Interview
Læsetid: 19 min.

Solvej Balle var 90’ernes store litterære stjerne, men så forsvandt hun. Nu er hun tilbage

33 år var Solvej Balle om at skrive sin nye roman, men hendes hovedperson vågner hver morgen op til den samme dag. Vi har besøgt forfatteren i Marstal på Ærø, hvor hun i årtier har levet og skrevet på sin nye store romanserie i syv bind
Solvej Balles nye store romanserie udkommer ikke på et af de store forlag. Hun er tidligere udkommet på både Gyldendal og Lindhardt og Ringhof, men hun har i mellemtiden lavet sit eget lille forlag, Pelagraf. Hun er med andre ord sin egen redaktør og forlagschef.

Solvej Balles nye store romanserie udkommer ikke på et af de store forlag. Hun er tidligere udkommet på både Gyldendal og Lindhardt og Ringhof, men hun har i mellemtiden lavet sit eget lille forlag, Pelagraf. Hun er med andre ord sin egen redaktør og forlagschef.

Sarah Hartvigsen Juncker

Kultur
21. februar 2020

Set fra midten af 1990’erne var Solvej Balle en af de største litterære stjerner. Hun var allerede i 1986 braget gennem lydmuren med sin debutroman, robinsonaden Lyrefugl. Nogle år efter gik det endnu vildere for sig, da hun udgav kortprosasamlingen Ifølge loven. Der ’gik ild i bogen’, som det hedder i branchetermer, da den nåede bogmessen i Frankfurt, og bogen blev solgt til udgivelse i mere end ti lande.

Bogen var en begivenhed i 90’ernes danske litteratur, og samtidig var Solvej Balle en central del af det nybrud i litteraturen, der blev tegnet af forfattere som Helle Helle, Kirsten Hammann, Christina Hesselholdt og Merete Pryds Helle. De stod for en ny minimalisme i litteraturen og var især glade for kortprosatekster i grænsezonen mellem roman, novelle og lyrik.

Ifølge loven var tillige endt som grundbog for dansklærere i gymnasiet, ligesom der blev skrevet utallige universitetsopgaver om bogen. Og Solvej Balle selv var fra midten af årtiet blevet redaktør for det toneangivende litterære tidsskrift Den blå port og underviser på Forfatterskolen.

Hun var dansk litteraturs unge store håb.

Men så blev Solvej Balle væk.

Solvej Balle

  • Født 1962 i Bovrup, Sønderjylland.
  • Studeret litteraturvidenskab og filosofi på Københavns Universitet. Gået på Forfatterskolen fra 1987-89.
  • Debut med romanen Lyrefugl i 1986. Efterfulgt af kortprosabøgerne & (1990) og Ifølge loven – fire beretninger om mennesket (1993) og Eller (1998).
  • Hun har også skrevet om kunst og æstetik i bogen Det umuliges kunst (2005) og erindringsbogen Frydendal – og andre gidsler (2008).
  • Har senest udgivet første bind af syvbindsromanen Om udregning af rumfang I (2020)

Hun flyttede fra København til Ærø, hvor der gik rygter om at hun arbejdede på en ny stor roman. Årene gik, ventetiden blev næsten til glemsel. Dog udsendte hun indimellem et par bøger, den kunstteoretiske essaysamling Det umuliges kunst i 2005 og erindringsbogen Frydendal i 2008 samt et par små kortprosabøger i 2013, Hvis og . Opfølgeren på Ifølge loven lod vente på sig.

Men så i år, i begyndelsen af februar, var Solvej Balle pludselig tilbage, uden varsel og forudgående trommeild, med en ny roman. Om udregning af rumfang I er første bind i en romanserie på intet mindre end syv dele.

Det var den roman, vi havde ventet på i mere end tredive år.

