Information bringer her et uddrag fra Mathilde Walter Clarks essaysamling ’Huset uden ende’.
Hvis det her var en western, ville jeg begynde med stedet: en lille by i Texas som tiderne er blæst uden om. Corsicana hedder byen. Den ligger ikke mere end fem kvarters kørsel syd for Dallas. Man tager vejen fra Dallas, med alle dens caféer og mondæne restauranter og kunstgallerier, og kører sydpå ad Texas’ hovedåre, Interstate 45.
Det første stykke er som motorveje i de fleste amerikanske storbyer et adrenalinrush af den anden verden. At køre på den er som at være med i et computerspil, med veje som sløjfer dramatisk rundt i luften, og som kræver at man holder begge hænder på rattet.
Efterhånden tynder det ud i trafikken. Der er kun en lige vej gennem et fladt prærielandskab. Solen hænger som en hvid, brændende skive. Af og til overhaler man en rusten hestetransport. Forbi The Cowboy Church of Ennis, en flad træstruktur med hvidmalede stalddøre, hvor gudstjenesterne foregår på guitar, og videre forbi Arizona Charlie’s Bingo og Galaxy Drive-In-Movie Theatre, og efter de små tørvefarvede træskure hvor der håndmalet med hvidt står »FIREWoRKS«, ligger Corsicana. Kun fem kvarter fra Dallas, men meget langt væk.
Som i de fleste byer i Texas udgøres majoriteten af ikkehvide. Demografien består af 43 procent hvide, 33 procent hispanics og 19 procent sorte indbyggere, gennemsnitsalderen er 35 og fattigdomsraten 20 procent. Der er et sportscenter drevet af YMCA og en offentlig park med en legeplads med figurer af eksotiske dyr i naturlig eller næsten-naturlig størrelse: en kamel, tre elefanter og en gorilla i et bur.
Tiden var blæst uden om byen
Jeg havde fået en måneds skriveophold i en bygning som lå i den nordøstlige ende af hovedgaden. Den havde engang tjent Odd Fellow og husede nu et kunstnerkollektiv som kaldte sig 100W Collective. Allerede i bilen på vej til Corsicana fra lufthavnsmotellet i Fort Worth forsøgte Kyle forsigtigt at forberede mig på i hvilken grad tiderne var blæst uden om byen. Han sagde at jeg var heldig at ’Derrick Days’ faldt under mit ophold, en byfest hvor man mindedes og fejrede dengang hvor olietårnene stod på hver eneste lille jordstykke i og omkring byen.
Det texanske olieeventyr var simpelthen begyndt i Corsicana da man i 1894 borede efter vand vest for Mississippi-floden og stødte på en enorm olielomme i undergrunden som gjorde byen til Texas’ rigeste back in the days. Mange dages smalltown-fest var mig med andre ord i vente med events som tovtrækningskonkurrencer, hesteskokast og chili coof off.
Et tilrejsende rodeoshow var der også, og i den mere sofistikerede afdeling blev der inviteret til ’Wine and Cheese stroll’ ned ad samme gade hvor den etbenede jødiske linedanser engang havde optrådt kortvarigt med sit komfur.
Set i det lys kunne man sige, var nye tider kommet til byen. Det var heromkring Kyle skævede til mig og fortalte at sidste års program også havde budt på ’dværgbrydning’. Han var sikker på at ingen mente noget ondt med det. Men det var jo ikke noget vi var vant til i de lidt større byer.
Måske var han bange for at jeg ville ride ud af byen i vild anfægtelse ...
Samfundets bund, en divers gruppe
Vi var tre mennesker som havde fået nøglen til Odd Fellow-bygningen og som rådede over den i april. Angelika som oprindeligt var fra Polen, men som boede i Tyskland, Nick som oprindeligt var fra Florida, men som boede i Californien, og mig. De rumsterede med deres i hver sit atelier, og jeg med mit i skriveværelset.
En aften kørte Angelika og jeg nogle miles ud ad Interstate 45 til Arizona Charlie’s Bingo, og holy shit, det var langtfra frosne ænder og kattetunger, det var ren Las Vegas. Samme på én gang afmattede og nervøse energi fra mennesker som formentlig godt kunne have brugt de penge til noget andet, mad og tøj og remedier til personlig hygiejne for eksempel. Men alt hvad der blev vundet, blev reinvesteret i spillet.
Spilleplader, papirdimser som skulle rives, små computerskærme, det hele stod i vifteformation rundt om damen ved siden af os. Hun sad og spiste chips, der var en halvspist burger på noget sølvpapir som forblev halvspist, hun skulle jo holde øje med spillet som blev manisk afviklet over højttalerne af to kvinder. De skiftedes til at råbe i en mikrofon.
Der var ingen luft mellem numrene. Det havde ingen begyndelse, midte og slutning. Sidde og duppe numre med den store tusch med spillehallens logo som man fik udleveret når man købte billet. Det var trist. Jeg forestillede mig at de alle boede i trailervogne og håbede på lykken på måder jeg slet ikke kan forestille mig. For jeg så ingen af dem der vandt 500 dollar rejse sig op og gå.
Samfundets bund, en gruppe så divers som nogen. På et tidspunkt krabbede jeg mig forbi en fyr i en kørestol langs et af langbordene for at komme på toilettet, og jeg bemærkede alle de indforståede koder og signaler mellem bingospillerne.
Det var ikke folk der var kommet blæsende ind udefra, ligesom Angelika og jeg, men folk der sad her hver eneste dag. Dem i spillehallen kendte hinanden, hvad det så end var værd. Det er aldrig til at sige hvad folk slås med, eller hvad de må gøre for at overleve. Måske sad de her, ikke for at vinde noget, men for at fordrive tiden på en måde som var bedre end alternativet. Måske sad de her for ikke at lave værre ulykker end at spille deres penge op.
Jeg vil vædde på at de holdt øje med hinanden ligesom stamgæsterne på de brune værtshuse i København, og bekymrede sig hvis nogen ikke dukkede op. Det var måske et trist fællesskab, men det var ikke desto mindre et fællesskab.
Alt dette for at sætte scenen. Byen, dens indbyggere, dens forholdsvise uberørthed af de strømninger som gjorde sig gældende andre steder, og som for eksempel optog studerende rundtomkring på amerikanske universitetscampus’er.
