndergaard. Forlaget er nemlig opkaldt efter Bonnier-familiens stamfader, den jødiske indvandrer Gutkind Hirschel, der immigrerede fra Tyskland til Danmark i begyndelsen af det 19. århundrede og åbnede sin første boghandel i København i 1804.

Det var med andre ord lige her i København – ikke langt fra den nuværende adresse i Læderstræde – at det hele startede for den svenske mediegigant, der i dag driver en milliardforretning med forlagsaktiviteter i hele syv europæiske lande, herunder Tyskland, England og Polen. Bonnier er altså ikke kun gået i land i Danmark af strategiske årsager. Der er også en følelsesmæssig side af sagen.

»Bonnier er rigtignok en milliardforretning med åbenlyse økonomiske interesser i det danske forlagsmarked, men det er samtidig en familiedrevet virksomhed med en hel masse arvinger, der stadig har aktier i foretagendet. Og mange af dem har simpelthen anset det for en æressag at være til stede her i Danmark, hvor gamle Gutkind slog sine folder, og det hele begyndte,« siger Jacob Søndergaard.

De seneste uger har Jacob Søndergaard spillet helterollen som ham, der med Gutkind kan tilbyde en række hjemløse forfattere et trygt og varmt sted at udkomme. Mens Morten Hesseldahl og Gyldendal til gengæld er blevet tildelt skurkerollen som de kølige strateger, der laver markedsanalyser på forfatternes hjerteblod. Men Gutkinds ejere er ikke de rene filantroper.

Sidst Bonnier drev forlag i Danmark var tilbage i begyndelsen af nullerne i regi af Lindhardt og Ringhof – som i øvrigt havde Morten Hesseldahl som forlagsdirektør – og dengang var de svenske ejere ikke bange for at lade de forfatterskaber falde, som ikke selv kunne stå.

En årelang økonomisk slankekur kulminerede i 2005 med et meget omtalt brev til digteren Martin Glaz Serup, der sort på hvidt fik at vide, at hans bøger ikke længere kunne udkomme på forlaget, fordi man – som det hed – var »blevet pålagt at skære ind til benet og primært fokusere på de udgivelser, som vi kan tjene penge på«.

Spørgsmålet er: Kan ikke også Gutkind blive »pålagt« at fokusere på de udgivelser, som moderkoncernen kan »tjene penge på«?

»Jeg mener faktisk, at Bonnier dengang udviste en fuldstændig utrolig langmodighed,« svarer Jacob Søndergaard. »Lindhardt og Ringhof var i begyndelsen af 00’erne en underskudsforretning, som var tynget af en historisk ballast og en særlig kultur. De to situationer kan slet ikke sammenlignes. Der er kæmpe forskel på at skulle vende udviklingen for en gammel underskudsgivende virksomhed – og så på at skabe et lille smidigt forlag fra bunden og sikre, at det er lønsomt efter måske 5-7 år. Lanceringen af Gutkind er en relativt lille operation for Bonnier Books.«

– Så du føler dig tryg ved Bonniers hensigter?

»Ja, og jeg har ved flere møder sagt direkte til dem, at hvis det her skal være en ren pengemaskine, så er det ikke mig, de skal have. Men hvis de har lyst til at lave et klassisk forlag med gynger og karruseller og en fin litterær portefølje side om side med en kommerciel liste, så er det en form for forlæggeri, jeg føler mig i stand til at bedrive. Og det bekræftede de mig i allerede på vores første møde.«

Ommøblering af forlagsbranchen

Mens Gutkind stadig er ved at indrette sig i sine nye forlagslokaler, finder en anden og større ommøblering af hele forlagsbranchen sted. Nye digitale medier og store kapitalstærke aktører er i færd med at forandre spillets regler, og alle kæmper om at få deres bid af kagen.

De strukturelle forandringer har medført magtforskydninger i det ellers så velkendte forlagslandskab, og selv gamle hæderkronede kulturinstitutioner er begyndt at mærke jorden ryste under sig. 

Sommerfuglen har ikke basket for sidste gang.

»Der findes nogle særlige kulturinstitutioner i Danmark, som vi er vant til at betragte som nærmest fredhellige. Og som vi er trygge ved og vant til, og som selv dem, der befinder sig midt i dem, tror er uforanderlige. Men det er det ikke. Det må man sande, uanset om man sidder på Det Kongelige Teater, i DR eller på Gyldendal. Og tingene forandrer sig på en anden måde og hurtigere, end de har gjort før,« siger Jacob Søndergaard.

For nylig skrev Politiken om en ny »skandinavisk forlagsinvasion« i Danmark. Bonnier er nemlig ikke de eneste nye spillere på det danske bogmarked, også det store svenske lydbogsforlag Storytel har gjort sin entré og købt både forlaget People’sPress og det danske lydbogsforlag Mofibo, og endelig har den norske hotelmillardær Petter Stordalen udvidet forlagsgruppen Strawberry Publishing med et dansk forlag.

De nye spillere er med til at ændre magtforholdene i branchen, mener Jacob Søndergaard.

»Jeg tror ikke, at Gyldendal smuldrer eller forsvinder eller bliver opkøbt af en eller anden venturekapitalist, men jeg tror, at selv Gyldendal må sande, at de skal genopfinde sig selv her 250 år efter, at det hele startede, og det tænker Morten Hesseldahl sikkert også,« siger Jacob Søndergaard.

Samtidig presser en anden udvikling sig på, den digitale, som øger konkurrencen om den vigtigste ressource på markedet: folks tid. Udviklingen er ikke gået uden om forlagsbranchen, hvor væksten i øjeblikket er på lydbogsmarkedet, mens salget af fysiske bøger er for nedadgående. Men det er ikke et problem, mener Jacob Søndergaard, det er en udfordring.

»Hvis folks måder at gå til litteraturen på ændrer sig, må vi også ændre os. For behovet for poesi og fortællinger er et grundmenneskeligt behov, og det er vores herlige og forbandede opgave at opfylde det. Vi kan ikke sætte os ned og tude over, at der også er noget, der hedder Netflix. Vi skal sørge for at finde nye forretningsmodeller og samarbejdsformer, der sikrer, at der fortsat er en kage, vi alle kan spise af.«

Han mener, Gutkind i den øgede konkurrencesituation har en fordel, som hverken de store forlag eller de helt små forlag har: kombinationen af nærhed og styrke.

»Vi har de økonomiske muskler til at få ting til at ske, fordi vores ejerskab er økonomisk meget stærkt. Men omvendt vil forfatterne, når de går ind ad døren hos os, ikke opleve os som et rent kommercielt forlag. De vil opleve en ånd, en kultur og en personlighed, og de vil have nem adgang til alle. Forlagsbranchen beror på menneskelige relationer – og de relationer forstår vi vigtigheden af. Det mener jeg allerede, vi har bevist.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her