Feature
Læsetid: 9 min.

Der er stadig amoriner i luften. Den romantiske komedie er genopstået

Efter en storhedstid i 1990’erne blev de romantiske komediedramaer klichéfulde parodier på sig selv, og genren blev sendt til tælling. Takket være streamingtjenester og mere diversitetsfavnende rollebesætninger er den nu på vej mod en ny optur
Roller som de Matthew McConaughey spillede (som her i ’Så flyt dog’) i 90’erne og 00’ernes romantiske komedier har haft sin tid. I dag er der blevet plads til, at kærlighedens veje og vildveje ikke kun betrædes af hvide heteroseksuelle mennesker.

Roller som de Matthew McConaughey spillede (som her i ’Så flyt dog’) i 90’erne og 00’ernes romantiske komedier har haft sin tid. I dag er der blevet plads til, at kærlighedens veje og vildveje ikke kun betrædes af hvide heteroseksuelle mennesker.

Cathrine Ertmann

Kultur
14. februar 2020

Rygterne om den romantiske komediefilms død har i 2020 vist sig stærkt overdrevne. Den særlige genre – i det følgende også kaldet romcom – siges at have draget sit sidste suk for år tilbage, da Matthew McConaughey lænede sig op ad sin sidste mur, Kate Hudson tog imod sin sidste romantiske gestus og Hugh Grant erklærede, at nu var han færdig med at være førsteelsker, fordi han var blevet »for gammel og for grim«.

Vi skal tilbage til perioden 1990-2002 og til film som Søvnløs i Seattle (1993), Det bli’r ikke bedre (1997) og My Big Fat Greek Wedding (2002) for at finde genrens seneste storhedstid.

Det var dengang, vi forelskede os i yndigheder som Meg Ryan, Reese Witherspoon, Sandra Bullock og Jennifer Lopez – og deres vekslende galleri af flotte mandfolk med stærke kæbepartier.

Men tidevandet begyndte at vende, da markedet blev mættet med metervareprodukter, der var helt uden deres forgængeres magi. Hvem husker i dag titler som Rygtet siger..., Så flyt dog og En ægte mand? Med flop efter flop begyndte publikum at trække sig, og filmstudierne at søge andre græsgange i episke fantasydramaer og storladne computergrafiske satsninger.

Den romantiske komedie forsvandt dog ikke helt. Snarere gik den under jorden. Den sneg sig ind i biograferne i form af Judd Apatows plathumoristiske film, der som regel havde en udfordret mand i hovedrollen, eller indiefilm som The Big Sick eller endda i form af prestigemusicals som La La Land.

Også tv-serierne tog tråden op med titler som The Mindy Project, Lovesick og Jane the Virgin, som dog snarere legede med, ironiserede over eller ligefrem underminerede genren, end de kan siges egentlig at have favnet den.

Summer of love

Nu viser det sig, at den store og traditionelle romcom ikke er helt så tømt for liv, som man længe kunne befrygte.

Allerede i 2018 lovede Netflix os en summer of love og satte dermed gang i en kampagne for at lokke os tilbage til lige så frydefuldt eskapistiske som forudsigeligt sentimentale kærlighedsdramaer. Satsningen ser ud til at være lykkedes.

Streaminggiganten kunne for nylig rapportere, at efter kun tre måneder var der 80 millioner seere, som fulgte med i mindst en af dens tre nye originale romcoms. Det fejrer Netflix i dag, på valentinsdag, med en opfølger til kæmpesuccesen To All the Boys I’ve Loved Before (nu med den lidt sukkersøde tilføjelse: P.S. I Still Love You).

’To All The Boys: P.S. I Still Love You’ har premiere valentinsdag.

’To All The Boys: P.S. I Still Love You’ har premiere valentinsdag.

Netflix / Bettina Strauss

Men det er ikke kun McConaghey, der kan håbe på en filmrenæssance, for 2020 byder på mængder af romcoms af den gode gamle skole, der kan få os fans til at blive svag i knæene.

Blandt disse er Love. Wedding. Repeat med Sam Claflin og Olivia Munn (Netflix købte rettighederne i Cannes), Marry Me med prøvede kræfter som Jennifer Lopez og Owen Wilson og en dobbeltoptræden af Issa Rae, der spiller hovedroller i såvel The Photograph sammen med Lakeith Stanfield som i Lovebirds med Kumail Nanjiani. Som genrens mange ulykkelige elskende lykkes det i sidste ende for romcom’en at klare sig imod alle odds.

Hvis oddsene er svære, er det, fordi romantiske komedier er et let mål for nedrakning af kritikere, omfattende fravalg fra det mandlige publikums side og hånlig satire i populærkulturen.

