Interview
Læsetid: 14 min.

»Ungdomsserien er sgu progressiv lige nu«

Efter lang tids fravær har ungdomsfiktionen fundet sin vej tilbage i form af serier på de danske streamingtjenester. De fortrinsvist unge og kvindelige skabere bag serier som ’Sex’, ’Noia’ og ’Vakuum’ vil vælte stereotyper. Først bruge og så bryde ud af kortformatet. Og så vil de gøre op med ungdomsfiktionens andenrangsstatus
Fra venstre: Nanna Hovedskov, Clara Mendes og Camilla Ramonn har instrueret henholdsvis ’Vakuum’, ’Sex’ og ’Noia’.

Fra venstre: Nanna Hovedskov, Clara Mendes og Camilla Ramonn har instrueret henholdsvis ’Vakuum’, ’Sex’ og ’Noia’.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
28. februar 2020

»Der har jo ikke rigtigt været ungdomsserier i lang tid. Det er først inden for de seneste år, at de er begyndt at komme igen,« siger Clara Mendes, skaber og manuskriptforfatter bag ungdomsserien Sex, og kigger sig omkring.

På hver sin side af et stort træbord sidder serieskaberne Camilla Ramonn og Nanna Hovedskov og nikker. De er enige. Fiktion til unge har i lang tid været fraværende på de danske kanaler, mener de. Men det er i den grad ved at ændre sig nu.

Det er onsdag eftermiddag på Tjili Pop på Nørrebro i København. Her, til en baggrundstøj af klirrende glas og høj eftermiddagssummen fra stedets fortrinsvist yngre klientel, er tre serieskabere i gang med at diskutere ungdomsseriens genkomst – et emne, jeg har bedt dem have en mening om, fordi de alle er bidragsydere til den bølge af sitrende nyskabende fiktionssatsninger til unge, der lige nu vælter ind over de danske streamingtjenester.

Clara Mendes har skabt og skrevet manuskript til TV 2-satsningen Sex, en serie der på seks korte afsnit indkapsler, hvordan det er at være ung, liderlig, kvinde, forvirret og forelsket i to personer på samme tid. Nanna Hovedskov er instruktør bag Vakuum på ungdomsplatformen SEIN, der over ni episoder følger tre forløb med tre teenagere på en intim rejse gennem store førstegangsfølelser som ensomhed, angst, forelskelse og jalousi.

Og Camilla Ramonn har skrevet og instrueret DR3-satsningen Noia, som med socialrealistiske og horrorlignende undertoner zoomer ind på det progressive, københavnske technomiljø og temaer som stofmisbrug og ensomhed.

De tre serier er langt fra alene på de danske streamingtjenester, hvor de får selskab af ungdomsfokuserede titler som Rikke Koldings Ondt i røven (TV 2), Anna Emma Haudals Doggystyle (DR3), Asger Kjær og Rikke Frøberts Natten til lørdag (DR3) samt Stine Rosenfeldt Bjerregaards Pleaser (DR3).

Og der er fællesnævnere at spore både tematisk og formelt i de nye satsninger, der som regel udspiller sig i korte formater med seks til ti afsnit a en spilletid fra 10 til 20 minutter, og som, med tematikker som stoffer, sex, samtykke og kønsidentitet, formår at skabe relevant og autentisk indhold til den generation, de skildrer.

Sådan lyder i hvert fald, over en bred kam, dommen fra landets kritikere:

I Soundvenue blev Vakuum rost for at tage sin unge målgruppe dybt alvorligt, mens Clara Mendes’ egen tiltrængte nuancerede fremstilling af ungdomssex blev kaldt »En lille suppeterning af genkendelig ungdom, liderlighed og sommer«. Og i sin anmeldelse af den intense Noia imponerederes Lone Nikolajsen over seriens »hjerteskærende skildring af ensomhed« og vilde skift fra pulserende fest til råkold angst.

Ungdom er B-film

Men før serieboomet var der, som Sex-skaber Clara Mendes bemærker, i lang tid småt med ungdomsindhold på både tv- og filmfronten. Trods lejlighedsvise DR3-perler som Martin Skovbjerg Jensens Anton 90 og Mads Rosenkrantz Grages Yes, no, maybe er det svært at komme i tanker om serier, som for alvor har forsøgt og formået at indfange ungdommens pulserende følelsesliv.

