Eva Marie Rødbro: »Jeg vil gerne give andre chancen for bare i et øjeblik at se skønheden i de her mennesker«

Da vi nærmer os Enghave Plads, får Eva Marie Rødbro øje på en flok børnehavebørn, der trisser afsted to og to iført gule sikkerhedsveste.

»Ej, se lige de der børn. Det ligner jo uniformer, de har på. Det er da kedeligt. Så ligner de jo hinanden alle sammen.«

Jeg har aftalt med den filmaktuelle dokumentarinstruktør at hænge ud på gaden sammen et par dage. For det er dét, hun gør – som filmskaber og som menneske. Hun vil ud at opleve verden og observere steder og mennesker.

»På en normal dag sidder jeg måske lidt på en kantsten eller en café. Andre gange har jeg pludselig gået 12 kilometer med barnevognen. I går endte vi med at stå en hel flok på Enghave Plads og se på folk, der stod på skateboard. På den måde kan jeg jo følge med i hele verdens rytmer.«

Hun bevæger sig med hurtige, men bestemte skridt i de sorte Adidas-bukser med hvide striber ned ad benene, mens hun holder fast i barnevognen med højre hånd. Store solbriller af mærket Chanel skærmer for forårssolen, og hendes leopardkimono dækker det meste af den blåmønstrede trøje med flæser på. 

Når hun går på gaden og spejder efter liv, er det ikke med et bestemt mål for øje, men mere bare hendes måde at være i verden på. 

»Man forstår kun verden, hvis man placerer sig midt i den og oplever den. Men det kræver, at man tør slippe overblikket og stoppe op og bare lige være til stede.«

Eva Marie Rødbro spottede hovedpersonen, Betty, i sin nye film, I Love You I Miss You I Hope I See You Before I die, da hun placerede sig i en lille provinsby i Texas for 10 år siden med intentionen om at skildre ungdommen.

»Hun stod og røg på en veranda i et klassisk sydstatstræhus sammen med resten af hendes slæng. Hun var helt ikonisk og samtidig som alle de andre. Jeg genkendte mig selv i hende. Skrøbelig, men stadig modig og hård.«

Den flimrende dokumentarfilm har dansk premiere i forbindelse med CPH:DOX den 18. marts og viser en rå og brutal virkelighed for den hvide underklasse i det fattigste vestlige USA, men kredser samtidig om universelle ønsker, håb og længsler, som ifølge Eva Marie Rødbro er totalt genkendelige for alle uanset person og klasse. 

Det er ved hjælp af samme metode, at Eva Marie Rødbro rendte ind i vestegnspigerne i Prinsesser fra Blokken. Den populære DR3-serie fra 2016 følger en række piger fra Københavns Vestegn og deres liv med akrylnegle, nylonvipper og solkur. Serien var en videreudvikling af Eva Marie Rødbros afgangsfilm, Os der valgte mælkevejen (2015). 

»Jeg interesserer mig for at portrættere mennesker, som lever i nuet. Der kan jeg få øje på de sprækker, hvor livet pibler frem. Og så bliver det sandfærdigt for mig, fordi så kommer der helt naturligt lidt støj og tekstur ind i billederne, som passer til den vision, jeg selv har. En sådan lidt ’early internet’-æstetik.«

Det er især vigtigt for Eva Marie Rødbro, at hun ikke kun tager noget fra sine medvirkende, men også giver noget tilbage.

»Mit arbejde består af at skabe kunst og poesi ved at møde mennesker og gå ind i deres liv, så jeg som medie både portrætterer et liv til resten af verden, men samtidig stiller jeg mig selv til rådighed med min tillid, mit nærvær og mit venskab for at gøre det. «

I Love You I Miss You I Hope I See You Before I Die

Vi sætter os ved et af bordene udenfor en af Eva Marie Rødbros yndlingscafeer. Den har ikke noget navn. Trafikken overdøver indimellem vores samtale, og mennesker myldrer op fra metroen og ud i alle retninger. Eva Marie Rødbro hilser på mange af dem, der kommer forbi os. Nogle af dem stopper op og får et kys på kinden.