Informations kritiker Erik Skyum-Nielsen var begejstret og skrev i sin anmeldelse af romanen, at »Solvej Balle er tilbage som stor romanforfatter og skriver med ubønhørlig konsekvens, koncis uhygge og en egen tør intensitet. Det er originalt og tindrende smukt.«

Romanen handler om Tara og Thomas Selter, et yngre par, der bor i en mindre by i det nordlige Frankrig. Parret handler med antikvariske bøger med speciale i illustrerede værker fra 1700-tallet. Det vil sige, romanen handler mest om Tara, som hver morgen vågner til den samme dag, den 18. november. Og det har hun ved romanens begyndelse gjort 121 gange. Tara husker alt, til forskel fra Thomas og de øvrige personer, der hver nat nulstilles og vågner til årets første attende november.

På baggrund af den idé skaber Solvej Balle et eksistentielt drama, en forunderlig roman om tid og kærlighed.

Vejen til Ærø

Den opsigtsvækkende roman er årsagen til, at jeg nu sidder på Ærøfærgen på vej fra Svendborg til Ærøskøbing.

Solvej Balle ringer, da færgen sejler under Langelandsbroen, hun er pludselig blevet i tvivl om, hvorvidt jeg kommer. Men vi bliver enige om, at vi har ramt den rigtige dag.

Jeg ruller ud af færgen i sydøstlig retning til Marstal i et vejr, der mest minder om den 18. november, som bliver ved med at komme igen i romanen, men jeg sikrer mig ved at kigge på mobilen, at det rent faktisk er lørdag den 15. februar. Ankommer i god tid, beslutter mig for et svinkeærinde og svinger ned forbi havnen, her er man rigtig kommet til Carsten Jensen-land, som den kendes fra romanen Vi, de druknede.

Solvej Balle bor i en hvid villa på Reberbanen. Sønnen Asmus tager imod, han er 18 år og på vej videre til fest på fastlandet. Ham så jeg sidste gang for ret præcist atten år siden, da Solvej Balle bar ham i en voksipose til et selskab hos Poul og Karen Vad, hvor Inger Christensen også var til stede.

Historien var, at det var Inger Christensen, der havde sendt Solvej Balle afsted til et skriverefugium i Brandenburg i Tyskland, hvor hun mødte engelske Simon – og blev gravid. Den eftermiddag stod Danmarks digterdronning forenet med prosaens nye store håb, og pantet på den alliance var sønnen Asmus.

Solvej Balle venter inde i det åbne køkken-alrum.

Er det her, romanen er blevet til? Solvej Balle peger ud ad vinduet på drivhuset i haven. De bittesmå bøger Hvis og blev mestendels skrevet derude, siger hun, mens Om udregning af rumfang krævede hele villaen. Manuskript og research har indtil i går ligget spredt ud over det hele. Hun slår en latter op.

»Jeg skulle bruge gulvene. Alt faldt fra hinanden, mens jeg arbejdede på bogen. Sådan er det, hele harddisken bliver optaget, når man skal holde rede på sådan et univers. Alt flyder. Til sidst kunne jeg end ikke overskue at komme ud. Gik bare i seng klokken 9 og stod op igen klokken 5.«

Mens hun har været i København med sine bøger og give et interview, har Asmus ryddet op, vasket gulve og hentet fastelavnsboller.

Sarah Hartvigsen Juncker

Solvej Balle endte sammen med Simon i Marstal i 2005. Efter som barn at være flyttet ofte og boet i alle dele af landet, ville hun give Asmus et stabilt sted. At det blev Ærø var et spørgsmål om økonomi, for her kunne hun som forfatter med en beskeden indtægt købe et hus, og så »ligger Ærø altså lige midt i det hele«.

Dertil kommer, at hun det meste af sit liv har boet i små byer. Folk er anderledes her, og det kan hun godt lide.

