Interview
Læsetid: 10 min.

’Parasite’-instruktør: Bag Koreas succeshistorie lurer fortvivlelsen og hysteriet

Efter en række år i Hollywood og flere internationale produktioner vendte den sydkoreanske filmskaber Bong Joon-ho tilbage til sit eget land og lavede en multiprisvindende sydkoreansk film, hvis kritik af et klassesamfund hele verden har hyldet som et sandt mesterværk. Selv betragter han filmen som en ’neutral’ problematisering af hele det kapitalistiske system – uden skyldige og uskyldige. Søndag nat kan ’Parasite’ vinde seks oscarstatuetter
Kultur
4. februar 2020
’Dagens Sydkorea kan på overfladen virke som et rigt og glamourøst land med K-pop, højhastighedsinternet og it-teknologi – men faktum er, at kløften mellem de rige og de fattige vokser. Især den yngre generation føler sig meget fortvivlet,’ fortæller Bong Joon-Ho.

’Dagens Sydkorea kan på overfladen virke som et rigt og glamourøst land med K-pop, højhastighedsinternet og it-teknologi – men faktum er, at kløften mellem de rige og de fattige vokser. Især den yngre generation føler sig meget fortvivlet,’ fortæller Bong Joon-Ho.

Philip Cheung/The New York Times

Det seneste år har været en hvirvelvind for Bong Joon-ho, og han befinder sig stadig midt i den. Hans nyeste film, Parasite, har bragt ham steder hen, som kun få filminstruktører – og næppe nogen anden sydkoreaner – har kendt til.

Det store gennembrud kom med en guldpalmepris i Cannes i maj sidste år, og lige siden er han bare vadet fra publikumssucces til publikumssucces, fra kritikerroser til kritikerroser, fra talkshow til talkshow og fra prisuddeling til prisuddeling – hele 170 priser er det blevet til verden over.

Og der er vel at mærke tale om priser i mange andre kategorier end ’bedste udvalgte film’. Parasite er den første ikkeamerikanske film, der har vundet en Screen Actors Guild-pris i kategorien ’bedste ensemble-performance’, og så er den nomineret i hele seks oscarkategorier, herunder ’bedste film’ og ’bedste instruktør’.

Førhen var det kun kendere, som forstod at sætte pris på Bongs særlige auteurskab. Men nu er der vokset en hel onlinefankult frem, der deler internetmemes og nyheder om og generel tilbedelse af den 50-årige filmskaber. Han er denne sæsons must have-selfie, som Hollywood-stjerner drømmer om at dele på Twitter. Selv Bongs allestedsnærværende tolk, Sharon Choi, er blevet noget af en verdensberømthed.

Uimponeret

I al virakken har Bong dog formået at holde begge ben på jorden. Han stoppede selv den otte minutter lange stående ovation i Cannes under henvisning til, at han var sulten. Lige så uimponeret betegnede han sine oscarnomineringer som no big deal, »fordi det ikke er en international filmfestival – den er meget lokal.«

Da vi mødes i London en regnfuld vintermorgen, ser Bong temmelig vindblæst ud. Hans strithårsmanke er faldet nogenlunde på plads, men han er pakket ind i et kæmpestort halstørklæde og er stærkt hosteplaget.

»Det sværeste har været alle dagene med dobbelt og tredobbelt jetlag,« fortæller han – eller rettere: fortæller hans tolk. Choi. Bong forstår engelsk og taler det også en smule, men han vil helst svare på koreansk og har fuld tillid til, at hun kan oversætte alle nuancer. »Fysisk har det været totalt rædsomt, men lige nu har jeg det egentlig okay.«

Bong er ikke en troskyldig Aladdin. Hans to forrige film, Okja (2017) og Snowpiercer (2013) var speciel effect-tunge science fiction-fortællinger, hvor hovedsproget var engelsk, og stjerner som Chris Evans, Tilda Swinton, Jake Gyllenhaal og Ed Harris var del af rollebesætningerne.

