Nyhed
Læsetid: 5 min.

Ny undersøgelse viser, at mændene sidder på filmkritikken

Færre end en tredjedel af alle filmanmeldelser skrives af kvinder. Det viser en ny europæisk undersøgelse fra ligestillingsinitiativet Collectif 50/50, som er blevet præsenteret på Berlin Filmfestivalen. Skævheden gælder også Danmark og er ifølge direktøren for Collectif 50/50 med til at signalere, at mænds film og historier er vigtigere end kvinders
Debatten om kønsfordeling blandt anmeldere begyndte i 2015, hvor Meryl Streep til et pressemøde for filmen 'Suffragette' rasede over kønsfordelingen på anmeldersiden Rotten Tomatoes. Hun var kommet frem til, at kvinder kun udgjorde en femtedel af anmelderkorpset, »'nedslående' er ikke det rette ord, det er 'raserifremkaldende'« sagde Streep.

Debatten om kønsfordeling blandt anmeldere begyndte i 2015, hvor Meryl Streep til et pressemøde for filmen 'Suffragette' rasede over kønsfordelingen på anmeldersiden Rotten Tomatoes. Hun var kommet frem til, at kvinder kun udgjorde en femtedel af anmelderkorpset, »'nedslående' er ikke det rette ord, det er 'raserifremkaldende'« sagde Streep.

James Shaw

Kultur
4. marts 2020

Hvis du, kære læser, søger professionel vejledning om, hvorvidt du skal gå i biografen og se for eksempel det danske familiedrama En helt almindelig familie eller det amerikanske #MeToo-drama Bombshell, er der stor sandsynlighed for, at det er en mand, du lader dig guide af. Kun en tredjedel af filmanmeldelserne i danske medier bliver skrevet af kvinder.

Det viser en ny europæisk undersøgelse fra ligestillingsinitiativet Collectif 50/50 og filmstøtteordningen Creative Europe MEDIA, som præsenterede resultaterne i rapporten, Parity Among Film Critics in Europe, på filmfestivalen i Berlin mandag.

Undersøgelsen omfatter syv europæiske lande – Danmark, Tyskland, Frankrig, Sverige, Spanien, Italien og Polen – og viser, at antallet af kvindelige anmeldere i Danmark ligger lige over gennemsnittet. Blandt de optalte danske filmanmeldelser står der en kvindelig byline på 30 procent, mod det gennemsnitlige 28,5.

Ser man på antallet af anmeldere, der har skrevet mindst én anmeldelse i optællingsperioden fra oktober 2018 til september 2019, ligger Danmark til gengæld under gennemsnittet: 32 procent mod gennemsnittet på 34 procent. I både dansk og europæisk regi er procentdelen af kvindelige anmeldere en anelse højere end andelen af anmeldelser skrevet af kvinder. Konklusionen er altså, at kvindelige anmeldere skriver færre anmeldelser end deres mandlige kolleger.

Domineret af hvide mænd

Optællingen er foretaget via såkaldte aggregeringsites, der giver overblik over biografanmeldelser fra udvalgte anerkendte filmmedier. De danske tal tager udgangspunkt i anmeldelser, der optræder på de to sites Scope og Kino og tæller anmeldelser fra aviserne Berlingske, Jyllands-Posten, B.T., Politiken, Weekendavisen, Ekstra Bladet, Information og Børsen, P1-radioprogrammet Filmland, kultursitet Soundvenue, Filmmagasinet Ekko og filmsitet CinemaZone.

Ligesom resten af filmbranchen er filmkritik traditionelt domineret af hvide mænd. Inkluderingen af kvinder er gået langsommere end i andre grene af journalistikken, kan man se af undersøgelsen, som viser, at andelen af kvindelige filmkritikere er lavere end andelen af kvindelige journalister generelt: I Danmark 32 procent kritikere mod 38 procent journalister – det europæiske gennemsnit er 34 procent kritikere og 44 procent journalister.

Undersøgelsen viser også, at kvinder er ringere repræsenteret i de specialiserede filmmedier, og at kvinder oftere anmelder dramaer, familiefilm og animationsfilm frem for traditionelt maskuline genrer som thriller, krimi, science fiction og action.

Anmeldere er gatekeepere

Bevægelsen Collectif 50/50 blev dannet i 2018 og indledte arbejdet for ligestilling i filmbranchen med at opfordre festivaler til at udtage lige mange film af henholdsvis kvinder og mænd. Det har fået alle de store festivaler, herunder Berlinalen, til at skrive under på hensigtserklæringen »50/50 by 2020«.