Gorillaen i buret
Angelika, Nick og jeg meldte os ind i YMCA for at få adgang til sportshallen. Hver eftermiddag passerede vi legepladsen med de eksotiske dyr. En eller to måneder forinden havde en tidligere residerende i Odd Fellow-bygningen passeret samme legeplads. Hun havde kastet ét blik på den, og hun havde set noget som kun ganske få, hvis nogen overhovedet, i byen havde fået øje på, noget der handlede om gorillaen. Den var racistisk.
Kamelen var sandfarvet og de tre elefanter var grå og gorillaen var sort og det eneste af de eksotiske dyr som var i bur. Gorillaen, mente hun, symboliserede hvide menneskers syn på sorte mennesker, og buret skulle ses som en hyldest til slaveriet som institution.
Jeg går ud fra at hun havde brugt ordet ’problematisk’ til at beskrive legepladsen med, men jeg kunne ikke vide det, for alle dem jeg talte med, var så flove og brødebetyngede over hele affæren at det var umuligt at trænge til bunds i hvad der nøjagtig var sket. Kun at den pågældende gæst havde kontaktet borgmesteren og gjort ham bekendt med sin anfægtelse, og at sagerne derefter havde taget en rasende fart.
Det var lidt som hvis en tyfon havde ramt byen, folk jeg talte med virkede omtumlede og en smule forslåede, mest tilbøjelige til at krybe i skjul og gemme sig, indtil det hele lagde sig.
Der kan jo være ting man er blind for ...
Hvad den tidligere resident havde set på legepladsen, forbløffede mig på et utal af måder. Tanken ville aldrig være faldet mig ind, og det siger jeg ikke som en værdidom, blot en konstatering.
Måske var det noget amerikansk? Jeg spurgte Kyle om gorillaen på legepladsen havde fået ham til at tænke på afroamerikanere. Han blev rosa i kinderne. Han kiggede ned i køkkengulvet og sagde: Nu kan der jo være ting man er blind for ...
Hvordan kunne man se forskel på en gorilla og en racistisk gorilla?
Blindhed. Det var altså en form for blindhed ikke at have set det samme som den tidligere resident. Det viste sig at det var en blindhed som de fleste i byen led af. Gorillaen blev fjernet uden nogen forklaring, og på det område var de ikke blinde. Folk i byen opdagede det øjeblikkeligt.
Gorillaen havde stået der i mere end tyve år (nogle hævdede det var tredive), og de fleste der var vokset op i byen eller havde børn, havde et forhold til den. Den viste sig endda at have et navn i folkemunde: ’Dobby’.
Folk forlangte at få en forklaring på Dobbys pludselige forsvinden.
Corsicana Daily Sun var i bogstaveligste forstand på sagen og rapporterede i en opdatering på Facebook om aftryk af bildæk omkring buret. Ifølge avisen havde kommunedirektøren oplyst at gorillaen havde virket »krænkende« på »bestemte medlemmer af fællesskabet«, som derfor havde bedt om at få den fjernet.
Buret ville fremover blive stående som ’klatreapparat’ for børnene. Avisen kunne ikke få oplyst hvor gorillaen nu var, eller få at vide hvem der havde klaget. De sluttede deres opdatering med at spørge læserne om de fandt gorillaen krænkende. Skulle den blive hvor den var, eller var det bedre for fællesskabet at den var blevet fjernet?
I løbet af et døgn kom der 1.500 kommentarer, og opdateringen blev delt over 500 gange. Det er værd at hæfte sig ved at bystyret hverken havde sagt til avisen hvad der eventuelt havde virket krænkende, eller hvilke ’medlemmer af fællesskabet’ det drejede sig om, og at både avisens spørgsmål og folks svar var uskyldige hvad angik sagens kerne.
Var gorillaen krænkende? Folk troede at der var tale om dyreaktivister der var imod dyrs indespærring i zoologiske haver. De så med andre ord gorillaen som en gorilla, og de var vrede og kede af bystyrets beslutning om uden videre at fjerne den. Hvorfor var sagen ikke blevet fremlagt gennem de almindelige demokratiske kanaler?
Samme aften sendte borgmesteren et brev til avisen, hvor han skrev at bystyret i Corsicana for nylig havde besluttet sig for at fjerne »en udstilling« i Community Park efter at være kommet frem til at den var »potentielt racemæssigt ufølsom«. De var blevet gjort opmærksomme på problemet af »nogle få borgere«. På grund af sikkerheden, skrev han, havde det ikke været muligt at fjerne buret og lade gorillaen stå.
Gorillafiguren vejede et kvart ton. Den stod med spredte arme og samlede ben, lidt som en jesusfigur, hvilket betød at dens tunge overkrop hvilede på et meget lille balancepunkt. Det havde allerede for årtier siden vist sig at være alt for usikker en konstruktion til at børnene kunne klatre rundt på den, hvilket var årsagen til at gorillaen i sin tid var blevet udstyret med et bur som børnene i stedet kunne kravle på, og det var det borgmesteren refererede til i sit brev.
Dagen efter blev der oprettet en underskriftsindsamling for at få gorillaen tilbage, sagen havde fået sit eget hashtag, og nogen havde vandaliseret parken og en skolebus med graffiti:
»Bring the ape back!« Folk lagde blomster og lys og bamser og tegninger ved buret som ved et mindesmærke, og de nationale tv-stationer var begyndt at dække sagen.
Borgmesteren var tydeligvis blevet ramt af den forfjamskelse som er almindelig i den slags sager, for allerede dagen efter sendte han et opfølgende brev til avisen hvori han med noget der lignede en freudiansk ophobning, forklarede at bystyrets beslutning havde været tofoldig: Dels havde den været udtryk for en anerkendelse af at »udstillingen« havde virket krænkende på »nogle af vores borgere«, og dels havde det været et hensyn til »udstillingernes sikkerhed«.
Han skrev at det var byens mål at udstille alle dyrene i Community Park i »et frit miljø som var sikkert for børn«. Han skrev også at andre dyr ville blive føjet til udstillingen, inklusive en fritstående gorilla og en tiger, og hvis budgettet ellers tillod det, ville andre »rekreative elementer« senere blive tilføjet.
Fox News interviewede nogle af de vrede borgere der havde samlet sig omkring det tomme bur i protest. It’s like part of my childhood, sagde en ung, sort fyr med kasket til reporteren. Han mente de skulle have stemt om det.