Samtidig har der i mange år været langt mellem ungdomsfilm i de danske biografer, hvor de få titler såsom Martin Skovbjerg Jensens Brakland (2018), der produceres, som regel er lavet på små budgetter og sælger få billetter.

»Det er, som om ungdom har et dårligt ry i branchen,« reflekterer Mendes, der ankommer som den sidste til dagens seriesnak, men er den første til at byde ind, da samtalen falder på ungdomsfiktionens lange hvileperiode:

»Det gælder dog nok især spillefilm. Man snakker om, at de unge er sværere at hive i biografen, og der er nok også en grund til, at det er serier, der kommer frem nu. Overordnet opfattes det som lidt B-films-agtigt at lave ungdomsindhold i Danmark.«

Ved hendes venstre side sidder 24-årige Vakuum-instruktør Nanna Hovedskov og nikker ivrigt.

Det er måske også sigende for ungdomsindholdets status, at den som regel i branchen og medierne proppes i samme kasse som børneindhold, tænker hun.

»Som om, det ikke kunne være to meget forskellige ting,« siger Hovedskov lidt fortørnet.

»Men det jo netop det, der er ved at ændre sig en lille smule nu,« indvender Noia-skaberen Camilla Ramonn, der med sine 41 leveår, en fortid som producer og flere kortfilm om børn og unge på bagen har et andet tidsperspektiv end de to relativt uprøvede serieskabere.

»Da jeg sprang over til at instruere for ti år siden, var børn og ungdom ikke noget, man ville have med at gøre i branchen. Man kunne lave en børne- og ungdomskortfilm på Filminstituttet for at vise, hvad man kunne, og så få lov til at lave en rigtig film bagefter. Men altså, der sker jo virkelig en udvikling på den front, og for mig er det ekstremt positivt. Vi skal tage de unge dybt seriøst, og det kræver, at der investeres penge, så vi kan skabe indhold, de er optagede af og rent faktisk kan bruge til noget,« siger Ramonn.

SKAM- og streamingeffekten

Ja, der er da helt sikkert sket en udvikling, medgiver de to yngre kvinder. Det er deres egne serier jo fremragende beviser på.

Men hvorfor der er kommet så meget nyt indhold netop nu, har de svært ved at sige. Den norske hitserie Skam, der blev mindst lige så stor i Danmark, som den gjorde i hjemlandet, har formentlig sat gang i sagerne. Og streamingkulturen, som er udbredt og vidt benyttet af ungdommen, skubber også grænser for, hvad og hvordan man kan distribuere.

Mere og billigere tilgængelig teknologi samt muligheden for at lave optagelser på sin iPhone har nok også spillet ind i forhold til at gøre de unge til skabende kræfter, mener Camilla Ramonn, der er imponeret over den kreativitet, hun har mødt i det københavnske ravemiljø under sin research til Noia.

Og derudover, indskyder Nanna Hovedskov, er det måske også, som om der er kommet større respekt og forståelse for ungdomsfiktion, fordi der er kommet større respekt og forståelse for ungdommen i det hele taget:

»Det er måske en samfundsmæssig tendens, at man er mere anerkendende over for ungdommen,« siger hun.

Den opfattelse deler Sex-skaber Clara Mendes:

»Ja, det er helt klart, som om ungdommen bliver taget mere seriøst. Det er da på en måde meget sigende, at vi sidder her og er to under tredive, som snakker med Information og har lavet vores egne serier. Det havde vi nok ikke fået lov til for ti år siden.«

Når alt føles stort

Hvorfor man nogensinde skulle se ned på ungdomsindhold, har de tre serieskabere da heller ikke nogen forståelse for.

Det burde da være enhver fiktionsskabers våde drøm at beskæftige sig med de vilde, unge år, hvor alt er højdramatisk og under konstant udvikling.