»Festivaler er vigtige gatekeepere, når det kommer til, hvad publikum får mulighed for at se. Vi mener, at det er vigtigt, at festivalerne er bevidste om, at de valg, de træffer, gør en forskel,« siger Collectifs direktør, Delphyne Besse.

»Det samme gælder filmkritikere: De spiller en afgørende rolle for, hvilke film der bliver set og ikke set. Derfor besluttede vi, at det næste naturlige skridt var at undersøge kritikken. Vores formodning var, at filmkritikken er domineret af mænd, og det afspejler tallene.«

Få stillinger i toppen

Undersøgelsens forfattere har interviewet ti kvindelige anmeldere på tværs af de seks lande, og her mener flertallet da også, at deres køn har gjort det sværere at forfølge en karriere som filmanmelder, og at det kræver meget styrke og selvtillid. De interviewede oplever dog en fremgang i repræsentationen, men kæmper stadig for at få stillinger i toppen af karrierepyramiden.

Respondenterne er også enige om, at den manglende diversitet i anmelderstanden påvirker modtagelsen i den forstand, at film om eller af mænd får mere dækning, og at der er sparsom interesse for at udvide perspektivet og skrive om mindre kendte filmskabere. Den oplevelse bakker tallene op: Kun 16 procent – 17 procent i Danmark – af de anmeldte film er instrueret af kvinder.

»Undersøgelsen rejser spørgsmålet om, hvordan vi definerer kvalitet, og hvad der er ’vigtigt’ kunstnerisk. Det er anmelderne med til at definere,« siger Delphyne Besse.

Stjerner raser over ulighed

Debatten om kønsfordeling blandt anmeldere startede i USA i 2015, hvor Meryl Streep til et pressemøde for filmen Suffragette på London Film Festival rasede over kønsfordelingen på den amerikanske anmeldelsesside Rotten Tomatoes. Ved personligt at tælle op var hun nået frem til, at kvinder kun udgjorde en femtedel af anmelderkorpset.

»’Nedslående’ er ikke det rette ord, det er ’raserifremkaldende’,« sagde Streep.

I 2018 blussede debatten op igen, da forskeren Stacy Smith fra University of Southern California offentliggjorde en undersøgelse af kønsfordelingen på Rotten Tomatoes, der i lighed med Streeps fund konkluderede, at anmeldelserne af 2017’s 100 mest populære film var kun 22 procent skrevet af kvinder – heraf kun fire procent ikkehvide kvinder. Tallene fik en række kvindelige skuespillere op af stolen.

»Jeg vil ikke høre, hvad en hvid, 40-årig mand har at sige om A Wrinkle in Time. Jeg vil høre, hvad en ikkehvid kvinde, en biracial kvinde har at sige om filmen,« sagde Brie Larson i en tale til prisuddelingen Crystal + Lucy Awards.

Et stort spørgsmål

Og som reaktion på lunkne anmeldelser af filmen Ocean’s 8 kritiserede filmens kvindelige stjerner, Cate Blanchett, Sandra Bullock og Mindy Kaling, de mandlige anmeldere for ikke at forstå deres film.

»Hvis jeg skulle måle min karriere på, hvad hvide mænd vil have, ville jeg ikke have nogen succes,« sagde Kaling til Yahoo News.

Om kvinder og mænd modtager film forskelligt, kræver en grundigere udredning. Spørgsmålet blev ikke stillet i undersøgelsens kvalitative interviews, men rapporten viser tydeligt, at mandlige og kvindelige anmeldere har givet præcist lige høje karakterer til film af mandlige såvel som kvindelige instruktører.

Her i Berlin blev den amerikanske filminstruktør Kelly Reichardt fanget på det forkerte ben, da en kvindelig journalist spurgte hende, om hun oplevede, at mandlige og kvindelige anmeldere reagerede forskelligt på hendes film.

»Gee, det er for stort et spørgsmål lige nu,« svarede hun og gik videre. Senere vendte hun tilbage til journalisten: »Det var ikke min mening at ignorere dig. Dit spørgsmål er godt, jeg har bare ikke noget svar.«

Find hele rapporten her.

På Information er tre af filmanmelderne kvinder, og to er mænd, herunder kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde og film- og tv-redaktør Christian Monggaard

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kent Nørregaard

Hvad med om kvinder så begynder at anmelde film? Søg det arbejde I gerne vil have. Eller rettere, det arbejde Freja Dam ønsker I skal have.