»Folk her er på forkant, vi har masser af solfangere, vindmøller og en elfærge. Mens folk i København smed deres skidt i en container i gården, så sorterede vi affald. Forestillingen om, at vi rykker os tilbage i tid er helt forkert. Når folk ved noget her, er de ikke nærige med at fortælle om det. Man er ikke så nærig med sit intellekt, som man er blandt højtuddannede københavnere. Hvis man i København spørger interesseret til hinanden i vuggestuen, tror folk med det samme, at man er ude på at netværke. Her er det ikke noget suspekt.«

»Man kan låne en trailer, men man får også lov at låne hinandens intellekt. Hvis du en sen nat, hvor man har drukket for mange whiskyer, og én pludselig siger noget interessant, så sidder man ikke og skammer sig over at have læst Kant, så snakker man ud fra det. Folk er ikke bange for at spørge, heller ikke hvis de ikke har læst så meget. Det er OK, her er der ingen, der spørger, hvad der legitimerer, at du nævner Aristoteles.«

366 gange den 18. november

På vej til Marstal så jeg flere steder det gul-grøn-røde flag. Så lille en ø, så stor national bevidsthed. Jeg får at vide, at der egentlig er to flag. Det er en strid på øen, der kommer af, at flaget viste sig at være identisk med det litauiske flag, og at man har fejllæst den ærøske hertugs annaler fra 1622 og fundet ud af, at det oprindelige Ærøflag er ni- og ikke trestribet. Det nye flag er blevet introduceret, men det er kun dele af øen, der har taget det til sig, andre holder fast i det gamle.

Solvej Balle holder fast i det traditionelle flag, i hvert fald, når der skal sendes fødselsdagsflag på mobilen.

Om udregning af rumfang er primært skrevet i huset i Marstal. Mens vi taler ved spisebordet, kan jeg ud ad vinduerne se Solvej Balles nabo træde ind ad døren til sit hus. Det minder om en scene fra romanen, hvor Thomas, hovedpersonens partner, bliver fanget af regnvejret og kommer våd hjem fra sin daglige spadseretur, mens Tara fra sit skjul uset kan holde øje med ham. Det gør han hver dag på samme tidspunkt, når den attende november gentager sig igen og igen. Tara har lært sig alle dagens hændelser og rutiner og ved præcis, hvornår noget sker, hvornår vejret skifter, solen kigger frem.

Romanens hændelser kunne udspille sig i en by som Marstal, men foregår i den lille nordfranske by Clairon-sous-Bois, som er en fiktiv by. Solvej Balle havde egentlig Hirson i tankerne, en by som hun havde set i et gammelt skoleatlas og på Google Maps, og som hun syntes lød meget godt, men da hun selv kom til byen, opdagede hun, at den var helt forkert. Derfor var hun nødt til at skabe sin egen fiktive by midt i et virkeligt landskab med byer, som findes i virkeligheden.

Sarah Hartvigsen Juncker

Tara kommer ikke ud af den 18. november. I første bind beskrives de første 366 gange 18. november. Hvis nogen synes, de har hørt det plot før, så skyldes det filmen En ny dag truer fra 1993, hvor den verdenstrætte vejrmand Phil Conners, spillet af Bill Murray, hver dag vågner op til præcis den samme dag, Groundhog day eller kyndelmisse den anden februar, i en lille amerikansk soveby. Et lignende koncept finder vi også i Netflix-serien Russian Doll fra 2019, hvor en kvinde igen og igen vågner til den samme dag.

Solvej Balle fortalte allerede i 1987 som ung forfatterskoleelev om ideen til romanen, men blev overrasket, da hun opdagede, at nogen havde fået den samme idé.

»Det er bare et trivielt B-films plot, selve historien er ikke noget i sig selv,« som hun udtrykker det.

Da hun opdagede, at Tara, selv om hun ikke kommer ud af dagen, nødvendigvis blev ældre, satte det en midlertidig pause for projektet. Solvej Balle var simpelt hen nødt til selv at erfare, hvad det vil sige at blive ældre, før hun kunne skrive romanen.

Men alligevel, hvorfor har det taget lang tid at skrive romanen?

Fiktion kræver også research og konfrontation med virkeligheden

Ideen opstod i 1987, altså for 33 år siden, og Solvej Balle fortæller, at hun skrev åbningsscenen i Sønderho på Fanø i 1999, men siden er der gået mere end tyve år.

Men sådan er det, når hun skriver fiktion.

»Det fiktive jeg skal have lov at gå i ro og fred og blive til sig. Når jeg skriver fiktion, er det meget fiktivt, og det tager lang tid.«

Som eksempel på det omstændelige fortæller hun, at da hun skrev Ifølge loven og historien om Tanja L. i Barcelona, var hun nødt til at tage til Barcelona en ekstra gang for at trække sin egen historie ud af Tanja L.’s.

