Læsetid: 11 min.

Fra Boccaccio til Brontë: 10 værker om epidemi og undtagelsestilstand

I Frankrig er Camus’ klassiker ’Pesten’ pludselig blevet en bestseller, 73 år efter den først udkom. Men sygdomsudbrud og epidemier findes overalt i litteraturen. Både som skrækindjagende virkemidler, dramatisk plot eller iscenesættelse af dommedag, og i lige så høj grad som afsæt for kulturkritik og som mulighed for at omkalfatre de gældende litterære former
I Frankrig er Camus’ klassiker ’Pesten’ pludselig blevet en bestseller, 73 år efter den først udkom. Men sygdomsudbrud og epidemier findes overalt i litteraturen. Både som skrækindjagende virkemidler, dramatisk plot eller iscenesættelse af dommedag, og i lige så høj grad som afsæt for kulturkritik og som mulighed for at omkalfatre de gældende litterære former

Jesse Jacob

13. marts 2020

Når sygdommen rammer, indtræffer undtagelsestilstanden. Sygdommen sender globaliseringen på retræte og ændrer på vores billede af et Europa med fri bevægelighed. I litteraturen bliver sygdommen et moment, der udkrystalliserer spørgsmål om menneskets værd.

Når livet er truet, giver det anledning til allegorier over, hvem der bør ofres for det fælles bedste, og hvilke værdier man må give afkald på for at flest muligt overlever. Som når en uforklarlig hvid øjensygdom i den portugisiske nobelpristager José Saramagos En fortælling om blindhed forårsager panik, der ender i tortur og undertrykkelse med tydelige paralleller til den portugisiske diktator Salazars regimes legitimering af politiske overgreb. Med blindhedsepidemien gennemspiller Saramago frygtens følger og lader et worst-case scenario løbe løbsk.

Tag for eksempel Boccaccios Dekameron, hvor en gruppe unge fra det bedre borgerskab er flygtet væk fra pestepidemien i Firenze og ud på landet. I stedet for at lade dagene hensygne i apati, skriver de litteraturhistoriens første noveller om deres daglige liv, kærlighedssorger, svigefulde handelsmænd og sædelighed.

I Victoriatidens England havde de tre Brontë-søstre Emily, Charlotte og Anne tuberkulosen tæt inde på livet og døde alle af lungesygdommen. Det er, som om den usynlige og langsomme smitte sætter sig i deres litterære produktion – som en tåge af uhåndgribelig smerte og ulykke, der er et vilkår for både de vilde elskende Cathy og Heathcliff og den alt for tapre Jane Eyre.

Der er også de fiktive sygdomme, som i Gabriel García Márquez’ roman 100 års ensomhed, hvor beboerne i Macondo lider af en søvnløshedsplage. Den gør dem ude af stand til at kende tingenes rette navn og funktion, og forsøget på at fortrænge fortidens synder sætter sig også i romanens form, der fører til flere og flere blindspor frem for afklaring, som en voldelig sygdom i den kollektive underbevidsthed.

Den epidemi, der bringer samfundet i undtagelsestilstand, er et øjeblik, hvor vi bliver konfronteret med livets skrøbelighed. Skrøbeligheden og den konstante trussel er et tema i stort set alle de værker, vi oplister i denne kanon.

Epidemier er demokratiske forstået på den måde, at de blotlægger basale spørgsmål om menneskelivets værdi uanset rang og pengepung, om lighed og ulighed, om moral og praktik.

En epidemi som den forårsaget af coronavirussen, der lægger millionbyer øde, er på den ene side den gængse ordens totale sammenbrud, og samtidig åbner den mulighed for at bygge en ny verden op. I litteraturen finder man et væld af forestillinger, der knytter sig til denne samtidige undergang og opblomstring.

Undtagelsestilstanden er en tvetydig mulighed for at begynde på ny, for at overveje, om den måde, vi hidtil har forstået verden, stadig gælder – eller om vi har brug for nye former og historier at skildre den med.

Ti værker om undtagelsestilstanden

PEST I

I den italienske renæssancedigter Boccaccios Dekameron er ti unge mennesker på flugt fra den pest, der hærger Firenze. De syv kvinder og tre mænd skal fordrive tiden i den afsides villa, hvor de må gemme sig for sygdommen, der har fået kvinderne til at opgive dyden og blive løsslupne, nu de ved, at døden står for døren.

Hver dag fortæller de ti historier til hinanden, om almindelige mennesker, der rammes af ulykkelig kærlighed, om snu handelsmænd, der narrer de mindre kloge, om handelsborgerskabets hverdag og problemer.