Han elsker britisk og irske skuespillere for slet ikke at tale om den britiske filmtradition og hævder at have set Hitchcocks Psycho mindst 50 gange. Han har også hængt tilstrækkeligt meget ud i Hollywoods miljøer til at have haft et sammenstød med Harvey Weinstein – det vender vi tilbage til.

Ironisk er det for så vidt, at Bong præsterede sin største succes, da han vendte tilbage til sit hjemland og til sit modersmål, hvilket han da heller ikke selv er blind for. »Jeg fik faktisk ideen til Parasite, da jeg arbejdede med Snowpiercer,« siger han. »Det var måske ikke et selvstændigt motiv for mig, at filmen absolut skulle produceres i Korea og på koreansk – men det var helt sikkert vigtigt for mig at få plads til en masse koreanske referencer i filmen.«

Lokal kolorit

Der er da også en masse lokalkolorit i Parasite såsom dens eksponering af taiwanske konditoriers ubønhørlige fremmarch i Sydkorea eller opfindelsen af minutnuddelpakker blandet med mørbradbøf (som naturligvis i mellemtiden er blevet en trend i virkeligheden), men Parasite er den sjældne ’lokale’ film, der har formået at give rungende global genlyd.

Parasite er en historie fuld af overraskelser, som det ville være synd at røbe her af hensyn til dem, der ikke har set filmen. Så meget kan dog siges, at plottet sætter to Seoul-familier i hver sin ende af den sociale rangstige op over for hinanden: Familien Kim (hvis overhoved spilles af Bongs faste hovedrolleindehaver, Song Kang-ho), der bor i en kælderlejlighed i en gyde, som fungerer som offentligt toilet, og familien Park, der bor i et minimalistisk palads på en bakke i Seoul.

Filmens intrige udløses, da sønnen, Kim Ki-woo, får ansættelse som engelsklærer for Parks teenagerdatter. Kim-familien øjner store muligheder og går efter at overtage det ene efter det andet af de mange husarbejderjob i Park-familien, idet de foregiver ikke at kende hinanden. Det er unødvendigt at sige, at tingene ikke går helt efter planen.

»Dagens Sydkorea kan på overfladen virke som et rigt og glamourøst land med K-pop, højhastighedsinternet og it-teknologi,« siger Bong, »men faktum er, at kløften mellem de rige og de fattige vokser. Især den yngre generation føler sig meget fortvivlet. Ligesom der er mennesker, der bor i telte rundt om hjørnet, fra hvor vi nu befinder os i det centrale London, så er der hjemløse mennesker, der sover i det fri omkring Seouls hovedbanegård,« siger han. »Mennesker, der hører til samfundets blinde pletter.«

Parasite er ikke en forsimplet fortælling om rig versus fattig. Ingen er totalt uskyldige eller skyldige. Bong betegner endda selv filmen som »neutral«. Han påpeger, at hr. Park, som han sammenligner med Mark Zuckerberg, har skabt sig sin formue ved ærligt hårdt og arbejde.

»Han er heller ikke specielt grådig. Det føles ikke, som om han er blevet rig ved at gøre dårlige ting.«

Ikke desto mindre giver Park-familien gentagne gange udtryk for deres foragt over for de lavere klasser og klager sågar over, at de lugter anderledes.

Klassekritik

Men den socialt betrængte Kim-familie er også hårdtarbejdende, omend den forfølger mere uærlige mål, og i modsætning til den atomiserede Park-familie er familiemedlemmerne meget forenede.

»Det var en af ​​de ting, jeg ville bringe på bane med denne film,« siger Bong. »Det er ikke, fordi, de ikke har evnerne, eller fordi de dovne. Sagen er bare, at de ikke er i stand til at finde ordentlige job.«

Han henviser til en samtale i filmen om, hvordan 500 universitetsuddannede alle ansøgte om et enkelt job som sikkerhedsvagt.