»Det handler om at trække virkeligheden ud af fiktionen. For at en fiktiv person kan leve, skal den tage over, få sit eget liv. Personen skal have lov at vokse, uden at jeg står der og spærrer. Det er en vokseproces, hvor den her person bliver mere og mere hel, men ikke ved at få tilføjet mine ting. Når den først er der, kan den fiktive person begynde at suge verden til sig.«

Solvej Balle har udviklet et udtryk for den type litteratur.

»Den form for fiktion, jeg laver, er højfiktiv. Det giver sig selv med spekulativ fiktion, at den er højfiktiv. Grunden til at romanen har været så længe undervejs er, at det tager lang tid at komme dertil. En historisk roman kræver også meget tid, men det er en anden slags research, som diffunderer virkelighedselementer ind i bogen. Her er det omvendt, og jeg skal trække virkelighed ud af bogen.«

Det kan umiddelbart virke som et paradoks, for samtidig med, at fiktionen hos Solvej Balle i radikal grad skal gøre sig fri af virkeligheden, er hun også nødt til at opsøge de steder, hun skriver om. Hvis man tror, at hun bare kan sidde derhjemme og højfiktivt finde på, så tager man fejl. Den form for fiktion kræver også research og konfrontation med virkeligheden.

»For at sådan et stykke spekulativ, idéstyret litteratur kan leve, bliver det nødt til at have sit eget liv, ellers bliver det en fiks idé. Der skal bygges virkelighedselementer og noget levende fiktion ind. Det er derfor, det har taget så pisselang tid.«

Sarah Hartvigsen Juncker

Solvej Balle renser sin fiktion for virkelighed, for at den så igen kan begynde at trække sine egne virkelighedselementer ind. Spørgsmålet er, hvad den proces indbringer.

»Jeg tror, men det er efterrationalisering, at vi modellerer. Det er noget andet end virkeligheden. Vi gør noget andet ved tiden, og det kan vi kun, hvis vi ikke har et univers, som hele tiden trækker os tilbage i virkeligheden. Ellers kommer det til at handle om vores egen dagligdag. Man skal nå dertil, hvor fortællingen tager over, hvor det er den, der trækker os afsted. Jeg tror, at grunden til, at vi kan holde ud at læse alle de underlige historier, der er blevet skrevet op igennem århundrederne, er, at de er blevet renset for de ting, der trækker os ind i en historisk ramme.«

Solvej Balle skelner grundlæggende mellem de historier, vi mennesker har fortalt som en slags tidløse myter, og så de historier fra dagligdagen, vi hele tiden fortæller til hinanden, såsom ’Nu sejlede færgen igen ind i molen’ eller ’Jeg tog på fisketur og fangede en fisk’, hvor der lægges vægt på fakta i det narrative.

»Det er to forskellige slags fortællinger; dem, vi kan bruge i vores dagligdag, og så dem, vi vender og drejer for at kunne bruge.«

Solvej Balles sans for palindromer

Første bind af ’Om udregning af rumfang’ udkom den 2. februar 2020. Det var ikke en tilfældigt valgt dag, for det er også den dag, ’Groundhog Day’ eller kyndelmisse, der gentager sig i filmen ’En ny dag truer’. Og så er datoen et talpalindrom – det vil sige et tal, der er ens, uanset om det skrives forfra eller bagfra: 02022020. Hvis den tanke skal følges helt til dørs, skal syvende og sidste bind i romanserien udkomme den 22. februar 2022, som er det næste talpalindrom.

Hendes nye roman er et eksempel på sådan en fortælling, hvor det skete ikke bare kan oversættes til en genkendelig dagligdag. Man kan sige, at bogen skildrer et kærlighedsforhold, hvor parterne måske er ved at glide fra hinanden, men den er på ingen måde praktisk anvisende, ligesom det ville være reducerende at sige, at bogen handler om et par, der er blevet trætte af hinanden, skal lære at tale sammen igen og måske få en parterapeut. På et meget mere generelt niveau er det en roman om kærlighed, og om tiden der går.