Hvad er der i øvrigt i vejen med at en mand anmelder Bombshell? Der var super mange kvinder der gerne ville lade deres mening høre om En Frygtelig Kvinde så vidt jeg husker.

Jens Christian Jensen

Kun en tredie del af film anmeldere er kvinder = Stort problem.
95 % af pædagoger er kvinder = Lille problem

Emil Davidsen, Kristian Jensen, Fødevarestyrelsen Mørkhøj, ulrik mortensen, Christian Skoubye og Niels Johannesen anbefalede denne kommentar
Michael Friis

Gab.
Det minder mig om, da Ritt Bjerregaard sagde, at kvinder altid skulle stemme på kvinder (skal mænd altid stemme på mænd?) Jeg må skuffe Ritt, jeg har stemt på flere dygtige kvinder.
Hvad med at kortlægge, hvor mange anmeldere, der er QUILTBAG - kan de anmelde "chick flick" film? Eller akademikerne. Eller bosat Fyn/Jylland?

Anders Sørensen

@Jens Christian Jensen, mangel på mandlige pædagoger er en langt oftere vendt problemstilling end mangel på kvindelige filmanmeldere. Men godt forsøgt med den stråmand.

Hanne Ribens, Steffen Gliese og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar
Jens Christian Jensen

Jeg syntes bestemt ikke at det er en stråmand. Jeg ser ikke det store fokus på problemet at vores børn vokser op i institutionerne med næsten kun kvindelige forebilleder.
Børn har i den grad også brug for mandelige forebilleder. Jeg ser i det hele taget ikke den store fokus på de områder hvor kvinderne er i overtal, men så snart mændene er i overtal på et område er det kun et spørgsmål om tid hvornår det skal tages op i Go´Aften Danmark el. lign.
DVS. at de kedelige, beskidte og dårligt betalte jobs hvor mænd er i overtal ikke bliver taget op. Så meget ligestilling ønsker kvinderne jo heller ikke.

Kristian Jensen, Fødevarestyrelsen Mørkhøj og Michael Friis anbefalede denne kommentar
Kent Nørregaard

Aneders Sørensen. Nu kan man måske også argumentere for at pædagoger udfører et vigtigere arbejde end kunstanmeldere hvorfor det måske giver god mening at tale om det lidt oftere.

Det Freja Dam er ude i her er det der har kørt i årevis på the guardian. Der er ikke nok kvindelige instruktører, forfattere, bestyrelsesmedlemmer osv. osv. der er en hel hær af bloggere, såkaldte "meningsdannere" og selvbestaltede ligestillingseksperter der mener at det er mænds ansvar at sørge for at kvinder søger det arbejde som deres forkælede ideologi nu fortæller dem at de da har ret til at have. Problemet er bare at kvinder søger det arbejde de vil have og ikke det som de sørgelige bloggere synes de skal. Det er et problem med dem selv og det står jo Freja Dam frit for at ændre på statistikken ved at søge et nyt job hvor hun føler det mangler en kvinde.

Jens Christian Jensen, ulrik mortensen, Niels Johannesen, Kristian Jensen, jan sørensen og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne kommentar
Kristian Jensen

Hjemme hos os er der rigtig mange klassiske mandeting, som min kone simpelthen ikke gider at tage sig af. Hun gider ikke blive beskidt, slæbe på tunge ting, reparer ting, rense tagrender, køre bilen til mekanikeren, hælde sprinklervæske på eller bare så meget som interessere sig for en gul lamp der blinker i instrumentbrættet. Til gengæld bruger hun rigtig gerne mange flere penge end hun tjener, ofte på ting jeg ikke engang anede fandtes. Det tror jeg altså ikke er helt tilfældigt, men stiller jeg mig op på en sæbekasse og flipper diskriminationskortet, som forklaring på at alting ikke er helt ligeligt fordelt. Tuder til hende om at mine rettigheder bliver trampet under fode?
Det kunne faktisk være sjovt at prøve, tænk hvis hun tog det alvorligt og begyndte kun at bruge sine egne penge. Så behøvede jeg ikke være på arbejde hele tiden, eller prøve på at tjene flere penge end hende. Jeg kunne gå ned i tid og dangdere den derhjemme, måske flytte lidt rundt på nogle ting i stuen, så det blev som jeg kunne tænke mig.

Jens Christian Jensen, Kent Nørregaard, ulrik mortensen og Niels Johannesen anbefalede denne kommentar

... og man kan ikke forestille sig en mand anmelde kønsneutral, hvilket Freja ikke kan, fordi hun åbenbart ikke selv evner det.