»Den historie er ikke en overdrivelse – den bygger på en rigtig artikel, jeg har læst.«

I den forstand kan Parasite snarere end at være en kritik af klassemodsætninger betragtes som en ’neutral’ problematisering af hele det kapitalistiske system. Er udbygning det uundgåelige resultat? Findes der et bedre alternativ?

»Folk er nødt til at bevare den gensidige respekt over for hinanden,« siger Bong. »Og denne film handler om en situation, hvor den minimale mængde respekt, man skal være i stand til at have over for et andet menneske, bliver fuldstændig ødelagt og fortrængt.«

Bong er lige så fascineret og forvirret som alle andre over, hvorfor Parasite er brændt igennem til et så stort gennembrud.

»Mange mennesker siger, at filmen fortæller en universel historie, fordi det handler om kløften mellem rige og fattige, men jeg tror ikke, det kan være hele svaret,« siger han. »Jeg tror, filmen er blevet så populær, fordi den appellerer til publikum på en meget filmisk måde. Jeg kunne godt tænke mig at analysere nærmere, hvorfor filmsproget i netop denne film virker så stærkt.«

Slowmotionkaos

Parasite er ikke kun en god historie. Det er en fantastisk historie, der bliver strålende fortalt. Alle puslespilsbrikker synes at passe sammen: skuespillerpræstationerne, strukturen, det omhyggelige kulissedesign, symbolerne og symmetrierne. Den visuelle historiefortælling er så flydende, at den knap nok behøver undertekster, og Bong byder også på et par af sine varemærke-slowmotionscener af ekstremt kaos.

Men en af ​​instruktørens definerende karakteristika, som fanskaren på #BongHive elsker ham så meget for, er hans umiskendelige evne til at skifte mellem toner og genrer, som de fleste vestlige filmproducenter betragter som gensidigt udelukkende – og ofte inden for en enkelt scene.

Parasite trodser enhver kategorisering. Filmen er på én gang et familiedrama, en sort komedie, en spændingsthriller, en klassesatire og en gyserfortælling. Hitchcocks indflydelse er særdeles mærkbar, men det er påvirkningen fra andre instruktører også, og snarere må man sige, at Bong har skabt en genre, der er hans helt egen.

Sociale splittelser er et tema, der løber gennem en stor del af Bongs arbejde, og trods hans erklærede neutralitet har han en tendens til at være på underhundenes side.

Hans film The Host fra 2006 fokuserede for eksempel også på en fattig, men kærlig familie, der drev en gadekøkkenbod, igen med Song i hovedrollen. Familien må bekæmpe et muteret fiskemonster, der ved et uheld er blevet skabt i Seouls Han-flod af forurening fra det amerikanske militær. I Okja møder vi den jordnære pige fra landet, der må kæmpe mod en dystopisk storkoncern for at redde sin eneste ven, en besynderligt bedårende kæmpemutantgris. Snowpiercer, der bygger på en fransk tegneserieroman, iscenesætter et klasseoprør om bord på et tog, der indeholder hele verdens postapokalyptiske overlevende befolkning – et horisontalt modstykke til Parasites vertikale klasselagdeling. Chris Evans anfører de besiddelsesløses angreb på de privilegerede passagerer, der holder til i togets forreste vogne.

’Saksehånd’

Det var for øvrigt Snowpiercer, der udløste Bongs sammenstød med Weinstein. Den vanærede filmmogul erhvervede distributionsrettighederne til filmen i 2012. Bong kendte på forhånd til Harvey ’Saksehånd’ Weinsteins ry, og ganske rigtigt ville producenten lade 25 minutter klippe ud af Snowpiercer.

Men Bong slog tilbage og gik ikke af vejen for at stikke en nødløgn for at bevare en scene om en fiskepartering. Han hævdede, at scenerne have en særlig personlig betydning for ham, fordi hans far var fisker. Efter dårlige testscreening-resultater for Weinsteins beskårede version gik mogulen i sidste ende med til at distribuere Bongs originale version.