Dekameron er det første værk i den vestlige litteraturhistorie, der vender sig væk fra middelalderlitteraturens religiøse fortællinger og giver stemme til folkets hverdagsliv. Det er nedskrevet på italiensk i en tid, hvor skriftsproget var latin, og ophøjer som et af de første værker hverdagssproget til litteratur.

Boccaccio opfinder de facto novellen, den korte prosaform, der ikke tager udgangspunkt i myter eller fabler, men kondenserer ét handlingsforløb, som almindelige mennesker kunne opleve. Alt det opstår ud af fortællingen om et par unge mennesker, der forsøger at få tiden til at gå, mens alle andre dør af pest.

Dekameron af Giovanni Boccaccio. 1353

PEST II

Albert Camus er kendt som en sortsynet eksistentialist, men Pesten fra 1947, hvor den algeriske havneby Oran rammes af et pestudbrud, er faktisk et forsvar for mennesket. Først vælter rotter frem for at lægge sig til at dø på åben gade. Siden spreder pestbylderne sig til menneskene, der dør i titusindvis.

Byportene lukkes, og Oran isoleres, mens byboerne forsøger at opretholde en normalitet, selv om sygdommen breder sig og indskrænker deres frihed. En læge kæmper utrætteligt for at hjælpe de syge og døde.

Pesten undersøger, om menneskelig værdighed og empati kan overleve trods absurde lidelser og samfundets sammenbrud. Bogen er skrevet i efterkrigstiden og er en allegori over den fascisme, der bredte sig ud over hele Europa og endte i et massemord.

Camus’ bog bliver alligevel et forsvar for mennesket og livet, selv om det ikke virker givet, at sygdommen kan overvindes. Lægen bliver ved med at pleje det stadigt voksende antal patienter med tiltagende smerter uden at gøre sig nogen illusioner om at kunne modarbejde massedøden. Det er et absurd arbejde, men også den eneste mulighed, hvis livet skal kunne forsvares.

Pesten af Albert Camus. 1947.

PEST III

Shakespeare levede og opførte sine skuespil i et byldepesthærget London. Udbrud førte ad flere omgange til, at teatret måtte lukke for at undgå smittespredning, og med en overlevelsesrate på kun 50 procent må der være flere i Shakespeares omgangskreds, der er bukket under for bylderne. At leve i en pesthærget tid har sandsynligvis givet Shakespeare et levende indblik i tab, frygt og død, temaer som hans dramaer er fulde af.

I et enkelt stykke får et pestudbrud flere fatale konsekvenser. I Romeo og Julie har Julie udtænkt en plan for at få sin Romeo, der er af Montague-slægt, mens hun er af den rivaliserende Capulet-familie. Hun vil indtage en sovemedicin, der får hende til at se livløs ud for at forhindre, at hun giftes bort til en anden, men efter to dage vågner hun og kan flygte med Romeo.

Men munken, der skulle viderebringe Julies hemmelige plan til Romeo, bliver fanget i en landsby, hvor der pludselig opstår et pestudbrud. Alle døre forsegles, og ingen må gå ud, og således når sendebuddet aldrig Romeo.

Resten af historien er velkendt, og pesten fører ikke bare almen død og lidelse, men to familiers undergang med sig.

Romeo og Julie af William Shakespeare. 1595.

SØVNLØSHEDSPLAGE

I den colombianske forfatter Gabriel García Márquez roman 100 Års Ensomhed (1967) følger man utallige generationer af familien Buendía, der bor i den fiktive by Macondo. Alle nyfødte overtager deres forfædres navne, og bogens handling veksler løssluppent mellem fortid og fremtid. Macondo rammes af en søvnløshedsplage, som ikke bare gør familiemedlemmernes allerede indavlede og fortumlede skæbner endnu mere skøre af søvnmangel, men afstedkommer et endnu værre symptom.

Søvnløshedsplagen gør de syge ude af stand til at huske tingenes navne og koncepter. Patriarken José Arcadio Buendía begynder at skrive navn på alting for at forhindre, at han glemmer, hvordan man forholder sig til »bord, stol, ur, dør, væg, seng, gryde«. 100 års ensomhed er et af de absolutte hovedværker i den latinamerikanske magiske realisme, og søvnløsheden symboliserer en kollektiv afasi: Et fælles tab af sprog og minder om overgreb på de oprindelige befolkninger og diktatorers forsøg på at skjule deres forbrydelser.

Sygdommen sætter aftryk i romanens form og struktur, så slægt følger slægters gang i en sløjfe, så selv romanens start, slutning, tid og univers ikke bliver på deres rigtige pladser.