»Du skal gøre noget andet, foretage en eller anden handling eller øvelse, hvis du vil have den her roman til at handle om din tilværelse. Set fra mit perspektiv, skal jeg rykke mig selv ud af romanen, for det er ikke min tilværelse, der skal pumpes ind, men kun nogle få elementer. Jeg ser det sådan, at romanen lige åbner dørene og snupper det fra mit liv, den skal bruge, og så lukker den med det samme dørene igen og lever sit eget liv. Det er vildt mærkeligt.«

På en skala fra højfiktion til hyper faktuel

Inden jeg tog til Ærø, læste jeg Solvej Balles erindringsbog, Frydendal fra 2008. Bogen blev til midt i arbejdet med Om udregning af rumfang, som hun afbrød for at skrive erindringsbogen færdig. Bogen har et politisk afsæt og blev til i Anders Fogh Rasmussens sene regeringsperiode og midt i Muhammedkrise og finanskrise. Den meget direkte politiske impuls faldt nogle anmeldere for brystet, de mente, bogen var for bombastisk.

Læst med nogle års afstand er bogen først og fremmest en stærk personlig beretning om forandringen af det danske samfund og en fortælling om, hvem der har retten til at fortælle danmarkshistorien.

Det er svært at forestille sig større kontrast til den litteratur, Solvej Balle ellers har skrevet. Pludselig kunne hun arbejde med et empirisk jeg og gå på opdagelse i sin egen fortid for at søge sandheden om en tid. En anmelder kaldte bogen for en overspringshandling. Det var arrogant og forudsætter et hierarki mellem forskellige genrer. Frydendal og Om udregning af rumfang er to bøger i hver sin ende af fiktionsskalaen. Hvis romanen er højfiktion, så er erindringsbogen hyper faktuel.

»Forsøget på at beskrive virkeligheden er et fuldstændig fantastisk projekt. Vi har altid kæmpet med, hvordan det kan lade sig gøre at tale sandt, når vi kun har sproget til hjælp. Frydendal er et forsøg på ud fra et menneske at beskrive, hvorfor tingene skete, og hvordan landet har forandret sig.«

Solvej Balle er opmærksom på, at bogen kun er et bidrag til den større bestræbelse på at skrive samtidshistorie.

»Min bog er kun et lille forsøg på at åbne en narrativ dør ind til noget og i essayets form. Projektet at forsøge at forstå verden synes jeg på ingen måde er mindre interessant end fiktion. Jeg vil på den anden side heller ikke være med til at sige, at fiktion bare er nogle halvkvædede viser. De er lige så vigtige for vores tilværelse, men det er ikke det samme projekt.«

»Den rene fiktion og erindringsbogen er kontrasteksempler på, hvad litteraturen kan. Jeg tror den ene udspringer af, at vi er mennesker, der vil vide, hvordan tingene er og søger en sandhed, den anden af at vi forsøger at forholde os til, hvordan verden er og modeller den om.«

»Jeg tror, at litteratur kan bruges som om den er erkendelse, men jeg tror ikke, vi har erkendegrunde til at have fiktioner. Jeg tror, vi har ’væren-i-verden-grunde’ til at have fiktioner. For at holde ud, at tiden går, holde ud at være i en verden, udsatheden, miste familie og venner eller katastrofer.«

Sarah Hartvigsen Juncker

For at overleve som mennesker, siger Solvej Balle videre, er vi nødt til at kunne forudsige, eksempelvis tage højde for, at ’Nu bliver det vinter, og så skal vi samle forråd’. At huske, hvad der er sket tidligere og at kunne forestille sig, hvad der kan ske, er essentielt for vores fysiske overlevelse.

