Vi har bedt Marianne Larsen skrive et digt om corona

jeg drømte
at hver og en af os
da godt forstod
at vi levede
at fugle vidste alt om
deres egne sange
at fisk tav stille uden
noget som helst besvær
at blomster var helt med på
at de blomstrede
at enhver hund uden videre
begreb enhver anden gøende
at min krop da godt forstod
at være vidunderlig
jeg drømte den drøm
hundred sekunder i træk
for nu snart en sær fjern
måned siden
da jeg brat vågnede op
til en ny skræk i livet
selve menneskelivet
alle menneskers liv i krig
med naturens spøgelseshær
på dørhåndtag og hud og alt nærvær
og forstod pludselig ingenting
ingen verdens coronating
ud over at følge vores venligtsindede
øverstbefalendes påbud om at holde
os som fra hinanden
ingen ved hvor længe?