Billederne har taget et alvorligt greb om vores sind. Det er, som om vi ikke tror på noget, før vi ser det. Selvet bygget med selfies. At posere foran kameraet er blevet en udbredt kropspraksis og en vigtig del af vores mentale liv. Vi forsøger at holde fast i virkeligheden gennem det konkrete med billeder af mad, kroppe og social succes. Jeg deler, derfor er jeg.
Og det gælder også for det mørkeste mørke – såsom selvskade, selvmord og selvudsultning. DR’s tv-program De døde pigers dagbog har vakt stor opmærksomhed. For nogle måneder siden havde norske NRK’s magasinprogram Innafor et tilsvarende projekt. De to programmer minder om hinanden. I begge lande belyses selvskadende adfærd og selvmord. Og altså ikke kun at unge mennesker piner sig selv, men at dette også kan være en gruppeadfærd på internettet.
Sådan en selvdestruktiv adfærd råber på viden og forståelse. Vi kan være skeptiske over for alarmisme på de unges vegne. Det er ikke sådan, at psykisk sygdom er »i stadig vækst«. Jo, i nogen grad i vækst, ser det nu ud til at være i begge lande.
Det er samtidig vigtigt, at vi ikke sygeliggør en hel generation af unge. Men hvad angår den kropslige selvskade har der været en betydelig vækst i de seneste årtier. Selvskade er blevet påtrængende aktuelt i ungdomsskulturen. Det gælder i særlig grad piger. Selvskader er ikke ét fænomen, men mange. Vi vil som behandlere her dele ud af nogle af vores erfaringer.
Kan vi forstå det? I høj grad, ja. Der findes en solid viden at øse af – akademisk, terapeutisk og ikke mindst baseret på personlige erfaringer.
En af de allerførste, som i faglig sammenhæng skriver om selvskade som fænomen, er den amerikanske psykiater og psykoanalytiker Karl Menninger. I 1938 omtaler han selvpåført kropsskade som et »lokalt selvmord«. Det er en handling, der begås for at overleve, skriver han, og ikke for at tage sit eget liv.
Den foregår ved at fokusere det destruktive til én del af kroppen. Ja, selvskade er ofte en desperat strategi for at overleve. Dette er en vigtig indsigt, samtidig med at vi må huske på, at personer, som hyppigt påfører sig selv skader, også vil have større risiko for at begå selvmord.
Gentagen selvskade er at træne kroppen til at udholde nye grænser for smerten. Såkaldt ikkesuicidal selvskade (non-suicidal self-injury) er da også en af de vigtigste risikofaktorer for selvmordstruede.
Menninger bidrog også med overvejelser om mulige motiver til selvskade. Dels kunne fænomenet forstås religiøst. En af historiens mest selvskadende religiøse kulturer er kristendommen, hvor det centrale ikon er Kristus på korset, som opgav sin egen krop for frelse vores sjæle. Især middelalderkristendommen er fuld af selvskadende praksisser i form af radikal askese, selvpåførte stigmata og selvpiskende flagellanter. Sidstnævnte er skildret i Ingmar Bergman film Det syvende segl.
Kong Ødipus
Selvskaden kan også forstås som motiveret af psykose. Menninger henviser også til organiske forklaringer. Det kan dreje sig om fænomener som psykisk udviklingshæmning eller autisme. Det er, når klassikeren Menninger beskriver det neurotiske som motivation, at hans overvejelser får relevans for en stor del af de selvskader, vi møder i dagens ungdomskultur.
Selvskade, selvmord og selvudsultning henviser til en skade på selvet. Noget er åbenbart ude af kontrol. Adfærden kan forstås som et sprog. Det er ganske vist et utilstrækkeligt sprog, men ikke desto mindre en klar kommunikation. Kroppen bliver et sprog for sindet og det sociale.