Da jeg spørger Eva Marie Rødbro, hvad det er, hun kigger efter, når hun sidder her, siger hun.

»Det er jo sådan med mig, at jeg faktisk er lidt nærsynet.«

»Jeg kan ikke så godt se det der metroskilt for eksempel, men det er helt fint. Jeg synes, kontaktlinser er pisseirriterende. Og nu er det jo bare blevet min måde at se verden på, sådan helt tæt på. Det er bare mit blik.«

Hendes nærsynede og faste blik er blevet fællesbetegnende for mange af hendes film, som ofte er zoomet helt ind på eksistenser, der normalt er mange fordomme overfor, og som ikke nødvendigvis har noget mål ude i horisonten, men i stedet har fokus på de nære ting.

»Det er utroligt spændende for mig at være i, og det synes jeg også, vi andre kan lære noget af. Det er blevet min stil at stoppe op ved nogle liv eller nogle måder at være i verden på, som man tit ville gå forbi og tænke var ligegyldige. Jeg insisterer på at blive i de her liv og vise dem frem på en anden måde end de korte, klichéfyldte og ensidige historier, der ofte bliver fortalt om dem.«

Den nye film, I Love You I Miss You I Hope I See You Before I Die, kommer derfor meget tæt på og foregår for det meste i Bettys families hus. Betty har to børn og en kæreste på afvænning, men de bor i huset i alt 11 personer, som alle betragtes som familie. Nærbilleder fokuserer på et lavt overskud overfor børnene, stofmisbrug og manglende tænder. En pulserende techno får os af og til næsten til at føle os lige så rastløse som Betty selv, men samtidig tegner filmen også et portræt af hendes drømme og længsler efter kærlighed og nærvær som mor, datter og kæreste.

For selv at opnå nærvær med blandt andre Betty og hendes datter, Jade, under optagelserne, har instruktøren for det meste brugt et lille og lidt ældre kamera, som blot var en af de ting, Betty, ifølge Eva Marie Rødbro, var med til at bestemme under forløbet. 

Midt i en dobbelt latte i et højt sort krus bevæger sønnen Louis sig i barnevognen. 

»Gud ja, han er her også. Jeg havde da næsten lige glemt ham et øjeblik,« siger hun leende og springer op fra skamlen og tager det knap tre måneder gamle spædbarn op, som hun har fået sammen med kæresten, Jonathan. 

»Hej smukke skat. Er han ikke sød? Hvordan kan man være så smuk som dig?« 

Hun kigger ned i hans blå øjne, som har samme farve som Eva Marie Rødbros. 

»Jeg har sådan en fragmenteret bevidsthed. Jeg lever mig virkelig meget ind i det, jeg er i.«

Det kan jeg kun give hende ret i. Under optagelserne af I Love You I Miss You I Hope I See You Before I Die har Eva Marie Rødbro taget en milliard opvaske, gjort rent og passet børn for Betty. Hun har betalt for mange ting til huset og endda filmet med Bettys baby på armen og et kamera i den anden hånd.

Siden er de to blevet »soulmates«, Eva Marie Rødbro er nu gudmor til Bettys børn og sender af og til et økonomisk tilskud over Atlanten til familien. Deres nære forhold og samarbejde er der nu kommet en film på i alt en time og 17 minutter ud af, hvis titel er en besked, som Betty ofte har sendt til Eva Marie Rødbro.

Alle håber på, at deres børn bliver gode mennesker 

De første optagelser blev skudt, da Betty var gået i fødsel, og det var da, Eva Marie Rødbro fandt ud af, at filmen blev nødt til at handle om moderskabet og måtte haste afsted for at nå at være til stede til Bettys datter Jades fødsel. Derfor er det familiære forhold blevet et gennemgående tema i filmen.

»Det er første gang, jeg laver en film, der handler om familien, og det er ikke en tilfældighed. Filmen er lavet i en tilstand af min egen længsel efter selv at få en familie, fordi jeg længe var i tvivl om, hvorvidt jeg ville få et barn,« siger hun og fortæller, at hun selv tog den første positive test, dagen efter de havde afsluttet klipningen af filmen. 