»Men så har vi udviklet den her skide evne, som også giver os mulighed for at huske dem, som ikke er mere, forestille os, at vi selv skal dø, forestille os det værste. Forstå hvad tiden er – den der massakre.«

Fiktionen er med andre ord til for at modellere på det faktum, at vi er til i verden på en anden måde end dyr. Hun ser derfor også historier som:

»bivirkningerne af de evolutionsnære fremskridt«

»Så står vi pludselig her med de her evner, men av! Det er forfærdeligt at skulle leve med det, men hvis vi så kan lave fiktioner, så har vi fundet en måde at overvinde det på. Måske har vi fortællinger for at kunne leve med nogle evner, der rent evolutionært har hjulpet os.«

Når man skriver om andre mennesker, tager man dem også som gidsler

Tilbage til Frydendal, som Solvej Balle har kaldt erindringsessays, og som hun insisterer på ikke er en form for autofiktion.

»Frydendal er ikke autofiktion. Man kan sige, at de stykker virkelighed, jeg henter ind, er selektive, passer i min fortælling. Jeg er ikke et uvildigt vidne og ikke så sandhedssøgende, som hvis jeg var sociolog, men jeg kan ikke leve med tanken om, at det også skulle være fiktion. Nogle siger, at så snart man sætter pennen til papiret, laver man fiktion, men det tror jeg ikke på.«

For Solvej Balle er det også et moralsk spørgsmål. Når man i litteraturen skriver om andre mennesker, tager man dem også på en måde som gidsler.

»Al erfaring viser, at det er hårdt at få fortalt sin historie, hvis det ikke er en selv, der fortæller den. Derfor skal det gøres med varsomhed.«

Og derfor opererer hun på den ene side med rene fiktioner, hvor ingen kan genkende sig i de personer, der beskrives, samtidig med at hun i erindringsbogen spiller med åbne kort og ikke vil skjule sig bag et fiktivt slør. Også af den grund kommer hun aldrig selv til at skrive autofiktion. Ikke fordi hun som sådan har et problem med, at man forsøger at lave fiktion på virkeligheden, men fordi de mennesker, hun omgås, ikke skal føle, at de kan genkende sig selv i en af hendes fiktioner.

Generelt har hun dog et problem med sammenblandingen af virkelighed og fiktion.

»Jeg har nogle gange den fornemmelse, at når man blander det sammen, så er det fordi man både vil have sympatien fra virkelighedens oplevelser og friheden fra fiktionen, sådan at man kan generere et sårbart udsat jeg, som læseren synes, det er synd for. Den sympati ville også komme, hvis bogen var rent erindringsfortællende, men så havde man ikke friheden til eksempelvis at digte andre mennesker om til at være nogle røvhuller, og så sige, at det bare er fiktion.«

Et europæisk projekt

Solvej Balles nye roman er universel og almenmenneskelig, og trods sin forankring i en nordfransk provins virker det, som om den kunne foregå hvor som helst i Europa. Hun medgiver, at Om udregning af rumfang er en Europa-roman, for i 1980’erne handlede alt om Europa, og det har hængt ved.

– Hvorfor kunne romanen ikke udspille sig i Danmark, ja, hvorfor er der så lidt i dit forfatterskab, der foregår her, hvor du virker til at have slået rod?

»Det kunne den ikke, for der skal være rum for fantasien. Tara er en anden. Det er et europæisk projekt.«

Det europæiske projekt udspiller sig i Frankrig, som også er forfatterens egen baggrund.

»Jeg tog til Paris som 17-årig og fik mit første sprogchok. Jeg havde ikke noget sprog. At have stået der som stum var afgørende for mig. Når man er i et fremmedsprog, bliver man bygget om.

Siden tog jeg ned og arbejdede i Shakespeare and company-boghandlen og boede oven på butikken i Georg Whitmans lejlighed. Jeg har også arbejdet på fabrik i Frankrig og har en masse stof derfra, som også er blevet Tara Selters.«

Når man læser Frydendal opdager man, at Solvej Balle allerede som barn fik sine første sprogchok, der prægede hende siden hen. Det skete, når familien gang på gang rykkede teltpælene op og flyttede først fra Sønderjylland til Bornholm, siden til Midtjylland, Fyn og til sidst til Falster. Hun beskriver i bogen, hvordan hun bliver opmærksom på sproget, hører dialekterne, lægger mærke til de særlige lokale vendinger, de utilregnelige ejefald og ejestedordene, og hun hører sine forældre slå over i jysk, hvis et familiemedlem ringer.