En midaldrende, sort kvinde havde stillet sig op foran rådhuset. Hvis dem der havde klaget, virkelig var så sensitive, sagde hun, var der mange ting de kunne have foretaget sig. De kunne for eksempel have været dukket op på the city commissions meeting og fremlagt sagen. Der kunne man have ladet demokratiet gå sin vante gang, var hendes pointe.
I stedet havde bystyret truffet en beslutning hen over hovedet på indbyggerne, og det uden at så meget som en eneste borger havde stillet sig frem og sagt at vedkommende fandt gorillaen krænkende.
Nogen lavede valgplakater der opfordrede til næste gang at vælge park-gorillaen som borgmester. Efterhånden som nyhedsdækningen og hashtags’ene og vreden tog til, havde man fra bystyrets side brug for at henvise til en større mængde krænkede parter, og det der først havde været »nogle få borgere«, blev til »nogle få dusin over årene« og siden til »45«.
Det var ikke i nogens interesse at skilte med at den krænkede muligvis udelukkende var én kvinde som havde været på gennemfart og for længst var over alle bjerge. Måske bør jeg nævne at hun var hvid og født og opvokset et sted i Rusland. Jeg ved ikke om det hører med til historien. Hvilken farve hat hun eventuelt gik med, ved jeg heller ikke. Jeg ved kun at hun var redet videre ud i solnedgangen på vej mod nye eventyr, og at alle ventede på at støvet skulle lægge sig.
Racisme i USA er ikke et fatamorgana i ørkenen
Jeg kender intet til den pågældende lone rider, hun var bare én der havde delt bord med to andre i samme bygning som jeg senere sad i, og hvis dette var min western, skulle hun bestemt ikke være fjenden. Hun sled sandsynligvis lige så meget som andre med at være menneske og producere noget væsentligt og gyldigt der kunne bidrage til den sommetider forunderlige, sommetider fortvivlende strøm af menneskelig aktivitet som vi alle er en del af.
Hvad jeg derimod havde svært ved at sætte mig ind i, var værdien af det blik hun var kommet ind i byen med. Hvordan kunne man være sikker på at det man så og som andre ikke kunne se var virkeligt? Og hvornår var man vitterligt blind for noget som andre kunne se? Hvordan kunne hun være så sikker på at have ret?
Disse ældgamle filosofiske spørgsmål blev kun endnu mere indviklede af at det sete handlede om noget symbolsk. Hvordan kunne man se forskel på en gorilla og en racistisk gorilla?
Det var ellers ikke fordi racisme i USA var noget der lå og glimtede som et fatamorgana i ørkenen. Spørgsmål om hudfarven og dens betydning trak et langt og kompliceret og oprørende uskønt spor igennem hele landets historie. Man kunne se den helt uden om symbolikken. Man kunne se den i tallene der dækkede over en helt konkret virkelighed med levende mennesker. Den viste sig for eksempel i et retssystem som mange var enige om var dysfunktionelt.
Der blev uddelt uproportionelt lange fængselsdomme for småkriminalitet, dækket ind af love som i realiteten rettede sig mod den sorte del af befolkningen. Selvom sorte og hvide for eksempel var lige tilbøjelige til at bruge stoffer, var fængselsraten for sorte fem gange så høj som for hvide, en grel ulighed med enorme konsekvenser for sorte familier.
Statistisk kunne hver tredje sorte mand regne med at sidde i fængsel en del af sit liv, hvilket medførte at kvinder i lange perioder skulle klare sig uden deres mænd, børn uden deres far. Der var helbredsproblemer, mentale problemer, stress, tab af ejendom, uddannelse, fast bopæl.
Det var halvt så sandsynligt for en sort kvinde at være gift sammenlignet med hvide kvinder, og det var dobbelt så sandsynligt at sorte kvinder aldrig blev gift overhovedet. Spædbørnsdødeligheden var blandt sorte dobbelt så høj. Forskellige tiltag gjorde det besværligt at stemme. Der var politivold. Medierne flød over med billeder og videooptagelser af sorte mænd der lå med kinderne presset mod asfalten og simpelthen blev henrettet uden for loven af det politi som var sat til at beskytte amerikanske borgere.
Michael Brown, Terence Crutcher, Jordan Davis, Freddie Gray, Philando Castile, Laquan McDonald, Ryan Twyman, Eric Garner og kun tolvårige Tamir Rice. Listen er meget længere, på længde med et tre-miles godstog. Risikoen for at blive skudt af politiet var for en sort mand større end chancen for at vinde på et skrabelod: én ud af tusind (et tal der var to en halv gang højere end for hvide).
Og næsten hver gang var det fuldkommen konsekvensløst for de hvide politifolk der ’ikke havde haft noget valg’.
Blikket der fik øje på så subtile ting
Måske generede det ikke den gennemrejsende at hun så noget som ingen, eller allerhøjst meget få andre, kunne få øje på. Måske havde hun brugt ordet ’privilegieblind’ til at overbevise borgmesteren i Corsicana om at Gorillaen måtte fjernes, også selvom det aldrig havde været hensigten at den skulle virke sårende eller ydmygende på nogen, og at heller ingen havde oplevet det sådan.
Blikket der fik øje på så subtile ting, var blevet udviklet på universitetet og havde spredt sig til populærkulturen. Overalt oplevede man skællene falde fra øjnene. Der var en tiltro til ords forklaringskraft man ikke havde set siden 70’erne.
De forløsende ord kom fra sociologiske videnskaber – kønsstudier, postkoloniale studier, kulturstudier og sikkert mange flere – og havde sandsynligvis præcise betydninger beregnet på specifikke formål som al anden videnskabelig terminologi, men de var blevet æltet sammen til en jargon som så stort på verden som vi hidtil havde kendt den. Hvilket var en del af pointen.
Centralt stod at den vestlige verden var blevet indrettet af hvide, heteroseksuelle mænd. Ud af den kendsgerning kunne man udlede alt tænkeligt. Det fulgte at folk af netop den kategori havde det lettere, de nød særlige ’privilegier’, lidt som at sidde i et flysæde og bare sidde godt uden tænke over det (jeg ved ikke om det nogensinde er sket for nogen, men meningen i analogien er god nok). Der blev opmuntret til i alle mulige sammenhænge at overveje sin egen og andres ’position’ ud fra køn, hudfarve, etnicitet, seksualitet osv.