Bongs far er i virkeligheden kunstlærer. Bong rangerer sig selv på midten af Koreas sociale stige.

»Jeg voksede op i en middelklassefamilie. Hvad angår bolig, ligger det hus, jeg voksede op i, halvvejs mellem kælderlejligheden og det rige hus, man ser i filmen. Jeg kom virkelig tæt på venner og familie fra begge klasser.«

Parasite er inspireret af hans egne oplevelser af at undervise en dreng fra en meget rigere familie, som han blev introduceret for af sin daværende kæreste, der allerede underviste drengen i engelsk.

Men efter alle disse filmsucceser må Bong vel i dag også selv være velhavende? »Jeg er ikke så rig endda!«, griner han. »Jeg bor i en lejlighed på niende sal. Med hensyn til størrelse er den vel på godt en fjerdedel af størrelsen på huset i filmen. Mine film har selvfølgelig indspillet en masse penge, men jeg ved ikke, om man kan kalde mig rig, hvis man bare ser på min plads i samfundet.«

Bong fik et første internationalt gennembrud i begyndelsen af ​​00’erne som del af en bølge af originale nye instruktører fra Sydkorea, herunder også Park Chan-wook (hvis Oldboy også vandt en pris i Cannes), Lee Chang-dong, Kim Jee-woon og Kim Ki-duk. Ganske som Bong syntes disse filmskabere at have noget helt nyt at byde på. Historierne var ofte mørke og grusomme, men de blev fortalt med en teknisk finesse, som var klart påvirket af såvel Hollywood som af asiatiske film og var ikke bange for at skifte tone og genre.

Absurd komik

Bongs anden film, Memories of Murder, var baseret på den virkelige jagt på en seriemorder i 1980’erne, som aldrig blev fanget. Den giver samtidig et indblik i, hvor anderledes livet må have været i Sydkorea i hans barndom. Dengang var der endnu militærdiktatur, civile uroligheder og utilstrækkelige offentlige tjenester.

Under permanent trussel om angreb fra nord holdt skolerne øvelser i, hvordan man skulle beskytte sig mod gasangreb, og hele byer blev jævnligt udsat for natlige ’mørklægningsøvelser’. Bizart nok er det i mellemtiden lykkedes at pågribe den virkelige morder, der for nylig blev stillet for en domstol.

»En af hans cellekammerater sagde, at han havde set filmen et par gange, men vi ved ikke, om det er sandt.«

Selv på filmens dystre virkelighedsbaggrund kan Bong finde øjeblikke af absurd komedie i politiefterforskernes inkompetence.

»Det var ikke, fordi vi forsøgte at få publikum til at grine – de pågældende scener afspejler Koreas virkelige absurditet i 1980’erne,« siger Bong. »Latteren har også en trist efterklang«, og sådan forholder det sig også med Parasite, pointerer han. »Den film afspejler vores egen tidsepokes absurditet og afspejler stupiditeten i den polariseringens æra, vi lever i.«

Er der måske tale om en særlig koreansk sindstilstand i hans film?

»Der i hvert fald tale om en kollektiv angst,« siger han. »Krig og adskillelse af familier er ikke abstrakte ideer for os – min mor har for eksempel en søster i Nordkorea. Som basale enheder i samfundet er så mange familier skadet, og Korea har i årtier måttet leve med disse konsekvenser. Så der findes et unikt hysteri, der er fremherskende i det koreanske samfund.«

På søndag den 9. februar begynder første udgave af Copenhagen Asian Film Festival. Et af slagnumrene på festivalen er en række af Bong Joon-hos tidligere film, blandt andre ’Memories of Murder’, ’The Host’ og ’Mother’. Oscaruddelingen foregår natten til mandag dansk tid. TV 2 sender hele showet direkte.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Lindholm

Spørgsmålet er så hvem der er parasitten i dette mesterværk?