Det første, vi skal forstå, er, at smerte paradoksalt nok kan være smertelindrende. Vi kunne give eksempler fra forskningslitteraturen eller fra vores egne erfaringer som behandlere. Men vi har et godt kildegrundlag i vores fælles kultur. Lad os nærme os nogle idealtyper via skønlitterære eksempler.
En af litteraturens mest berømte urscener handler om at lemlæste sig selv. Kong Ødipus regnes for den atheniensiske tragediedigter Sofokles’ (ca. 496-406 f. Kr.) bedste drama, og Aristoteles bruger mange eksempler fra dette stykke, når han i Om digtekunsten skal beskrive den gode tragedie.
Oraklet i Delfi havde forkyndt, at kong Laios ville få en søn, som siden ville komme til at dræbe sin far og gifte sig med sin mor. Da dronning Iokaste føder en søn, beder kongeparret en hyrde om at sætte ham ud i ødemarken, så han kan dø, og denne skæbne kan afværges. Hyrden får dog medlidenhed med drengebarnet og giver ham til en anden hyrde, som bringer ham i sikkerhed hos et barnløst par.
Spådommen går dermed i opfyldelse. Da Ødipus indser sin ugerning, stikker han begge sine øjne ud – og råber, at aldrig skal hans øjne skue det onde, han har lidt og gjort, og at han nu i mørket vil se dem, han ikke burde se, men ikke kunne genkende dem, han helst vil se. Den centrale tematik er altså skylden.
Selvblindingen er en konkret kropsmetafor for at modvirke Ødipus’ pludselige erkendelse af faderdrabet og den incestuøse relation til moren. Når Sigmund Freud senere bruger tragedien som kilde til at beskrive en ’ødipal’ konflikt er netop skyld den centrale følelse.
Fysisk og psykisk smerte
Et norsk litterært ikon er Agnar Mykles Sangen om den røde rubin. I denne roman fra 1956 møder vi hovedpersonen Ask Burlefot. Han stikker sig i hånden med sin lommekniv – »det var en manøvre for at aflede tankerne«. Fysisk smerte kan regulere psykisk smerte. Menneskesindets kaos kan blive til et meget konkret sår på underarmen. Såret er en defineret, velafgrænset og tydelig skade, som giver et fokus på en indre skade, som er mere vanskelig at afgrænse. På den måde kan noget uudholdeligt blive en smule udholdeligt. En stor del af den selvskade, vi i dag støder på, kan forstås som forsøg på en sådan følelsesregulering.
Karl Ove Knausgård giver os et andet perspektiv. Han knytter selvskaden til en stærk skamfølelse Hovedpersonen Henrik Vankel i romanen Alting har en tid skammer sig intenst. Han går løs på sig selv med glasskår, også i ansigtet, for at at bekræfte og synliggøre, at han er et dårligt menneske. Selvskaden hos Knausgård skaber en balance mellem en indre følelse og den ydre krop. Den indre oplevelse af at være skadet bliver udstillet. Det er en selvforstærkende mekanisme.
Den østrigske nobelprisvinder Elfriede Jelineks desperate roman Spillelærerinden rapporterer fra et desparat univers, hvor selvskade og fornedrende seksualitet bliver konkrete kropslige metaforer for at tilkæmpe sig et mindstemål af autonomi og kontrol i en familierelation og i en kulturel situation, hvor individet bliver strengt kontrolleret og defineret.
Spillelærerinden Erika Kohut lever i en ondartet symbiose med sin mor. De har underkastet sig højborgerlighedens normer om præstation og ydelse. Erikas nerver gjorde, at hun ikke slog til som koncertmusiker, og hun må nøjes med at være lærerinde for elever, hun foragter.
Moren elsker og dyrker sit barn, men kræver også fuldstændig kontrol over den voksne datters liv. De sover i samme seng, og moren bestemmer tøjvalg, mad, og at der ikke skal være mænd i datterens liv. Morens kærlighed er altopslugende og absolut ødelæggende. Datteren Erika har vanskeligt ved at vide, hvad hun føler. Hun er blevet gjort stum.