– Er den opmærksomhed på sprog ikke netop opskriften på at blive forfatter?

»Ja, måske har jeg fået chokket tidligere. Du har nu diagnosticeret mig: Det skete, da jeg var to år og boede med nogle midtjyder på Bornholm.«

»Den er godt nok lidt tisgul, ja, den ligner citronfromage.«

Solvej Balles nye store romanserie udkommer ikke på et af de store forlag. Hun er tidligere udkommet på både Gyldendal og Lindhardt og Ringhof, men hun har i mellemtiden lavet sit eget lille forlag, Pelagraf. Hun er med andre ord sin egen redaktør og forlagschef.

Solvej Balle er et stort navn, men der gøres ikke noget nummer ud af det. Bogen har ingen lokkende bagsidetekst, ingen varme anbefalinger og intet forfatterfoto.

Solvej Balle svarer helt nøgternt.

»Det bruger de ikke på Pelegraf.«

Og da jeg spørger igen.

»Jeg synes, det er pænest uden.«

Hun henviser til, at den slags informationer engang havde en funktion, men nu kan du få det med det samme, hvis du googler.

– Men hvad med dem, der skal købe bogen i en boghandel, hvor bogen skal sælge sig selv?

»Så tænker jeg, at den er meget pæn. Den er godt nok lidt tisgul, ja, den ligner citronfromage.«

Hendes svar ligner undvigelser. Bag det ligger også en uvilje mod promovering og kritik af de store forlags kommercialisering. Hun fortæller, at da hun debuterede, ville hun gerne være forfatter og have sin bog ud i verden, men fik et chok over den store interesse, der var i hendes person. Bagefter stak hun af i flere måneder. Hun følte sig ikke egnet til det, ville hellere skrive bøgerne end promovere dem. Og hun brød sig ikke om, da Lindhardt og Ringhof på andenudgaven af Ifølge loven satte hendes ansigt på bogens forside.

Dertil kommer, at hun i dag gerne vil være en del af arbejdet med bøgerne, arbejde med sats og arbejde med lokalt trykkeri. Hun vil gerne sikre sig, at bogen bliver svanemærket og er bæredygtig, for »det er sådan nogle store maskinerier inde på de store forlag«.

Så må man for hende håbe, at den alternative metode rækker til at få bogen så bredt ud, som den fortjener. Og de næste bind i romanserien er næsten klar. Bind to kommer enten lige før eller efter sommeren, og forfatteren har afsløret, at Tara heller ikke her kommer ud af den 18. november.

En lang eftermiddag er gået på ingen tid. Jeg må løbe ud af huset for at nå den sidste færge. Men jeg ved, at vi kommer til at høre meget mere fra den litterære ø.

Solvej Balle er tilbage.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Erik Bjørn Olsen

Langelandsbroen på kortet!
En detalje, men så alligevel – sådan set i lyset af artiklens focus på den ’høje fiktion’, hvor fiktionen bliver drænet for virkelighed: Færgen mellem Svendborg og Ærøskøbing sejler ikke under Langelandsbroen, selv om Peter Nielsen angiver, at han modtager et telefonopkald fra Solvej Balle på sin vej til at besøge hende på Ærø, mens det sker.
Mvh/Erik Bjørn Olsen

Rikke Emilie Christensen

Øh Kirsten ifølge kortet gør den da netop det ....
https://www.google.com/maps/dir/svendborg/ærø/@54.952269,10.4102876,11z/data=!3m1!4b1!4m13!4m12!1m5!1m1!1s0x464d330c94c95599:0xa00afcc1d518120!2m2!1d10.607282!2d55.067434!1m5!1m1!1s0x47b2d0f2b22c2acf:0xa302b998e93f58a8!2m2!1d10.3874812!2d54.8589026

Erik Bjørn Olsen

Den bro hedder Svendborgssundbroen! Langelandsbroen går via Siø fra Tåsinde til Langeland
mvh/Erik Bjørn Olsen