»Det var så smukt. Det er jo en whole circle på en måde,« siger hun smilende og kigger lidt op. 

Eva Marie Rødbro vil forsøge at forbinde og bygge broer mellem publikum og menneskene i hendes film. Og hele den befolkningsmasse, de er repræsentanter for. Derfor vil hun have, at andre tør træde ind i det rum for at lære Betty og hendes familie at kende og få en relation til dem, ligesom hun selv har fået. Men ikke for at have ondt af dem eller føle medlidenhed. Det kan vi ikke bruge til ret meget, mener Eva Marie Rødbro.

»Vi kan bruge empati. Jeg vil gerne give andre chancen for i bare et øjeblik også at se skønheden i de her mennesker og måske endda idealisere dem og tænke, at de er smukke og seje. Og så vil de opdage, at alle mennesker ønsker kærlighed for deres børn, længes efter selv at blive elsket. Alle håber på, at deres børn bliver nogle gode mennesker. Men måden og vejen er jo ikke den samme,« siger hun. 

»Betty opdrager sine børn til at leve det liv, som de skal kunne leve, og de skal kunne klare sig i det liv, de nu får. Det er en mere hård opdragelse. For hvis de havde samme opdragelse som dig, havde de jo ikke klaret sig godt i den kultur, de skal leve i.«

At filmen for det meste foregår i små, rum betyder blandt andet, at lyden i I Love You I Miss You I Hope I See You Before I Die er med til at understrege en vigtig pointe for Eva Marie Rødbro. I filmen er der hele tiden tændt for enten bilradioer eller fjernsyn, hvor kommunikation og musik flyder ind fra resten af verden.

»Det er jo gået hen og blevet en tilstandsfilm, hvor verden og tiden ikke rigtig er med, og derfor er musikken enormt vigtig. Vi ved ikke, at vi er i Colorado Springs i 2018, og kun musikken og en hilsen fra Trump placerer os i en samtid. Det gøres med nogle popsange, vi muligvis har et følelsesmæssigt forhold til, så når Betty for eksempel synger med på de sange i bilen, bliver det tydeligt, at vi befinder os i præcis den samme verden. Trods alt,« siger instruktøren, som håber på at vække en interesse hos andre, så de kan se, at der ikke findes én kultur eller ét sprog, der er det rigtige. 

»For mig er der ikke noget hierarki i forhold til, hvad der er rigtigt og forkert. Det er simpelthen for arrogant at forestille sig, at det overskud, vi har i vores samfund, er det rigtige, og at deres kultur er en dårlig kultur eller pædagogik. Der er masser af kærlighed, men der er også masser af hårdhed i den kærlighed. Men man ved godt, at hun er der. Hun er jo sammen med sit barn, nærmest hele tiden.«

Et helende blik uden judgement 

Da vi næste dag passerer en af Eva Marie Rødbros gamle opgange, stopper hun op og går hen og kigger på dørtelefonen. Hun piller lidt ved et gammelt skilt med pegefingeren. 

»Der bor stadig ikke nogen,« siger hun så og kigger op mod de mørke vinduer. 

Det er her i opgangen, hun stødte på hovedpersonen i den af sine egne film, hun er gladest for, Dan Mark fra 2014. Filmens hovedperson Dan Mark var på det tidspunkt en af Eva Marie Rødbros underboer.

Mange af lejlighederne i den opgang står nu tomme, og det har fået Eva Marie Rødbro til at skrive en besked til kommunen. Hun har nemlig en meget klar holdning til mennesker, der ifølge hende hellere vil tjene penge fremfor at have de moralske og mere medmenneskelige principper i orden.