Forestillingerne hvilede på en antagelse om at vi mennesker fundamentalt set var i en konkurrence, og at vi hver især var drevet af egeninteresser. Ligesom med et brætspil var man automatisk på hold med dem der havde brikker i samme farve. Åbnede man munden, ’repræsenterede’ man nogle der lignede én selv, eller man gjorde sig til talsperson for nogle man omtalte som ’udsatte’ og ’marginaliserede’.
Begreberne inspirerede til forestillinger om en mere friktionsløs verden baseret på diversitet og ligestilling. Medierne skrev forpustet om en »opblussen af aktivisme« blandt de studerende rundtomkring på de amerikanske universiteter og sammenlignede med 60’ernes borgerrettighedsbevægelser.
I 60’erne havde de studerende været nødsaget til at trave gaderne tynde for at registrere stemmeberettigede i fattige kvarterer, organisere ’sit-ins’ i segregerede diners og rejse til Alabama for at køre bus og få tæsk af racister. Nu kunne de igangsættende ideer få medløb af teknologien. Revolutionen kunne køres via Twitter.
»You no longer have to post flyers on bulletin boards or telephone posts,« hed det optimistisk på den største online-ressource for amerikanske universitetsstuderende. Manglede man ideer, var der inspiration at hente. Step 1: pinpoint your passion.
USA flød over med uretfærdighed som kunne vække selv de mest slumrende lidenskaber, men de studerende var først og fremmest opmærksomme på de utålelige forhold der åbenbart herskede i deres nærværende campusmiljø.
De højere læreanstalter som man skulle have troet var fyrtårne for fritænkning og kompromisløs forpligtelse på sandheden, viste sig at være veritable reder for racisme, diskrimination og ufølsomhed over for kvinder og minoritetsgrupper.
På University of Missouri lykkedes det de studerende at få rektor afsat efter protester over hans mangelfulde respons på racistiske hændelser på campus. Det var et synligt bevis på at det nyttede.
Protesterne spredte sig øjeblikkeligt til andre universiteter. Man var ved at nedbryde ældgamle ’racistiske strukturer’. Man var ved at opløse ’patriarkatet’. Overalt fandt man at ledelserne ikke havde gjort ’nok’ for at adressere ’diversity issues’.
De studerende, hvis mest gennemgående fællestræk var at deres forældre i gennemsnit havde betalt en kvart million kroner om året for deres uddannelser, offentliggjorde ’lister med krav’. Der skulle være ’sensitivitetstræning’ for fakultet og ansatte, der skulle indføres fag som ’racial justice’ på skemaet, oprettes nye administrative stillinger med betegnelser som ’Diversity Officer’ og gennemføres ’tiltag’ over for ’ufølsomme kommentarer i klasseværelset’.
Sådan som man engang havde sat sig på segregerede diners, besatte de studerende universiteternes administrationskontorer og forlangte at rektorer og fakultetsmedlemmer, som havde viet deres liv til forskning og uddannelse af unge mennesker, skulle ’træde tilbage’.
På Occidental College krævede de studerende at rektor skulle træde tilbage, på Syracuse University i New York krævede de studerende at rektor skulle træde tilbage medmindre han imødekom den fulde liste af krav. På Ithaca University, Upstate New York, havde Tom Rochons mangel på ledelsesevner ifølge de studerende nået »a crisis point«, og efter kravet om en ’no confidence vote’ trådte rektor tilbage.
På Claremont McKenna College i Californien var Mary Spellman trådt tilbage, og på Yale University trådte Erika Christakis og hendes mand, Nicholas Christakis, tilbage fra deres ledelsespositioner efter at Erika i en e-mail havde argumenteret for at det ikke var universitetsledelsens ansvar at regulere de studerendes Halloween-kostumer. Erika opgav at undervise på Yale overhovedet.
På Vanderbilt University i Nashville, Tennessee, krævede de studerende at Carol Swain, en afroamerikansk, konservativ professor i jura og statskundskab, blev suspenderet fordi hendes navn i deres øjne var »synonymt med snæversynethed, intolerance og uprofessionalisme«.
Hendes svar var kort:
»Grow up.«
Måske var det noget i den retning en ungdomsaktivist fra Chicago mente, da han sagde at de sommetider oplevede at blive mødt med ’adultism’. Termen fandtes på den fire sider lange liste over ’inklusionsterminologi’ som blev indført på University of Missouri og betegner fordomme og deraf følgende diskrimination over for unge mennesker.
Men sagen var at undervisningen mest gik den ene vej, og det var ikke professorerne der stod for den.
Historien har vist hvor berusende totalforklarende terminologier kan virke på folk, ikke mindst når de følges af de udtrykte mål om retfærdighed og lighed, og dertil det nye krav om anerkendelse. Alle indiskutabelt gode ting, og det indiskutable var afgørende for hvordan diskussionerne forløb. Med jargonen fulgte den mine af moralsk uangribelighed som kun forsimplede ideologier kan give.
Ethvert forsøg på at give udtryk for andre synspunkter eller diskutere ’ideerne’ og deres omsiggribende anvendelighed blev taget som et angreb på selve det faktum at der fandtes uretfærdighed, ulighed, undertrykkelse, marginalisering. Det blev opfattet som en mangel på villighed til at anerkende marginaliserede gruppers ’følelser’.
Diskussionerne baserede sig simpelthen på en grundlæggende forskellig forståelse af hvordan en diskussion overhovedet forløb. Conor Friedersdorf beskrev i The Atlantic en videooptagelse som var gået viralt med Nicholas Christakis og en gruppe studerende efter ’hændelsen’ med hans kones e-mail om hendes manglende interesse i at regulere Halloweenkostumer.
Det havde slået ham at Christakis i konfrontationen havde ageret som om det var hans rolle »at lytte til de studerendes synspunkter, tænke over dem og svare om han var overbevist, eller om han fastholdt et andet synspunkt.
Kort sagt, at man respekterer de studerende ved at indgå i en oprigtig dialog«. De studerende optrådte derimod som om det var Christakis’ ansvar »at lytte til deres krav om en undskyldning, og derpå at give den«.
Jeg har også set videoen, eller rettere videoerne, for der ligger dusinvis på nettet som de studerende selv har lagt ud. Og det bemærkelsesværdige – når man ser bort fra det der bliver sagt – er den ring de omkring 30-70 studerende former omkring den enlige professor over et forløb på to timer.