»Der sker bare helt vildt meget, og alting føles helt vildt stort,« siger Nanna Hovedskov, der har udviklet serien Vakuum sammen med en flok medstuderende fra Filmhøjskolen Møn.

»Der er noget sindssygt spændende ved de der førstegangsoplevelser, hvor man lærer at håndtere verden. Der er et tempo til stede i selv de langsomme og de små ting.«

Modsat de to andre serier, der begge omhandler unge i starttyverne, følger Vakuum teenagere i 16-18-års alderen. Serien blev, som Hovedskov formulerer det, udviklet »kollektivt. I ånden. Meget ungt og lidt naivt« ud fra nogle ideer om, hvilken ungdomsserie de selv havde savnet.

»Vi arbejdede med emner som angst, jalousi og det første forhold. Vi tænkte meget over, hvordan vi selv havde følt os forkerte i den alder, og på, hvad vi ville ønske, nogen havde fortalt os eller snakket med os om,« siger Hovedskov.

Dermed ikke sagt, at hun og de andre bag Vakuum tænkte meget over målgruppe. De tog jo bare udgangspunkt i, hvad der »fyldte i dem«.

»Nej, det er jo heller ikke, fordi jeg har sat mig ned og sagt: ’Så. Nu laver jeg en god ungdomsserie, hvad skal sådan en kunne?’« indskyder Clara Mendes. Men hun er også meget bevidst om, hvor stor en forskel god fiktion kan gøre i et ungt menneskes liv.

»Man er bare så påvirkelig, når man er ung. Man er stadig ved at finde ud af, hvem man er, og hvad man skal, og man bliver jo på en eller anden måde formet og stykket sammen af de fortællinger, man omgiver sig med.«

Mere til kanten

Bordets alderspræsident, 41-årige Camilla Ramonn, tænker bestemt også over det der med, hvordan hun kan påvirke de unge med det, hun laver. Faktisk er det en af årsagerne til, at hun har kastet sig over projektet Noia, der er en næsten én-til-én-spejling af hendes egne ungdomsoplevelser med hårde stoffer i ravemiljøet.

»Jeg er meget drevet af at kunne få unge i dialog omkring stoffer og afhængighed. Med Noia fortæller jeg min egen historie for at vise, hvad jeg har gjort, og hvordan det er farligt. Ikke for at moralisere eller noget. Men for at vise nuancerne, og hvad det drejer sig om.«

Selv om Ramonn har en stor kærlighed til serien Skam, kunne hun ikke se sig selv og sit eget yngre jeg spejlet i gymnasieromancerne. En opvækst i det hårde Aalborg øst krydret med et senere stofmisbrug og hendes kærlighed til engelsk socialrealisme har plantet en trang i Ramonn til at fortælle nogle andre historier.

Historier, som hun også tror, vil komme de unge fra Skam-segmentet til gode:

»Jeg ser det meget som mit formål som filmskaber at åbne døre ind til miljøer, man ikke har set før. Miljøer på kanten. Vi snakker meget om det identificerbare, når vi snakker om unge. Om det, de kan spejle sig selv i, hvilket er virkelig vigtigt. Men der skal også være plads til indhold, der dykker ned i noget mere specifikt. Unge skal også præsenteres for ting, de ikke ved noget om. Det synes jeg personligt, at der godt kunne laves mere af.«

De progressive unge

»Nu, vi taler om mangler,« begynder Clara Mendes, før hun bliver afbrudt af Tjili Pops bartender, der er kommet hele vejen ned til vores bord for at tage imod en sidste bestilling.

Efter lidt forvirring og forsikringer om, at en dobbelt caffe latte altså er lige så billig som en enkelt, sendes bartenderen på vej og åbner døren for, at Clara Mendes kan dykke ned i et højpotent emne i forhold til de danske ungdomsserier.

»Med det Camilla siger, får jeg lyst til at komme ind på begrebet ’repræsentation’ eller snarere ‘diversitet’. Der er brug for, at det ikke er de samme typer af mennesker, vi ser på skærmen i de samme miljøer, for sådan ser verden ikke ud. Og der synes jeg fandme, vi er langt bagude.«

– Mener du i Danmark?