Over en årrække gik de fra sprudlende kassesucceser til skamfuld last – en forkærlighed, som deres altovervejende kvindelige fans var forlegne over at bekende sig til og måtte dyrke i al diskretion.

Som Deborah Jermyn, filmforsker på University of Roehampton, udtrykker det: »Romcoms har altid været genstand for nedvurdering. I årtier hed det sig, at de var en særlig kvindegenre – underforstået, at de var trivielle film, man ikke kunne tage alvorligt.«

Ligesom for chicklit-genren i litteraturen var der ikke høje forventninger til deres kulturelle værdi, givet at de altid søgte at appellere til kvinder og havde kvinder i front og i centrum. Jermyn siger det rent ud: »I de her film hører vi kvinder tale i meget længere tid end i nogen anden filmgenre.«

Skamløs konventionel

Martha Shearer, der er professor i filmstudier på University College Dublin, pointerer, at det er med udrette, når romcom’ens overvejende kvindelige publikum bliver genstand for nedladenhed.

»Der knytter sig mange fordomme til, hvem der ser de her film – at de er troskyldige typer eller ikke har blik for, at genren er konventionel, som den, der fremfører kritikken, selv mener at have. Det er en grundlæggende elitær kritik,« siger hun.

»Det kvindelige massepublikum kan udmærket have en tilgang til disse film, der på én gang er kritisk-analytisk og nydelsesfuld.«

De bedste romcoms er da som oftest også dem, der er fuldt bevidste om genrens konventioner. Men skal de lykkes på genrens betingelser, skal de også være skamløst oprigtige.

Filmens hovedpersoner skal opleves som autentisk forelskede, og selv om de løber ind i alle mulige forhindringer, skal de kunne overvinde dem til sidst. Om romantiske komedier ved vi på forhånd, at de ender lykkeligt (men ikke altid på den måde, man først havde forestillet sig).

Det nye skud på stammen af romantiske komedier indskriver sig uden skam i denne tradition. De er overdrevne og offentlige kærlighedserklæringer til genren. Ved siden af To All the Boys … er der også den romantiske homoseksuelle high school-komedie, Love, Simon, mens Set It Up er en kvik Netflix-historie om to overarbejdstrætte assistenter, der forsøger at få deres krævende chefer til at falde for hinanden, men ender med selv at blive forelskede i hinanden, mens Always Be My Maybe er en sjov og charmerende kærlighedshistorie om faktiske voksne spillet af Ali Wong og Randall Park.

Selv om nogle af disse nye romcoms har kørt i biograferne – såsom megahittet Crazy Rich Asians og Long Shot med Charlize Theron og Seth Rogen – er det navnlig streamingtjenesterne, der har antændt den gamle magi. Det giver god mening.

Når især kvindelige fans ubarmhjertigt får draget deres filmsmag i tvivl, må det forekomme oplagt at fortrække til sikkerheden i egne hjem, hvor de kan se dem uden at skulle frygte latterliggørelse.

Streaming kan udnytte alle de stærke sider ved romcom-genrens succeser: anbefalinger mellem venner, genudsendelser, filmmarathoner. De kræver ikke storskærmsvisning (en tabletskærm er rigeligt), og skulle man falde i søvn midt i et afsnit, vil man sandsynligvis ret hurtigt kunne finde tilbage i handlingen.

Genrerespekt

Hvad alle disse film har til fælles, er en ægte kærlighed til og en dyb respekt for genren, for dens karakterer og for de mennesker, der ser dem. De forstår, hvad det er for en opskrift, de skal følge og med hvilke komponenter for at give os præcis, hvad vi vil have, helt ned i de corny titler.

Når romcoms blev ramt af den store nedtur i de sene 00’ere, var en del af forklaringen utvivlsomt, at filmstudierne fejlagtigt troede, at målgrupper bedst kunne tiltrækkes af det fjollede og det manierede (for eksempel med film som Forfulgt af eks’erne) snarere end af den sande attraktion: at se mennesker mødes og blive smaskforelskede (som oftest dog skandaløst smukke mennesker med smukke hjem og enorme garderober).

Som den feministiske forfatter og selvudnævnte romcomfanatiker Roxane Gay formulerer det: »Det er ikke, fordi jeg tror, forelskelse faktisk sker, som Hollywood prøver at få det til at se ud … Men jeg kan godt nyde en god løgn.«

Men selv hvis alle kerneelementer er på plads, er genren ikke hævet over berettiget kritik. Sandt er det, at disse film næsten udelukkende beretter om hvide og velhavende, heteroseksuelle menneskers kærlighedshistorier.