»Jeg kan slet ikke holde tanken ud om, at der står sådan nogle fine lokaler tomme, når der er så mange mennesker, der mangler et sted at bo. Der er sikkert bare en eller anden rigmand, der ejer dem, som bor i Thailand og er pisseligeglad. Og så sælger han dem nok, når han øjner chancen for at få penge for dem.«

Hendes grundideal er at møde verden fuld af tillid, men hun har aldrig været god til autoriteter og det etablerede. Tværtimod har hun altid været draget mod det ikke etablerede og følt sig bedst tilpas der. 

»Jeg har altid forsøgt ikke at eje noget og har haft en trang til at være fri og kunne rejse mig op og rejse væk, hvis jeg havde lyst. Jeg ville ikke gå samme vej som alle andre,« siger hun og fortæller, at Chanel-brillerne var en gave til hende selv, da hun blev gravid. Nu skulle hun jo alligevel have ting at passe på. 

Sådan har det ikke altid været. Da hun skulle finde et sted at bo i Amsterdam, rykkede hun sammen med et par venner og sin daværende mand ind i et lejlighedskompleks, der alligevel stod tomt. Sådan flyttede de rundt i fem-seks år, mens Eva Marie Rødbro blandt andet stjal lidt mad og dyrt tøj.

»Jeg følte, det var min ret dengang. Jeg havde en periode, hvor jeg tænkte: Fuck de rige.«

Ved siden af studiet arbejdede hun som nøgenmodel på kunstskoler i nogle småbyer i oplandet for at tjene lidt ekstra.

»Det havde en helende energi for mig at være placeret midt i alle deres koncentrerede blikke. Jeg blev jo ikke bedømt, for alle de blikke, der var rettet mod mig, var jo travlt optaget af deres eget arbejde og den kunst, det skulle blive til.«

Eva Marie Rødbro har aldrig været blufærdig med sin krop, men det er ikke altid, hun har vist sig frem. Som barn var hun genert og følte sig fremmed i den lille provinsby i Nordjylland, hvor hun boede på den efterskole, hendes far var forstander på. Hun beundrede altid de mange unge mennesker, som i hendes øjne var meget mere seje og selvsikre.

Når hun selv skulle finde modet, opdigtede hun karakterer, som hun kunne træde ind i for selv at være mere modig. En af dem hed Maiken, husker hun, og var særligt god at bruge, når hun skulle have målt temperatur eller træde ind i et mørkt rum. Senere så hun det derfor som sin værnepligt at konfrontere sin generthed og rejste alene ud i verden for at gøre det.

Hen på eftermiddagen vender vi tilbage til cafeen uden navn og sætter os udenfor. Hun knapper den sorte bomberjakke op og finder sit venstre bryst frem til Louis ved siden af den lange guldhalskæde med en blå sten i, som har samme navn som Jade. 

Det gennemgående tema i Eva Marie Rødbros film har et par gange startet diskussioner om, hvorvidt hun blot er med til at udstille de mennesker, hun portrætterer. Det har hun ikke meget tilovers for og mener tværtimod, at hun er med til at gøre verden til et bedre sted ved at bygge broer og forbinde mennesker. 

»Jeg er jo ikke interesseret i at udstille nogen, jeg kommer jo ikke med noget judgement. Men det er da et kæmpeansvar, når et menneske giver én tilliden til at gøre det. Men jeg føler også, det er en kæmpe nødvendighed. Vi er mennesker, der skildrer hinanden, og det gør jo, at vi interesserer os for hinanden,« siger Eva Marie Rødbro, som føler sig kaldet til at fortælle de her historier sammen med menneskerne selv, så verden ikke bliver et alt for kynisk og arrogant sted. 

For at opnå det mål arbejder hun ved at lade sine egne grænser blive overtrådt, og det har hun det helt fint med. På grund af sin egen generthed har hun altid tænkt, at det var nødvendigt. Derfor håber hun på, at blikket i hendes nye film også kan overskride publikums grænser, uanset om det handler om klasse, personlighed eller geografi. 

»Jeg ved godt, at folk har brug for at have overblik eller at finde meningen med livet. Men man forstår kun andre mennesker, hvis man stopper op ved dem. Og så kan det godt være, at filmen gør lidt ondt undervejs, men så håber jeg fandeme også, de husker den og menneskerne.«