»Ja!«, lyder det næsten enstemmigt fra de tre kvinder omkring bordet.

Camilla Ramonn: »I år var det første gang nogensinde, at en kvinde vandt en Robert for bedste instruktion. Det synes jeg sgu er ret sigende.«

Clara Mendes er helt enig. Hun er selv meget inspireret af den omtalte Robert-vindende instruktør May el-Toukhy og hendes film Dronningen, der har modtaget ros for at vende op og ned på den klassiske fordeling af kønsroller.

I Sex bytter manuskriptforfatteren, der selv betegner sig som queer eller ikkehetereoseksuel, på lignende vis om på indgroede ideer om køn med en historie om et par, hvor fyren har mistet sin sexlyst, mens den kvindelige hovedperson drages af sit begær mod en kvindelig kollega.

Clara Mendes: »Det var nemlig vigtigt for mig, at konflikten i historien ikke var, at den kvindelige hovedperson er sammen med en pige, bare fordi hun ellers er kæreste med en fyr. Konflikten er, at hun ikke kan finde ud af at tale med ham om sine følelser.

Det er bare så absurd vigtigt, at marginaliserede grupper kommer mere på og bag skærmen. At vi som minoritetspersoner får lov til at fortælle vores fortællinger – også uden at minoritetspositionen som for eksempel kønsidentitet, hudfarve eller seksualitet nødvendigvis problematiseres i historien.«

Også Noia og Vakuum byder på ikkeheteroseksuelle karakterer og romancer, der aldrig italesættes på baggrund af karakterernes køn.

– Synes I generelt, at de ungdomsserier, der bliver lavet nu, er længere fremme i skoene i forhold til diversitet end film og serier til voksne?

Camilla Ramonn: »Ja, jeg synes sgu, at ungdomsserien er lidt progressiv lige nu. Min hovedperson er jo nærmest den eneste i Noia, der er straight. Der bliver taget nogle chancer, fordi det er i øjenhøjde med de unge – som er modige og konstant skubber til grænser. Det er jeg fuldstændig vild med.«

Clara Mendes: »Ja, så mangler vi ligesom bare, at det spreder sig lidt oppe i rækkerne. Det har jo noget at gøre med et generationsskel. Vi arbejder i et felt, der er mere bevidst og progressivt, end nogensinde før. Her synes jeg, at ungdomsserien kan noget.«

24-årige Nanna Hovedskov tilslutter sig den påstand. Det fik hun bekræftet forleden, da hun brugte stedordet ’hun’ i forbindelse med ordet ’kæreste’ over for sin 60-årige læge, der derefter spurgte, om hun nu også havde fået fortalt sine forældre, at hun er lesbisk?

Det var en vildt mærkelig oplevelse for hende, at en læge på den måde prøvede at italesætte og indramme hendes seksualitet:

»Jeg var bare sådan: Hvad? Mens jeg gik derfra, gik det op for mig, at, gud, der er bare nogle andre perspektiver i den generation, end jeg er vant til i min omgangskreds. Det miljø, jeg befinder mig i, former den måde, jeg fortæller historier på. Og det åbner igen op for, at vi også mangler flere ungdomshistorier fra folk, der kommer fra den mindre bemidlede klasse, har forskellige køn, seksualiteter eller hudfarver. Vi har også brug for, at etnicitet holder op med at være en konflikt.«

De korte formater

Der er imidlertid ingen tvivl om, at ungdomsserierne indtager førersædet på diversitetsfronten. Som Camilla Ramonn bemærker, er det jo også ret slående, at det er tre kvinder, som er samlet i dag og er kommet til orde med deres serier.

Den plads, de får lov til at boltre sig på, er imidlertid begrænset. Fælles for de tre serier er, at de udfolder sig i korte formater på seks til ni afsnit à 10 til 15 minutter.

– Skyldes de korte formater, at unge ikke kan koncentrere sig i længere tid ad gangen?