100 års ensomhed af Gabriel García Márquez. 1967.

TUBERKULOSE I

I Thomas Manns Trolddomsbjerget besøger den unge Hans Castorp sin tuberkuloseramte fætter på et sanatorie i de schweiziske alper. Castorps helbred begynder at skrante, og hans afrejse udskydes igen og igen, indtil han har opholdt sig på sanatoriet i syv år. På Berghof lider alle patienterne af en form for tuberkulose, men stemningen er mere som på et luksushotel, og ingen af patienterne synes at have lyst til at forlade stedet.

Berghof bebos af et persongalleri, der minder om en miniudgave af Europa før Første Verdenskrig: bohemer, humanister, romantikere og totalitarister følger alle de daglige rutiner på det isolerede kurhotel. Lungesygdommen, der fører til døden for flere gæsterne, giver et stakåndet bagtæppe til de vidtløftige diskussioner om moral, tid og samfund, der foregår på afstand af resten af verden.

Romanen er på en og samme tid en dannelsesroman og en afdannelsesroman: Den unge mand lærer om livet, men de lektier, han får, er skrevet af en civilisationen på randen af sammenbrud.

Trolddomsbjerget af Thomas Mann. 1924.

TUBERKULOSE II

I 1800-tallet var tuberkulose en sygdom, der ramte alle i alle samfundslag, og langsomt tog livet af patienterne. Tuberkulose smitter let blandt familiemedlemmer, og det var tilfældet for de tre søstre Emily, Charlotte og Anne Brontë, der alle døde af tuberkulose.

Deres romaner Stormfulde Højder, Jane Eyre og Agnes Grey er nogle af det victorianske Englands største romaner og er skrevet i skyggen af en lidelse, som man opfattede som romantisk og mystisk. Et sind, der langsomt svinder i weltschmerz, var forklaringen, før man fandt den rigtige sygdomsårsag.

I Emily Brontës Stormfulde højder adskilles Heathcliff og Catherine blandt andet, fordi Catherine sendes til en anden gård, som hendes strenge far mener har bedre luft, men også fordi hun har et uregerligt sind. Også landadelens isolerede miljøer og den klaustrofobiske sociale kontrol, der adskiller elskende af ulige social status, gør det svært at trække vejret og minder om en følelsernes lungesygdom.

Stormfulde Højder af Emily Brontë. 1847.

Jane Eyre af Charlotte Brontë. 1847. 

Agnes Grey af Anne Brontë. 1847.

SYFILIS

Karen Blixen havde syfilis. Eller det var en del af myten om forfatterinden, som hun selv var med til at bygge op. Blixens fantastiske fortællinger kredser om skæbnesvangre valg og drifter, og gennem hendes liv har hun flere depressioner, mister to mænd til flystyrt, oplever sin far begå selvmord og taber sin afrikanske farm i et økonomisk kaos.

Syfilissen fik hun højst sandsynligt fra sin halvfætter og mand Bror, og behandlingen var kviksølvtabletter. Om det var tungmetalforgiftning eller syfilis, der fik Blixen til at skrumpe ind til skind og ben er svært at sige.

Syfilis eller ej, sygdommen forstærker Blixens aura af eventyr og forbinder hende med et udsvævende bohemeliv. En seksuelt overført sygdom var i starten af 1900-tallet nem at kæde sammen med syndig livsførsel og storslåede fortællinger om faldet for en seksuelt skæbnesvanger fristelse.

Blixen ender sine dage nærmest isoleret på Rungstedlund som i et tragisk fald fra tinderne. I novellen Det ubeskrevne blad reflekterer Blixen over fortællekunsten og selviscenesættelsens mystik:

»Og hvem fortæller da, naar vi selv tier, en Historie bedre end nogen af os har gjort det? Det gør Tavsheden. Hvor læser man da en bedre Historie end på den skønnest prentede Side i den kosteligste Bog? Paa det ubeskrevne Blad.«.

Man må læse mellem linjerne i det usagte og i det ukendte. Som med Blixens sygdom, der genererer myter, undren, fascination og fortælling frem for at tilbyde en kurérbar diagnose.

Syv fantastiske fortællinger (1935), Den afrikanske farm (1937) og Det ubeskrevne blad (1957) af Karen Blixen.

BLINDHED

Den portugisiske forfatter José Saramagos En fortælling om blindhed starter i et lyskryds. Lyset skifter fra rødt til grønt, men trafikken bevæger sig ikke. For føreren af den første bil i køen er som ud af ingenting blevet blind. Det spreder sig hurtigt til de få, der hjælper ham, og blindheden breder sig til en befolkningstruende epidemi. Myndigheder og borgere panikker, og militæret sættes ind. Hvor blindheden kommer fra, og hvad den skyldes, kan ingen forklare. Man sender de blinde i karantæne med soldater til at bevogte dem i et forladt sindssygehospital.