Der findes ganske vist flere vellykkede sorte romcoms såsom Love & Basketball eller The Best Man, men som oftest er de blevet placeret i deres egen niche snarere end budt velkommen i den større kanon.

De nyeste romcoms forsøger i det mindste at byde på en betydeligt mere varieret rollebesætning (også i hovedrollerne) og indimellem også at fortælle inkluderende ikkeheteroseksuelle kærlighedshistorier som Happiest Season, en Clea DuVall-instrueret lesbisk romcom med Kristen Stewart i hovedrollen og en stadig titelløs romcom skrevet af Billy Eichner med ham selv i hovedrollen og produceret af Judd Apatow.

Og fordi romcoms kræver lykkelige slutninger, kunne de også være et rum, hvor mindretalshistorier kan fortælles med et håb og en glæde, som de ikke altid levnes plads til i mainstream-prestigefortællingerne.

Samtykkedramaer

I de nye film er der også andre forandringer, der afspejler en ændret tidsånd. Der er større opmærksomhed på magtdynamikker, kropsskam, seksualpolitik, toksiske kønsstereotyper og samtykkeproblematikker (som den nye To All the Boys-efterfølger gør en klar pointe ud af at forholde sig til).

Med andre ord er det usandsynligt, at vi vil se genindspilninger af Never Been Kissed, hvor en gymnasielærer dyrkede et meget problematisk forhold til en af ​​sine elever (før han fandt ud af, at hun faktisk var en 25-årig undercoverjournalist), og Hals store kærlighed, hvor Jack Black kun kan tiltrækkes af en overvægtig kvinde, hvis han kan forhekses til at tro, at hun ligner Gwyneth Paltrow.

Selvfølgelig vil næppe alle de nye film være banebrydende mesterværker. Netflix’ The Kissing Booth – en high school-kærlighedstrekant, hvor to dominerende brødre begge gør krav på den samme søde, naive heltinde – forekommer både at være en forvrøvlet historie og en romantisering af følelsesmæssigt manipulerende adfærd. Ikke desto mindre er der selvfølgelig en toer på vej.

Nick Robinson i ’Love, Simon’

Nick Robinson i ’Love, Simon’

20th Century Fox

Film som den og som To All the Boys rammer nok mest teenagerenden af ​​spektret – highscool-dramaer og de første forelskelser – men de appellerer utvivlsomt til Netflix’ horder af unge seere.

Mange af dem, der ser disse film i 2020, var ikke gamle nok eller for den sags skyld født, da genren sidst havde sin storhedstid. Dr. Jermyn siger, at der er gode grunde til, at romcoms har en så lang levetid:

»Uanset hvad der foregår i verden, uanset om vi befinder os på et høj- eller på et lavpunkt i den globale politik, bliver man aldrig rigtig immun over for charmen og det livsbekræftende ved det faktum, at folk mødes og forelsker sig, uanset omstændighederne. Det vil altid være den centrale historie.«

Verden er et kompliceret sted, og mange mennesker lever under strabadserende omstændigheder. Det giver god mening, at vi indimellem får brug for at dyrke en romcom, der er renset for kynisme og tilbyder et sikkert sted at opleve og udtrykke følelser.

Det er måske den eneste genre, der virkelig forstår værdien af ​​kort fortalte historier – romancer i romcoms er sjældent over 100 minutter lange – og på et marked, der er mættet af valgmuligheder, er det ikke til at rynke på næsen af. Gode ​​romcoms kan føre dig gennem forliste forhold, hvedebrødsdage, menstruationssmerter, tømmermænd, dårlige dage og gode dage.

De kan vække en ægte genklang hos teenagere, der endnu aldrig har så meget som holdt i hånd, og hos uforbederlige romantikere, der tror, ​​de har set det hele.

Hvad romcomgenren manglede i Matthew McConaughey-æraen, var en forståelse af, at kærlighedens veje og vildveje, forviklinger, forbyttede identiteter og de hjertesorger, der følger med, ikke kun er noget, der sker for hvide heteroseksuelle mennesker.

At følge en prøvet opskrift er ikke nødvendigvis en dårlig ting, hvis opskrifterne fungerer – det er bare enkelte af komponenterne, der har brug for en opdatering.

Alle fortjener at se sig selv date én på grund af et væddemål, men siden møde vedkommende i et dybt kys, mens regnen siler ned, og indse, at den rette person måske var lige foran næsen hele tiden.

Det har været en ujævn tur tilbage til toppen for de romantiske komedier, men vejen til den sande kærlighed tager jo også sjældent den mest oplagte og direkte bane.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Balling

Jeg ved godt det lyder som et absurd spørgsmål, men tænk lige et par minutter før du svarer:

Hvad er kærlighed?