Nanna Hovedskov: »Nu har jeg lige set den der Euphoria (ungdomsserie på HBO Nordic, red.), som har nogle virkelig lange afsnit, og som jeg synes er fucking fed. Der er mange serier, der varer en time eller mere. Jeg tror ikke så meget, det der korte format har noget gøre med alder.«

Clara Mendes: »Ej, jeg tror simpelthen heller ikke på, at det er, fordi unge ikke kan koncentrere sig. Man skal bare lave noget, der er godt nok til at fange deres opmærksomhed. Alles attention span er jo kortere nu – det gælder også de voksne. Men på nogle punkter er det da irriterende at lave noget, der er så kort. Hold da op, hvor har jeg siddet og skåret meget ud. Til gengæld er det fedt, at man er nødt til at fortælle præcist og skære ind til benet. Men næste gang vil jeg gerne lave noget længere.«

De tre serieskabere fortæller, at det korte format også har noget at gøre med, at ungdomsserien er en slags platform for talentudvikling. Camilla Ramonn sammenligner med Det Danske Filminstituts talentordning New Danish Screen og vover påstanden, at hun har fået bedre mulighed for at fortælle sin historie og nå et større publikum på DR, end hun havde fået, hvis hun havde prøvet at søge penge til at lave en film via talentordningen på Filminstituttet:

»Jeg synes faktisk, at det er en ret tiltrængt platform for mere grænsenedbrydende indhold til unge. Jeg vidste ikke, om Noia skulle være en spillefilm eller en serie, men jeg er sindssygt glad for, at det endte med at være en serie. Jeg har virkelig oplevet en tillid til mig på DR. Og det tror jeg ikke, jeg havde fået andre steder,« siger hun og skynder sig at tilføje:

»Men altså, det er stadig super low budget, og det kunne da være fedt at få flere penge og mere tid næste gang.«

For gammel til de unge?

Mens eftermiddagen skrider frem, og vi snakker videre om lave budgetter og korte formater, fyldes de assorterede træbænke og sofaer omkring os med unge studerende og gymnasieelever.

To gange bliver vi afbrudt af unge kvinder, der kommer forbi vores bord for at hilse på Nanna Hovedskov og Clara Mendes. Den ene er, passende nok, skuespilleren Nina Terese Rask, som spiller den forførende kvindelige kollega Selma i Clara Mendes’ Sex og er Mendes’ kæreste i virkeligheden.

»Ej, hvor grineren,« kommenterer Camilla Ramonn og får mig til at spekulere over, om hun, som er næsten tyve ældre end sine to fagkolleger, mon nogensinde føler sig for gammel til at lave ungdomsindhold.

Jeg spørger derfor mit panel af serieskabere, om man egentlig ikke nærmest bør være ung for at lave ungdomsserier med nerve?

»Jo, det synes jeg,« svarer Camilla Ramonn med en ironisk vrængen ­– til stor morskab for selskabet.

»Man skal i hvert fald have været ung engang,« fortsætter Nanna Hovedskov smilende.

»Noget af det bedste, jeg har set til unge, er faktisk lavet af folk, som ikke var unge længere,« siger Clara Mendes og fremhæver som eksempel en personlig favorit Lukas Moodysons 90’er-ungdomsklassiker Fucking Åmål.

»Jeg tror, det handler om, at man skal føle sig forbundet til ungdommen på en eller anden måde og have lyst til at lave research og sætte sig i øjenhøjde med dem, man ser. Det bliver skidt, hvis man bare kaster et belærende voksent blik nedad.«

Camilla Ramonn nikker og pointerer, at hun absolut ikke er ude på at være belærende. Tværtimod vil hun også gerne opfordre de voksne til at se med på ungdomsserierne, så de måske kan lære en ting eller to.

»Det er måske rigtigt nok, at 80 procent af dem, der laver indhold til unge, selv skal være i aldersgruppen. Jeg er selv meget nysgerrig – på grænsen til det barnlige. Jeg synes, voksne mennesker kan være kedelige, og jeg tager de unge seriøst, for de har fat i den lange ende i forhold til meget. Tag min 8-årige søn, for eksempel: han er den kommende generation. For ham er det helt fuldstændigt ligegyldigt, hvilket køn ens kæreste har, han skelner slet ikke. Det er sgu da progressivt, og det gider vi godt, ik?«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her