Corona er kommet til bøgernes verden

Coronavirus spredes fortsat, og det kan nu også mærkes i bøgernes verden, hvor flere bogmesser rundt omkring i Europa er aflyst. Derudover er den colombianske nobelprismodtager og forfatter Gabriel García Márquez død, og Nigeria har fået en 12-årig succesforfatter
Coronavirus spredes fortsat, og det kan nu også mærkes i bøgernes verden, hvor flere bogmesser rundt omkring i Europa er aflyst. Derudover er den colombianske nobelprismodtager og forfatter Gabriel García Márquez død, og Nigeria har fået en 12-årig succesforfatter

Jesse Jacob

Kultur
6. marts 2020

Velkommen til Bogkortet, et fast format i Information.

I denne uge vil forfatter Janne Teller bringe dig bognyheder og litterær sladder fra det store udland, faglitteratur såvel som skønlitteratur.

FRANKRIG/ BELGIEN / STORBRITANNIEN

Corona i bøgernes verden: opdateret

Siden sidste uge har Corona spredt sig yderligere, og nu har Tyskland aflyst næste uges Leipzig Bogmesse, ligesom Frankrig har aflyst bogmessen i Paris, der skulle have været afholdt den 20.-23. marts.

For fransksproget litteratur må man derfor skynde sig til Bruxelles, hvor Foire du Livre-bogmessen afholdes netop nu fra den 5.-8. marts. For tysk litteratur må man vente til Frankfurt messen i oktober.

London Book Fair 2020, der skulle have fundet sted i næste uge, er også netop blevet aflyst – efter at mange store amerikanske forlag og agenturer allerede var begyndt at melde afbud.

USA / IRLAND / ISRAEL / PALÆSTINA

Letkøbt eller mageløst

USA er for øjeblikket leveringsdygtig i voldsomme litteraturdebatter. Mens kulturapproprierings-spørgsmålet omkring Jeanine Cummings Amerikansk snavs stadig diskuteres, har den irsk-amerikanske forfatter Colum McCann åbnet en ny debat om, hvad litteraturen – herunder hans egen – kan overkomme.

McCanns nye roman Apeirogon (en talrigt mangesidet polygon) handler om et unikt venskab, der opstår mellem en jødisk og en israelsk far, der hver især har mistet en datter grundet vold fra henholdsvis det israelske militær og en palæstinensisk selvmordsbomber, men langsomt finder vej videre gennem venskabet med hinanden og ved at arbejde for fred.

Døtrenes død er virkelig, fædrene, Bassam Aramin og Rami Elhanan, er virkelige, lige såvel som deres venskab er det. McCann udstrækker og opdeler så denne virkelighed i 1001 små fragmenter (ja, 1001 nat igen, igen!), der også inddrager alverdens andre fakta om fugle, politik, granater, landskaber og så videre.

Anmelderen i The New York Times, Dwight Garner, kom den 19. februar med en sønderlemmende kritik om »velmenende collage af en virkelig tragedie …«.

Om det var avisen, der fortrød, eller forlagets muskelapparat, der blev sat i gang, vides ikke, men ugen efter bragte avisen en ny og storslået anmeldelse skrevet af Julie Orringer, der beskriver romanen ikke blot som »mageløs«, men også som et helt »instrument til fred«.

Ingen taler her om illoyalitet over for virkeligheden. Så måske vi endelig kan få en debat, der handler om litterær kvalitet.

Er Apeirogon en sleben juvel, eller blot en søgt polygon?

Det bør dog nok bemærkes, at Julie Orringer udgiver sine bøger på Penguin Random House – ja, ligesom McCann! Så måske vi snarere skal diskutere storudgivelsesindustriens magt?

Ugens 10 bøger

Kinesiske nulevende forfattere

Mens Kina mest trækker forsideartikler om coronavirus, censur, undertrykkelse, forurening og handelsbalancer, er det godt at huske sig selv på noget af al den fantastiske litteratur, der skrives af kinesiske forfattere i disse år. Det er kun en brøkdel, der når os, og af disse har jeg så udvalgt blot de ti, der kan være på ugens liste. Der er fra det højlitterære, forunderlige vid til den brede familiekrønike.