I lejren forsvinder den sociale orden snart, der er ikke mad nok, og soldaterne nægter at give beboerne medicin for almindelige lidelser af frygt for selv at blive smittet. De henretter en gruppe internerede, der venter på mad. Interneringslejren bliver brændt ned af de sultende blinde, der er begyndt at bekrige hinanden. Udenfor finder de et spejl af deres karantæneliv i et samfund, hvor folk går rundt som frygtsomme dyr i udbrændte gader.

Frygten for det ukendte fører lynhurtigt til grusomhed i denne fortælling om, hvor lidt der skal til for at den stabile orden bryder sammen. Blindheden spreder sig med samme stakåndede hast, som Saramagos prosa skrider frem, i lange sætninger uden afsnit ruller den ene forfærdelse uundgåeligt den næste med sig.

En fortælling om blindhed af José Saramago. 1995.

SPEDALSKHED

I 1931 indfører Japan en »spedalskhedsforebyggelseslov«, og efterfølgende eksploderer landets spedalskhedssystem, så antallet af indlagte i karantænelejre tredobledes mellem 1930 og 1940. Der vokser samtidig en genre frem, der kaldes spedalskhedslitteratur: Det er kortprosa, essays og digte fra livet i lejren.

Spedalskhedslitteraturen er med til at legitimere lejrsystemet, hvor de syge isoleres fra omverdenen, men giver også stemme til de smittede, der forsøges holdt tavse af læger og politikere. En af de fremtrædende forfattere er Tamio Hōjō, der i novellen Life’s First Night skriver om overgangen fra at være relativt rask og blive indført i sygdomsinstitutionen.

De spedalske får frataget deres penge, der erstattes med karantænelejrens egen møntfod. De bliver pålagt at bære særlige stribede hospitalskimonoer. Vekslingen og tøjet er ydmygelsesritualer, der har til formål at reducere den enkelte syge til en del af den store spedalske masse. Hvor andre spedalskhedsdigtere skriver i fællesskab – også læger og patienter sammen – modsætter Hōjō sig lejrens kontrolmekanismer og insisterer på sin individualitet. 

Life’s First Night af Tamio Hōjō. 1936.

AIDS

I essayet AIDS and its Metaphors skriver den amerikanske kulturkritiker Susan Sontag om aids-udbruddets retoriske forvandling fra sygdom til en nærmest guddommelig straf påført særlige individer på grund af deres formodede synder.

At forstå og fortolke sygdomme gennem metaforer er ikke nyt, men aids-krisen blev i sproget omformet til et næsten selvforskyldt pestudbrud, især foranlediget af, at sygdommen er seksuelt overført. Fordi aids især ramte homoseksuelle mænd og stofmisbrugere, medførte det en stigmatisering af sygdommen som en straf for deres »afvigende« seksuelle adfærd og »dekadente« livsførelse.

Sontag mener, at man må rense sproget for metaforiske måder at forholde sig til sygdom på, fordi metaforiseringen ellers sammenblander biologi, smitte og bakterier med personlige forhold og metafysik. Aids blev metaforisk militariseret med udtryk som »en kamp mod aids«, »invasive patogener fra mørke lande« og »aggressiv medicin«, der gjorde sygdomsbekæmpelsen til en slagmark med helte og kujoner.

Det hjælper på ingen måde den faktiske helbredelse, men siger ifølge Sontag mere om vores kulturs ulighed, at vi omformer visse sygdomme til metaforiske spørgsmål om synd og skam i stedet for at finde en kur.

AIDS and its metaphors af Susan Sontag. 1989. 

 

Serie

Epidemien i litteraturen

Coronavirussen har gjort en række klassiske værker om sygdom aktuelle igen. Vi genanmelder de vigtigste af dem.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Arne Albatros Olsen
  • Klaus Rød Frederiksen
Arne Albatros Olsen og Klaus Rød Frederiksen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eller Ib Michael "Troubadurens lærling" En magisk fortælling om død og kærlighed i pestens Europa.
" Mine damer. Mine damer og herrer. ja sådan begynder jeg, for jeg er den smukkeste og vildeste sjæl, der nogensinde har talt åbent om disse ting, en højkæftet sangfugl og røven vipper som fjeren i hatten nu jeg sidder på det yderste strå og lykken er fløjet mig af hænde." Det er skisme da en meget god indledning. :-)