Det er en figur de fleste genkender i deres rygmarv, i min skoletid var det i hvert fald en udbredt måde at opretholde konsensus i skolegården på, og der er al mulig grund til at tro at man har kendt figuren siden de tidligeste tider.
Læser man mytologiske tekster skal man være på vagt når man støder på en sådan usund sammenstimlen, hvor gruppens frustrationer rettes mod den i midten. Det er kendetegnende at dem der står rundt om opfatter sig selv som de svage og magtesløse. Man behøver ikke lyd på videoerne. Ringen er et signal om at der ikke længere er nogen udveksling, intet at blive enige om, faktisk ikke engang at undskylde, for når først ringen er dannet er det for sent.
Det primale arrangement på græsplænen mellem Yales bygninger viste et synligt brud med den demokratiske samtale, og den gentog sig virtuelt – online og på sociale medier. Principperne der muliggjorde en gensidig accept af uenighed var sat ud af spil. Det var simpelthen ikke til at diskutere ’sagen’, hvad den end var. Den havde ikke noget fikspunkt, skiftede hele tiden betydning, vekslede mellem det trivielle og det væsentlige, det synlige og det usynlige, nutidigt og historisk, privat og offentligt. Det vekslede først og fremmest mellem forestillinger om ansvar og magt.
Et af de talløse problemer med sammenrendet af kategorier og følelser, krav og anklager, var at der inde i det enorme clusterfuck kunne sidde nogen som vitterlig var blevet gjort uret. Ingen havde formodentlig lyst til at affeje eller banalisere nogens ’smerte’, men spørgsmålet var hvad højere læreanstalter og offentlige institutioner skulle stille op med den.
Var det nok at tilbyde ’safe spaces’ hvor ’marginaliserede’ kunne mødes med andre marginaliserede og trygt dele følelser og erfaringer? Var det nok at udstyre litteraturhistoriens klassikere med ’trigger warnings’ for at advare imod handling, begreber og ideer der kan virke rystende? Var det nok at censurere pensum? Var det nok at ’disinvitere’ inviterede talere med følelsesmæssigt oprørende synspunkter?
Intet syntes nogensinde at være nok. I Oregon arbejdede en sammenslutning af studerende med baggrund fra Asien og Stillehavsøerne på inden for de næste fire år at få ’asiatiske-’, ’sorte-’, ’latino-’, ’stillehavsø-’, ’arabiske-’, ’oprindelige-’ og ’Queer-Trans-People-of-Color’-studier på skoleskemaet i alle high schools i Portland (det fremgik ikke af planerne hvilke fag der skulle vige, men jeg formoder det ville blive fag som historie, litteraturvidenskab og filosofi).
Institutionerne kunne altid blive mere inkluderende, mere fokuserede på de komplekse problemstillinger der åbenbart var forbundet med at gennemføre samvær med mennesker der ikke lignede en selv.
Det blev mere og mere uklart, midt i al den retorik, hvem der egentlig var ’de udsatte’, og hvem der manglede lydhørhed, sensitivitet og tolerance og evne til indlevelse i andre menneskers situation – og hvad protesterne og klagerne i det hele taget gjorde for det inkluderende klima.
Dramaturgien – som egentlig mere var en mekanik der endte med at nogen måtte undskylde og forlade deres poster – havde udspillet sig så mange gange i medierne at museumskuratorer og event-arrangører og institutionsledere og massemedier over en bred kam fulgte kravene med det samme, og det var formentlig det der var sket i Corsicana, da man havde valgt lige så stille at fjerne gorillafiguren fra legepladsen ...
Menneskesynet, der ligger i de små firkanter vi krydser af
Amerikanernes besættelse af race har altid fascineret og pint mig i sin mangel på logik. Jeg husker på en af mine mange overfarter til USA på den anden side af midtergangen at have set en pen svæve længe over de sedler man skulle udfylde ved indrejse, med firkanter hvor man skulle sætte kryds ved det der endeløse kategori-sammenrend. Nogle drejede sig om farve, nogle gik på fiktionen om ’race’, nogle handlede om tilhørsforhold som var kulturelle eller historiske eller etniske eller geografiske eller lidt af det hele, alt sammen efter devisen i linjerne fra den gamle revyvise:
»min far han var kusk, min mor var nærmest blond«.
Nu må man sætte flere krydser, hvilket i sig selv burde sætte en på sporet af absurditeten, men tidligere måtte man kun sætte ét, hvilket selvfølgelig var endnu mere absurd. Hvorledes befinder De Dem selv, Kusk eller Blond? (sæt kun ét kryds).
Deraf fulgte, formoder jeg, fyrens svævende pen. Hans hudfarve var lysebrun, håret krøllet, jeg vil tro at han var hvad nogle nu om dage ville kalde ’mixed race’. Sandsynligvis havde han en ’hvid’ og en ’sort’ forælder. Jeg havde hørt ham tale engelsk med britisk accent, og jeg forestillede mig at han var amerikansk statsborger på samme måde som jeg var det, dvs. vokset op uden for USA hos en ikke-amerikansk forælder. Hvad skulle han krydse af? syntes den svævende pen at spørge.
Hvis det var omkring 2000, var ’African-American’ lige føjet til listen. Men der var ingen kategori der for eksempel lød ’African-English-American’ eller ’African-European-American’, og jeg legede med tanken om de hundreder og tusinder af kategorier som den slags afkrydsningsskemaer logisk førte til, ikke mindst i takt med flytrafikken.
Men først og fremmest var jeg slået af det ørkesløse. Menneskesynet, den forarmelse der lå i de små firkanter. Ikke fordi jeg – som modeforestillingerne ville have det – blev mindet om min egen ’hvidhed’ og dermed tvunget til at forholde mig til noget som mennesker med andre hudfarver bliver tvunget til at tage stilling til hver dag (hvis de altså bor et sted hvor størsteparten er ’hvide’), men med hele øvelsen overhovedet.
Hvorfor? Spørgsmålet har brændt i mig siden jeg første gang blev præsenteret for smørrebrødssedlens reduktive og komplet poesiforladte pseudo-præcision. Det forekom mig fuldstændigt arbitrært, pinligt, som de streger nogen engang i 1700-tallet havde sat på et kort uden at have sat et ben i det varierede og rige landskab.
