Kommentar
Læsetid: 2 min.

Peter Madsen-dokumentaren ’Into the Deep’ er ikke underholdning, men kollektiv traumebearbejdning

Den kritik, der i ugens løb har ramt den kommende Netflix-dokumentar ’Into the Deep’ om folkene omkring Peter Madsen, er værd at tage alvorligt, fordi den handler om omsorg for traumatiserede mennesker. Men den del af kritikken, der går på, at filmen bare har til formål at underholde og tjene penge, er usaglig. Historier om ondskab er nødvendige
Når emnet er så grufuldt og traumatiserende som i Into the Deep, har man selvfølgelig som filmskaber et skærpet ansvar for sine medvirkende, skriver Lone Nikolajsen.

Når emnet er så grufuldt og traumatiserende som i Into the Deep, har man selvfølgelig som filmskaber et skærpet ansvar for sine medvirkende, skriver Lone Nikolajsen.

Ida Marie Odgaard

Kultur
21. februar 2020

I ugens løb har flere danske medier dækket kritikken af den australske Emma Sullivans dokumentarfilm Into the Deep. Filmen handler om de mennesker, der omgav drabsmanden Peter Madsen og hans ubåds- og raketprojekter i tiden op til og umiddelbart efter drabet på den svenske journalist Kim Wall i august 2017.

Den blev vist på filmfestivalen Sundance i januar og kommer på Netflix senere på året. Instruktøren Emma Sullivan var selv blevet fascineret af den excentriske opfinder og var derfor i gang med at lave en film om ham, da han dræbte Kim Wall.

Kritikken kommer dels fra en af de medvirkende, dels fra filmens fotograf. Anja Olsen er med i filmen, fordi hun var i praktik hos Peter Madsen. På gerningstidspunktet havde hun dog trukket sig fra værkstedet på grund af hans grænseoverskridende opførsel.

På Twitter skriver Anja Olsen, at hun flere gange har meddelt instruktøren, at hun af hensyn til sit psykiske helbred alligevel ikke ville være med i filmen, og at hun ikke vidste, hun var med i filmen, før den var solgt til Netflix og på Sundance-programmet.

Fotografen Cam Matheson arbejdede på filmen indtil slutningen af 2017 og tager afstand til filmen i dens nuværende form, fordi de medvirkende efter hans mening burde være blevet anonymiseret. Til filmmagasinet Ekko fortæller Cam Matheson, at han ved af to medvirkende, der er kede af deres optræden i filmen. 

Når emnet er så grufuldt og traumatiserende som i Into the Deep, har man selvfølgelig som filmskaber et skærpet ansvar for sine medvirkende. Men på baggrund af den seneste uges dækning er det uklart, hvad der præcis er sket i kommunikationen mellem filmskabere og medvirkende.

Til Politiken fortæller filmens producent, Mette Heide, at Anja Olsen var orienteret om planerne for filmen, inden hun gav sit sidste interview, og at hun derefter ikke har været til at komme i kontakt med. 

Et bestemt aspekt af kritikken kan man dog godt gå i rette med. I overskriften på Ekkos interview med Anja Olsen spørges der: »Hvorfor skal mit traume underholde på Netflix?«. Med den formulering fremstår det som topmålet af kynisme at lave dokumentarfilm som Into the Deep.

Men formålet med den er jo ikke at more eller fornøje publikum. Det er at behandle et kollektivt traume. Det, Peter Madsen gjorde, havde ingen kunnet forestille sig. Derfor har man brug for at få historien fortalt, lødigt og respektfuldt.

Det er ikke et spørgsmål om underholdning, men om at forstå, hvad det er for en menneskehed, vi er en del af. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvis hun siger at hun ikke vil medvirke, så er den vel ikke længere, så skal hun ikke medvirke. Alt andet er vold.

Henriette Bøhne, Bjørn Pedersen, Nette Skov, Katrine Damm, Erik Winberg og Jane Doe anbefalede denne kommentar

"Men formålet med den er jo ikke at more eller fornøje publikum. Det er at behandle et kollektivt traume. Det, Peter Madsen gjorde, havde ingen kunnet forestille sig. Derfor har man brug for at få historien fortalt, lødigt og respektfuldt."

Kollektivt traume?
Det må vel i så fald være det traume, at stort set alle medier, gik i kollektivt breaking news selvsving i forbindelse med denne sag.

Jeg kan ikke læse ud af denne artikel, at - om Lone Nikolajsen rent faktisk har set dokumentaren og dermed vurderer den som 'kollektiv traumebearbejding' og at 'historien bliver fortalt lødigt og respektfuldt'

Og så bare lige, nu blev denne sag jo ekstra bizar i og med den indbefattede en exentrisk kendis opfindertype og en ubåd og partering.
Men bortset 'lige' fra det, så sker det faktisk mig bekendt flere gange på et år, at mænd slår kvinder ihjel, uden at medierne og 'det kollektive' går så meget i selvsving.
Jeg har personligt ikke brug for 'kollektiv traumebearbejding'

Daniel Jakobsen, Simon H. Petersen, Kristian Fogh Thomsen, Britta Hansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Bjørn Pedersen, Bent Jensen og Nette Skov anbefalede denne kommentar

Jeg syntes, det er ganske utiltalende, at lave en film til offentlig forevisning om denne Madsen.
- Men på den anden side, må hans "gerninger" heller ikke glemmes.. Men det bkiver svært, at lave en objektiv skildring af udyret.

Jeg skal se filmen, før jeg kan vurderer den.

I almindelighed, tror jeg det er vigtigt, at eksponerer begivenheder og personer bag sådanne babariske episoder. Jeg mener der en noget at lærer om mennesker og kultur, hvis filmen skrues rigtigt sammen.

Det er oplagt, at filmen ikke må have karakter af forherligelse, og at det samtidigt er vigtigt at beskrive alle sider af en forvredet personlighed, hvis vi, på godt og ondt, skal lærer noget om psykopaters potentiale.

Karsten Nielsen

Jeg mener faktisk, at film, teater, bøger mv. om terrorister og terrorhændelser er snagen i drama - og at de frem for læring om menneskenaturen for det meste er drevet af selveksponering og profit. Jeg væmmes af dem og kunne ikke drømme om at se eller læse dem. Det samme gælder alle de tåbelige kriminalfilm og kriminalromaner, som fremkommer. Men sagen er mere alvorlig - nemlig den, at potentielle terrorister (og her findes megen forskning) som et aspekt af deres overvejelser - drømmer om at blive kendte. Og det opnår de netop ved disse former for omtale. Sørgeligt nok gælder den følgende kendte formulering:
Allerhelst vil jeg elskes.
Hvis jeg ikke kan blive elsket, vil jeg respekteres.
Hvis jeg ikke kan blive respekteret, vil jeg anerkendes.
Hvis jeg ikke kan blive anerkendt, vil jeg accepteres.
Hvis jeg ikke kan blive accepteret, vil jeg bemærkes.
Hvis jeg ikke kan blive bemærket, vil jeg frygtes.
Hvis jeg ikke kan blive frygtet, vil jeg hades.