Jelinek skriver sig ind i en østrigsk litteratur, hvor hykleri og brutalitet er vigtige ingredienser. Og Jelineks litteratur er selv brutal i sine afslørende skildringer. Chokket og provokationen er for hende centrale litterære virkemidler. I Spillelærerinden jagter hovedpersonen muligheden for at kunne udfolde sig på egne præmisser.
Selvskaden i Jelineks roman kan fortolkes på den måde, at hun skader sig selv for at føle, at hun har et selv. Erikas fortvivlede form for autonomi bliver selv at tage kontrol over de skader, hun påfører sig. Det er hende, som påfører skaden, og det er hende, som får blodet til at flyde. Moren er lukket ude og har ikke længere kontrol over datteren.
I den stærke roman Et lille liv skriver amerikanske Hanya Yanagihara om, hvordan hovedpersonen Judes dramatiske selvskade er posttraumatiske reaktioner efter seksuelle overgreb. Selvskaden har givetvis flere psykologiske funktioner end disse. Men generelt gælder det, at en sådan adfærd og arrene efter den henviser til noget skamfuldt, som helst skal holdes skjult.
Social smitte
Men selvskaden kan også sladre. Den taler til andre og er et ønske om kontakt. Her nærmer vi os den internetkultur, som blev skildret i DR’s Døde pigers dagbog og i NRK’s Innafor. Det kan handle om ønsket om at være fælles om noget vanskeligt og om at få støtte. Og det er jo en indiskutabel realitet, at flere af aktørerne ikke har oplevet, at de fandt den støtte, de higede efter, hos deres nærmeste, endsige i sundhedsvæsenet eller i psykiatrien.
Men den således synliggjorte selvskade kan også være en valuta i kampen om opmærksomhed og om at positionere sig i et socialt hierarki. Hvem skærer dybest? Der kan være tale om social smitte – for at bruge en sygdomsmetafor. Traditionelt har sådanne sociale påvirkninger været knyttet til lukkede sociale institutioner såsom ungdomspsykiatriske afdelinger, børneforsorgen, fængslet eller hospitaler.
Medierne har radikalt ændret på dette. Selvskade fik ikke mindst offentlig bevågenhed, da Lady Diana i 1995 lod sig interviewe på tv af BBC om ikke bare sin bulimi, men også om, hvordan hun havde skadet sig selv på arme og ben som reaktioner på den kongelige ægteskabskonflikt.
Det store vendepunkt var internettets fødsel året forinden. World wide web skabte enorme muligheder for hurtig kontakt med utrolig mange. Tilgængelighed betyder, at ligesindede finder hinanden og kan skabe subkulturelle fællesskaber, åbne eller lukkede. Med selvskade som omdrejningspunkt er det, som om hele verden er blevet til et hospital. Og smittefaren øges tilsvarende.
Både DR- og NRK-programmerne har bidraget med vigtig information. Samtidig er det vigtigt at undgå tilløb til sensationslyst. Strengt taget handler det ikke om at »afdække skjulte netværk« for nej, dette er ikke dark web. Lige siden nettets barndom har der på forskellige platforme eksisteret en række fora med det mål at fremme anoreksi (pro-ana), bulimi (pro-mia) og selvskade. De findes lokalt og over hele kloden. DR præsenterer os for et netværk og NRK et andet. Den dårlige nyhed er, at der findes mange andre tilsvarende, både større og mindre.
Flere af vores egne patienter har delt erfaringer med sådanne netbaserede aktiviteter med os, og i årenes løb er vi selv blevet inviteret til at følge med i nogle af dem. Nogle er kortvarige gæster i disse medier, motiveret af nysgerrighed og leg med noget farligt. Kontakten på de sociale medier er nærhed via afstand. At være adskilt af skærme kan sænke skamtærskler. Dette kan være positivt for ens muligheder for selvfremstilling, finde fællesskaber og støtte blandt ligesindede, en støtte, som de har svært ved at finde andre steder.