Mit spørgsmål går ikke på værdien i at mødes i fællesskaber, dyrke sine rødder og fælles historie eller at gøre minoriteters rettigheder gældende over for det større samfund. Alt dette er utvivlsomt meningsfuldt. Mit ’hvorfor’ går på imperativet for vores fælles kultur i at blive ved med at tænke i de kategorier. Hvorfor skulle vi, århundreder efter, hævdholde disse påtvungne, uelegante linjer når de havde bragt så mange mennesker så meget lidelse, splid, konflikt, elendighed? Hvorfor?
I Danmark dansede vi med
Undertrykkelse og racisme havde sin helt egen triste song and dance i USA, men i Danmark ville man af en eller anden grund gerne danse med. Vores blikke havde hidtil forholdt sig mangelfuldt til vores ’hvidhed’, og hvad dét eventuelt betød for ’ikke-hvide’, skulle trænes og skærpes.
Det begyndte med en svensk digter og anmelder der ikke brød sig om ’forklaringsmodellen’ bag Yahya Hassans første digtsamling. Der var mange der ikke var forberedt på det, men i den nye verden skulle litteratur og kunst vurderes ud fra dens succes med på indholdsplan at bekræfte modeforestillingernes ’ideer’.
Hvad der virkede forbløffende for udenforstående, hvilket dengang var det meste af Danmark, var den måde terminologien lå klar på i færdiglavede udtryk og vendinger som havde sat sig fast på rygraden hos dem der fandt værdi i at bruge dem. Præcis som på de amerikanske universiteter var der en del undervisning.
Enhver samtale om den nye verdens indretning havde spilleregler, og de skulle foregå på forklaringsmodellens præmisser. Jeg husker at en digter på et socialt medie skrev hvor trættende hun syntes det var at skulle debattere med novicer om emner som hun havde beskæftiget sig med i ti år, og at man for hende at se ikke var ’kvalificeret’ til at deltage i debatten, medmindre man ’som minimum’ havde læst Sara Ahmeds A Phenomenology of Whiteness.
Også Københavns Universitet summede af aktivisme. En nystiftet organisation havde sat sig for at ’bekæmpe diskrimination’ og sørge for at ’sikre menneskerettighederne’ på vores højere læreanstalter. De klagede over at pensum, for eksempel i filosofihistorie, var meget ’majoritetspræget’.
Vi skulle ud af de vaner med at ’gencitere’ de samme hvide mænd. I modsætning til den hidtidige opfattelse af den vestlige filosofiske tradition som noget der fandtes og lod sig beskrive som en række diskusioner der forholdt sig til hinanden (Kierkegaards værker svarede på Hegels værker osv.), forestillede man sig i den nye verden filosofihistorie som noget der skulle konstrueres ud fra de idealer som modeforestillingerne udstak om en mere ’divers repræsentation’.
Det var ikke nok at realisere den nye verden i nutiden. Regnbuen skulle projiceres ind i fordums tider.
I al hast indstiftede ledelsen ’nultolerance’ over for ’krænkelser’ hvor det – imod almindelig retspraksis, men tro over for ét af forklaringsmodellens dogmer – var den krænkede parts ’oplevelse’ af at have været udsat for en krænkende adfærd der var ’udgangspunktet’.
Et andet dogme lød at det var umuligt at sætte sig ind i andres situation hvis ikke de på en prik lignede én selv. Nogen – igen i en af de rødglødende kommentartråde i forbindelse med ’Hvidhedsdebatten’ hvor jargonen blev flekset som en muskel – havde været til en digtoplæsning hvor Christina Hagen havde læst op fra White Girl, og havde fået det ’underligt’ fordi der havde siddet en ’brun person’ i lokalet.
Hun havde spekuleret meget på hvordan den ’brune person’ havde haft det med at lytte til samme digtoplæsning som hun selv. Det slående i hendes udsagn var ikke så meget de implicitte antydninger om racisme i White Girl (i disse diskusioner var der altid antydninger om racisme), men blikket.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvordan jeg ville have det med at blive kigget på med det blik. Det tror jeg nemlig godt jeg kan forestille mig. Og jeg tror at jeg – hvis jeg havde haft valgmuligheden – gerne ville have været fri for det. Man må gå ud fra at vedkommende selv havde valgt at gå til oplæsningen og i øvrigt var i stand til at tage vare på sig selv. Det var som om det blik selv gjorde alt det som det ville beskytte den såkaldt ’brune person’ imod.
Det var ikke klart hvad retorikken egentlig bidrog til for ’de marginaliserede’ og ’de udsatte’. Det virkede først og fremmest som en kamp om ord, et selvforstærkende ønske om ’bevidstgørelse’, ikke bare ens egen, men andres. Skællene skulle falde fra vores allesammens øjne, hvilket i praksis gik ud på at udbrede forklaringsmodellen og lære folk at tale i et sprog med en logik som ville have glædet de gamle plantageejere.
»En erfaring kommer frem når den bliver sagt,«
Begreber om andres blindhed er i sig selv sårbare for sprogets dobbelte muligheder af åbenbaring og tildækning. Sproget kan få blinde til at se, og det kan forskyde virkeligheden i blind fornægtelse.
Hannah Arendt har skrevet om begge dele. I brevvekslinger med sin veninde, forfatteren Mary McCarthy, skrev hun hvordan sproget kunne gøre det usynlige synligt.
»En erfaring kommer frem når den bliver sagt,« skrev hun til veninden.
»Og hvis ikke den bliver sagt, er den så at sige ikkeeksisterende.«
I sin berømte bog om Eichmann-retssagen i Jerusalem beskrev hun indgående den modsatte egenskab ved sproget, nemlig dén at leve hele sit liv efter overtagede fraser og klichéer. Hun var slået af hvordan Eichmann blev ved med at gentage de samme formuleringer.
»Embedssproget er mit eneste sprog,« forklarede han dommerne om dét som Arendt gættede på var en mild form for afasi. Dommerne troede at hans tomhed var simuleret, men det var den som Arendt så det ikke. Fordi Eichmann ikke kunne tale, var hendes pointe, kunne han heller ikke tænke.
Det er selvfølgelig ikke altid lige så let som i Eichmann-sagen at afgøre hvornår sproget synliggør eller fornægter. Manglen på indsigt i og forståelse af ens egne erfaringer er fænomener som enhver totalforklaring må have med. Hos freudianerne hed det ’fortrængning’, hos marxisterne ’fremmedgørelse’ og ’falsk bevidsthed’, og i de nye identitetsfokuserede teoridannelser hedder det ’privilegieblindhed’.
