Læsetid: 2 min.

Peter Madsen-dokumentaren ’Into the Deep’ er ikke underholdning, men kollektiv traumebearbejdning

Den kritik, der i ugens løb har ramt den kommende Netflix-dokumentar ’Into the Deep’ om folkene omkring Peter Madsen, er værd at tage alvorligt, fordi den handler om omsorg for traumatiserede mennesker. Men den del af kritikken, der går på, at filmen bare har til formål at underholde og tjene penge, er usaglig. Historier om ondskab er nødvendige
Når emnet er så grufuldt og traumatiserende som i Into the Deep, har man selvfølgelig som filmskaber et skærpet ansvar for sine medvirkende, skriver Lone Nikolajsen.

Når emnet er så grufuldt og traumatiserende som i Into the Deep, har man selvfølgelig som filmskaber et skærpet ansvar for sine medvirkende, skriver Lone Nikolajsen.

Ida Marie Odgaard

21. februar 2020

I ugens løb har flere danske medier dækket kritikken af den australske Emma Sullivans dokumentarfilm Into the Deep. Filmen handler om de mennesker, der omgav drabsmanden Peter Madsen og hans ubåds- og raketprojekter i tiden op til og umiddelbart efter drabet på den svenske journalist Kim Wall i august 2017.

Den blev vist på filmfestivalen Sundance i januar og kommer på Netflix senere på året. Instruktøren Emma Sullivan var selv blevet fascineret af den excentriske opfinder og var derfor i gang med at lave en film om ham, da han dræbte Kim Wall.

Kritikken kommer dels fra en af de medvirkende, dels fra filmens fotograf. Anja Olsen er med i filmen, fordi hun var i praktik hos Peter Madsen. På gerningstidspunktet havde hun dog trukket sig fra værkstedet på grund af hans grænseoverskridende opførsel.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

det er mig til stadighed en gåde, hvorfor mordere og terrorister skal have al den opmærksomhed med navns nævnelse i en uendelighed, nærmest en slags heltedyrkelse. De går endda hen og bliver gift med kvinder, der vel må have en eller anden diagnose. Deres handlinger skal ikke ties ihjel, men der er da heller ingen grund til at deres kontrafej og navn i den grad udstilles.

Kristian Fogh Thomsen, Henriette Bøhne, Britta Hansen, Birte Pedersen, Bent Jensen, Marie Jensen, Anders Skot-Hansen, Erik Winberg, Jane Doe, Jens Thomsen, Per Torbensen og Joen Elmbak anbefalede denne kommentar

Hvis hun siger at hun ikke vil medvirke, så er den vel ikke længere, så skal hun ikke medvirke. Alt andet er vold.

Henriette Bøhne, Bjørn Pedersen, Nette Skov, Katrine Damm, Erik Winberg og Jane Doe anbefalede denne kommentar

"Men formålet med den er jo ikke at more eller fornøje publikum. Det er at behandle et kollektivt traume. Det, Peter Madsen gjorde, havde ingen kunnet forestille sig. Derfor har man brug for at få historien fortalt, lødigt og respektfuldt."

Kollektivt traume?
Det må vel i så fald være det traume, at stort set alle medier, gik i kollektivt breaking news selvsving i forbindelse med denne sag.

Jeg kan ikke læse ud af denne artikel, at - om Lone Nikolajsen rent faktisk har set dokumentaren og dermed vurderer den som 'kollektiv traumebearbejding' og at 'historien bliver fortalt lødigt og respektfuldt'

Og så bare lige, nu blev denne sag jo ekstra bizar i og med den indbefattede en exentrisk kendis opfindertype og en ubåd og partering.
Men bortset 'lige' fra det, så sker det faktisk mig bekendt flere gange på et år, at mænd slår kvinder ihjel, uden at medierne og 'det kollektive' går så meget i selvsving.
Jeg har personligt ikke brug for 'kollektiv traumebearbejding'

Daniel Kjeldgaard Jakobsen, Simon H. Petersen, Kristian Fogh Thomsen, Britta Hansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Bjørn Pedersen, Bent Jensen, Nette Skov og Søren Bro anbefalede denne kommentar

Jeg syntes, det er ganske utiltalende, at lave en film til offentlig forevisning om denne Madsen.
- Men på den anden side, må hans "gerninger" heller ikke glemmes.. Men det bkiver svært, at lave en objektiv skildring af udyret.

Jeg skal se filmen, før jeg kan vurderer den.

I almindelighed, tror jeg det er vigtigt, at eksponerer begivenheder og personer bag sådanne babariske episoder. Jeg mener der en noget at lærer om mennesker og kultur, hvis filmen skrues rigtigt sammen.

Det er oplagt, at filmen ikke må have karakter af forherligelse, og at det samtidigt er vigtigt at beskrive alle sider af en forvredet personlighed, hvis vi, på godt og ondt, skal lærer noget om psykopaters potentiale.

Karsten Nielsen

Jeg mener faktisk, at film, teater, bøger mv. om terrorister og terrorhændelser er snagen i drama - og at de frem for læring om menneskenaturen for det meste er drevet af selveksponering og profit. Jeg væmmes af dem og kunne ikke drømme om at se eller læse dem. Det samme gælder alle de tåbelige kriminalfilm og kriminalromaner, som fremkommer. Men sagen er mere alvorlig - nemlig den, at potentielle terrorister (og her findes megen forskning) som et aspekt af deres overvejelser - drømmer om at blive kendte. Og det opnår de netop ved disse former for omtale. Sørgeligt nok gælder den følgende kendte formulering:
Allerhelst vil jeg elskes.
Hvis jeg ikke kan blive elsket, vil jeg respekteres.
Hvis jeg ikke kan blive respekteret, vil jeg anerkendes.
Hvis jeg ikke kan blive anerkendt, vil jeg accepteres.
Hvis jeg ikke kan blive accepteret, vil jeg bemærkes.
Hvis jeg ikke kan blive bemærket, vil jeg frygtes.
Hvis jeg ikke kan blive frygtet, vil jeg hades.