  1. Mo Yan – Hvidløgsballaderne
  2. Gao Xingjian – Et ensomt menneskes bibel
  3. Liao Yiwu – The Corpse Walker
  4. Wei Hui – Shanghai Baby
  5. Yan Lianke – Folkets tjener
  6. Jung Chang – Vilde svaner
  7. Ma Jian – Beijing Coma
  8. Zhai Yongming – Women, Above All the Roses
  9. Mian Mian – Candy
  10. Qiu Xiaolong – Mord på en rød heltinde

COLOMBIA

Fødselsdag

Gabriel García Márquez, den colombianske nobelprismodtager og forfatter til et af sidste århundredes største værker Hundrede års ensomhed, ville være fyldt 93 år i dag, den 6. marts – hvis ikke han i 2014 var blevet til en af de mange ånder, der altid svævede over og i hans bøger.

TYSKLAND

At sætte dagsordenen

Forfatteren fra og ofte skrivende om DDR, Uwe Tellkamp, kendt for blandt andet murstensromanen Tårnet om tiden i DDR op til murens fald, giver nu sit hæderkronede forlag Suhrkamp – og måske sine læsere – stigende problemer med sin voksende højrenationalisme.

Sådan læser i hvert fald de tyske aviser meldingen fra forlaget om udskydelsen af Tellkamps nye roman Lava fra det kommende efterår til en gang i år 2021.

Forlaget siger dog, at forsinkelsen skyldes, at bogen ikke er færdig. Forfatteren selv har først sagt, at romanen var klar, dernæst at den alligevel ikke var helt klar.

Da den op mod 1.000 sider lange roman om livet i Tyskland efter murens fald i høj grad er centreret om konsekvenserne ved tilstrømningen af flygtninge, som Tellkamp offentligt har udtalt sig umanerligt og usagligt kritisk om, er der meget på spil.

Pressen spekulerer i, om forlaget med sin stolte intellektuelle historie bevidst har skubbet udgivelsen væk fra efterårets fejring af 30-året for murens fald, hvor den ellers naturligt hører hjemme.

Der er nok mange både i tysk politik samt af forlagets andre forfattere, der nødigt vil se Tellkamps bog sætte dagsordenen for debatten ved fejringen. I øjeblikket gør den det alligevel: in absentia.

FORENEDE ARABISKE EMIRATER

Ytringsfrihed: Åbent brev under litteraturfestival

Mens Hay litteraturfestivalen fandt sted i Abu Dhabi – med optrædende som nobelprismodtageren Wole Soyinka, egyptiske Ahdaf Soueif og philipinske Miguel Syjuco – skrev en række organisationer, menneskerettighedsforkæmpere og forfattere et åbent brev til regeringen i De Forenede Arabiske Emirater, hvor de krævede, at den tolerance og ytringsfrihed, der blev vist festivalens deltagere, skulle gælde alle i landet.

Ikke mindst kræver brevet mere humane forhold for en række fængslede menneskerettighedsforkæmpere som Ahmed Mansoor og Drs Mohammed Al-Roken, Mohammed Al-Mansoori og Nasser Nin Ghaith, der alle afsoner lange domme under kummerlige vilkår for blot fredeligt at udtale sig om menneskerettigheder og demokrati.

Sådan kan litteraturfestivaler give anledning til mangt og meget. Blandt brevets underskrivere er kendte forfattere som Noam Chomsky og Stephen Fry samt en stribe organisationer som Norsk og Amerikansk PEN. Hvor er dansk PEN?

NIGERIA

12-årig succesforfatter

Munachi Mbonu er noget så sjældent som en 12-årig forfatter. Munachi går i ottende klasse på Atlantic Hall School i Lagos, Nigeria, hvor hun bor med sin familie.

Hun har netop udgivet sin tredje roman, Fars vilje, om en superbetjent, der har særlige evner til at opklare jordrystende forbrydelser.

Munachi begyndte at skrive, fordi hendes mor for at få ro beordrede hende og hendes søskende at skrive konkurrerende manifestos, som om de forsøgte at vinde et præsidentvalg i landet. Derfra var der efter sigende ikke langt til fiktionen.

Bognyt fra resten af verden

Hver uge bringer forfatter Adda Djørup dig bognyheder og litterær sladder fra det store udland – faglitteratur såvel som skønlitteratur. 

Det er verdenslitteraturen vendt på hovedet. Perspektiver, du ikke vidste, du manglede.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her