Det var kategorier som der kunne trækkes meget store veksler på. For hvad der kunne bruges til at beskrive noget virkeligt, kunne også fungere som en ventil. Grunden til at man ikke blev overbevist af for eksempel marxismens forklaringsmodel, kunne netop være at man var fremmedgjort!
Begreberne havde ligesom en immuniserende effekt på dem der talte. De kunne nærmest med et trylleslag umyndiggøre ens diskussionspartner. De kunne bruges i en form for benægtelse man kunne kalde blind.
Folk der opgiver drivkraften til at udtrykke sig med egne ord, har gjort mig utryg længe før jeg havde læst Hannah Arendt. Jeg er gammel nok til at huske sidste gang en forklaringsmodel fik skæl til at falde fra øjne. Det var i 70’erne, jeg blev eksponeret for åbenbaringen gennem pædagogerne i min børnehave. De talte i floskler, lånte ord og fraser som for det meste ikke gav mening i situationen, og som derfor heller ikke ’betød’ noget, men som efter alt at dømme fik pædagogerne til at føle sig godt tilpas. På børn virker den slags simpelthen uautentisk.
Uden at kunne formulere det fik jeg en stærk fornemmelse af at de voksne der talte sådan, dækkede over et eller andet. Først langt senere gik det op for mig at det muligvis var ingenting, en mangel på selv at kunne sige noget. At ordene måske bare føltes dejlige at sige.
Man kunne indvende at det var harmløst, at den slags jo som regel drev over, ligesom bukser med svaj havde gjort det, og yoyo-dillen og permanentet hår der er kommet og gået adskillige gange. Men ideologier har før i historien fået tag i folk på måder som udvikler sig grusomt, og forklaringsmodeller der giver sig af med at skille får fra bukke, er under alle omstændigheder aldrig harmløse.
Når skæl falder fra øjne, har tingene det med at tage fart med en fanatisk nidkærhed der ikke tvivler på sig selv. For eksempel ville pædagogerne have at vi børn om sommeren skulle løbe nøgne rundt og bade i strålen fra en vandslange, og de børn – omkring en femtedel – som var blufærdige og ville beholde badetøjet på, fik simpelthen fjernet deres badetøj med tvang.
Pædagogernes idylliske vision om den nye verden lod sig altså kun gennemføre med grædende børn. Menneskene lever aldrig op til vores forestillinger. Der er altid nogle der viser sig skuffende eller upassende på individuelle måder, og som med hele deres rodede eksistens modbeviser teorien.
Hvor finspektret privilegieudmålingen kunne blive, fik man at se for rullende kameraer på tv. En debattør som var medlem af et nystiftet parti, mente at folk i den store omfordeling af erkendte eller uerkendte priviligier skulle kompenseres for manglen på et godt udseende.
Debattøren var overbevist om at folk der var ’grimme’, gik glip af særlige privilegier som ikke-grimme nød, for eksempel at have lettere ved at finde ansættelse. Terminologien var ved at blive så indgroet og refleksagtig at ingen efterlyste dokumentation for disse tarvelige påstande, det var nok bare at vifte med de magiske ord.
For nærværende er jeg mest interesseret i spørgsmålet om det praktiske: Hvem skulle skille grimme fra de ikke-grimme, og hvordan? Jeg er interesseret i de ’lavpraktiske detaljer’ som Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm udfrittede den højreradikale Rasmus Paludan om i Den Korte Radioavis da hun prøvede at få hold om hans vision.
Skulle klassificeringen af grimme/ikke-grimme for eksempel foregå i ånden fra de belgiske kolonisatorer af Rwanda der udstedte identitetskort der skulle skille tutsier fra hutuer? Kunne man migrere mellem kategorier hvis man for eksempel fik kosmetiske operationer, tandretning eller farvede sit hår? Eller hvis man blev syg? Hvor ofte skulle man vurderes, talte det at blive gammel, og skulle der være appelinstanser? Hvor lang måtte næsen være, og hvilke instrumenter skulle man bruge til at måle den (man må gå ud fra at vurderingen skulle gå ud fra nogle kriterier, et ideal)?
ƒFor ikke at tale om nytten i at opmuntre os til at tænke om os selv og hinanden i en så forstemmende, statsautoriseret kategori. Hvor tillokkende ville det være at skulle kompenseres for dét som samfundet opfattede som mangel på pænhedens privilegier? Ville det føles som et privilegie eller en ydmygelse?
Men ingen af disse spørgsmål blev stillet.
Når skæl falder fra øjne
Min western skulle ikke være en af dem med John Wayne hvor moralen var sort-hvid, men en af dem som var moralsk komplekse og hvor helte og skurke på godt og ondt lignede hinanden. I min western skulle der i det hele taget ikke være nogen fastlagte ideer om ’godt’ og ’ondt’.
I den virkelige verden kan man ikke altid sige hvad der rører sig i folk, eller hvad de må gøre for at overleve, eller hvad deres muligheder i det hele taget er for at udfolde det store mysterie og mirakel det er at være bevidst og levende.
Der er blikke som virker befriende, og blikke som virker nødvendigt forstyrrende. Og der findes blikke som virker direkte forurenende, blikke som efterlader et klistret spor, og i min western ville det være svært at se forskel, for livet er fuldt af områder hvor det er svært at se forskel, svært at være så forbandet sikker som letkøbte moraler giver indtryk af er muligt. Ingen mennesker er nogensinde så simple som vores forestillinger om dem.
Borgerne i Corsicana fik gorillaen tilbage. I parken stod en ny og opdateret version af Dobby befriet fra sit bur og malet grå for at ’passe til’ de grålige farver på de tre elefanter og den sandfarvede kamel.
»Det er byens mål at vise alle dyrene i Community Park i et frit og trygt miljø for vores børn,« sagde borgmesteren til Dallas News ved geninstalleringen. Måske var det et skridt i retning af en bedre verden. Måske var det godt at skællene var faldet fra øjnene, og at folk i byen havde indset at de i alle disse år havde hyldet slaveriet på det mest uskyldige af alle steder: en offentlig legeplads.