Problematisk er det derimod, når der omkring disse fællesskaber opstår en farlig og primitiv stammekultur med egne ritualer og sprog. Ikoner og emojis kan bidrage til teatralske iscenesættelser af, hvem der lever livet mest farligt. Der konkurreres på risiko, farlige metoder og antal akutindlæggelser. Det kan ligefrem handle om rangorden: Hvem er den mest syge?
Det kan se ud, som om medlemmerne af denne subkultur, som måske føler at, at de er kommet til kort over for præstationskulturen, nu selv reproducerer den i kampen om at præstere det værste. Det leder tankerne hen på den amerikanske forfatter Bret Easton Ellis og hans skelsættende roman fra 1991, American Psycho. Romanens hovedperson ønsker desperat at være den bedste. Da han indser, at det ikke lykkes, vil han blive den bedste til at være værst. I stedet for genesis – at skabe – bliver han optaget af nemesis – at ødelægge.
Mennesket og teknologien
Sammenligninger, konkurrence og dramatiseringer er byggesten i de unge menneskers desperate kamp for identitetshævdelse og relationsskabelse. Deltagerne i disse internetfora, som måske ønsker at støtte hinanden, risikerer i stedet at trække hinanden gennem de dramatiske billeder og rapporterne.
For nogle kan det handle om at afprøve noget farligt, en eller få gange, som et indvielsesritual. Dette bør absolut ikke psykiatriseres. For andre er dette helt klart psykiatri. For mange er der ikke længere tale om at prøve sig selv af, men om at have mistet kontrollen over den type adfærd.
Nu er det altså billedmediet Instagram. Der findes et åbenbart slægtskab mellem sådan et medie og fænomener som selvskade og spiseforstyrrelser. Indre liv manifesterer sig på kropslige og konkrete måder. Man krænger sit indre ud. Overflader filmes, og billeder deles. De afbilledede kroppe er et sprog for sindet og det sociale. Men igen: Sproget er for mangelfuldt til at kommunikere komplekse menneskelige erfaringer. Delinger på nettet kan i stedet fungere som udløsere for mere af det samme.
Mennesket skaber teknologien, men derpå omskaber teknologien mennesket. Det gælder skriftsproget, bogtrykkerkunsten og internettet. Vi har skabt smartphones, men bliver vi smartere af det? Det kan i hvert fald se ud, som om vi bliver mere konkrete i betydningen optagede af overflader og fysiske vidnesbyrd. En storartet fransk filosof, Roland Barthes, skrev i sin tid om det private som »den zone i tid og rum, hvor jeg ikke er blevet til et billede, til et objekt«. Et andet filosoferende menneske, teknologiforskeren Sherry Turkle, har beskrevet, at myself nu tenderer imod at blive et itself. Følelser og forhold blive til objekter og ting.
Vi lever i et af verdens mest trygge samfund. Men har åbenlyse problemer med at formidle denne tryghed til mange unge mennesker. Som kultur har vi ikke held med at ruste mange unge til at udholde negative erfaringer.
Vi bør udvise genuin interesse over for selvskaden med dennes forskellige funktioner. Vi ved meget om den adfærd – hvad enten vi er familiemedlemmer, pædagoger eller behandlere – som virker dårlig. Når vi moraliserer, dramatiserer, dæmoniserer, sanktionerer eller ignorerer, formidler vi jo netop, at vi ikke tåler dette. Vi bekræfter dermed selvskadernes virkelighed som utålelig.
Gennem den afdæmpede interesse er vi modeller for regulering og følelsestolerance. Giv fænomenet opmærksomhed i gode dialoger og udforsk fænomenet sammen med dem, som skader sig selv. At belyse og oplyse kan skabe bedre mødesteder end internettets mørke afkroge. Der er trods alt nogle, som søger kontakt.
Tak for gode dialoger med vores danske kolleger Lotte Rubæk og Bo Møhl
Oversat fra norsk af Niels Ivar Larsen