Jeg spekulerede over hvilken farve de ville male tigeren i den planlagte udvidelse. Hvilken farve var en ’tryg’ farve på en tiger?
Gorillaen var befriet fra sit bur og sin oprindelige farve, men nu hang man på symbolikken. Mest af alt kredsede mine tanker om børnene. Jeg tænkte på hvad de så, når de så på gorillaen, og på hvad deres forældre havde fortalt dem om hvorfor den var væk, og hvorfor den ikke måtte have sin egen farve ligesom kamelen og elefanten.
Om gorillaen stadig for dem var en gorilla. Om der eventuelt også var ting som folkene i Corsicana kunne se, som dem der kom udefra ikke kunne se, om ting der ikke først og fremmest handlede om hudfarve, men om at bo i en lille by hvor man skulle deles om en legeplads. Jeg tænkte på hvordan alt ståhejen havde påvirket børnenes leg. Mere end noget andet tænkte jeg på om deres leg var blevet friere. Men måske var børnene bare et nødvendigt offer i den nye verden.
Der er intet så skadeligt og dumt som voksne der nægter at blive voksne
Hvad børnene så på legepladsen, og hvad de voksne så, rejste spørgsmålet om hvem der egentlig så klarest, og hvem der kunne lære af hvem. Den almindelige overbevisning er at når uskylden er tabt, er den tabt. De fleste voksne kan huske et afgørende øjeblik hvor den tilstand ikke længere kan opretholdes. Et tab som i øjeblikket kan føles skamfuldt, men som de fleste er enige om i det store hele er nødvendigt og godt.
Der er intet så skadeligt og dumt som voksne der nægter at blive voksne. Mange har skrevet om en særlig amerikansk uskyld, som kommer af at føle sig så overbevist om sine idealer og drømme, at forpligtelsen på virkeligheden træder i baggrunden.
»Jeg har aldrig mødt et mere infantilt folk i mit liv,« sagde James Baldwin om amerikanerne. Uskylden dækkede for ham at se over en dyb frygt for at lære den anden at kende. I stedet for nysgerrighed, erfaring og viden fyldte man bevidsthedens tomme huller med forvrængede og dehumaniserende forestillinger.
Uskylden blev personificeret af de helte som på de store biograflærreder ’tog hævnen i deres egne hænder’, helte som for eksempel John Wayne. Man lavede den slags historier for at overbevise sig selv om ens moralske uangribelighed. Amerikanerne havde en forkærlighed for det ’simple’.
Simplicitet blev betragtet som en »stor amerikansk dyd, ligesom oprigtighed«, skrev Baldwin i de tekster Raoul Peck har samlet i I Am Not Your Negro. Det fulgte at umodenhed meget ofte blev forvekslet med en dyd, og at »folk som John Wayne, der brugte det meste af deres tid på lærredet på at læse og påskrive indianere, ikke havde brug for at blive voksen«. Det var en uskyld som ikke kunne være længere væk fra den som børnene skulle komme til Jesus med.
Joan Didion kritiserede i sit berømte essay »The Women’s Movement« fra 1972 sin tids kvindebevægelse for at være en på én gang elitær og infantil syssel for middelklassekvinder som ikke kunne udholde det sommetider ubehagelige og kedsommelige ansvar der følger med at blive voksen.
»Gud fri os, sagde jeg, fra de uskyldige og de gode,« siger Fowler, den engelske krigsreporter i Graham Greenes The Quiet American. Den unge CIA-agent, Pyle, er den stilfærdige amerikaner. Den ældre og mere gråzonebelevne (og måske også kyniske og desillusionerede) englænders første instinkt er at beskytte ham:
»Det faldt mig aldrig ind at der måske var et større behov for at beskytte mig selv. Uskyld kalder altid tavst på beskyttelse, selvom det ville være en hel del klogere at beskytte os selv imod den: Uskyld er som en stum spedalsk der har tabt sin klokke og som vandrer rundt i verden uden at ville gøre skade.«
Pyles særligt amerikanske uskyld viser sig som en modtagelighed over for lette fraser. Hans motiver er gode, men han vil ikke forholde sig til virkeligheden. Ideerne viser sig ultimativt vigtigere end menneskene. I sin kompromisløse forhippelse på at servicere de ideologiske overbevisninger der skal redde mennesker, ender Pyle med at slå civile vietnamesere ihjel. Men moralen er ikke helt så enkel som at Pyle så forkert, og Fowler så rigtigt.
I bogen indser Fowler at han dybest set ligner sin unge amerikanske ven i sin mangel på evne til at se tingene som de er.
»Lidelse bliver ikke større af antal: En enkelt krop kan indeholde al den lidelse der kan føles i verden. Jeg havde forholdt mig som en journalist ved at vægte kvantitet og jeg havde forbrudt mig mod mine egne principper; jeg var blevet engagé som Pyle, og det forekom mig at ingen beslutning nogensinde ville blive enkel igen.«
Man kan altid blive mere desillusioneret.
Men spørgsmålet som syntes at svæve over uskylden og det nødvendige uskyldstab, var om der fandtes en uskyld beyond uskyldstabet. Ville det nogensinde blive muligt at opfatte en gorilla som en gorilla igen?
The Rock og albino-gorillaen ved navn George
Den sidste aften kørte vi ud til Galaxy Drive-In, Angelika, Nick og jeg. Folk ankom i deres biler og parkerede på en åben mark uden for byen og ventede på at det skulle blive mørkt nok til at man kunne se film. Det varede længe. Himlen var under alle omstændigheder den bedste film. En smal gul stribe der gled over i en intens og mættet blå. Det virkede som om nogen sad med en knap og skruede op og skruede op for det vilde spektakel indtil bristepunktet. Mørklilla skyer stod som pisket op af jorden. Folk hang ud af bilerne med deres colaer og popcorn og gloede.
Det var en skuffelse da først filmen begyndte. Jeg var under alle omstændigheder muggen over at mit forslag var blevet stemt ned. Jeg ville gerne have set Dwayne Johnson, alias The Rock, i rollen som primatolog frelse jorden fra undergang med sin bedste ven, en albino-gorilla ved navn George. Jeg kunne ikke følge med i den film vi var endt med. I stedet forlod jeg bilen og gik ud for at se på menneskene.
Dette essay er et uddrag fra ’Huset uden ende’ af Mathilde Walter Clark, der netop er udgivet på Politikens Forlag.